12

Buttercup og jeg fulgte efter ham gennem en stor have. Vi skulle forbi en stor labyrint af trimmede hække, men heldigvis kunne vi jo vade lige igennem. Bagefter fortsatte vi direkte igennem den tykke stenmur og ind i et megastort rum med meget højt til loftet. Vinduerne var med farvet glas, fra loftet hang der støvede lysekroner, og på gulvet lå der tyndslidte tæpper og sådan cirka et ton gammelt lort, som jeg gik ud fra var uvurderlige antikviteter.

”Man siger, at han spøger i det blå værelse,” hviskede Bodhi, selvom der ikke var et øje i nærheden, og ingen kunne høre os. Hans blik sprang rundt i rummet, indtil han fik øje på den store, brede trappe. Så lod han sit skateboard falde og rullede derhen.

”Er her så mange rum, at man er blevet nødt til at give dem en farvekode, eller hvad?” spurgte jeg – for selvom jeg havde besøgt en hel del superstjerners hjem i mine yngre døde dage, havde jeg aldrig set noget så stort, overvældende og forbløffende som det her.

Men Bodhi trak bare på skuldrene. Han var allerede nået op på trappeafsatsen og vippede hovedet mod højre, da han sagde: ”Hvis jeg husker ret, så er det den vej, tredje dør på venstre hånd.”

Jeg stoppede. Lige på stedet. Det kunne jeg ikke lide at høre. Overhovedet ikke.

”Hvad mener du med: Hvis du husker ret?” Jeg studerede ham indgående, forsøgte at få øje på noget, der røbede ham – nervøse tics, spjættende knæ eller sådan noget. Men bortset fra den der sædvanlige mærkelige biden sig selv i underlæben kunne jeg ikke se noget. Kun et pokerfjæs. Totalt uaflæseligt. ”Du har været her før, har du ikke?” Jeg blev ved at bore, sikker på, at han skjulte noget. Noget, som jeg sikkert kunne få hårdt brug for i den nærmeste fremtid. ”Var du her efter Stråledrengen? Blev du sendt hertil for at overbevise ham om at komme videre? Og betyder det så, at det mislykkedes for dig? Betyder det, at du ikke kunne …” Jeg krummede to fingre i luften som gåseøjne – ”… lokke og overbevise en tiårig til at gå over broen?”

Han kiggede på mig, uden at hans øjne afslørede noget som helst. ”Det er en lang historie, Riley. Og én, vi i hvert fald ikke har tid til, hvis du skal nå til London.” Og selvom han lød sur og temmelig afvisende, så hjalp det ham ikke. Jeg havde fat i noget. Jeg kunne mærke det helt ind i mine ikke-eksisterende knogler.

Han havde kvajet sig her tidligere. Her, hvor jeg om lidt ville have løst min første opgave. Der ville være barnemad.

Ha, sikke en guide!

”Fint,” sukkede han og fortalte en lille smule. ”Lad os bare sige, at du ikke er den første, som har gjort et forsøg med drengen. Der er mange, der har prøvet forgæves over de seneste … flere hundrede år. Det betyder kun, at forventningerne er så lave, at ingen forventer noget særligt af dig. Og det er heldigt, eftersom jeg tør vædde ti dollars på, at du løber skrigende bort, i samme øjeblik du ser ham.”

”Ti dollars?” Jeg himlede med øjnene og kastede mit blonde hår over skulderen. ”Hallo! Jeg kan manifestere bjerge af pengesedler, nøjagtig ligesom du kan. Hvis du virkelig vil vædde, så lad os vædde om noget, som er noget værd! Helt ærligt, kom nu ind i kampen!”

Han kneb øjnene sammen, smilede en lillebitte smule, og så sagde han: ”Hvad med den tur til London? Hvis du overbeviser Stråledrengen om at komme videre, så får du din rejse. Hvis ikke …” Han trak på skuldrene og lod resten hænge i luften, selvom meningen var klar nok.

Men jeg rystede bare på hovedet. Næ-næ, vi havde allerede en aftale om, at jeg skulle til London. Det eneste, jeg behøvede at gøre, var at få opgaven ekspederet. Og så skulle han ikke komme her og lave om på reglerne.

Han vendte sig bort og forsøgte at skjule det smil, der var krøbet op i hans ansigt. Men da han vendte sig igen, var det væk, tørret af ansigtet og erstattet af et udtryk af dyb skepsis. ”Okay,” sagde han. ”Hvis du ikke løber skrigende bort, hvis du får succes, hvor andre har fejlet, hvis du rent faktisk får Stråledrengen hele vejen over broen, så vil jeg lære dig at flyve til London. Deal?”

Og det var helt tydeligt, hvor stolt han var af sig selv, da han kiggede på mig. Så sikker var han på, at det aldrig ville ske, at jeg ville komme ynkeligt til kort, og hele showet blive afblæst.

Og det var helt okay med mig. Som den yngste i familien er jeg vant til at blive undervurderet, og der er ikke noget, jeg elsker mere, end at bevise, at man tager fejl.

”Hvad med Buttercup? Kan han også komme til at flyve?”

Bodhi kiggede fra hunden til mig og trak bare på skuldrene.

”Fint,” sagde jeg og skubbede håret om bag ørerne, forberedte mig selv på den forestående kamp og sagde: ”Vi har en aftale.”

Jeg gik ved siden af ham ned ad gangen, til han pludselig stoppede op og sagde: ”Ja, så er det her.” Han pegede på en tung, fint udskåret dør bare en meter fra os. ”Det blå værelse. Din nye vens hjem.”

”En tiårigs hjem,” mumlede jeg hovedrystende.

Jeg skulle lige til at gå ind, da Bodhi rakte en arm ud mod mig, tøvede, og lod armen falde igen. Hans ansigtsudtryk ændrede sig fra alvorligt til venligt, da han begyndte: ”Riley …”

Jeg vendte mig og så et udtryk af dyb og ægte bekymring i hans øjne.

”Det … det er ikke, som du tror. Der hører mere til historien. Ting, som du nok burde vide, før du går ind.”

Men jeg sukkede bare og himlede med øjnene. Tænkte, at det bare var en forhalingsteknik eller en skrækkampagne. Han var sikkert villig til at gøre hvad som helst for at vinde vores væddemål.

”Han er et spøgelse. Han er ti. Han bliver kaldt et bizart navn, som enten er eller ikke er hans egen fejl, og jeg bliver nødt til at overbevise ham om, at han skal se at komme videre,” sagde jeg og markerede hvert punkt med en finger. ”Hvor svært kan det være? Og hvad er det værste, han kan gøre? Han kan jo ikke slå mig ihjel, vel? Så nu da vi har fået det på plads, må jeg så have lov at gå på ham? Jeg vil virkelig gerne videre – jeg skal nå mine flyvelektioner.”

Bodhi kiggede på mig, et langt, granskende og tvivlende blik. Så rystede han på hovedet og vinkede mig af sted. Måske mumlede han noget om held og lykke, noget om, at han ville være lige uden for døren, hvis jeg havde brug for hjælp – eller måske gjorde han ikke.

Det finder jeg aldrig ud af.

Jeg var allerede videre.

Buttercup og jeg var allerede på den anden side af døren.