9

Jeg stod udenfor med Buttercup ved min side. Vi ventede på et tegn af en slags.

Begge uden anelse om, hvor vi skulle hen, hvad vej vi skulle gå, eller hvad der skulle ske.

Og selvom det måske kan synes mærkeligt, at man vender sig mod sin hund for at få vejledning, så var det altså sådan, at det var Buttercup, der førte min familie til broen. Det var ham, der sprang over den først. Og med det i baghovedet forestillede jeg mig, at han måske havde en helt speciel hunde-evne, et eller andet Labrador-instinkt. Sådan en slags kun for hunde-radar til den slags overnaturlige ting.

Men niksen – han sad bare der med sine store, brune øjne og sin lyserøde snude og blinkede, mens jeg spejdede rundt og tænkte på, hvor rart det ville have været med bare en lille smule vejledning, bare lidt styring fra oven.

Men næ nej.

Rådet forsvandt bare, sådan – puf – væk.

Gad vide, hvor de blev af?

Det eneste, jeg vidste, var, at hverken Buttercup eller jeg havde nogen som helst anelse om, hvordan vi kom fra Her til der.

Var det bare meningen, at jeg skulle ønske det? Bare ønske det rigtig meget ligesom med alt andet Her? Eller var der en eller anden autoriseret form for transport, en bus eller et tog eller måske nogle vinger, vi kunne leje?

For jeg var sikker på, var, at broen, vi havde krydset for at komme Herover, var ensrettet. For jeg havde kigget mig tilbage, da jeg var kommet over på den anden side.

Jeg havde ikke været nær så ivrig efter at komme over den bro, som jeg lod som om.

Men det havde været for sent.

Den var væk. Fuldkommen.

Og for altid.

Da der stadig ikke viste sig nogen eller noget, satte jeg kurs mod den nærmeste bygning. Jeg vinkede Buttercup med mig og tænkte, at vi måtte kunne finde nogen, vi kunne spørge om hjælp. Vi var nået cirka halvvejs, da jeg hørte nogen sige:

”Nå, hvordan gik det så? Græd du? Lagde du dig fladt på maven? Lovede, at du ville gøre det meget bedre, hvis du fik en chance mere?”

Jeg kneb øjnene sammen og opdagede båtnakke komme bagfra og op på siden af os. Med bøjet hoved og en fedtet hårlok, der faldt ned foran øjnene, stoppede han op for at pudse brillerne i sit slips. Og jeg hader at indrømme det, men i et splitsekund så han faktisk helt anderledes ud, næsten som en, man ville kalde … sød.

Men som jeg sagde, det varede ikke ved. Det var ovre på det splitsekund, og kort efter, da brillerne var på plads, og håret smurt tilbage, så lignede båtnakke sig selv igen.

”Hvorfor bruger du overhovedet dem der?” Jeg pegede på hans tykke, nørdede briller og overhørte bevidst hans spørgsmål. Jeg havde ingen planer om at indvi ham i mit liv eller noget som helst andet for den sags skyld. Faktisk kunne jeg ikke vente med at komme tilbage til jordplanet, så jeg slap for at se ham igen. Åh, hvor jeg glædede mig til det! ”Kan du ikke bare ønske dig et bedre syn? Eller måske manifestere et par briller, der er lidt mere moderigtige?”

Jeg kiggede på ham og ventede på, at han skulle svare, men da han ikke gjorde det, sagde jeg: ”Helt ærligt, der findes meget pænere briller. Moden har virkelig ændret sig over de sidste årtier – du aner vist ikke, hvor meget der er sket!” Jeg nikkede og forsikrede mig selv om, at jeg kun gav gode råd, ikke kritik. Det var jo bare en konstatering af klare fakta, ikke? ”Jeg mener, det er ret tydeligt, at du ikke har været nogen steder i nærheden af jordplanet, siden …” Jeg rynkede panden og kneb øjnene sammen – han var så out-of-date, at det var umuligt at gætte, hvornår han sidst var set i live.

