Rosenlund

Annette Lundström har set mørket, er det første, Hurtig tænker, da han er blevet vist hen til kvindens værelse. Hun ser ud, som om hun har været forfulgt af mareridt i flere år, og søvnløsheden har forvandlet hende til et omvandrende spøgelse. Ansigtet er indfaldent og gråblegt, og kroppen er så udmagret, at han får en følelse af, at han kommer til at brække hendes hånd, da de hilser på hinanden.

Det gør han ikke, men hånden er iskold og forstærker kun spøgelsesbilledet.

»Jeg vil ikke være her,« siger hun med lav, deprimeret stemme. »Jeg vil være hos Linnea og hos Karl og Viggo. Jeg vil være der, hvor alt er, som det var før.«

Han aner, at det her ikke bliver nogen helt let opgave. »Det kan jeg godt forstå, men du må vente lidt. Først skal vi to have en lille snak.«

Han mærker ubehaget komme og ved, hvad den skyldes. Rummet er ikke helt uligt det, hans søster tilbragte store dele af sit sidste halve år på. Indlagt en uge, udskrevet den næste, indlagt den næste igen og så videre. Der var blevet kortere og kortere mellem sygehusbesøgene, indtil hun til sidst ikke magtede det længere og tog sit liv. Men nu er han her i egenskab af politimand, ikke som privatperson, og han tager en dyb indånding og anstrenger sig for at bevare koncentrationen og fortrænge minderne.

»Du er politimand, sagde du?« Annette Lundströms tonefald er bønfaldende, næsten håbefuldt. »Kan du hjælpe mig væk herfra? Det er enormt vigtigt … Jeg skal tilbage til Polcirkeln, det er så længe siden, nogen har set til huset der. Blomsterne skal vandes, græsset klippes, og bedene må jo se frygtelige ud. Og alle æblerne … Det er vel efterår nu?«

»Joh,« siger han. »Jeg er selv fra Kvikkjokk, det er jo ikke så langt fra Polcirkeln. Men det er vinter deroppe nu.«

Hans forsøg på at anslå en familiær tone synes at virke. Annette Lundström lyser lidt op og ser ham i øjnene. Blikket, han møder, er skræmmende, og der findes et fravær i dem, som han mangler ord til at beskrive.

Vanvid, tænker han. Nej, snarere øjnene hos en, som har forladt denne verden og befinder sig i en anden. En psykolog vil formentlig kalde det en psykose, og det var også, hvad lægen, som han lige har talt med, sagde. Men han får følelsen af, at kvindens fysiske såvel som mentale skrøbelighed er et forvarsel om noget, og det er det, han ser i hendes øjne.

Hun vil snart dø. Dø af sorg.

»Kvikkjokk,« siger hun med sin spæde stemme. »Jeg har været der engang. Der var så smukt. Det sneede også dengang. Sner det udenfor?«

»Ikke her. Men deroppe sner det. Er der flere personer, du gerne vil møde, ud over Karl, Viggo og Linnea, når du nu tager til Polcirkeln?«

»Gert selvfølgelig, og også Peo og Charlotte og deres datter. Hannah og Jessica kommer nok ikke.«

Hurtig laver hurtige notater. Det her er virkelig klamt, tænker han, hun taler som fra den anden side. »Hvem er Gert?«

Hun ler. En tør, raspende lyd, som skræmmer ham. »Gert? Alle ved vel, hvem han er? Han er så dygtig, en af Sveriges bedste politimænd. Det burde du vel vide, du, som også er fra politiet. Hvorfor er du her for resten? Jeg har ikke gjort noget.«

»Du kan helt være rolig. Jeg har bare nogle spørgsmål, og jeg ville være glad, hvis du vil prøve at svare på dem, så godt du kan.«

Gert Berglind, dygtig politimand, tænker han. Nej, sgu.

»Hannah og Jessica. Hvad hedder de til efternavn?«

Han er forbavset over, at kvinden trods sin tilstand er så let at snakke med. Hvis altså det, hun siger, er sandt. Kan man overhovedet rent juridisk anvende sådan en samtale i en politiefterforskning? Han ved det ikke, men hun kan måske trods alt give dem et fingerpeg.

»Hannah Östlund og Jessica Friberg. Og jeg glemte at nævne Regina og hendes søn og også Fredrika.«

Et direkte svar igen, tænker Hurtig. »Fint,« roser han hende og noterer navnene. Hele Sigtunaslænget, alle myrdede bortset fra morderne selv, Hannah Östlund og Jessica Friberg. Nej, alle undtagen en, opdager han, da han har noteret det sidste navn.

»Victoria Bergman? Vil hun også være der?«

Annette Lundström ser overrasket ud. »Victoria Bergman? Næ, hvorfor skulle hun det?«