23

Vi svævede gennem hvide skyer. Vi svævede hen over snedækkede bakketoppe, over bygninger og floder og søer.

Vi svævede forbi store fugleflokke, som Buttercup gøede ad og jagtede, så han stolt kunne bringe mig et trofæ, ligesom han tit havde gjort, da han var i live. Og hver gang kiggede han tilbage på Bodhi og mig i total forbløffelse over, at han fløj igennem fuglene i stedet for at fange dem.

Og da vi nåede London, vidste jeg det bare.

Bodhi behøvede ikke at fortælle mig det. Han behøvede ikke at sige et eneste ord.

I samme øjeblik jeg så den brede, slyngede flod prikket med broer og skibe og omgivet af høje bygninger, så genkendte jeg det.

Themsen-floden, Westminster Bridge, Parlamentet – det hele fløj vi hen over. Og vi dykkede næsten ned i den øverste kurv i London Eye, verdens fedeste pariserhjul, og bagefter så styrtdykkede vi til den nederste kurv og så op igen, fulgte hjulet tæt, mens det snurrede rundt og rundt på himmelen.

Og bagefter så tog vi en tur over gaderne, svævede over en af de knaldrøde dobbeltdækker-busser, som London er berømt for, og forbi hyggelige småhuse med kulørte gardiner i vinduerne.

Og så dykkede vi lidt længere ned, lige så vi næsten kunne røre trætoppene og lidt længere endnu, så vi strejfede toppen af de højeste mennesker.

Og da jeg med en fingerspids berørte en hatteskygge, så hatten fløj af den betuttede herre, sendte Bodhi mig et advarende blik. Men jeg lo bare og rakte tunge ad ham og gjorde det lige én gang til.

Vi fløj videre, styrede hen imod en summende travl plads. Og det var dér, jeg så det.

Eller rettere – dem.

Hoben af mennesker.

Alle travle på vej til arbejde, i skole eller hvor det nu er, folk styrter hen, når de har spist deres morgenmad og fået tøj på.

Én ting havde de til fælles alle sammen – de havde alle sammen et mål, og alle havde travlt med at komme derhen.

Alle de der mange hundrede mennesker på vej et sted hen – og ikke én af dem ænsede mig.

De anede ikke, at jeg svævede lige over dem.

Anede ikke, at det, der kildede i nakken og strejfede kinden, det var mig.

De var ude af stand til at se mig, som jeg kunne se dem.

Klart. Tydeligt. Detaljeret.

De åndede og levede, det var tydeligt for mig, og alligevel … så var der ingen af dem, der anede en bjælde om vores eksistens.

En pige, hendes guide og hendes hund – frit svævende lige over dem.

Jeg fik en klump i halsen, og mine øjne begyndte at svie, så jeg tvang mig selv til at koncentrere mig om noget andet. Jeg kiggede på Buttercup, som stadig jagtede fugle. Han fløj rundt i cirkler og saltomortaler, snurrede rundt om sig selv og hoppede højt og … forgæves, igen og igen, uden at kunne begribe, hvorfor det dog ikke ville lykkes.

Jeg skottede også til Bodhi, som havde droppet nørdetøjet, i samme øjeblik vi lettede. Han sagde, at det nye outfit ville give ham mere respekt, så folk (læs mig og hans guide) ville tage ham mere alvorligt end før.

Nu da han havde skiftet nørde-tøjet ud med et par mere passende jeans, en sweater og sneakers, tøj, som passede til hans alder, så var han så langt fra at være en båtnakke, som man kan komme. Det var derfor, han havde virket så forkert før. Lige fra de pift, han havde fået på vej til scenen tidligere i dag, til den der afslappede, selvsikre måde, han altid stod på. For slet ikke at nævne hans fabelagtige skateboard-evner. Jamen ingen af tingene havde passet til det image, han havde prøvet at gemme sig bag. Det var, som om han havde været forklædt, som om han havde gået rundt i et eller andet kostume for at skjule, at han var ligesom enhver anden normal fjortenårig dreng.

Bortset fra at Bodhi ikke var normal.

Langtfra.

For ikke alene var han død, og ikke alene var han min guide. Men når hans hår ikke længere havde tilbagesmurt slikhår, og hans tøj ikke hentet i Tøj & Nørd, og hans ansigt ikke blev ødelagt af de der massive briller, så var han faktisk … sød.

Nej, stryg det. Han var meget mere end det.

Han var Zac Efron i livet efter døden. Übercute.

I samme øjeblik han så, at jeg kiggede på ham, kiggede jeg væk.

De tanker skulle han i hvert fald ikke læse.

Og bare for at beskytte mig selv og sikre mig, at alt var rent, pænt og puttet væk, så besluttede jeg i al hemmelighed, at uanset hvor sød og cool han viste sig at være, så ville han altid være båtnakke for mig.

