Datid

Og derfor, siger mor, så er jeg næsten altid glad.

Jeg synes, hele livet er som en solskinsdag.

 

Hospitalsmiljøet skræmte hende ikke, eftersom hun havde tilbragt en stor del af sin barndom med at være i behandling for det ene eller det andet. Var det ikke ondt i maven, hvilket det næsten altid var, så var det kvalme, svimmelhed eller voldsom hovedpine.

Værst var det de gange, hun havde været alene med Peo i det store hus med alt legetøjet.

Peo, manden, hun aldrig havde kaldt far, som havde forbarmet sig over hende, og som siden kasserede hende, da hun ikke længere duede som datter.

Alt omkring hende havde haft et navn, men altid været noget andet. Far var ikke far, og mor var ikke mor. Hjemme var egentlig borte, og at være syg var det samme som at være rask. Når nogen sagde ja, betød det nej, og hun mindedes, hvor forvirret hun havde været.

Hjernen er den eneste kropsdel i et menneske, som ingen følesans har, og derfor kan opereres, selvom patienten befinder sig i vågen tilstand.

Og nøj, hvor var de blevet sure, da hun var gået til politiet og havde fortalt, hvad far Peo og hans såkaldte venner beskæftigede sig med i indelukket, som var beregnet til grise og ikke til unge drenge, som var vrede på hinanden. Skrig og gråd og lussinger til højre og venstre, inden de sendte hende bort til et nyt sted, som man sagde, hun fra nu af skulle kalde sit hjem. Men der var der bare mørkt og stille, og armene var låst fast, nøjagtig som de er nu.

Lægerne havde sagt, at hvis man bare fik lov at skære lidt i hendes hoved, ville hun ikke længere synes, at alt var så kompliceret. Hun ville ikke få sine voldsomme anfald, og man håbede, at hun så ville kunne klare sig selv. Hvis de bare fik lov at kappe nogle syge tråde i hendes hoved, så ville alt blive godt.

Far ville betyde far, på samme måde som mor ville betyde netop mor.

Hun blev vækket af sine spekulationer, da nogen rejste hende op i sengen. Men hun fortsatte med at holde øjnene lukkede, for hun ville ikke se kniven, som skulle skære i hende.

De havde egentlig sagt, at man ikke længere brugte en kniv, men at det var nye tider, og at man havde mere forfinede metoder. Det var noget med elektricitet, som hun ikke rigtig forstod, men hun havde nikket, da de havde spurgt, om hun havde forstået det, for hun ville ikke være til mere besvær, end hun allerede havde været.

Besvær, besvær, der er kun besvær med dig, havde Charlotte, kvinden, hun aldrig havde kaldt sin mor, altid sagt, når noget var gået i stykker eller faldet på gulvet. Og det gjorde det ofte. Var det ikke vippende glas mælk, så var det tabte tallerkner eller ruder, der pludselig blev knust.

Nogen tog fat om hendes hoved, og hun mærkede et barberblads kolde stål.

Først den knitrende lyd, da håret i baghovedet blevet barberet af, derefter den sviende fornemmelse og til sidst lyden fra den elektriske kniv.

Metodens fremtid blev måske afgjort, da psykiateren Christian Rück ved Karolinska Institut påviste, at indgrebets negative bivirkninger samt vanskeligheden ved selve udførelsen af indgrebet sammenlagt gør, at denne metode ikke bør anvendes undtagen som et strengt eksperimentelt indgreb.

Nu bliver det godt, tænkte hun. Nu bliver jeg rask ligesom alle andre.