KAPITEL 7

Sæt ord på latteren

Er det mig, de griner af?

Lyden af latter er smittende og positiv i mange situationer, men enkelte gange giver den en helt anden oplevelse.

Hvis man forestiller sig en af de dage, hvor man ikke føler sig på toppen. En af de dage, hvor man er stresset eller måske er ramt af momentant sortsyn og har tendens til at fokusere på det negative. Det er de dage, hvor man er i fare for kun at fokusere på det, man ikke er tilfreds med hos sig selv.

På de dage kan latter give utryghed, fordi den første tanke, der slår ned, når man på afstand hører kollegerne le, vil være: „Er det mig de griner af?“. Og de behøver såmænd ikke engang at grine. Det er nok, hvis de bare taler sammen. Så er det første, man tænker, at de nok taler om en. Og fantasien er oven i købet sikker på, at de siger noget grimt.

Sådan nogle dage har jeg bestemt også selv haft, men engang var der en kollega, der vendte den situation helt på hovedet for mig. Siden da har han været i mine tanker, hver gang jeg kunne mærke, at tankerne trak i den retning. Det, min kollega bemærkede, var, at det i virkeligheden er en utrolig selvoptaget forestilling, at hver gang folk taler sammen, bruger de tid på at tale om netop dig. Sådan havde jeg virkelig aldrig set det. Selvoptaget? Det var jo mig, det var synd for, og ikke mig, der var synderen. For at være selvoptaget er da en slags synd, ikke? Det er i hvert fald ikke en særlig charmerende egenskab. Pludselig kunne jeg se komikken. Med en lille ændring af synsvinklen var jeg befriet for at tænke sådan igen. For det kan da godt være, de snakker om mig, men de skal aldrig få lejlighed til at sige om mig, at jeg er selvoptaget.

Alligevel er der en forskel på, om der tales eller grines. For hvis folk taler om dig, er der jo også mulighed for, at de udtrykker beundring eller fortæller om en af dine store bedrifter, men hvis de griner, er der overhængende fare for, at man bliver latterliggjort. Sådan fungerer det i hvert fald inde i hovedet på de fleste af os.

Den, som flaskehalsen peger på

Netop derfor er det så vigtigt, at den humor, vi har på arbejdspladsen, er inkluderende og ikke ekskluderende.

Det betyder noget, både for hvad og hvem man kan lave sjov med. Som tidligere nævnt er jeg af den opfattelse, at man kan lave sjov med nærmest alt. Men samtidig er det vigtigt at understrege, at det kun gælder, når humoren er inkluderende. At inkludere betyder jo, at man lukker nogen med ind. Og når det gælder humor, handler det både om at lukke andre ind i latteren, men også om selv at turde være udgangspunktet for den. Den inkluderende humor inviterer til smil og giver andre lov til at le en lille smule på ens egen bekostning.

Den ekskluderende humor, altså den, der udelukker nogen, er som regel en humor, der sættes i gang af nogen, der ikke har noget på spil. For at tage et helt banalt eksempel så er det ufarligt at lave grin med den dreng, der bruger briller, hvis man selv hører til klassens smarte drenge, der hverken har fregner, briller eller bøjle. Men det er til gengæld en stressende form for humor at benytte sig af, også selvom man hører til de smarte, for det betyder jo, at man som humor-igangsætter hele tiden skal bruge opmærksomhed på og være en lille smule angst for, at de andre skal få øje på en fejl, de selv kan kaste sig over. Og ingen er fejlfri. Det er nærmest en naturlov.

Ekskluderende humor er en humor, der kan være med til at give en uvenner. Og uvenner, som føler sig trådt på, kan tit gå rundt og drømme om hævn. Og hævn kan vel næppe siges at være den bedste drivkraft for et positivt og lattermildt arbejdsmiljø.

Så god humor er inkluderende humor. Og hvis man er havnet i en dårlig vane med at ekskludere i stedet for, er det en nem begyndelse, hvis man øver sig i at tænke det bedste om sine medmennesker.

Image

Kom godt i gang!

Et af de klassiske råd til mennesker med sceneangst er, at de skal forestille sig publikum i undertøj. Det skulle tage nervøsiteten, fordi det får én til at føle sig ovenpå. Det kan godt være, man er en dårlig og nervøs taler, men man har i det mindste tøj på.

