17

Det viste sig, at Bodhi, min guide/lærer/coach/vejleder/boss havde sin egen guide/lærer/coach/vejleder/boss, som – viste det sig også – ikke var vildt imponeret over det, Bodhi havde præsteret indtil videre.

Selvom han havde startet dagen med at blive kaldt op på scenen til en afsluttende eksamen, så manglede han stadig at udrette en hel del.

Der var en hel del mere, han skulle leve op til – som vi stadig siger Her.

Eller det var i hvert fald essensen af det, som jeg fattede af hans mumlende klagesang. Han var meget forsigtig med ikke at afsløre nogen detaljer – jeg skulle i hvert fald ikke have mere at vide.

Og det var endda heldigt, at jeg fandt ud af så meget. For da jeg forsøgte at pumpe ham for detaljer – for eksempel om, hvem hans guide helt præcis var, om det måske var en af Rådets medlemmer, hvordan hans egen jobbeskrivelse lød, hvad man egentlig forventede af en guide, hvad konsekvenserne var for dem, som ikke klarede deres opgaver, og hvad der ville ske med ham, hvis det ikke lykkedes ham at udvikle mig til det bedre – så lukkede han helt i.

Og da jeg forsøgte at presse ham lidt mere i forhold til det, jeg virkelig gerne ville vide, nemlig hvorfor han flippede totalt ud bare ved tanken om den opgave, der ventede ham – så vendte han simpelthen ryggen til mig.

Lukkede ned, nægtede at sige noget og vendte ryggen til mig.

Nægtede at afsløre mere, end han allerede havde gjort.

Og da jeg opgav at stille flere spørgsmål og besluttede at tilbyde min hjælp i stedet (jeg ville gøre hvad som helst for at nå til London, mens det endnu var dag), rystede han bare på hovedet og sagde: ”Det her er min. Det er bydende nødvendigt, at jeg gør det her selv.”

Øv. Mit ansigt sank sammen, og jeg kastede et hurtigt blik på bornholmeruret, som stod i gangen. Hvis den her opgave, hvad den nu end bestod i, bare tog halvt så lang tid som min, så ville jeg ikke kunne nå at være i London, før det blev aften, hvis dét overhovedet kunne nås.

”Prøv lige at høre her,” smilede jeg, vel vidende, at mine motiver vist ikke var helt ædle og måske endda ret egoistiske … ”Jeg er i lære, ikke? Og det er dit arbejde at træne mig, ikke sandt?”

Han nikkede på sin sædvanlige ligeglade måde. Hovedet vippede bare en anelse, kun lige nok til at jeg kunne tolke det som et ja. Så det gjorde jeg, om ikke andet så for at få det hele til at glide lidt lettere – og hurtigere.

Jeg smøg mig hen ved siden af ham og kiggede på ham, mens han fortsatte med at gumle på det efterhånden godt brugte strå. ”Nå, men når det nu er sådan, findes der så en bedre måde at træne mig på end at lade mig lære af mesteren selv – altså dig – mens du arbejder? Er det ikke den bedste måde at lære noget nyt på? Se, hvordan du gør det? Og måske prøve det lidt selv. Selvfølgelig kun, hvis du giver tilladelse,” skyndte jeg mig at tilføje, da jeg så hans mundvige styrtdykke ved den der sidste del. ”Så, hvad siger du? Din guide vil garanteret ikke bebrejde dig det, hvis du lader mig overvære, hvordan du arbejder og fuldfører din opgave.”

Bodhi kiggede på mig og overvejede helt tydeligt argumenterne for og imod. Så sukkede han, mens han spejdede ned ad gangen, og sagde. ”Okay, men husk: Du bad selv om det.”