Johan Printz väg

Da Ivo Andrić har standset bilen uden for Ulrika Wendins lejlighed, prøver han at ringe igen.

Nummeret er til en fastnettelefon i Rosengård, Malmö, og abonnenten hedder Goran Andrić.

Heller ikke denne gang bliver der svaret, og han begynder næsten at tvivle på, at oplysningerne stemmer. Det er tredje gang, han ringer uden resultat, men eftersom der ikke findes noget mobilnummer registreret på Goran Andrić, kan han ikke gøre andet end at være tålmodig og vente.

Svarer han ikke senere i dag, tænker han, så tager jeg derned med nattoget. Det her er vigtigere end alt arbejde. Det her handler om mig, om mit liv.

Han åbner bildøren, stiger ud og gør tegn til teknikerne i den anden bil, at de skal følge med. To unge piger og en fyr. Ambitiøse og omhyggelige.

Han låser døren op, og de går ind.

Så, tænker han. Nye tiltag. Nytænkning. Glem Goran lidt. »Vi begynder med køkkenet,« siger han til teknikerne. »I har jo set billederne af blodstænkene. Kig efter detaljer. Jeg var her kun en time og nåede ikke at gå alt efter med lup.«

Gå alt efter med lup, tænker han. Et nyt udtryk han har lært. Af receptionisten på patologisk, en sød pige fra Göteborg, som er svær at forstå.

Da arbejdet i lejligheden er gået i gang, fordyber han sig i sine tanker igen, men denne gang handler det ikke om Goran Andrić, men om arbejdet i morges med den mumificerede dreng. Så nedslående, men dog et fremskridt. Der findes tandkort, og dna-prøverne vil blive sammenholdt med de ukrainske oplysninger om Zumbajev-brødrene.

Kasakhere, tænker han. Hjemme i Prozor havde der boet et par familier af kasakhisk oprindelse, men de havde været muslimer, ikke romaer som de her drenge. Han var blevet god ven med faren i en af familierne. Sørgeligt nok var han død i krigen nogle år senere, men mens han endnu levede, plejede de at mødes på en af caféerne i byen for at drikke en kop kaffe og spille et parti skak. Manden hed Kuandyk og havde engang fortalt om, hvor vigtig navnetraditionen var blandt kasakherne. Hans eget navn betød noget i retning af »glad«, og når retsobducenten nu erindrer sig Kuandyks munterhed og buldrende latter, synes han, det havde været et godt navn til en god mand.

Kuandyk havde også fortalt, at skikken med navngivelse af børn var en tradition, som blev praktiseret meget frit og personligt og ofte handlede om forventningerne til den nyfødte. En af drengene i landsbyen i det sydlige Kasakhstan, hvor Kuandyk kom fra, hed Tursyn, og hans forældre havde oplevet adskillige tragedier, da flere af deres børn var døde kun få dage efter fødslen. Tursyn betyder ordret »lad det høre op«, og forældrene var faktisk blevet bønhørt. Drengen overlevede, og ifølge Kuandyk var Tursyn flyttet til Alma Ata, havde gjort karriere på universitetet og siden flyttet til USA, hvor han var blevet ansat på et af de store universiteter. Ivo kunne ikke huske, om det var Harvard eller Berkeley, men Tursyn havde i alle fald fået et godt liv og sendte regelmæssigt penge hjem til forældrene i den kasakhiske landsby.

Han hører de to kvindelige teknikere udveksle et par ord. Køleskabsdøren bliver åbnet, og han kan høre køleskabsaggregatet brumme.

Itkul og Karakul, tænker han. I formiddagens løb havde han fundet ud af, hvad deres navne betød. Han bliver ked af det, da han tænker på forældrenes forhåbninger til deres to sønner. Itkul betyder »en hunds slave«, og Karakul »sort slave«.

To døde brødre. Hans tanker vender tilbage til Goran Andrić.

Hans egen bror, som burde havde været død, men åbenbart ikke er det.

»Ivo?« En af de kvindelige teknikere afbryder hans tunge tanker. »Kan du komme her et øjeblik?«

Han vender sig om. Den unge kvinde peger på køleskabsdøren, som står halvt åben og minder ham om, at Ulrika Wendin antagelig ikke spiser særlig meget. Køleskabet havde været helt tomt, da han var her sidste gang, og er det naturligvis også nu.

»Kan du se her?« Teknikeren peger på et sted på indersiden af køleskabsdøren lige inden for kanten, hvor hun har penslet med det hvide pulver for at sikre fingeraftryk. Han går hen til døren, sætter sig på hug og kigger efter.

Et aftryk af tre fingre, og scenariet begynder at tage form for ham.

Han ved, at nogen har mishandlet en anden person herinde i køkkenet og siden gjort rent efter sig. Under rengøringen har nogen tørret blodstænkene på køleskabsdøren af med venstre hånd og holdt i døren med højre, præcis der hvor han koncentrerer blikket nu.

Han behøver ikke engang et forstørrelsesglas for at se, at aftrykket stemmer overens med noget han har set før, faktisk så sent som i morges.