5

Da de fleste var forsvundet – helt bogstaveligt, ud i den blå luft – besluttede jeg at følge cheerleaderens råd og bare tage det helt roligt. Hundrede procent bluf, ganske vist, for indeni følte jeg mig som ét stort nervevrag med tics. Og ydmygelsen ved at stå helt alene og se fortabt og hjælpeløs ud var ret total.

Som en fuldbragt fiasko på min første dag i skolen.

Og jeg vidste, at enhver, som så mig, ville være helt enig.

Jeg dumpede ned på en fint udskåren træbænk og lod, som om jeg bare passede mig selv, mens jeg kiggede på en stenfontæne med basunengle, der sprøjtede vand ud ad deres munde. Men i virkeligheden forsøgte jeg at regne ud, hvad det var, cheerleaderen havde ment, da hun sagde, at jeg ville blive fundet af den rette og vist vej.

Mente hun en guide eller sådan noget?

Ligesom en vejleder eller en slags frelsende engel?

Og hvis det var tilfældet, var det så meningen, at jeg skulle lade dem vide, at jeg var ankommet Her? Klar, parat og ivrig efter at få gang i festen, før jeg helt mistede modet og løb hjem og aldrig vendte tilbage igen.

Jeg sad og gnavede på mine negle, mens de sidste elever efterhånden forsvandt. Da gården var helt tom, og mine negle bidt ned til kødet, var der kun mig og ham tilbage. Båtnakken, som havde siddet foran mig til morgensamlingen.

Ham, som havde tysset på mig.

Ham med det tilbagesmurte, fedtede slikhår og de sorte nørdebriller, der var så tykke, at det næsten var umuligt at se hans øjne.

Ham med det der dybe, mørkegrønne skær, der havde fået et kæmpestort bifald, da han gik op på scenen.

Og jo mere jeg betragtede ham, des mere overbevist blev jeg om, at hans lille fanklub måtte være mere ironisk end ærlig. Hans kiksede sko og mærkelige, mørke jakkesæt med hvid skjorte og smalt, sort slips fik ham til at ligne en, der enten var på vej til en nørde-konference eller til en jobsamtale hos FBI.

Det var ikke til at komme uden om. Og det var det eneste, jeg tænkte, da jeg stod foran ham:

Super, min første dag i skolen, og jeg bliver overladt til Monsieur Båtnakke!

Og vi snakker en død båtnakke.

Mit værste mareridt gået i opfyldelse.

Og så glemte jeg selvfølgelig, at tanker er energi, og at de kan høres af alle Her – altså lige indtil han vendte sig om og sagde: ”Båtnakke?!” Så sur, at hans øjne var ved at bulne ud af hovedet og støde mod brilleglassene. Munden stod åben, som om han aldrig var blevet kaldt det før. Beklager meget, men det har jeg altså svært ved at tro på. ”Har du lige kaldt mig en båtnakke?” gentog han, helt klart fornærmet.

Der stod jeg, med skuldrene oppe om ørerne og munden vredet skæv af bare flovhed. Jeg kunne jo ikke trække det i mig igen, og jeg havde heller ikke en chance for at snakke mig ud af det. Så jeg besluttede at rette ryggen og stå ved det. ”Altså, hvis du droppede jakkesættet og slipset og hårgeléen, så ville du ikke ligne … æh …” Jeg tøvede, havde ikke rigtig lyst til at bruge ordet igen, selvom det var det eneste passende.

”En båtnakke?! Som i nørd eller klovn eller hvad?” Han kiggede på mig. Øjenbrynene var rynkede og munden sammenbidt, og der var i hvert fald intet spor af det grønne skær omkring ham længere. ”Var det det, du mente?”

Jeg trak på skuldrene, noget usikker på mit næste træk. Men jeg kiggede lige på ham, da jeg sagde: ”Hør lige, jeg er ny her, og det er stadigvæk ret forvirrende alt sammen. Jeg har åbenbart medbragt nogle dårlige vaner fra jorden, og jeg har endnu ikke lært, hvordan man passer på sine tanker, eller om det overhovedet er muligt. Men sagen er, at jeg ikke aner, hvor jeg skal være henne. Jeg ved bare, jeg skal være et sted. Så hvis du ikke har noget imod det, så vil jeg …”

Jeg forsøgte at komme forbi ham, men han trådte bare ind foran mig med alle sine fire øjne, sit glinsende hår og hele sin båtnakkestivhed. Han kiggede længe på mig med armene over kors og hovedet på skrå. Så sagde han: ”Nu er det tilfældigvis sådan, at jeg ved præcis, hvor du skal være. Du skal følge med mig.”

Jeg himlede med øjnene. Det kunne umuligt passe. Aldrig i livet, om jeg ville følge med ham. Han var for mærkelig, for nørdet og fornærmet, fordi jeg havde sagt det der ord. Så jeg blev hårdnakket stående, da han styrede hen imod en monsterstor glaspavillon. Han sprang op ad de høje trappetrin i forventning om, at jeg bare fulgte med. Og – jeg er ked af at indrømme det, men hvad havde jeg af muligheder? – det gjorde jeg så, til sidst.

”Æhm …” Jeg kneb øjnene sammen og stirrede på hans nakke. Jeg vidste jo ikke, hvad jeg skulle kalde ham, men jeg var ret overbevist om, at ”båtnakke” nok ikke længere var en god idé. ”Hvad er det her for et sted?” sagde jeg og frygtede allerede den der megaflovhed, fra når man kommer for sent den første dag i skolen og resten af året bliver mobbet som hende taberen. ”Hvor skal vi hen?” råbte jeg efter hans ryg oppe foran mig. Han var ret høj, og jeg gættede på, at han var omkring 14 år gammel, selv om han lignede nogens far i det der tøj.

Jeg rundede et hjørne bag ham og var en millimeter fra at støde – smak – ind i ham. Han var stoppet op foran en stor, røgfarvet dør. ”De er alle sammen derinde,” sagde han og smækkede døren op. ”Og de venter på dig.”

Jeg stirrede fra ham til døren og tilbage. Han nikkede opmuntrende, da jeg tøvende stak næsen indenfor og kiggede ind i et kæmpestort, tomt rum. Der var nu ikke et øje, som ventede på mig. Efterhånden som mine øjne vænnede sig til mørket, så jeg en stor, hævet scene med et rødt scenetæppe. Foran den var der række efter række af bløde stole. Og selvom rummet så meget hyggeligt ud og egentlig ikke virkede skræmmende, så fik jeg alligevel den der fornemmelse af, at jeg skulle væk nu … før det var for sent!

Og lige som jeg skulle til at vende mig for at spørge, om det her var et fupnummer eller et af de der lamme indvielsesritualer, man mobber den nye pige i klassen med, så lagde han hånden mellem mine skulderblade og puffede mig ind.

”Held og lykke – du får brug for det!” lød det, før han smækkede døren i bag mig.