4

Da jeg havde kigget længe, overlod jeg min kabine til en midaldrende mand med et af de der overskæg, der mere ligner et cykelstyr fra en tegneserie end noget fra det virkelige liv. Jeg forlod Kigboksen og nåede hen til skolen iført ternet nederdel, hvid bluse og blå blazer. Nu var det altså det, jeg havde på, og så måtte jeg bare prøve at ignorere den der fornemmelse af katastrofalt mega-modeflop.

Heldigvis var en hel masse af de andre elever også i skoleuniform. Men der var folk i kimonoer og sarier og alt muligt virkelig cool, eksotisk tøj. Jeg tror faktisk, hele verden var repræsenteret i skolemoden. Det var dér, det gik op for mig, hvor stort det var, det, der var gang i Her.

Jeg var endelig blevet den udvekslingsstudent, jeg altid havde drømt om at være!

Da den bløde lyd af vindklokker ringlede i luften, styrede alle i samme retning, og eftersom jeg ikke anede, hvor jeg skulle hen, fulgte jeg bare med.

Sammen med alle de andre elever gik jeg ned ad en smuk, landlig sti, hvor der voksede alle mulige eksotiske blomster og træer. Vi gik hen over en lille bro, der løb over den største og flotteste karpedam, jeg nogensinde har set, og ind i en temple-agtig bygning, der så fuldstændig ud som nogle billeder, jeg har set af Parthenon i Grækenland, bortset fra at det her ikke var en vildt gammel ruin. Det var af marmor, så skinnende hvidt og uberørt, som var det bygget samme dag.

Vi gik op ad trappen og satte os på en lang marmorbænk. Jeg klemte mig ned ved siden af en pige i en blå og gul cheerleader-dragt, mens en dreng i en lang, beige bomuldstunika med bukser og gamle lædersandaler klemte sig ned ved min anden side. Jeg var lige ved at vende mig mod ham, nysgerrig efter at høre, hvor han kom fra, og hvor længe han havde været død, da den her gamle gut med langt, gnistrende guldhår (det er ikke løgn, det gnistrede!) og iført en funklende kåbe gled ind i rummet. Kåben var så lang, at den lå i folder omkring hans fødder og slæbte efter ham på gulvet som et brudeslør. Og alle rejste sig op.

Ja, det vil sige alle på nær mig.

Fordi … altså, at se ham stå der på den måde, det overrumplede mig lidt.

For ikke at sige lammede mig totalt.

Jeg mener, selvom jeg havde regnet ud, at jeg havde været der omkring en uge (jeg holdt styr på tiden ved at tælle, hvor mange gange jeg gik i seng og sov), så havde jeg endnu ikke set Den Store Mand, også kendt som HAM på de her kanter.

Men det havde jeg åbenbart stadigvæk ikke, for cheerleader-pigen ved siden af mig blev ved med at hive mig i ærmet, indtil vi stod skulder ved skulder, mens hendes tanker hvæsede ad mig: Hvad laver du?! Se så at komme op at stå, så Perseus kan tælle dig!

”Perseus?” Jeg kiggede på hende uden at bemærke, at jeg havde sagt det højt, før en båtnakke foran mig med fedtet hår og nørdede briller vendte sig om og højlydt tænkte: Shhh!

Jeg klappede i og kiggede stift frem med en ubehagelig fornemmelse af, at ham Perseus-gutten kiggede lige på mig. Og da jeg så mig omkring, indså jeg, at det gjorde han også. Men ikke kun på mig. Han kiggede faktisk på alle, mens han gennemførte en slags mentalt navneopråb. Det var nok derfor, alle opførte sig som små dydsmønstre.

Aldrig før havde jeg set så mange elever være så artige, og da slet ikke i så stor en forsamling som den her. Og jeg kunne ikke lade være med at håbe, at det ikke altid var sådan. At vi ikke alle sammen fluks blev til englebørn, bare fordi vi var Her. At der et eller andet sted i det mindste ville være én, der forstod værdien af dårlig opførsel.

Altså, hvor kedeligt skulle det være?

