Hundudden

Hollændervognen med de tonede ruder parkerer lige bag dem, og chefen for indsatsstyrken hopper ud fra passagersædet. Han giver siden af bilen et hårdt slag og begynder at gå hen mod Jeanette, samtidig med at bagdørene åbnes, og ni maskerede politimænd hopper ud i fuldkommen tavshed. De stiller sig i grupper med tre i hver. Otte af dem er bevæbnede med maskinpistoler, mens den niende har et større gevær.

Chefen for indsatsstyrken er ikke maskeret, og da han når frem, præsenterer han sig og fortæller, at de er parat til at rykke ind.

»Er det der nødvendigt?« spørger Jeanette og nikker hen mod manden med geværet.

»PSG 90. Hvis operationen kræver en skarpskytte,« svarer indsatschefen formelt.

»Det må vi vel håbe på, den ikke gør,« mumler Hurtig.

»Ja, men så går vi vel ind.« Jeanette vender sig om og skæver til Hurtig.

Indsatschefen rømmer sig. »Det gik temmelig hurtigt, så vi har ikke fået så mange forhåndsinformationer. Hvad er det primære mål, og hvilken type modstand kan vi forvente?«

Inden Jeanette når at sige noget, tager Hurtig et skridt frem. »Vi tror, at objekt et, som er en ung kvinde, kan befinde sig i huset,« siger han. »Objektet hedder Ulrika Wendin, og vi har mistanke om, at objekt to, husejeren, har kidnappet objekt et og holder hende fanget. Objekt to er en omkring firs år gammel advokat, og vi aner ikke en skid om, hvilken type modstand I kan forvente at møde.«

Jeanette puffer til Hurtig. »Nu holder du,« hvæser hun og henvender sig til indsatschefen. »Du må undskylde min kollega. Han kan være lidt irriterende nogle gange. Men principielt har han ret. Vi har mistanke om, at husejeren, Viggo Dürer, holder Ulrika Wendin fanget derinde. Han kan selvfølgelig være bevæbnet, men vi ved det ikke.«

»Godt,« siger manden med et stramt smil. »Så kører vi,« siger han og halvt løber tilbage til sine underordnede.

»Du må droppe den attitude.« Jeanette stiller sig ved siden af bilen og venter på, at de tungt bevæbnede politifolk går først ind i huset. Chefen for indsatsstyrken løfter højre arm for at få sine mænds opmærksomhed og giver sine ordrer. »Alfa tager forsiden og den store indgang. Beta dækker bagsiden, og Charlie sikrer garagen ved siden af huset. Nogen spørgsmål?«

De maskerede politifolk siger ikke et ord.

»Godt, så kører vi!« slutter han af og sænker armen.

Jeanette kan høre Hurtig mumle »Jawohl, mein Führer«, men gider ikke kommentere det.

Derefter går det hele meget hurtigt. Den første tremandsgruppe forcerer porten ved hjælp af en kraftig boltsaks og iler hen over græsplænen mod indgangen, hvor de stiller sig på hver sin side af døren. Den anden gruppe bevæger sig venstre om huset og forsvinder om på bagsiden, mens den tredje gruppe løber hen mod garagen. Jeanette hører lyden af knust glas og et brøl om, at det er politiet, og at alle, der befinder sig i huset, skal lægge sig ned på gulvet. Ellers vil der blive skudt. Jeanette går hen til porten og venter på, at de kan gå ind, samtidig med at hun hører en vedvarende hylen. Hun holder sig for ørerne, og efter et halvt minut ophører den hylende lyd.

»Underetage sikret!« lyder det inde fra huset, og Hurtig kommer frem og stiller sig ved siden af hende. »Undskyld,« siger han. »Det var dumt sagt af mig. Jeg kan jo egentlig godt lide de her fyre, men nogle gange synes jeg, det hele bliver en tand for krigsliderligt.«

»Jeg ved godt, hvad du mener,« siger hun og stryger ham let over armen. »Forskellen mellem dem og bøllerne bliver hårfin. Det bliver lidt for hooliganagtigt.«

Hurtig nikker.

»Overetage sikret!«

»Garage sikret!«

Jeanette ser indsatschefen komme ud af huset og give tegn til, at de godt kan komme frem.

