Kronobergkvarteret

»Schwarz, Åhlund og Hurtig har afleveret deres rapporter, nu venter jeg kun på din,« siger politimester Dennis Billing, da Jeanette møder ham på vej til sit kontor. »Men du har måske vigtigere ting for end at blive færdig med den?«

Jeanette lytter kun med et halvt øre, for hun tænker stadig på det, hun så på patologisk. »Nej, slet ikke,« svarer hun. »Du får den i dagens løb, så kan du sende den til von Kwist senest i morgen tidlig.«

»Undskyld, hvis jeg lød lidt brysk,« siger Billing. »Jeg synes, det er godt klaret af jer at opklare sagen så hurtigt. Det havde ikke set godt ud i aviserne, hvis det havde trukket ud. Men det er ikke von Kwist, som tager sig af det. Han er sygemeldt lige nu, så en anden overtager sagen, indtil han er tilbage. Og det haster jo ikke, eftersom gerningsmændene er indisponerede, hvis man kan sige det sådan.« Politimesteren smiler.

»Nyder amnesti i den evige ild, mener du?« svarer Jeanette i samme spottende tonefald, men fortryder det i samme øjeblik, da hun ved, at politimesterens kone er udøvende medlem af pinsebevægelsen.

»Måske, måske ikke. Men de kan næppe befinde sig andet sted end i limbo.«

»Hvad fejler von Kwist?« spørger Jeanette, som ikke har lyst til at hænge fast i en teologisk diskussion med sin chef. Sidst hun så anklageren, havde han set ud som sædvanlig og havde ikke klaget over nogen skavanker.

»Han havde vist lidt vrøvl med maven. Formentlig et mavesår, tror jeg, han sagde, da han ringede, og det vil ikke være så underligt, sådan som han arbejder. Dag og nat, hverdage og weekender lyser flidens lampe over Klara sø. En fin fyr, ham Kenneth. Han lød stærkt medtaget, da jeg talte med ham i morges.«

»Den bedste, vi har,« siger Jeanette og fortsætter ind på sit kontor, vel vidende at ironien vil gå helt hen over hovedet på Billing.

»Ja, han er sgu den bedste,« gentager han ganske rigtigt. »Så det er vel bare at komme i sving igen.«

»Hvad mener du?«

»Jeg mener, at nu da der er dukket endnu en myrdet dreng op, så åbner vi sagen igen. Du kan beholde Hurtig. Åhlund og Schwarz står i beredskab, hvis der ikke dukker noget vigtigere op.«

Vigtigere? tænker Jeanette. Min efterforskning bliver kun genoptaget, fordi det ikke ville se godt ud ellers. »Vi er kosmetik, mener du?«

»Nej, nej, slet ikke.« Politimesteren bliver tavs. »Eller sådan kunne man måske godt udtrykke det. Kosmetik. For helvede, Janne, du kan virkelig ramme hovedet på sømmet. Det vil jeg huske. Kosmetik.«

Jeanette lader døren stå åben, så hun kan se, når Hurtig kommer tilbage fra sygehuset. Hun er nysgerrig efter at høre, hvad Annette Lundström har haft at fortælle. Men så indser hun, at der vil gå et stykke tid, inden Hurtig er tilbage igen, og beslutter i stedet at lukke døren og fortsætte arbejdet.

Hun kaster et blik på fantombilledet, der er hæftet op på opslagstavlen ved skrivebordet. Tegningen siger hende intet, den kunne forestille hvem som helst.

Det kunne lige så godt være en kvinde, tænker hun.

Når hun tænker efter, synes hun, at ansigtet er ejendommeligt vagt. Der burde vel være nogen specielle kendetegn? Jo, tegneren har i alle fald fået et par modermærker med, et på hagen og et i panden. Er det sådan noget, børn lægger mærke til?

Hun har læst et sted, at man har ladet et computerprogram analysere verdens mest kendte portræt, Leonardo da Vincis maleri af Mona Lisa, og er nået frem til, at Mona Lisas ansigt udtrykker treogfirs procent glæde, ni procent væmmelse, fem procent rædsel og tre procent vrede eller noget i den retning. Det her portræt synes for Jeanette at indeholde otteoghalvfems procent ingenting og to procent modermærker.

Mens hun betragter billedet, ringer hun Ivo Andrić op for at bede om en grundigere undersøgelse af Ulrika Wendins lejlighed. Det er lige så godt at få det gjort så hurtigt som muligt, og mens telefonen ringer, tænker Jeanette på, hvad Ulrika fortalte om voldtægten på hotelværelset, om at hun blev dopet, og at Lundström filmede overgrebet.

Desuden erindrer hun sig afhøringerne af Lundström, og at han fortalte, at han var til stede ved flere af filmoptagelserne med børnepornografisk indhold, selvom han ikke nævnte lige den optagelse med Ulrika.

Ivo Andrić svarer i den anden ende, og da Jeanette har fremført sit ærinde, lover han at tage tilbage til Ulrika Wendins lejlighed sammen med nogle teknikere. Efter at have afsluttet samtalen sidder Jeanette tilbage med røret i hånden og en knude i maven.

