Vita bergen

Victoria Bergman sidder i den dybe vinduesniche i køkkenet med en kop kaffe og mobiltelefonen i hånden. Morgensolen er stærk og kaster knivskarpe skygger på gaden nedenfor.

Skyggespillet ligner et kubistisk puslespil, hvor de forskellige brikkers kanter er skarpe som glasskår, og hun tænker på sit eget indre puslespil, som er tæt på at være færdiglagt.

Kan hun fortsætte med at arbejde som psykolog? Det ved hun ikke, men hun ved, at hun må acceptere, at hun lige nu er Sofia Zetterlund, privatpraktiserende psykoterapeut, og at hun lejer kliniklokaler i Tvålpalatset på Mariatorget.

Victoria Bergman uofficielt, tænker hun. Og Sofia Zetterlund på papiret. Sådan har det været længe, men den store forskel er, at Søvngængeren nu er død, og det er mig, der bestemmer, mig, der føler og handler.

Aldrig mere huller i hukommelsen. Ingen natlige spadsereture og besøg på barer, ingen fuldemandsvaklen i mørke parker. Hun behøver ikke at påminde Sofia om sin eksistens på den måde længere. Engang var hun tilmed faldet i vandet nede ved Norra Hammarbyhamnen, og hun mindes, at Sofia dagen efter sad med det våde tøj i køkkenet, lugtede til det og smagte på vandet, søgte fortvivlet at forstå, hvad der var sket. Svaret var både enkelt og smagløst; hun var taget hen til Clarion Hotel, var gået med nogen op på værelset og var blevet gennemkneppet, derefter var hun gået ned til vandet med to flasker vin, var blevet for fuld og var faldet i.

Victoria hopper ned fra vinduesnichen, sætter kaffekoppen fra sig på køkkenbordet og går ud i entréen. Der er kun sækkene tilbage.

Nu ved hun, hvad hun skal gøre med dem, og hvor hun vil tage hen. Stedet er logisk.

Hun ringer til Ann-Britt og meddeler, at hun vil lukke klinikken på ubestemt tid. Hun trænger til ferie, til at tage et sted hen, hvor som helst, og hun ved ikke, hvor længe hun er væk. Måske en måned eller to, måske vender hun hjem efter nogle dage. Lejen for konsultationen er allerede betalt et år frem, så det er ikke noget problem.

Hun lover at lægge besked senere, siger hun, da hun afslutter samtalen.

Yderligere en telefonsamtale, denne gang til en biludlejer på Södermalm.

Hun booker en let lastbil med kapacitet til toogtyve kubikmeter og får at vide, at den kan afhentes allerede om en time. Det er godt, for hun har et stykke vej at køre, og desuden vil det tage hende et par timer at bære sækkene ned og laste bilen.

Da hun lægger på, føles alt lettere.

Hun skal hen til et sted, der betyder noget for hende.

Et sted, hvor hun vil kunne være i fred, hvor husene på denne tid af året står tomme, og stjernehimlen er høj og klar, som da hun var rigtig lille.