»Huset er tomt, men alarmen var sat til,« siger han, da Jeanette og Hurtig står henne ved trappen. »En gammel alarm, som ikke er koblet til et vagtfirma, men bare laver en helvedes spektakel. Det var effektivt før i tiden, men er det næppe i dag.«

»Og ellers er alt under kontrol?«

»Ja. Ingen pige hverken i stueplanet eller på overetagen. Kælderen er tom, men lige nu kigger vi efter skjulte rum.«

De seks maskerede politimænd, som var inde i huset, kommer ud på trappen.

»Ingenting,« siger en af dem. »I kan godt gå ind nu.«

Først kom ingenting, derefter kom ingenting, og derefter igen ingenting, tænker hun og går ind ad døren med Hurtig lige bag sig, mens politifolkene stiller sig op på græsplænen.

De går ind i en sparsomt møbleret entré og videre ind i stuen. Huset lugter indelukket, og et tyndt lag støv ligger som en mat hinde over alle møbler og pyntegenstande. Langs den ene væg en tung sofagruppe i mørkebrunt læder foran et bord, som er overfyldt med gamle bøger og stakke af papirer. I det ene hjørne et klaver. Væggene er dækket af kunst og gamle plancher. De fleste af dem med medicinske motiver. I en af reolerne står et kranium ved siden af en udstoppet fugl, og Jeanette synes, rummet ligner et museum.

Jeanette lader hånden stryge hen over bordpladen og tegner en mørk streg i det hvide støv.

»Det er længe siden, nogen har gjort rent her,« konstaterer hun.

»Måske tilmed længe siden, at der overhovedet har været nogen her,« tilføjer Hurtig.

Jeanette går hen til en bogreol og tager en af bøgerne ud. Lærebog i retsmedicin, læser hun. Udgivet i 1994 af Retsmedicinsk Institut på Uppsala Universitet.

»Hvis den her er ægte, er den nok temmelig værdifuld,« siger Hurtig, og da Jeanette vender sig om, ser hun, at han står og betragter en gammel, russisk ikon, som hænger over det store, sorte klaver. Han klimprer lidt adspredt på tangenterne, og klaveret lyder ustemt.

»Vi fortsætter,« siger hun og går ud i entréen og hen til køkkenet. Hurtig lukker klaverlåget i med et smæld og følger efter.

I køkkenet er der ikke lige så indelukket, og Jeanette mærker en skarp duft af rengøringsmidler.

»Klorin,« siger Hurtig og snuser. »Mor bruger det, når hun gør rent i køkkenet og på toilettet. Hun lærte det af min tante, som kom fra Polen. Kællingen havde bacilleskræk og brugte det i badekarret, hver gang min morbror havde taget bad. Efter tredive års skrubben med klorin var emaljen slidt af, og badekarret var godt nok rent, men havde en overflade af sort jern. Jeg kan huske, at jeg syntes, det så klamt ud.«

Jeanette lytter til ham, mens hun konstaterer, at heller ikke køkkenet viser noget af interesse. Hun går tilbage til entréen og op ad trappen til overetagen. I baggrunden kan hun høre Hurtig rode i køkkenskabene.

Soveværelset er tomt på nær et klædeskab og en stor seng uden dyner og lagner. Kun en nøgen, plettet madras. Da Jeanette åbner døren til klædeskabet, kalder Hurtig på hende nede fra underetagen, men inden hun går ned til ham, kigger hun på bøjler med nydeligt ophængte kjoler, bluser og dragter. En underlig følelse breder sig i hendes krop, da hun betragter Viggo Dürers samling af kvindeundertøj, som har et forældet snit. Korsetter og strømpebåndsholdere af kunstfibre eller viskose og hvide underbukser i groft linned.

Enten har han været gift, eller også er han transvestit, tænker hun og erindrer, hvad Sofia fortalte hende om uklar kønsidentitet. At tøjet er alt for umoderne til at kunne tilhøre en datter, er måske en forhastet konklusion, men Jeanette har svært ved at se en kvinde på sin egen alder frivilligt gå med dette ubekvemme og upraktiske undertøj.

Hun lukker døren, går ud af værelset og ned ad trappen.

I køkkenet står Hurtig og roder i et af køkkenskabene. Ved siden af sig på bordet har han lagt flere genstande.

»Det er sgu nogle underlige ting at opbevare i en bestikskuffe,« siger han og peger på værktøjet, han har lagt frem, og Jeanette ser nu, at der er flere tænger, en lille sav og en del pincetter i forskellig størrelse. »Og hvad er det her?« siger han og holder en træpind med en lille krog i den ene ende op.

