Vita bergen

Entréen er fuld af sorte affaldssække, og Victoria vil sørge for, at de forsvinder.

Alt skal væk, hver eneste lille seddel.

Svarene på hendes spørgsmål findes ikke der, de findes inden i hende selv, og helingsprocessen er så fremskreden nu, at hun mærker, at hun snart vil have fuld adgang til sine erindringer. Notaterne og avisudklippene hjalp hende med at tage de første skridt, men nu behøver hun dem ikke længere. Hun ved, hvilken vej hun skal gå.

Gaos værelse er tomt, motionscyklen står ude i stuen, madrasserne har hun båret op til pulterkammeret, og nu mangler hun kun at rive lydisoleringen ned.

Hun binder den sidste sæk og stiller den i entréen. Hun må selv skaffe sig af med sækkene, men hun ved endnu ikke hvordan. Der er i alt tolv plasticsække a et hundred og femogtyve liter, og hun får brug for at leje en anhænger eller en kassebil for at få det hele med i ét læs.

Det enkleste ville naturligvis være en genbrugsstation, men det føles ikke rigtigt. Hun har behov for et rituelt farvel. En ideologisk afsked.

Hun går tilbage til bogreolen i stuen og lukker åbningen ind til Gaos værelse.

Da hun løfter op i haspen og placerer den i øskenen, standser hun sig selv, løfter op i haspen igen, lader den hænge lidt langs reolgavlen og gentager så bevægelsen. En gang til, endnu en gang og yderligere en.

Der findes et minde i bevægelsen.

Viggo Dürers reol i kælderen på gården i Struer og rummet bagved. En kuldegysning løber gennem hendes krop. Den erindring vil hun ikke vende tilbage til.