I stedet for at gå efter, at andre skal være latterlige i stedet for dig selv, så prøv engang og tag en dag, hvor du, hver gang du møder folk, afspiller en lille sætning inde i hovedet på dig selv:

„Jeg kan godt li’ dem, og de kan godt li’ mig.“

Image

Hvis du vil se kontrasten, kan du prøve at afspille en anden sætning, inden du skal tale med nogen:

„De er garanteret ude på at snyde mig.“

Se så, hvor behagelig en samtale, der kommer ud af det. Der er ingen tvivl om, at det er den første sætning, der åbner størst mulighed for en positiv samtale og dermed også mulighed for at dele et smil eller en lille latter.

Nogle gange er vi ubevidst ekskluderende i vores humor, og så kan vi være så heldige, at det ender med at blive inkluderende i stedet for.

Engang da jeg havde været ude og tale om „humor i integrationen“, fik jeg fortalt en historie, som var endt præcis sådan. Det var en maskinmester, der kom op til mig efter foredraget og fortalte om sine erfaringer med den første ikke-et-niske dansker, han havde arbejdet sammen med. Historien var en del år gammel. Det var før, man var begyndt at tale om integrationen som et problem, og det var måske netop derfor, at den kunne få den lykkelige udgang den fik.

Maskinmesteren fortalte, at han havde fået denne ny kollega, og da de kun var 15 ansatte i virksomheden, kunne man godt få fornemmelsen af, at det var vigtigt at passe ind i gruppen, og at man som ny medarbejder skulle forsøge at komme til at ligne de andre. Men det gjorde deres nye kollega nu ikke. Han var for eksempel rettroende muslim, og som sådan skulle han bede flere gange om dagen med ansigtet mod Mekka. „Det havde vi godt nok aldrig oplevet før,“ som maskinmesteren sagde. Derfor skete det hverken værre eller bedre end, at da han første gang så sin kollega ligge inde på et af de små kontorer halvt inde under skrivebordet på et medbragt gulvtæppe og med rumpen i vejret, så kunne han ikke dy sig for at spørge: „Har du tabt noget?“

Det kunne have været en hånlig bemærkning og ville måske også være blevet opfattet sådan i dag, hvor de fleste af os er bekendt med muslimers pligt til bøn og ved, hvordan det foregår.

Men dengang kunne det lige så godt være udtryk for uvidenhed, og den nye kollega valgte også at opfatte det sådan. Så han svarede, som sandt var, at han var i gang med sin bøn. Han bidrog siden til almindelig munterhed ved, hver gang han skulle afsides for at bede, at råbe: „Jeg går lige ind og leder efter noget.“

Det, der kunne være blevet til en fornærmelse, blev i stedet til fælles og inkluderende humor, fordi en enkelt mand besluttede, at man ikke altid behøver tro det værste om sine medmennesker, og når de spørger om noget, er det nok fordi, der er noget, de ikke ved.

Pas på tonen

I de senere år har der været meget snak om tonen. Mest af alt tonen i for eksempel indvandrerdebatten. Og den vil jeg ikke diskutere her. Jeg vil bare bruge den som springbræt til at diskutere, hvad tonen betyder i det hele taget.

For den fælles tone er i høj grad med til at bestemme, hvad det er for en humor, vi har med hinanden.

Jeg kan huske et videoklip fra nettet, der handlede om integration på arbejdspladsen. Her udtalte forskellige medarbejdere sig om, hvordan det var at arbejde sammen med forskellige kulturer, og de fleste understregede, at det ikke var noget problem.

Men en af de damer, der udtalte sig, var ansat på et industrivaskeri. Hun var etnisk dansker, og hun fortalte glædesstrålende, at på deres arbejdsplads var de meget sjofle i deres humor. For som hun sagde: „Sjofelheder, det er noget, alle forstår.“ Det har hun måske ret i. Det var jo i hvert fald hendes erfaring, at sjofelheder er noget, alle kan mødes om. Men mon ikke der også er et par stykker på arbejdspladserne, der ikke ligefrem synes, at sjofelheder hører til i den sjoveste ende af skalaen. Jeg kender i hvert fald nogle, der ville føle det som et decideret overgreb, hvis de skulle spille med på den slags.

God humor er ikke et spørgsmål om god tone – det er et spørgsmål om fælles tone.

Hvem tør kaste den første sten?

Men det er ikke altid lige nemt at finde fælles fodslag. Det kan man se, hvis man lægger mærke til, hvor ofte vi bedømmer hinanden på humoren. Det er tit, at jeg ude i virksomhederne bliver mødt med fortællinger om, hvem der i hvert fald ikke har humor, for der findes næppe noget sted, hvor vi er lige så forudindtaget i forhold til andre mennesker, som når det gælder humoristisk sans. En gang imellem kan det minde om den dummeste del af udlændingedebatten, hvor argumenterne sjældent når et højere niveau end „de får alle sammen nye cykler“ og „de stjæler vores piger“. Vi er i hvert fald gode til at slå fast, hvilke grupperinger i erhvervslivet der har humor, og hvilke der ikke har.