”Hvad skete der egentlig med dig?” spurgte jeg. ”Hvordan havnede du her? Var det et frontalt sammenstød med en nyspidset skoleblyant? Eller kom du ved et uheld til at kvæle dig selv i slipset?! Eller måske døde du simpelthen af flovhed over dit tøj!” Jeg kunne ikke lade være med at skrige af grin. Jeg kan være så hylende morsom en gang imellem. Og selvom han ikke lo med, så afholdt det mig ikke fra at sige: ”Du ved godt, at du kan manifestere en helt ny garderobe, ikke? Vi behøver jo ikke gentage vores fejltagelser fra fortiden. Spring ud i det! Du skal bare lukke øjnene og spørge: Hvad ville Joe Jonas fra Jonas Brothers gå med?”

Den der sidste del var så meget lårklaskende grineren, men min latter blev brat kvalt, da han sagde: ”Hvis du gerne vil vide det, så var det kræft. Den store, stygge cancer tog livet af mig. Osteosarcoma – eller knoglekræft, som de fleste mennesker kalder det. De fjernede faktisk mit ene ben for at redde mig, men det var for sent. Det havde allerede spredt sig over det hele.”

Jeg sank en klump. Jeg vidste, at jeg skulle sige noget, men vidste ikke hvad. Sagde til mig selv, at han bare var en af mange. Det her sted var fuld af sørgelige historier som hans. Enhver tragisk ende fandt vej hertil. Men alligevel … det hjalp ikke på min dårlige samvittighed. Jeg havde ikke ret til at gøre grin med ham på den måde, jeg lige havde gjort.

”Jeg var godt på vej til at blive professionel.” Han trak på skuldrene. ”Det var i 1999 – nåede lige at gå glip af årtusindskiftet. Timingen kunne ikke have været værre.” Han kiggede på mig og rystede på hovedet. Hans blik var helt nøgternt, uden nogen spor af bitterhed eller beklagelse. ”Det er jo, hvad der sker, ikke?”

Jeg nikkede spagt, for jeg vidste ikke, hvad jeg ellers skulle gøre. Og selvom jeg var nysgerrig efter at vide, hvad det var for en slags professionel, han snakkede om, så skammede jeg mig og kunne ikke lide at spørge om det.

Jeg stod bare der og kiggede på ham, da han vendte sig mod Buttercup, som sad tålmodigt ved min side, og sagde: ”Det mener du ikke? Har du tænkt dig at tage hunden med?”

På et splitsekund ændrede mit humør sig fra skamfuld til irriteret. Jeg himlede med øjnene og vendte mig af refleks efter en gårdvagt. På min gamle skole måtte man altså ikke mobbe på den måde. Men her kunne man åbenbart gøre hvad som helst. Som om det blev forventet, at vi alle sammen skulle leve op til et eller andet æreskodeks.

Jeg begyndte at gå og vinkede Buttercup med mig, mens jeg råbte bagud: ”Bare så du ved det: Hunden har et navn. Den hedder Buttercup.” Jeg sendte ham et dræbende blik over skulderen. ”Og hvad det andet angår, så rager det faktisk ikke dig!”

Jeg satte farten op, ivrig efter at komme væk fra ham, men det gjorde ingen forskel. Lige meget hvor stærkt jeg gik, så var han lige der ved siden af mig, hele tiden, og han kiggede på mig, da han sagde: ”Du tager altså fejl. Det rager mig faktisk. Alle rejsende skal tjekkes af mig. Jeg beslutter, hvem der kommer igennem, og hvem der ikke gør. Jeg er en slags dørmand i forhold til din rejse.”

”I det der tøj er det rimeligt svært at se, at du er andet end en båtnakke,” mumlede jeg og himlede med øjnene mod Buttercup, dødirriteret over, hvor kærlig den altid var ved fremmede. Især denne fremmede. Ikke alene snuste den til båtnakkes hånd, den slikkede den også! Forræder!

