Solsikken

Victoria lytter og forsøger ikke at afbryde Sofia. Hun må anstrenge sig for at kontrollere sin vrede og vælger at holde fst i sin indre forestilling om, at hun befinder sig i huset på Solbergavägen.

»Taler du med en neurokirurg, ville han eller hun formentlig ikke være enig i, at kapsulotomi er det samme som lobotomi. Man kan måske beskrive det som en opgradering af lobotomi, jeg ved det ikke, men det handlede præcis ligesom lobotomi om at dæmpe pigens afvigende adfærd …«

Afvigende, tænker Victoria. Det handler altid om afvigelser. Et menneske er kun afvigende, hvis der findes en forudbestemt måde at være på. Og psykiatrien er statsligt subventioneret. Det er altså i virkeligheden politik, som styrer, hvad der er sygt eller ej. Men inden for psykologien burde det jo være anderledes. Der findes ingen klare grænser, og er der noget, hun ved med sikkerhed, så er det, at alle mennesker er afvigende og ikke-afvigende på en og samme tid.

»I Sverige og også i Danmark, hvor indgrebet skete, har vi en sørgelig tradition for tvivlsomme indgreb på mennesker, som man betragtede som udviklingshæmmede eller afvigende på anden måde. Jeg mindes en sag, hvor man behandlede en fjortenårig dreng med elektriske stød i seks uger, bare fordi hans kristne forældre havde taget ham i at onanere. Det var afvigende adfærd i deres verden.«

Hvordan kan den slags mennesker overhovedet have stemmeret, tænker Victoria.

»Det burde kaldes afvigende adfærd at være religiøs,« siger hun.

Sofia smiler kort, er så tavs igen et stykke tid, og Victoria lytter til den gamle kvindes åndedræt. Det er kort og afstemt, ligesom det var for tyve år siden, og da hun til sidst tager ordet igen, er stemmen blevet mere alvorlig. »Tilbage til sagen,« siger hun lavmælt, men tonen er skarp. »Som du ved, var frontal lobotomi en pandelapsoperation på afvigende mennesker. Man kappede ganske enkelt forbindelsen mellem den nedre del af hjernen og pandelappen, og cirka hver sjette patient afgik ved døden. Medicinalstyrelsen var bekendt med risiciene, men foretog sig intet. Jeg har været erhvervsaktiv siden begyndelsen af halvtredserne og har set mange grimme ting gennem årene. Størstedelen af de lobotomerede i Sverige var kvinder. Man sagde, at de var løsagtige, aggressive eller hysteriske. De kom til at betale en høj pris.«

Talebanpolitik, tænker Victoria. Hun lytter opmærksomt til Sofia, stadig med lukkede øjne, og indser, at det er første gang, hun hører bare antydningen af vrede i den gamle kvindes stemme. Det føles godt. Mildner hendes egen vrede.

»Til forskel fra lobotomi er kapsulotomi, så vidt man ved, ikke forbundet med dødsrisiko, og det var derfor, man turde anvende metoden på Madeleine. Man skar nervetråde over i hendes capsula interna, den indre kapsel, og håbede, at hendes psykiske problemer, tvangssyndromet og den voldsomme adfærd derved ville aftage. Men det hele mislykkedes i eklatant grad, og resultatet blev det modsatte.«

Nu kan Victoria hverken lukke øjnene eller tie stille længere. »Hvad skete der med hende?«

Sofia ser sammenbidt ud. »Hendes hæmningsløshed blev forværret, impulskontrollen forsvandt i princippet, samtidig med at hendes intellektuelle evner mærkeligt nok syntes at blive skærpede.«

Victoria forstår det ikke rigtig. »Det lyder modsigelsesfyldt.«

»Ja, måske …« Sofia puster en stor røgring ud, som svæver hen over bordet og slås i stykker mod vinduesglasset. »Hjernen er spændende. Ikke bare hver del og funktion for sig, men også samspillet mellem dens forskellige dele. I det her tilfælde kan man måske sammenligne indgrebet i hjernen med at bygge en dæmning i en flod med det formål at standse strømmen for blot at opdage, at floden har fundet nye veje rundt om dæmningen og er vokset i styrke.«

Victoria tager tasken med notesblokken op.