Barnängen

Det første, man ser, er det ene hjørne af en sort plasticsæk. Derefter bliver man klar over, at man bør ringe til politiet. Man er i det her tilfælde en kvinde, og hun er på vej hjem fra værtshuset, og klokken er over fire om morgenen. Det er sent, ja, men hun kan være ligeglad, for hun har i to år været opsagt fra hjemmehjælpen i Dalen og behøver ikke tænke på så banale ting som at gå tidligt i seng og tage almindeligt ansvar.

Aftenen fik ikke den afslutning, hun havde håbet på, og hun står halvfuld og skuffet på kajen ved Norra Hammarbyhamnen i nærheden af Skanstull, et stenkast fra færgen til Sickla, og ser den sorte plasticsæk vippe rundt i vandet.

Først vil hun ignorere det, men kommer straks til at tænke på alle de krimiserier, hun har set i tv, hvor en forbipasserende finder et lig. Det er derfor, hun lægger sig på knæ og trækker sækken ind. Og det er af samme banale årsag, hun forsigtigt åbner sækken og til sin overraskelse ser sine forudanelser bekræftet.

I sækken ser hun en rynket arm.

Et ben og en hånd.

Hun har derimod ikke forudset, hvordan hendes egen krop vil reagere, da den for første gang bevidner et dødt menneske.

Hendes første tanke er, at det må være en dukke, som forestiller et barn, og siden er forrådnet i vandet. Da hun ser, at det ikke er en dukke, og at det lille barns øjne er fjernet, at dele af tungen ser ud til at være bidt af, og at ansigtet er dækket af mærker efter bid, kaster hun op.

Derefter ringer hun til politiet.

Til at begynde med er der ingen, som tror på hende, og det tager hende over syv minutter at overbevise den mandlige vagthavende om, at hun faktisk taler sandt.

Da hun afbryder, ser hun, at telefonen er våd af hendes opkast.

Hun sætter sig ned på kajen, tager godt fast om plasticsækken for at sikre sig, at den ikke forsvinder, og derefter venter hun.

Hun ved, hvad hun holder i, men lader, som om det er noget andet. Forsøger at glemme det, hun lige har set. Et barns ansigt, der er sønderbidt af et andet menneskes tænder.

Mennesketænder, som egentlig ikke er skabt til at gøre skade.