”Og så er der lige en anden ting. Hele den her båtnakkeleg, den slutter nu. Jeg har et navn, og det vil jeg gerne have, at du bruger,” sagde han.

Jeg stoppede op. Der var ingen grund til at løbe om kap i et løb, der ikke kunne vindes. Jeg satte hænderne i siderne og sagde: ”Okay? Jamen så lad os høre det. Hvad kunne du tænke dig, at jeg kaldte dig i stedet for?”

”Bodhi.” Han nikkede. Tilsyneladende godt tilfreds med lyden af sit navn.

”Bodhi,” gentog jeg og syntes faktisk, det var et pænt navn. Bortset fra at det ikke passede. Det var helt forkert. Bodhi fremkaldte billeder af søde, solbrune surferdrenge ligesom dem, der bor i Evers kvarter i Laguna Beach i Californien. Den slags, som var sådan cirka alt det modsatte af Hr. Ruskind-på-albuerne med det grimme hår og de nørdede briller.

”Helt seriøst,” sagde han og fastholdt mit blik et øjeblik, før han nervøst kiggede sig omkring. ”Du bliver nødt til at stoppe det der. Jeg hørte hvert et ord – og det gjorde andre også …” Han tav og bed tænderne sammen for at hindre sig selv i at sige mere. Men så tilføjede han: ”Hør lige her. Det eneste, du skal vide, er, at jeg er din guide. Jeg er ham, du har ledt efter. Tænk på mig som din lærer, din vejleder, coach og leder – det hele på en gang. Og det betyder, at du simpelthen ikke kan blive ved med at tale til mig på den måde eller kalde mig det der. Den form for ulydighed vil få konsekvenser. Alvorlige konsekvenser. Så bare stop det – okay? Mit navn er Bodhi, og jeg forventer, at du bruger det. Du bliver nødt til …” Han tøvede. Øjnene kiggede forskrækket rundt, og hans stemme var skruet ned til en hvisken, da han fortsatte: ”Du bliver nødt til at respektere mig, okay?”

Jeg stirrede på ham og hørte tydeligt den underliggende tiggen med et pænt drys paranoia i hans stemme.

Aha. Så dét er min guide, tænkte jeg og tog en dyb indånding, mens jeg spekulerede på, hvilke andre former for straffe der ventede mig. Jeg mener, han havde ingen vinger, ingen flimrende kåbe, ingen glorie, intet, der på nogen måde kunne indikere, at her stod min boss. Men han var min boss. Og selvom jeg græmmede mig ved tanken, så vidste jeg et eller andet sted, at det var sandt. Jeg vidste bare, at han ikke løj om det her.

”Er du så min skytsengel …?” Jeg kiggede spørgende på ham og så ham trække på skuldrene, tydeligvis ikke interesseret i at gå i detaljer. Og der var et eller andet ved ham, et eller andet ved den ludende måde, han stod på – ikke på en dårlig holdning-måde og heller ikke på en lavt selvværds-agtig måde, men mere på en cool fyr-måde med et cool navn – som bare ikke passede til hans fremtoning.

Der var noget meget mærkeligt ved ham.

Noget forkert.

Noget, jeg ikke kunne sætte fingeren på.

”Hør her,” sagde han, ivrig efter at komme videre.

”Det er mit job at lære dig alt – altså, hvis du vil videre til det næste niveau. Og tro mig, du har meget at lære, før du bare kan begynde at tænke på det. Men nu tager vi det fra en ende af – først og fremmest skal vi se at komme af sted. Er du klar til at tage til jordplanet?” Han begravede hænderne i lommerne og kiggede sig omkring, helt tydeligt lige så ivrig som jeg efter at komme af sted i en hulens fart.

”Det næste niveau?” Jeg tog ham opmærksomt i øjesyn, mens jeg gik ved siden af ham. ”Og hvad betyder det så?”

Men han var allerede ti skridt foran mig, og med et blik over skulderen sagde han: ”Når tiden er inde, Riley. Når tiden er inde.”