Hundudden

Da Ivo Andrić ankommer til Hundudden sammen med en håndfuld kolleger, er hans tanker stadig optaget af besøget i Malmö.

Goran havde ikke været hjemme, da Ivo besøgte lejligheden ude i Rosengård, og han havde i stedet banket på hos naboen for at forsikre sig om, at det virkelig drejede sig om den rette person.

Naboen hed Ibrahim Ibrahimović, han var også bosnier og en af dem, som sammen med Goran havde været aktiv i den gruppe af lejere, som havde gjort oprør mod deres private udlejer.

Så snart Ivo havde præsenteret sig og fortalt, hvorfor han ville have fat i Goran, var Ibrahim bristet i gråd og havde omfavnet ham.

Goran lever, tænker retsobducenten, da han hilser på Jeanette Kihlberg og Jens Hurtig nede i kælderen under Viggo Dürers garage. Hans kone havde grædt som en pisket, da han ringede og fortalte det.

Ifølge Ibrahim Ibrahimović var Goran rejst ned til Bosnien og ville ikke være hjemme før næstkommende weekend. Han havde også bekræftet, at Ivos bror ikke havde nogen anden telefon end telefonen i hjemmet og desværre ikke kunne nås, hvor han befandt sig lige nu.

Jeg kan godt vente en uge til, tænker Ivo Andrić. Det er dét værd efter så mange års sorg.

»Det er her,« siger Jeanette, åbner jerndøren og slår ud med armen, inden hun skynder sig tilbage for at fortsætte med sit arbejde i det andet rum.

Retsobducenten ser ind gennem døråbningen med en stærk følelse af ubehag. Han ved med det samme, at det her bliver natarbejde.

Hvis han selv har lidt af sorg i mange år, så er det ingenting mod den samlede fortvivlelse, som rummes i dette rum. Selve rummet er en installation, en gennemtænkt iscenesættelse af sorg, død og perversion.

Først efter tre timer begynder han at kunne se enden på sit arbejde.

En efter en har kollegerne afbrudt deres arbejde, og han forstår dem. Der er kun ham selv og en tekniker tilbage nu. En ung mand, som trods den væmmelse, hans ansigt udtrykte, allerede da han gik ind i rummet, næsten mekanisk arbejder videre uden at klage. Ivo spørger sig selv, om hans unge kollega holder ud, bare fordi han som ny mand oplever et pres for at vise, at han kan klare mosten.

»Du har været dygtig,« siger retsobducenten og slukker for diktafonen, som han holder for munden. »Du behøver ikke blive længere. Vi er snart færdige, og jeg kan selv afslutte det her.«

Den unge mand skæver til ham. »Nej, jeg klarer det.« Han er bleg og smiler næsten opgivende. Ivo ser undrende på ham.

Han tænder for diktafonen igen. Alt skal dokumenteres.

Foran sig har han de fire stålliner og ud gennem øjenkrogen tingesten på gulvet. Han prøver ikke at kigge på den og begynder med det, der hænger på linerne, fæstnet i små kroge.

»Jeg sammenfatter fundet: Genitalier fra fireogfyrre drenge, organerne bevaret med en teknik, som kombinerer taksidermi og balsamering. Materialet, som er blevet anvendt til udstopningen, er almindeligt ler.« Han begynder langsomt at gå langs stållinerne med blikket rettet mod loftet. »Typen af ler varierer, men i de fleste tilfælde handler det formentlig om valkejord, som ikke findes i Sverige,« tilføjer han mat og rømmer sig.

Han vender sig om og kaster et hurtigt blik på det, som står på gulvet.

Han ville ikke kalde det for en skulptur, men det er trods alt en beskrivelse, som ikke er så langt fra sandheden.

En skulptur af et menneskeligt insekt. En syg drøm.

Derefter vender han tilbage til stållinerne. »Fireogfyrre fotografier, et af hver dreng. Billederne er taget efter balsameringen med en håndskrevet datoangivelse, og dateringen løber fra 1963 til november 2007.«

Han beklager, at der ikke er angivet nogen navne eller steder, går videre langs stållinen og standser for enden helt henne ved væggen foran et af ventilationsaggregaterne.

»For enden af hver af de fire stålliner hænger helt indtørrede hænder, samtlige hugget af over håndleddet. I alt otte styk. Efter størrelsen på hænderne at dømme drejer det sig også her om børn …«

Og nu til det mest forfærdelige, tænker han og går ud til midten af rummet, mens han kaster et blik på den unge tekniker, som står med ryggen vendt til ham og tager fotografierne ned. »Midt på gulvet …« begynder Ivo Andrić, men går straks i stå.

Han lukker øjnene og prøve at finde formuleringerne. Det, han ser, kan knap beskrives med ord. »Midt i rummet,« prøver han igen, »står en konstruktion bestående af sammensyede kropsdele.« Han går rundt om den grufulde skulptur. »Den anvendte teknik er også her taksidermi med ler samt klassisk balsamering.« Han standser og stirrer på hovedet, eller hovederne nærmere bestemt.

Et insekt fra helvede, tænker han.

Han vil helst kigge væk, men der mangler en detalje.

»Kropsdelene er sammenføjet med grov tråd, antagelig drejer det sig om en tykkere type af fiskeline. Angående lemmerne, armene såvel som benene, tilhører samtlige sandsynligvis børn og er sammenføjet som på et …«

Han standser brat sig selv, eftersom han plejer at afholde sig fra personlige vurderinger af sine undersøgelsesobjekter. Men denne gang kan han ikke lade være.

»Som på et insekt,« siger han. »En edderkop eller et tusindben.«

Han puster ud og slukker for diktafonen, samtidig med at han vender sig om mod den unge mand. »Har du sorteret de fotografier, som jeg afmærkede?«

Et kort nik til svar, og Ivo lukker øjnene for at lave en tavs opsummering.

Brødrene Zumbajev, tænker han. Samt Jurij Krilov og det endnu uidentificerede lig, drengen ved Danvikstull. Han har genkendt alle fire på fotografierne. Han har undersøgt deres indtørrede kroppe så grundigt, at der ikke råder nogen som helst tvivl om, at det virkelig drejer sig om dem, og på en eller anden måde føles det som en befrielse. »Og fingeraftrykkene,« siger han så og åbner øjnene igen. »Må jeg se billederne en gang til?«

Omkring hundrede digitale billeder af de samme blanke, kræftædte fingerspidser, som de tidligere fandt i køleskabet i Ulrika Wendins lejlighed.

Herinde findes fingeraftrykkene overalt, og Ivo Andrić ved, at enden er nær.