Ingen steder

Det er de vågne øjeblikke, der er de værste. Når hun er nærværende og mindes om, hvor hun er. Under de dvalelignende, indre rejser mærker hun hverken smerte eller frygt, og hun håber at kunne tage den nyvundne, sjælelige styrke med sig tilbage til jorden.

Men hendes opvågning bliver stadig sværere og sværere.

Det er, som om hun har tabt alt på vejen ned fra det ydre rum til jorden. Hun ved, at de nye kundskaber findes, men hun kan ikke nå dem længere. Som når man prøver at huske en drøm.

Hun gør en ny anstrengelse med de amerikanske delstater. Fra starten kunne hun dem alle bortset fra fire, derefter havde hun lært dem alle, hvorefter hun hurtigt mistede fire-fem stykker igen.

Alabama, tænker hun. Alaska, Arkansas og British Columbia. Nej, det er en canadisk provins. Og hovedstaden hedder Columbus. Nej, det er også forkert.

Hun gør et forsøg på at tale højt, men der kommer ikke en lyd ud af hendes tiltapede mund. Stemmebåndene bevæger sig overhovedet ikke.

Columbia, prøver hun. Warner, Columbia og NLC.

Ingen lyde selvom hun skriger indvendigt. Hjernen vil også sygne hen ligesom kroppen.

Warner er ikke en delstat og heller ikke en canadisk provins. Det er amerikanske filmselskaber, hun tænker på. Columbia Pictures, Warner Brothers og New Line Cinema.

Hun prøver at spænde musklerne, men kan intet føle overhovedet. Der findes ingen krop, men alligevel har hun smerter, og hun tror, hun bevæger sig, for hun synes, hun kan høre lyden af hud, der skraber mod træ. En tør, skrattende hvislen. Hun kan heller ikke bevæge tungen, og det aner hende, at hun er ved at nærme sig afslutningen, at kroppen er på vej til at opløses til intet.

Warner Brothers, NLC, New Line Cinema.

Hun ser scener for sig fra Seven med Brad Pitt og Morgan Freeman, distribueret af filmselskabet New Line Cinema.

Hun har den på sin computer og har set den et utal af gange, og hun ser nu en ny chance for at lade hjernen arbejde med noget, og hun prøver at komme i tanker om de syv dødssynder i den rækkefølge, mordene sker, med frås som det første, da morderen tvinger en tyk mand til at æde sig ihjel.

Derefter griskhed, da en forretningsmand tappes for blod.

Og derefter dovenskab …

Hun kommer ikke længere, for pludselig ved hun, hvad man vil gøre med hende.

Manden, som i filmen bliver straffet for sin dovenskab, var blevet bundet fast i en seng i et mørkt værelse, og hun får kvalme ved tanken om, hvordan han havde set ud.

Den gråbrune hud var næsten blevet sprængt af kraniet, årer og knogler havde ædt sig halvvejs ud af ham, og han havde lignet sådan et lig, som man har fundet forskellige steder i Danmark, i tørvemoser eller hvad det nu var.

Tusind år gamle, men deres ansigtsudtryk er næsten intakte.

Ser hun sådan ud nu?

Mens hun tænker på liget i sengen i Seven, synes hun, hun kan høre den brummende lyd igen. Hun bliver overrasket, da hun griber sig selv i at se en stor, pumpende metalblok foran sig i stedet for en almindelig elevator.

I filmen havde der hængt hundredvis af duftfriskere over mandens seng, som skulle fjerne stanken fra hans krop i værelset. Politiet var stormet ind med trukne våben, og måske er det deres fodtrin, hun hører nu. Brad Pitts og Morgan Freemans.

Tunge trin, som bliver højere og højere.

Hun stirrer op i det sorte intet, og lysstriben i loftet, som er Mælkevejens bånd af stjerner, opsluges hastigt af mørket rundtom. Derefter hører hun en raslende lyd efterfulgt af et metallisk smæld, der er så kraftigt, at det runger for hendes ører.

Politiet er her, tænker hun. De låser døren op for at slippe mig ud.

Da Brad Pitt og Morgan Freeman fandt manden i sengen, levede han stadig, men retslægen, som fulgte med dem, sagde, at kroppen var så skrøbelig, at manden ville dø, hvis man så meget som lyste på ham med en lommelygte.

Lyset, som falder ind i rummet, hvor Ulrika Wendin ligger fastspændt, er så stærkt, at det føles, som om hornhinderne i hendes øjne begynder at brænde.