Jeg var så langt væk i mine tanker, at jeg slet ikke bemærkede, at musikken var begyndt, før cheerleader-pigen puffede til mig og pegede mod Perseus. Han stod nu på en scene med en elektrisk guitar og førte os gennem en overglad gospeludgave af ”You can’t always get what you want”. Og han blev bare ved og ved i en uendelighed, meget længere end sangen i virkeligheden er. Han fik da også lige tilføjet et par guitar-soloer, som jeg med garanti aldrig har hørt på min fars gamle plader. Jeg var virkelig taknemmelig, da han endelig var færdig og glad tog imod det stående bifald. Så smed han glimmer-kåben og viste sig at være en gammel hippie i bare fødder, forvaskede jeans og en Rolling Stones-t-shirt.

Du skulle have været her sidste gang, da han fik os til at synge ”Get off of my Cloud!” tænkte cheerleader-pigen, mens hun pressede min skulder ned og gav tegn til, at vi skulle sætte os igen. Hun lænede sig frem mod mig og hviskede: ”Jeg siger dig, han blev ved i en evighed! Han trækker bare tiden ud, til Mick og Keith dukker op, og så ser vi ham ikke igen.” Så smilede hun så stort, at hele hendes krop udstrålede det mest vidunderlige, grønne skær.

”Hvordan gjorde du det?” spurgte jeg og ignorerede en eller anden telepatisk besked, Perseus var i gang med at sende. Jeg ville meget hellere se på alle pigens lange fletninger med de smukke, kulørte perler, der dinglede for enden. Og på hendes store, brune øjne, på hendes fyldige, pink læber og hendes mørke hud. Hun lagde hovedet på skrå og så spørgende på mig. Altså, fik det der grønne skær? Hvordan gjorde du det? tænkte jeg for at forklare mig.

Hun kiggede på mig, længe, med smalle, nysgerrige øjne. Startede ved mine sko og arbejdede sig så langsomt op til mit pandehår, som var børstet til den ene side på den måde, jeg havde eksperimenteret med på det sidste. Hun skulle åbenbart lige til at svare mig, da drengen til venstre puffede til mig og sagde: ”Undskyld mig, men … gider du lige?”

Jeg trak fødderne til mig og fulgte ham med blikket, da han gled forbi mine knæ, ned ad trappen og hen på scenen, hvor han stillede sig op ved siden af Perseus. Han strålede som en sol, som om han lige havde gjort et eller andet megastort og vigtigt, som jeg godt nok havde svært ved at gennemskue, hvad kunne være.

Og jeg blev helt forbløffet, da ham båtnakken med brillerne foran mig også gik derned og blev modtaget med jubel og klapsalver og piften. Og så, lige bagefter, vendte cheerleader-pigen sig igen mod mig, lagde sin hånd på mit knæ og sagde med stærk britisk accent: ”Du er ny her, ikke?”

Jeg nikkede, selvom jeg egentlig ikke behøvede det, for hun talte allerede løs igen.

”Jeg kan altid se det. Men slap bare af. I sidste ende vil alle dine spørgsmål blive besvaret. Hvert og et af dem. Men først i sidste ende.” Hun så mig i øjnene igen og tilføjede: ”Og ikke før du er klar.” Og inden jeg overhovedet kunne nå at sige noget, rejste hun sig.

Med det der selvlysende skær svævende efter sig gik hun ned ad trappen og op på scenen, mens hun smilede og vinkede til os, der stadig sad på bænkene. Hun fangede mit blik og kiggede på mig, mens hun tænkte: Bare slap af. Du vil blive fundet af den rette og vist vej. Og så vendte hun sig mod båtnakken og hviskede til ham.

Jeg kiggede mig omkring og undrede mig over, hvem den rette mon var. Her på bænkene? Eller måske et helt andet sted end her? Og hvordan vidste dem på scenen, at det var deres tur til at gå derned? Altså, jeg havde ikke lige hørt nogle kaldelyde eller noget navneopråb. På en eller anden måde var det bare, som om alle vidste nøjagtig, hvor de skulle gå hen, hvornår, og hvad de skulle gøre, når de var der.

Alle vidste præcis, hvad der var gang i – og hvad det betød.

Alle havde et formål.

Alle undtagen mig.

Men så, efter at have betragtet dem lidt, gik det op for mig, at det måske ikke var helt tilfældigt alligevel, for alle dem på scenen havde én ting til fælles.

Noget ret stort.

De strålede alle sammen.

Et flimrende, vildt smukt, grønt skær strålede ud fra dem.

