Sofiakatedralen

Madeleine Silfverberg sidder på en bænk under de spredte skygger fra nogle løvtræer, som er fyldt med sorte fugle. Solen varmer, selvom det er langt ud på efteråret, og guldkuplerne på den mægtige klosterbygning foran hende gnistrer mod den blå himmel.

Menneskene passerer forbi i en stille, farveløs strøm på vejen neden for katedralen, mens synsindtrykket af bygningen er præget af hvidt, grønt og guld.

Hun tager hovedtelefonerne på og tænder for radioen. En svag knitren, inden senderen finder en kanal med nogle ukrainske stemmer, derefter en harmonika og så en blæsersektion og en hvirveltromme, som hurtigt smælder noget frem, der minder om en krydsning mellem klesmer og hysterisk slager. Kontrasten mellem musikken og stilheden herinde på klosterområdet er som hendes eget liv.

Hendes vibrerende indre, som ingen kender.

Menneskene går bare forbi, optaget af hvert sit. Uden for hende og indesluttede i sig selv.

Hun læner sig tilbage og ser op på det krakelerede mønster i grenværket. Her og der ses konturer af fugle, grå og sorte toner i relief ligesom træet mod himlens klare, blå fladhed.

En sommerdag for ti år siden havde Viggo taget hende med ud til det rød-hvide fyr ved Oddesund, hun havde siddet på hans skød i flere timer, mens han fortalte hende om sit liv, og det havde været samme himmel dengang, som det er nu.

Hun rejser sig op og begynder at gå hen mod de hvide mure, som beskytter området mod byens larm på den anden side. Musikken i radioen toner ud, og stemmerne vender tilbage, lige så hektisk eksalterede og nærværende som paukerne, harmonikaen og blæserinstrumenterne.

Da hun var ti år gammel, havde Viggo fortalt hende om denne plads, og han havde forklaret, hvorfor munkene låste sig inde i hulerne under Petjerskajaklosteret. Han havde også sagt til hende, at der ikke findes noget værre i livet end anger, og hun havde allerede dengang forstået, hvad det var, der havde plaget ham.

Noget, han havde gjort som barn, da han hverken var mand eller kvinde.

Og nu har hun gjort, som han ønskede, og alt er ovre.

Han havde udvalgt hende som sin nærmeste fortrolige, og det havde hun aldrig glemt. Som tiårig havde hun været stolt, men nu forstår hun, at hun bare har været hans slave.

Hun går ud gennem porthvælvingen under det høje klokketårn, og stemmerne i hovedtelefonerne tier, mens musikken vender tilbage i et lige så hidsigt tempo som tidligere, men denne gang med en kvindelig sanger og en bastuba i baggrunden. Hun hører sine hæle slå mod det stenbelagte torv i samme hurtige takt, og da hun har krydset den åbne plads og er gået over gaden, standser hun op og tager hovedtelefonerne af.

En gammel mand sidder ved et lille bord på gadehjørnet, og han minder hende om Viggo.

Samme ansigt og kropsholdning, men denne mand er laset klædt, og på det lille vakkelvorne bord står en masse glas af forskellige størrelser og former linet op. Først tror hun, at han er en sælger, men da han får øje på hende, smiler han et tandløst smil, fugter de snavsede fingerspidser med tungen og stryger dem let mod kanten af et af glassene.

I samme øjeblik mandens fingre farer frem og tilbage, og tonerne begynder at lyde, ser hun, at hvert og et af glassene er fyldt med en vis mængde vand. De står placerede som tre oktaver på et klaver, i heltoner og halvtoner, i alt seksogtredive glas, og hun bliver stående som forstenet foran ham. Rundtomkring fortsætter larmen fra trafikken og menneskene, og hun hører også bruset af stemmer fra hovedtelefonerne, som hænger om halsen, men fra bordet kommer toner, som hun aldrig har hørt før.

Den gamle mands glasorgel lyder som noget fra en anden verden.

Lige for lidt siden, inde på klosterområdet, havde musikken været et kaos, som dannede kontrast til roen inden for murene.

Nu er det omvendt.

Tonerne fra glassene flyder ind i hinanden og formidler en gyngende følelse, som at svæve frit i luften eller blive vugget frem og tilbage af bølgerne i et hav. De klingende, fløjtende lyde bliver en del af den kaotiske brusen rundtomkring, og alt bliver til en boble af ro.

På fortovet står en lille metaldåse med nogle krøllede sedler, og under bordet, ved siden af mandens hullede sko, ser hun en plasticdunk med vand.

Hun forstår, at vandet er til at stemme glasorglet med, efterhånden som væsken fordamper, og nu ser hun også, at der ligger store isklumper i plasticdunken.

Frosset vand med rensede isotoper, præcis ligesom inde i hendes egen krop.