Ingen steder

Ulrika Wendin er klar over, at Viggo Dürer ikke vil lade hende leve.

Hvorfor skulle han gøre det?

Det kan næppe dreje sig om kidnapning, eftersom der ikke findes nogen i hele verden, som vil være interesseret i eller bare have muligheden for at betale en løsesum for hende. Desuden ved hun alt for meget. Han har næppe nogen nytte af hende som levende, og hun forstår ikke, hvorfor han ikke dræbte hende straks.

Vil han voldtage hende? Eller gøre noget andet med hende? Hun frygter det allerværste, og flygte kan hun ikke længere håbe på. Hun har gjort flere frugtesløse forsøg på at komme fri, og det har kun gjort hende udmattet. Hun ved, at chancen for at komme væk herfra af egen kraft bliver mindre og mindre, for hver time hun bliver svagere.

Hendes krop er meget svækket, og manglen på næring har gjort hende sløv og apatisk. Hendes eneste chance er antagelig at holde ud, så længe hun kan, og håbe på, at nogen finder hende.

Kan kroppens forfald bremses, hvis hjernen får lov at arbejde bedre? Hun har hørt om mennesker, som frivilligt vælger et isoleret liv, eremitter, vise mænd og munke, som lever indestængte i klostre, mediterer og bliver et med sig selv. Det siges, at nogle af dem endda lærer at levitere, at svæve over jorden.

Nu da hun knap mærker sin egen krop længere, begynder hun at forstå, hvordan de gør. Nogle gange er det næsten, som om hun flyver i det sorte rum, som omgiver hende, i længere tid ad gangen tænker hun ikke engang på, hvor hun befinder sig, og hun er også begyndt at rejse i tankerne. Det gør hende stærkere, i det mindste mentalt. Det tror hun i hvert fald.

Hun har læst et sted, at nogle fanger, som anbringes i en isolationscelle i længere tid, udvikler en evne til at forfine deres intellekt. Deres hjerner lærer helt nye ting, som de ikke ville kunne, hvis de befandt sig i frihed under påvirkning fra andre mennesker.

Når hun rejser i tankerne, begynder hun med at lire den lille tabel af, derefter går hun videre og remser alle de lande op, hun kan komme i tanker om, i alfabetisk rækkefølge, og bagefter hovedstæderne. Andre, nye tanker kommer til hende, samtidig med at hun kan udnytte gamle kundskaber, som hun troede, hun havde glemt.

Da hun tavst remser de amerikanske delstater op, mangler der kun fire til sidst, og hun føler sig både stolt og forbavset. Hun indser, at hun kan meget mere, end alle andre har fået hende til at tro.

Efter delstaterne forsøger hun at konstruere et indre kort over Europas kyster fra Hvidehavet til Sortehavet. Først Kolahalvøen, derefter Skandinavien, hele vejen langs kysterne i Østersøen, Finland og de baltiske lande, og derefter Polen, Tyskland og Danmark, og så landene langs Atlanterhavskysten, ind i Middelhavet, rundt om alle kysterne til Bosporus og Sortehavet.

Siden ud af Europa til Asien og Afrika og resten af verden.

Til sidst ser hun Jorden ovenfra, som om hun var en satellit, og hun ved, at det, hun ser, stemmer overens med virkeligheden. Hun ved, hvordan verden ser ud, uden at skulle bruge et kort.

Så svæver hun ud i rummet med den nordlige stjernehimmel og Nordstjernen lige over sig. Hendes øjne er vidåbne, og hendes hjerne tænder stjernerne i loftet en efter en.

Lille Bjørn. Orions Bælte og Karlsvognen.

I den diffuse lysstribe i loftet ser hun igen Mælkevejens rand, og nu ser hun også Kusken, Svanen, Cassiopeia og de andre stjernebilleder i galaksen, som hun som syvårig betragtede med store øjne i den gamle astronomibog hjemme hos mormor.

Langsomt forlader Ulrika Wendin kroppen og forsvinder ind i det funklende mørke.

Hun ved ikke, om det sker i drømmen eller i virkeligheden, men hun mærker, at nogen trækker tapen fra hendes mund og mader hende.

Sulten gør, at hun grådigt begynder at tygge og synke. Det er en grødagtig masse, som smager tørt og meget besk, og det er, som om smagsløgene døves og tørrer ud.

Hun hoster og mærker, hvordan to hænder griber fat i hendes ansigt, og en tredje og fjerde hånd sætter tape for munden igen. Hun bliver ladt alene igen, glider snart tilbage og ud i rummet, og hendes syn af stjernehimlen er som den beske grød. Tomt og tørt.

Hun mærker en stærk smag af valnødder.