6

Jeg greb fat i dørhåndtaget og kunne ikke komme hurtigt nok ud igen, for han skulle bare indhentes og have en ordentlig skideballe. Jeg var næsten ude, da nogen kaldte på mig bagfra. Jeg vendte mig surt om, for jeg havde ikke brug for at blive forsinket lige nu – og stod ansigt til ansigt med en engel.

En utrolig smuk, glitrende engel.

Den første, jeg havde set, siden jeg ankom Her.

”Riley?” Hun kiggede på mig med øjne, der var så venlige, at mit mopsede udtryk forsvandt på stedet. ”Du er Riley Bloom, er du ikke?”

Jeg nikkede. Det var alt, hvad jeg kunne. Jeg var så lamslået, så overvældet af hendes udseende. Af måden, hendes lange, krøllede hår glimtede og lyste, ændrede sig fra gult til brunt til sort til rødt, og så tog hele farveskalaen om igen. Og af hendes hud, der ændrede sig på samme måde, fra det blegeste hvide til det mørkeste ibenholt og hele skalaen derimellem. Og af hendes kjole, hendes fantastiske, blå, glitrende kjole, som fejede omkring hende og slog gnister, som om den var lavet af stjernestøv og blonder i metermål. Det eneste, der manglede, var vinger, eller også var de bare ikke synlige for mig.

Hun smilede og vinkede mig tættere, og jeg fulgte hende uden at tænke. Hun var så fortryllende, så overvældende, at jeg ikke kunne andet. Hun udstrålede et lys så tindrende, så vibrerende, så dybt, at det fik cheerleaderen og båtnakke til at minde om to sparepærer. Og selvom jeg var sikker på, at jeg aldrig havde mødt hende før, så virkede hun alligevel underligt bekendt. Og det øjeblik, hun smilede, og hendes bløde øjne kiggede ind i mine, da vidste jeg hvorfor. Hun var prinsessen i eventyret. Ingen andre. Og hun stod lige foran mig.

”Vi er så glade for at se dig,” sagde hun med hænderne foldede foran sig.

Vi?

Jeg blinkede. Først en gang, så to gange, målløs over den flok kåbeklædte mennesker, der nu sad på de stole, som havde været tomme lige før. Men selvom de også havde et skær omkring sig, så strålede ingen af dem så smukt som englen foran mig.

”Jeg hedder Aurora,” sagde hun, og tænk, det forbløffede mig ikke engang. Hvis nogen kunne slippe godt fra sådan et navn, så var det hende. ”Og det her er Claude.” Hun vendte sig mod en fyr med en lang, mørk hestehale, der matchede et kæmpelangt, tjavset fuldskæg. ”Og Royce.” Hun nikkede mod fyren ved siden af Claude, en fyr med bølget, brunt hår, grønne øjne med glimt i og solbrun hud. Helt klart hot og den type, der hjemme på jordplanet nok ville være en stor filmstjerne. Til højre for ham sad Samson. Og helt ærligt, han så bare så gammel ud, at han næsten så nyfødt ud igen – som om han havde været hele cirklen rundt, selvom jeg godt ved, det ikke rigtig giver mening. Ved siden af Samson var Celia, som var så bittelille, at hun næsten lignede en miniature af et menneske. Hendes kåbe var af fed silke og flød over med de smukkeste broderede blomster og klatrende vinranker.

De modtog mig så venligt, virkelig, uden på nogen måde at virke skræmmende. De glødede alle i forskellige nuancer, fra Celias kornblomstblå til Auroras vibrerende lilla. Alligevel kunne jeg ikke frigøre mig fra den der voksende følelse af uro. Jeg kunne ikke sige, hvor den kom fra, eller hvorfor jeg havde den. Men da jeg stod over for dem, vidste jeg, at noget var på færde.

Noget stort.

Og selvom det var temmelig oplagt, sådan set i bakspejlet, så havde jeg på det tidspunkt ingen anelse om, hvad der ventede mig.

Jeg havde slet ikke forestillet mig, at den slags overhovedet fandtes, efter min korte tid Her.

”Vi er medlemmer af Rådet,” sagde Aurora, som om dét burde give mening, og smilede, mens hun satte sig blandt de andre. ”Ved du, hvad det er?”

Jeg rystede på hovedet og bed mig i læben, ude af stand til at tale – eller tænke for den sags skyld. Faktisk ude af stand til at gøre noget som helst andet end at stå der og måbe. Og flakke med øjnene, mens jeg forsøgte at overskue rummet. Og min mave gik i kramper, da det gik op for mig, hvad scenen var til.

Hvorfor den stod der, helt tom.

Hvad det her i virkeligheden handlede om.

”Bare slap af,” sagde den hotte, som jeg i min panik mente hed Royce.

”Du skal ikke være bange. Du kan være helt rolig. Ingen af os bider,” sagde Samson, hvilket af en eller anden besynderlig grund udløste et større latteranfald blandt de andre.

Men ikke hos mig.

Jeg var så langt fra latter, som man overhovedet kan komme. Og i øvrigt travlt optaget af at finde en udvej. For jeg kunne ikke klare den forfærdelige, synkende fornemmelse i maven, nu da det var gået op for mig, hvad den nærmeste fremtid ville bringe.

Og så alligevel … frygten i min mave blev overvældet af en bølge af irritation. En følelse af, at jeg var blevet punket.

Taget ved næsen.

Snydt på den mest uretfærdige måde.

Mine forældre havde jo næsten lige krammet mig og sendt mig af sted med et kvidrende: ”Ha’ en god dag!” som om alt var helt tip-top-normalt.

Som om jeg ikke var lige på vej mod det her. Uden advarsler. Ingen røde lamper af nogen art. Bare kastet direkte for løverne uden nogen våben, noget forsvar eller nogen gode idéer til overlevelse.

Mit blik løb hen over Rådet, mens jeg sukkede og rystede opgivende på hovedet.

Det var nu.

Dommedag.

Det var mig mod dem, og der var intet, jeg kunne gøre ved det.

Og jeg blev ikke spor overrasket, da jeg pludselig befandt mig midt på scenen uden at have rørt mig ud af stedet.

Jeg var lammet af skræk og rædsel, og da det tunge scenetæppe gled til side, så jeg Rådet læne sig fremad i sæderne, ivrige efter, at showet skulle begynde.