»Sært, men foreløbig ikke ulovligt,« siger hun. »Kom, vi kigger i kælderen.«

Nede i kælderen, der lugter af skimmel, er der intet bortset fra en kasse med halvrådne æbler, to fiskestænger og en lastpalle med otte sække letbeton. Derudover er de fire fugtigklamme rum helt tomme, og hun kan ikke helt forstå, at det skulle tage seks politimænd næsten ti minutter at konkludere, at der ikke fandtes nogen skjulte rum.

Det er en skuffet Jeanette, som sammen med en mindst lige så frustreret Hurtig går ud på trappen og møder indsatsstyrken og deres chef.

»Så er der kun garagen tilbage, inden vi kan tage hjem,« siger hun og begynder modløst at gå hen mod bygningen lige ved siden af huset.

En af de maskerede politimænd kommer hen til hende og trækker sin balaclava op, så munden bliver fri. »Det eneste, vi bemærkede, da vi forcerede døren, var, at vinduet var i stykker.« Jeanette kan ikke finde ud af, om hun skal fokusere blikket på munden, der taler til hende, eller de to brune øjne, som stirrer på hende gennem hullerne i elefanthuen.

»Vinduet er formentlig blevet knust med den skiftenøgle, vi fandt smidt på jorden nedenfor,« fortsætter politimanden, og Jeanette beslutter at fokusere på hans øjne. »Og vi har lagt skiftenøglen i en plasticpose, så I kan sende den til analyse. Ja, der kan jo findes gode spor på den, selvom det nok bare er en af naboens unger, som har været på spil.«

Jeanette ser på Hurtig, som trækker på skuldrene og ser forlegen ud. »Ja, jeg glemte at tage den med,« hvisker han, og Jeanette håber ikke, at de vil begynde at lede efter dna på værktøjet.

En af politimændene går i forvejen og åbner garageporten, mens de andre stiller sig på række ved siden af. Da Jeanette går hen til porten og kigger ind i det nøgne rum, ser hun Hurtig gå skamfuldt hen til politimanden, som står med den forseglede plasticpose med skiftenøglen. Hurtig siger noget, vrider sig og stiller sig så op på betondækslet til en afløbsbrønd, som befinder sig lige ved siden af ham. Jeanette bemærker, at betondækslet ser nystøbt ud, og går ud fra, at det var derfor, der fandtes sække med beton i kælderen. Af egen erfaring som villaejer ved hun, at ombygninger som regel plejer at blive dobbelt så dyre, fordi man har købt for meget byggemateriale, og hun tænker på ballerne med glasfiberruller, som står i hendes garage, efter at Åke havde isoleret loftet og lavet det om til atelier.

Hun kigger ind i garagen og gider ikke engang gå derind. Hun ved jo fra tidligere, at det eneste, der findes der, er en tom lagerreol. Intet andet.

De går tilbage til bilen, og Jeanette er skuffet over, at de ikke har gjort nogen som helst fund eller fremskridt. Men samtidig er hun lettet over, at de ikke har fundet en død Ulrika Wendin inde i huset.

Hurtig sætter sig på førersædet, starter bilen og kører ud mod landevejen, der fører ind til byen igen.

De første kilometer kører de uden at tale med hinanden, men så bryder Jeanette tavsheden.

»Hvad sagde du om skiftenøglen?« spørger hun drillende. »Sagde du, at det var dig, der havde smadret ruden, fordi du ikke havde en almindelig nøgle? Eller indrømmede du, at du ikke ved, hvordan man dirker en dør op?«

Hurtig griner. »Nej, jeg slap for at fortælle om mine dårlige evner udi kunsten at bruge en dirk, for han fortalte, at de kom ind i garagen ved hjælp af en tung hammer. Porten havde tydeligvis været umulig at få op, eftersom den var låst med en kraftig skydelås.«

»Stands bilen for helvede!« Hun skriger, så Hurtig af ren refleks står på bremsen, og hollændervognen, som ligger lige bag dem, dytter hidsigt, men standser også.

»Kør tilbage, så hurtigt som bare fanden.«

Hurtig ser spørgende på hende, men vender bilen og træder sømmet i bund, så det ryger fra dækkene. Jeanette ruller vinduet ned og stikker armen ud for at signalere til hollændervognen, som laver en hurtig U-vending og følger efter.

»Satans, satans, satans,« mumler hun sammenbidt.