Lundströms film, tænker hun. Det kunne jo tænkes, at de indeholder noget, som kan være til hjælp i eftersøgningen af Ulrika.

Hun taster Lars Mikkelsens nummer på lokaltelefonen.

Tænk hvis filmen fra hotelværelset findes i Lundströms samling. Og hvorfor har hun ikke tænkt på det selv tidligere? Hvis det er gået sådan til, som Ulrika sagde, og det har hun jo aldrig betvivlet, burde sådan en film være yderst interessant. Bare fordi Karl Lundström var død, betød det jo ikke, at eventuelle andre gerningsmænd ikke kunne stilles til ansvar.

Hun sukker for sig selv. Den her efterforskning har virkelig haft lav prioritet. Havde hun fået tildelt flere resurser, havde de kunnet gå grundigere til værks.

Da Mikkelsen langt om længe svarer, forklarer hun sit ærinde for ham og spørger, om han har nogen, han kan sætte i gang med at gennemgå indholdet af det beslaglagte materiale.

»Nja, ikke sådan,« svarer Mikkelsen svævende. »Vi har allerede rigeligt at se til.«

»Jeg forstår,« siger Jeanette. »Men hvis jeg siger, det er vigtigt, kan du vel prøve at sætte lidt tid af til det.« Hun læner sig tilbage i stolen og strækker benene ud under skrivebordet.

Mikkelsen svarer ikke, og Jeanette spekulerer på, om hun lød for geskæftig. Hun er jo ikke hans chef, og han opfattede måske det, hun lige sagde, som en ordre.

»Undskyld,« siger hun. »Det lød forkert. Lad os gøre sådan her. Jeg kommer over til dig i stedet og henter filmene, som I fandt hos Karl Lundström, og så går jeg dem selv igennem. Det burde vel kunne fungere?«

Vil jeg virkelig gøre det her? tænker Jeanette, da det går op for hende, hvad hun lige har foreslået.

»Ja, det er der vel ikke noget formelt til hindring for. Men du kommer til at skrive under på en del papirer om forbud mod at udtale sig om indholdet, og filmene må selvfølgelig heller ikke forlade huset. Desuden er mange af Lundströms film på VHS og endnu ikke digitaliserede, hvilket betyder, at du selv må lede i magasinet.«

Jeanette synes, han lyder irriteret, men går ud fra, at det ikke har noget med hende at gøre. Hendes forespørgsel indebærer jo ikke noget ekstra arbejde for ham, så det handler formentlig om noget andet. Måske er han ganske enkelt træt af sit arbejde.

»Godt, jeg kommer med det samme,« slutter hun af og lægger på, inden Mikkelsen kan nå at svare.

Så, tænker hun. Nu er der ingen vej tilbage.

Ude på gangen kan hun høre Schwarz og Åhlund i kaffestuen, og hun overvejer at gå hen til dem og tage del i den rå samtale. Men hun ved, at hun ikke dur til at være en af gutterne, og lige nu føler hun sig heller ikke oplagt til det.

Mikkelsen er der ikke, men han har bedt en kollega tage sig af hende. Det er en ung fyr med tynd skægvækst og ring i næsen, som møder hende uden for Mikkelsens kontor. »Hej, jeg går ud fra, at det er dig, der er Jeanette Kihlberg,« siger han. »Lars har sagt, at jeg skal lukke dig ind i magasinet, og at du skal kvittere for det, du skal bruge.« Han viser med armen, at hun skal følge efter ham. »Bare følg med her.«

Endnu en gang undrer hun sig over, hvad der kan få en voksen mand til frivilligt at bruge sine dage på at betragte børn, billede for billede i slowmotion, som i de allerfleste tilfælde udnyttes af andre, voksne mænd. Deres artsfæller. Venner og kolleger.

Det kan jo være deres barndomsvenner, gamle klassekammerater og i værste fald deres egen bror eller far, som ligger der på sengen ved siden af en lille thailandsk dreng. Eller en toårig pige vokset op i Edsviken i Danderyd, tænker Jeanette. En adoptivdatter fra København.

»Det er her,« siger Mikkelsens kollega og låser en ganske almindelig kontordør op. »Kom hen til mig, når du er færdig. Jeg sidder derhenne.« Han peger mod et sted længere nede ad gangen.

Hun ser forbavset på døren, men ved egentlig ikke, hvad hun havde ventet sig.

Den burde i det mindste have en form for advarselsskilt, tænker hun. Noget med »Indtrædelse på egen risiko« eller allerhelst »Adgang forbudt«.

»Og får du brug for hjælp, skal du bare kalde.« Den unge politimand vender sig om og går tilbage til sit kontor.

Jeanette Kihlberg tager en dyb indånding, åbner døren til Rikskrims samling af børnepornografi og går ind.

Hun ved, at hun fra nu af aldrig vil kunne se på verden med samme øjne som før. Det er nu, det begynder, tænker hun. Nulstilling.