Det var lettere på den måde.

Jeg strakte benene og fødderne, så vindmodstanden blev mindre, og jeg kunne flyve endnu højere og hurtigere. Og selvom jeg hørte Buttercup gø bag mig, splittet mellem at følge efter mig eller en ny flok fugle, og selvom jeg hørte Bodhi råbe: ”Hey, Riley, sig til, når du er klar til landing,” så lod jeg, som om jeg ikke hørte det.

Efter alt det jeg havde set, havde jeg ikke længere lyst til at lande.

Det, som jeg ikke havde kunnet se før, var pludselig gået op for mig.

Jorden fortsatte med at dreje rundt.

Menneskene fortsatte med at elske og le og trække vejret.

Alle havde fortsat lige travlt med at leve deres travle liv.

Og ikke én af dem bare fornemmede min eksistens.

Ikke én af dem anede, at jeg fløj rundt blandt dem.

Det var på tide at erkende, at selv de mennesker, som havde kendt mig, mine venner og lærere og sådan, ja, de var allerede kommet videre. Havde allerede fjernet sig fra mig og var kommet videre i deres eget liv. Havde reduceret mig til en lille, bortgemt erindring om en stakkels, uheldig, tolvårig pige, hvis liv var stoppet brat. De havde ikke ønsket at blive hængende i sorgen længere end nødvendigt – for ikke at begynde at spekulere over, hvor skrøbeligt deres eget liv var.

Jeg vidste godt, at Ever savnede mig og også tante Sabine, men bortset fra de to, så var antallet af dem, som stadig sendte mig en tanke ved særlige lejligheder, svundet ind til nogle få stykker.

Jeg pressede øjnene hårdt i, da jeg mærkede den der svien true med at løbe over, og gav mig lige tid til at opremse alle de gode og holdbare grunde til, hvorfor jeg absolut ikke havde nogen grund til at græde.

1.  Jeg følte mig mere levende end nogensinde før på trods af min nye, usynlige tilstand.

2.  Jeg havde lige fuldført min opgave, og Bodhi havde fuldført sin, og vi havde begge to virkelig hjulpet vores medmennesker og gjort noget godt.

3.  Jeg fløj! Svævede hen over en del af verden, jeg altid havde villet se. Og for at gøre det endnu bedre så fløj min hund gennem skyerne lige ved siden af mig.

4.  Min guide havde vist sig ikke at være en total idiot, som jeg først havde troet. Det betød også, at han måske ikke ville være helt ulidelig at arbejde sammen med fremover. Og så havde jeg vist lært noget om ikke at dømme folk på deres udseende.

Eller måske ikke. Det ville vise sig, det der sidste.

Og lige som jeg tænkte det her, med lukkede øjne, kom Bodhi susende bagfra og råbte: ”Hey, Riley, pas på!”

Mine øjne sprang op. Jeg var lige ved at flyve på hovedet ind i en høj glasbygning.

Og jeg blev ramt.

Ikke af frygt, for jeg vidste, at det ikke var farligt. Jeg ville bare flyve lige igennem, hvis jeg ikke nåede at stoppe i tide.

Nej, jeg blev ramt af mig selv.

Ramt af synet af mig selv i refleksionen fra glasset.

Af den måde, hele min krop glødede på.

Glødede på samme måde, som cheerleader-pigen havde gjort.

Glødede på samme måde som Bodhi og alle de andre, jeg havde set på scenen.

Og selvom min glød ikke var nær så stærk som deres …

Så strålede jeg alligevel.

Yes!

Jeg svingede til højre og undgik med nød og næppe at smadre lige igennem mit eget spejlbillede, og så dykkede jeg ned – og op igen i et kæmpestort loop som en slags U-vending og svævede ansigt til ansigt med mig selv igen.

Jeg så det hele foran mig, klart som dagen.

Min lille, spinkle krop, mit – suk – flade bryst, mit glatte, blonde hår med pandehåret, som faldt ned i de lysende blå øjne, hvorfra et lille løjpefald endte i en opstoppernæse. Men mine kinder blussede, og et bredt grin afslørede hele tandrækken, mens jeg stirrede på det strålende, svagt grønlige skær, som flimrede og dansede omkring mig.

”Kan du se det?” Bodhi var kommet op på siden af mig, og hans smil var næsten lige så stort som mit.

Jeg nikkede, så lamslået over mit udseende, at jeg ikke kunne sige noget. Jeg blev nødt til at rømme mig flere gange, før jeg kunne sige: ”Ja, jeg kan godt se det. Men hvad betyder det?” Jeg kastede et hurtigt blik på ham, før jeg igen kiggede på den nye, strålende version af mig selv.

”Det betyder, at du har tændt din glød.” Han smilede og stod stille i luften ved siden af mig. ”Det betyder, at du er på vej.”