Ingen steder

Hendes krop befinder sig blot nogle centimeter under loftet, og hun ser ned på sig selv, den anden pige, som ligger fastspændt, tørstig og udhungret i en ligkiste nede på jorden.

Hun har en tynd slange i munden, som de førte ind, da de skiftede tape sidst, og den mader hende med den beske, tørre grød, hun fik tidligere. En slags føde, som kun gør hende svagere, en antiføde. Nødder og frø og noget, der smager som harpiks, men som hun ikke ved, hvad er.

Men det er hun ligeglad med nu. Hun føler sig let og lykkelig.

Hun ser sig om i rummet fra sin plads under loftet. På den højre væg står det store fyr med rørsystemet, og på den venstre ser hun konturerne af en dør. Det er alt, bortset fra elpæren, som hænger i en lang ledning fra loftet. Kun glatte betonvægge som i en fængselscelle. Den eneste lyskilde kommer fra dørens højre hjørne foroven, det er en lille, svag stråle, som siver ind udefra og projicerer en bleg, flammet plet på loftet.

Det smager af klister i hendes mund, og hun føler sig euforisk, som om hun lå inde med svarene på alle universets hemmeligheder. Hun har oplevet noget lignende engang, da hun røg opiumsdyppet hash, en vidunderlig rus, som åbnede alle bevidsthedens døre. Der var bare det, at lige så snart hun prøvede at sætte ord på sin følelse, kom der kun nonsens ud af hendes mund.

Men hun flyver, og denne gang kan hun logisk forklare, hvorfor det er muligt.

Små dyr som mus og frøer kan svæve frit i luften over magnetiske felter i et laboratorium, og det skyldes vandet i deres kroppe. Det er vandet, som bærer dem, som får dem til at levitere, og der skal bruges en supraledende magnet til at sætte tyngdekraften ud af spil.

Hun tror, hun selv består af måske halvfjerds procent vand, hvilket betyder en vægt, der er mange gange større end et lille dyrs, og derfor ved hun, at der må være en kæmpestor magnet under gulvet i rummet, og at det er fra den, den brummende lyd kommer.

Nu høres den igen. Der er ingen elevator, det ved hun nu med sikkerhed.

Kraften fra magneten får hendes krop til at miste sin tyngde, derfor kan hun flyve, og hvis hun bare kunne lave et hul i loftet, ville hun kunne slippe væk herfra.

Hun prøver at dreje kroppen, men den er helt fastlåst. Det nytter ikke noget, lige meget hvor meget hun anstrenger sig.

Lige før kunne hun svæve frit som en astronaut i rummet, men nu er hendes krop lige så fastspændt som den anden piges, hende, der ligger i kisten dernede og er ved at dø.

Hun begynder at fryse, en ubeskrivelig kulde, som får kroppen til at ryste indvendigt.

Alligevel er hun ikke bange.

Det er bare vandet i hende, som er ved at blive til is, og hun ved, at der må være noget galt med magneten under gulvet.

Nu ser hun den. Det er en firkantet blok, der er lige så stor som gulvet, og som styres fra et rum ved siden af, et slags kontrolrum. Hun ser blokken bevæge sig, først langsomt med en dump, skrabende lyd, og derefter hurtigere og hurtigere i pumpende bevægelser.

Kulden spreder sig til hendes hud, og det føles, som om isen indvendigt svulmer op og vil trænge ud af kroppen, få huden til at briste. Som når man lægger en glasflaske med vand i fryseren, og den siden revner, når væsken er ekspanderet til is. Hun smiler ved denne indsigt.

Den pumpende magnetblok under hende knirker, og gnidningen mod væggene i rummet under hende danner gnister.

Inden hun revner og går i stykker i tusind små glasstumper, ser hun manden, som står ved stængerne i kontrolrummet og styrer magneten.

Det er Viggo Dürer.