Ingeniørerne er dem, der er hårdest ramt. De bærer på et absolut humorforladt rygte. Jeg mindes endnu en telefonsamtale, jeg havde med en HR-medarbejder i en virksomhed, hvor jeg skulle holde foredrag. „Ja,“ sagde hun. „Du skal jo tale om humor, og vi glæder os, til du kommer…“ Så holdt hun en lang pause og sagde så undskyldende: „Men vi har mange ingeniører.“ Uha, ja, så bliver det jo nok op ad bakke, eller hvordan er det nu, det er med det? Har lastbilchauffører mere humor end ingeniører, og er sygeplejersker virkelig sjovere end gymnasielærere?

Jeg fristes til at svare ja til det sidste spørgsmål, men det har nu mere med sygeplejerskerne end med gymnasielærerne at gøre. Sygeplejersker er noget af det mest lattermilde, man kan holde foredrag for, så de er svære at konkurrere med.

Men virkeligheden er selvfølgelig, at ingeniører findes i lige så mange forskellige udgaver, som sygeplejersker gør. Der findes med garanti en rigtig, rigtig sjov ingeniør derude, og der går nok også en eddersur oversygeplejerske rundt et eller andet sted.

Der er altid undtagelser fra reglen, og pointen er, at man ikke på den måde kan sætte folk i bås og fratage dem humoristisk sans. Der findes naturligvis mennesker, som ikke har lært at håndtere humoren, og der findes også mennesker, der har nemmere ved at se det sjove eller levere en god historie. Men humor er en social kompetence, som vi alle sammen kan udvikle, uanset hvad vi har uddannet os til.

Hvad griner du af?

Det, der er forskel på, er, hvad vi griner af. Og det kan godt være, at ingeniører og sygeplejersker bliver udfordret, hvis de skal grine af det samme. Men det ændrer ikke på det faktum, at begge grupper griner indbyrdes. Alle afdelinger har humor. Den er bare forskellig fra sted til sted.

Image

Jeg sad til en eller anden venindesammenkomst, og vi diskuterede mænd. Både vores egne og mænd i almindelighed. En af veninder beklagede sig over sin kærestes humor. Hun syntes, han var for barnlig. Og så blev jeg jo nysgerrig. For hvori lå det barnlige? Jeg havde nok forestillet mig, at det var, fordi han stadig synes, det var sjovt at bøvse og prutte i offentlighed, og den alder er der mange piger, der simpelthen aldrig har haft. Ellers kunne det være en overflod af værtshusvittigheder. Jeg var næsten sikker på, at jeg havde regnet den ud. Men jeg blev overrasket. For det, hun syntes var så barnligt, var, når hendes ingeniørmand morede sig over pudsige udtryk, han havde hørt på vej til arbejde, eller sproglige finurligheder, han havde læst i avisen. Og da jeg så interesseret spurgte hende, hvad hun i stedet syntes var sjovt og altså ikke for barnligt, viste det sig, at hun mest kom til at grine af historier fra hverdagen, altså typisk veninder, der deler pinlige og pudsige oplevelser med hinanden.

Og hvem skal så bedømme, at det er mere barnligt at grine af indforståede ingeniør/drengeting end af indforståede pige/venindehistorier? Det er jo der, det går galt. Vi har så travlt med at dømme hinandens humor i stedet for bare at erkende, at det ikke er alle, man griner lige godt med. Eller at der findes mennesker, hvor det kræver en indsats at findes fælles fodslag i humoren.

Man kan sammenligne humor og forelskelse. Det er jo ikke alle, man har lige let ved at blive forelsket i, men man ville nok ikke af den grund skyde folk i skoen, at de ikke ejede evnen til at forelske sig.

Image

Kom godt i gang!

Hos SKAT havde en af afdelingerne lavet en forening til bevarelse af de sammensatte ord. For når man skiller dem ad, kan de helt skifte betydning:

Slikhuset bliver til slik huset, og tværfaglighed bliver til tvær faglighed.

Hvis du deler deres humor, kan du jo se, om du kan finde flere eksempler. Og så hører du i øvrigt til dem, der forstår ingeniørhumor. Det er jo også en slags kompetence.

 

Hvis du droppede dette kapitel, gik du glip af:

1. At god humor er inkluderende humor

2. At den fælles tone er bestemmende for den humor, vi får

3. At en positiv modtagelse kan gøre ekskluderende humor til inkluderende humor

4. At ingeniører tit er sjovere end deres rygte.