Tysta gatan

Anklager Kenneth von Kwist er træt. Faktisk har han ikke lukket et øje, siden han aftenen før blev overfaldet uden for isbaren. Hans nye medicin, Diazepam Desitin, er lige så ineffektiv som kamillete, og alkoholen hjælper heller ikke længere. Officielt er han sygemeldt på grund af mavesåret, uofficielt på grund af voksende dødsangst.

Han ligger på sofaen i et afmægtigt forsøg på at få sovet lidt. Han kigger på uret. Der er fest på Politigården i aften. Rigspolitichefen har fødselsdag, og det er egentlig en god lejlighed til at knytte nye kontakter og pleje dem, han har, men han tøver.

Kraftesløst rejser han sig op fra sofaen og begynder at gå frem og tilbage i stuen. Han tænker på skotøjsæsken, som manden efterlod til ham.

Han ved, hvad den indeholder, og har ikke åbnet den igen. Han tør ikke smide den ud, og han kan naturligvis ikke gå til politiet med den.

Tilbage er kun at gemme den, hvilket han også har gjort. Flere gange.

Han er sørgelig ubevidst om, at det er irrationelle handlinger, som direkte skyldes den paranoia, han har udviklet under sin selvvalgte isolering i hjemmet.

Først gemte han skotøjsæsken i skabet under køkkenvasken, derefter længst inde bag i kosteskabet i entréen og bagefter i en af skrivebordsskufferne i arbejdsværelset. I et anfald af misforstået kreativitet besluttede han at stille den på gulvet i garderoben, fuldt synlig fra entréen sammen med hans egne skotøjsæsker. Idéen var, at det enkleste gemmested også var det bedste, men der gik ikke mange timer, før han ikke kunne holde ud at se den ligge der, for han kunne ikke undgå at se på den, hver gang han skulle på toilettet. Og det har han skullet mange gange i det seneste døgn. Kropsfunktionerne svigter, den kværnende angst bevirker, at han ofte må tømme blæren og med jævne mellemrum brække sig.

Nu ligger æsken i garderobeskabet i soveværelset, kun et par meter fra sengen, og det er heller ikke et godt sted.

Han beslutter sig for at gøre noget ved det og går ind i soveværelset og hen til garderobeskabet. Han åbner forsigtigt døren, tager en dyb indånding, bøjer sig ned og tager æsken op endnu en gang. Gæsteværelset, tænker han. Øverst oppe i skabet derinde, bag tapetrullerne.

Det bliver det bedste. Der ses den ikke, medmindre man står på noget.

Da han kommer ind i gæsteværelset, tænder han loftslyset og stiller æsken på det lille skrivebord. Han stiger op på den gamle drejestol og tager tapetrullerne ud af skabet. Derefter strækker han sig for at kunne skubbe æsken helt ind bagved på den øverste hylde. Da han skifter vægten fra det ene ben til det andet, tager naturlovene over, og drejestolen lever op til sit navn.

Både han og æsken falder ned på gulvet. Indholdet i æsken ruller ud på parketgulvet med en smældende lyd og ind i mørket under gæstesengen.

Anklager Kenneth von Kwist kravler op i siddende stilling med ryggen mod skabet og bliver siddende sådan et pænt stykke tid, inden han beslutter sig for, hvad han vil gøre.

Det her fungerer ikke, tænker han. Den må blive liggende der, hvor den ligger.

Jeg tager til fest i stedet.