Solsikken

Victoria Bergman skriver hektisk. Linje efter linje om sin datter, Madeleine, mens Sofia Zetterlund sidder ved siden af og lytter til kuglepennens raspende lyde.

Stærøjnene ser intet, men de stirrer på Victoria. »Du skrev meget allerede som ung. Tjener det stadig et terapeutisk formål?«

Hun er så træt, men hun må arbejde videre. Hun ved, at det, hun skriver, er usammenhængende, men måske vil hun kunne finde en struktur i det senere.

»Jeg skriver bare,« siger hun.

Ligesom når hun brugte sin diktafon til at optage sine lange monologer og bagefter lærte at se mønstrene. At opdage, hvem hun var.

»Jeg forstår, at du ikke er færdig med dig selv endnu,« siger den gamle.

Victoria lytter ikke til hende, men efter et stykke tid holder hun op med at skrive, ser på papiret og slår ring omkring nogle nøglesætninger, inden hun lægger kuglepennen fra sig.

KAPSULOTOMIEN GAV MODSAT VIRKNING.

SUICIDAL ADFÆRD – FULDSTÆNDIG MANGEL PÅ IMPULS KONTROL.

MANISK IDÉVERDEN PRÆGET AF RITUALER.

Derefter ser hun på Sofia, som rækker en dirrende, rynket hånd frem. Hun tager imod den og mærker snart, at roen falder på hende igen.

»Jeg er bekymret for dig,« siger Sofia dæmpet. »De er ikke borte endnu, vel?«

»Hvad mener du?«

»Kragepigen og de andre.«

Victoria svælger. »Nej … Ikke Kragepigen og måske heller ikke Søvngængeren. Men alle de andre er borte. Det har hun hjulpet mig med.«

»Hun?«

»Ja … Jeg har gået hos en psykolog et stykke tid. Hun har hjulpet mig med mine problemer.«

Jeg har hjulpet mig selv, tænker Victoria. Søvngængeren har hjulpet mig.

»Jaså? En psykolog?«

»Mmm … Hun ligner faktisk dig ret meget. Men hun har selvfølgelig ikke din lange erfaring.«

Sofia Zetterlund smiler gådefuldt, knuger Victorias hånd lidt hårdere, inden hun slipper den og tager cigaretpakken op igen. »Vi tager hver en til, og så tør jeg ikke ryge mere. Forstanderinden er en hård kvinde, selvom hun vel også har et godt hjerte et sted.«

Godt hjerte? Hvem har et godt hjerte?

»Victoria, du skrev et brev til mig for nogle år siden og fortalte, at du arbejder som psykolog. Gør du stadig det?«

Ingen har et godt hjerte. Marken i alle menneskers hjerter er mere eller mindre stenet.

»På en måde.«

Sofia virker tilfreds med svaret, tænder sin cigaret og rækker Victoria en. »Godt så,« siger hun. »Du har gjort en gammel kvinde meget glad, men også udmattet, og jeg tror ikke, jeg orker meget mere nu. Jeg mister koncentrationen, glemmer og bliver søvnig. Men den nye medicin, de giver mig, er bedre, og jeg er friskere, end jeg var, da politiet kom her og spurgte efter dig.«

Jeanette Kihlberg, tænker Victoria. Sofia har ikke glemt det, og det virker, som om hun vil fremprovokere en reaktion med sin kunstpause. Men Victoria siger ikke noget.

»Jeg var mere forvirret dengang,« fortsætter Sofia så, »men ærlig talt ikke så forvirret, som denne politikvinde formentlig troede. Det kan være meget belejligt at være så gammel nogle gange, man kan spille dement, når der er brug for det. Bortset fra når jeg er forvirret for alvor selvfølgelig. Det er jo sværere at lade som om, når man hverken kan eller behøver det.«

»Hvorfor var de her?« spørger Victoria.

Sofia blæser en ny røgring hen over bordet. »De ledte selvfølgelig efter dig. Hende, der var her, hedder Jeanette Kihlberg. Jeg lovede at bede dig kontakte hende, hvis jeg hørte noget fra dig.«

»Okay, så gør jeg det.«

»Fint …« Sofia smiler mat og synker ned i stolen.