Mens resten af os oppe på bænkene varierede i farveskalaen fra grå til ligbleg.

Bare for at være sikker på at jeg ikke overså noget, strakte jeg mine hænder frem og studerede dem grundigt. Men de lignede sig selv, bortset fra at neglene så værre ud, end de plejede. Tynde fingre, små knoer, en fregne hist og pist, men ikke skyggen af et skær.

Da scenen var fyldt med elever, rejste de andre på bænken sig og klappede. Og da jeg ikke havde lyst til at virke totalt tabt, gjorde jeg det også. Jeg sprang op, og mens jeg fumlede med min blazer og glattede min nederdel, blev jeg igen revet med af flokken. ”Hvad så nu?” spurgte jeg ud i luften.

Jeg håbede, at der ville være en i flokken, som kunne hjælpe en nybegynder i nød – lige sende mig i den rigtige retning, bare sådan cirka – eftersom jeg efterhånden følte mig endnu mere totalt fortabt, end da jeg kom. Indtil videre havde jeg ikke set noget, der bare lignede en skole, og heller ikke noget, der gav mening.

”Vi går hen til vores tildelte plads, og du går hen til din tildelte plads,” sagde fyren foran mig og sendte mig et ikke så venligt hvor ellers?-blik, som fik mine kinder til at blusse og min mund til at smække i.

Jeg tog en dyb indånding (og nej, jeg behøver ikke trække vejret, men nogle vaner dør altså langsomt) og gjorde mit bedste for at holde mig for mig selv og følge med. Mit hoved var ved at eksplodere af spørgsmål: Hvor hulen var vi på vej hen? Hvorfor opførte alle sig så pænt og lydigt? Og hvor, helt præcist, var alle de der venner, mine forældre havde lovet, jeg ville finde? Dem med de samme interesser som mig. Dem med sans for sjov og ikke alt for anstrengende aktiviteter. Og jo mere jeg kiggede mig omkring, jo mere overbevist blev jeg om, at den her skole slet ikke var noget for mig.

Det gjaldt også eleverne.

Der var ikke noget at gøre. Alt det her var bare for langt ude.

Jeg kiggede mig desperat omkring, søgte en eller anden, som jeg kunne snakke med, hvem som helst der kunne give mig et tip om, hvor vi var på vej hen. Og hvad der ville ramme mig, når vi kom frem.

Men … der var ingen hjælp at hente.

De fleste ville ikke engang se på mig, og de få, der gjorde, smilede bare venligt og kiggede hurtigt væk igen. Jeg følte mig så ensom og alene i verden, at det var, som om mit indre blev kvast i en skruetvinge.

Alligevel blev jeg ved med at bevæge mig fremad, satte den ene fod foran den anden, lukkede øjnene for det værst tænkelige og forsøgte at se glad og forventningsfuld ud og bare følge med. Men inderst inde var jeg rystende nervøs. Jeg var skrækslagen. Det eneste, jeg havde lyst til, var at komme hjem, smutte i min pyjamas og rulle mig sammen på sengen sammen med Buttercup.

Den dag, mine forældre havde lovet ville give mig alt det, jeg var vild med: billedkunst, litteratur, nye sprog og måske endda sang og drama, dans og tøjdesign og også ridning. Den dag, der skulle få mig til at glemme alt om min gamle tilværelse og lykkelig springe ud i mit nye liv – den dag var ved at udvikle sig nøjagtigt, som jeg havde frygtet:

Det var forfærdeligt.

Overhovedet ikke, som de havde lovet.

Og det var helt hundrede, at de ikke havde anet, hvad de talte om. Intet af det, de havde lovet mig, fandtes her – i hvert fald ikke på mit skema.

Det, jeg havde set indtil videre, var en skole, som var prop-fuld af mærkelige ritualer og mærkeligt strålende elever, som sagde mystiske ting, jeg ikke fattede en lyd af.

Og den spænding og forventning, jeg havde forsøgt at møde dagen med, var – puf – blæst væk og forsvundet til fordel for en stensikker vished om, at jeg ikke passede ind.

Aldrig ville passe ind.

Det var helt sikkert: Jeg hørte ikke til her.

Der måtte være et andet sted, som passede bedre til mig.

Og jeg var ikke alene sikker i min sag. Jeg var også fast besluttet på at gøre, hvad der skulle gøres for at finde det.