19

Hun vendte sig om.

Vendte sig og kiggede direkte på os.

Eller sådan virkede det i hvert fald.

Men lige før jeg skulle til at styrte ud ad døren, sekundet før jeg rædselsslagen greb fat i Buttercup og fik os ud i en hulens fart for aldrig vende tilbage – da opdagede jeg, at hun i virkeligheden ikke så os.

Det var, som om hun bare stirrede blindt i vores retning, mens hendes fokus i virkeligheden var vendt indad. Hun var ude af stand til at se sine omgivelser. Hun så kun de billeder, der kørte inde i hendes hoved, om og om igen.

Og da mit blik uforvarende mødte hendes, så var det også det eneste, jeg kunne se.

Klynkende og snøftende faldt jeg sammen på gulvet. Det var, som om stikket blev trukket ud af mig, som om jeg blev pustet ud som et lys, som om min pære var sprunget. Drænet for al energi søgte mine arme instinktivt at omfavne mig selv, forsvare mig selv mod hendes smerte, hendes frygt, hendes tab, hendes ubærlige pine – men det nyttede ikke. Det eneste, jeg ville, var at skrige højt, istemme hendes klagesang, jamre og stønne, græde på min egen frygtelige og uophørlige måde. Men min hals var for sammensnøret, for varm, og den lod ikke noget hverken komme op eller ned.

Og selvom Bodhi forsøgte at beskytte mig ved at blokere synet af hende med sine arme – så var det for sent.

For sent at kigge væk.

For sent at gøre noget som helst ud over at stirre hjælpeløst på hende, til jeg var fuldkommen opslugt af hendes verden.

Det var kun Buttercup, der var kvik nok til at lægge sine poter over øjnene og blokere synet af hende.

Mit blik vandrede hen over hende. Selv for et spøgelse var hun ufattelig bleg. Så bleg, at de mørke hårtjavser, der havde løsnet sig fra knolden, lå mod hendes ansigt som sorte grene mod kridhvid sne. Den enkle og højhalsede kjole var syet af noget stof, der engang havde været sort, men efter at være blevet vasket i en syndflod af store, salte tårer i århundreder, var den falmet til samme farve som værelset. Men hendes ansigt var meget mere ødelagt end kjolen af den konstante strøm af tårer. De havde trukket dybe furer og revner, der hvor kindbenene engang havde rejst sig, og efterladt bundløse kløfter, der hvor hendes næse, mund og hage engang havde været. Det mindede mig på en syg måde om en udflugt til Grand Canyon, som jeg engang havde været på sammen med min familie. Min far havde forklaret Ever og mig, hvordan vandets evige skyllen frem og tilbage kunne hugge og slibe og udslette klipper, som var det en mejsel.

Den eneste del af hendes ansigt, som stadig var svagt genkendelig, var der, hvor hendes øjne skulle have været.

Den uafbrudte tårestrøm havde gennem årene vasket dem væk og efterladt to ens, mørke og bundløse huller med dystert, sort vand, der trak mig ned øjeblikkelig. I hvirvlende spiraler blev jeg trukket dybere og dybere ned– som vand gennem et afløb faldt jeg med fægtende arme uden at kunne gøre noget.

Ude af stand til at trække mig op med det yderste af neglene.

Ude af stand til at beskytte mig selv mod den bundløse sorg.

Jeg druknede.

Kæmpede for at holde hovedet oppe over det dybe, mørke vand. Oprørt, olieagtigt, hvirvlende, sort vand, som væltede rundt om mig. Jeg hostede med sammenknebne øjne og prøvede at lægge hovedet tilbage og bare flyde, at slappe af, bevare roen. For jeg vidste, at panik kun ville forværre det hele. Genkaldte mig alle de timer i svømning og livredning, som jeg nogensinde havde deltaget i, og forsøgte desperat at holde vandet ude af mine lunger, selvom jeg inderst inde godt vidste, at jeg ikke rigtig havde lunger længere.

Men det var for sent.

Trods mine forsøg, mine vildt sparkende ben, mine hænders riven og griben, så kunne jeg ikke overvinde hende. Jeg blev trukket ned. For blot et øjeblik siden trak jeg ikke engang vejret. Men nu vidste jeg, at hele min eksistens – og min forstand – afhang af min evne til at holde fast, blive hængende og holde det vejr, som fik mine kinder til at bule ud, ikke slippe det, uanset hvad der skete.

Og lige da jeg var sikker på, at nu kunne jeg ikke længere, dykkede en hånd ned til mig et sted oppefra, mens en stemme sagde mit navn.

En stemme, som jeg med det samme genkendte som Bodhis.

Mine fingre strakte sig mod hans, og mine ben sparkede vildt, desperate efter at drive mig opad. Jeg mærkede svagt, at hans fingre lagde sig om mit håndled, og så trak et godt, fast ryk mig op af vandet. Op til ilt og luft og ånderum.

Jeg spruttede og gispede og blinkede det tykke, olieagtige vand væk fra mine øjne, blot for at opdage Bodhi flyde foran mig. Hans læber bevægede sig desperat og formede ordene: ”Hold op med at se på hende. NU! Vend dig mod væggen, så bliver hun nødt til at slippe dig. Det er den eneste måde! Riley, gør det! Gør det nu! Riley!”

Men jeg gjorde det ikke.

Jeg vendte mig ikke om mod væggen.

Og hvis du havde spurgt mig hvorfor, ja, så kunne jeg ikke have svaret dig på det tidspunkt.

Nogle ting sker bare helt automatisk.

Instinktivt.

Nogle ting gør man bare på trods af, at alt i én stritter imod.

Nogle ting giver bare ikke mening. Før bagefter.

Længe bagefter.

Og det her, skulle jeg snart erfare, var en af den slags ting.