Er det det indre,
det kommer an på?
Mange af os er opdraget efter devisen „det er det indre, det kommer an på“. Vi har lært, at det handler om indhold i stedet for indpakning. For det er indholdet, der er det væsentlige. Men selvom det lyder smukt, så er det ikke helt sandt, og det er heller ikke altid sådan, vi bedømmer ting.
På konferencer er det, der betyder allermest for en god evaluering, for eksempel ikke talerne. Det er airconditioning og sandwich. Alle, der har været i konferencebranchen ved, at hvis nogen har siddet i træk, eller der var for få sandwiches med det populære pålæg, ja, så kan det aflæses på evalueringsskemaerne.
Så selvom ethvert voksent menneske med et rigtigt job vil sige, at de kommer på konferencer for at få inspiration, og selvom de fleste af os vil mene, at vi melder os efter emnerne og oplægsholderne, ja, så er det altså meget ofte maden og temperaturen i lokalet, vi ender med at evaluere.
Det er med andre ord ikke kun det indre, det kommer an på. Vi er også i høj grad påvirket af rammerne, når vi for eksempel skal bedømme, om det er rart eller sjovt at gå på arbejde.
Amerikanske forskere har gennem mere end 20 år forsket i, hvordan farver påvirker os. Alligevel er de fleste klasseværelser stadig hvide, fordi det plejer de at være, og mange kontorer er mere matchet for at se smarte ud end for at skabe stemning. Det kan undre, at vi på den måde lader en mulighed for positiv påvirkning glide fra os. Så vidt jeg ved, er hvid maling ikke meget billigere end den farvede, og så er det da et dumt sted at spare. Især hvis den rigtige farve på væggen kan give gladere og måske oven i købet mere effektive medarbejdere.
Engang for nogle år siden var jeg ude at afholde en workshop hos Silvan, og i den sammenhæng hørte jeg et foredrag om farver og deres påvirkning.
Det var naturligvis en lidt hurtig gennemgang, men jeg fik da fat i, at det er en god idé at male sit soveværelse rødt, hvis man gerne vil have „gang i den“, som foredragsholderen sagde. Hvis man derimod maler det blåt, bliver der mere ro til at læse i sengen. Til gengæld skal man have større dyner, når værelset er blåt. For rød hæver temperaturen, mens blå giver en kølig fornemmelse.
Der er naturligvis mange nuancer i farvepsykologi, og jeg hverken kan eller vil gøre mig til ekspert på dette område. Pointen er bare, at farver betyder noget, og derfor kan det godt betale sig at forholde sig til dem også.
Det er nok en god idé at få en konsulent med på råd. For ligesom med så meget andet så kan det både gå godt og skidt, hvis man forsøger sig med farvepåvirkning.
En af de ansatte i Silvan kunne fortælle om en amerikansk virksomhed, der havde været nødt til at skifte farve et par gange. De havde nemlig hørt, at grønt er godt for øjnene. Grønt er beroligende og skaber harmoni. Så de malede væggene grønne med det resultat, at sygefraværet steg. De tog konsekvensen og skiftede farve igen, og så faldt sygefraværet.
Historien melder ikke noget om, hvorfor farven påvirkede medarbejderne og sygefraværet på den måde, men den er da et meget godt eksempel på, at vi bliver påvirket. Hvem ved, om det var, fordi det grønne skær fra væggene gav huden en grøn tone, så alle kollegerne så syge ud. Hvis det var tilfældet, beviser det bare endnu en gang, hvor meget miljøet betyder. Hvis de andre er syge, føler jeg mig også lidt syg, og hvis de andre er i godt humør, er der fare for, at jeg også kommer det.
Når vi nu er på jagt efter det lattermilde miljø, er det jo oplagt at søge efter en sjov farve. Altså den farve, der fremmer lattermildhed. Men den findes ikke. Den er i hvert fald forskellig fra menneske til menneske.
Stærke farver fortolkes som glade farver hos nogen, mens andre bliver frastødt af dem, fordi de signalerer barnlighed og dermed manglende seriøsitet.
Men selvom der ikke findes en ultimativ sjov vægfarve, så behøver man jo ikke at give helt op. Måske er det nok bare at male enkelte muntre ting på væggen for at ændre på humøret.
Da jeg var på rehabiliteringscentret i Odense, opdagede jeg, at medarbejderne tilbragte meget af deres tid under jorden. Sådan var arbejdspladsen indrettet. Lange underjordiske gange, som lignede dem, nogle af os kan huske fra Lars von Triers Riget. De er jo ikke helt så uhyggelige, når det er uden håndholdt kamera, men de er heller ikke festlige. Lange hvide gange med rør i loftet. Min instinktive fornemmelse i kroppen var, at der nok var krig oppe på jorden, for vi var da uden tvivl havnet i et beskyttelsesrum. Det var vi jo heldigvis ikke, men selvom man ved det, må det da påvirke medarbejderne, at de hver dag skal gå rundt i den stemning. Jeg foreslog dem, at de malede trafiktavler på gulvene dernede. Og der er jo ingen, der forhindrer en i at skrive kreative budskaber nedenunder.
Hvad er sjovest, amagerhylde eller nyhedsbrev?
Nu bliver jeg måske uvenner med nogen. Og det vil jeg nødigt være. Men jeg vover alligevel at gå en anelse op imod alle de nye, smarte og lækre arkitekttegnede arbejdspladser. For det er selvfølgelig dejligt, når indeklimaet er godt, og det er skønt, når bordene kan køre op og ned, og stolene kan det samme. Og det er smukt, når linjerne passer sammen fra den ene ende af kontoret til den anden. Men helt ærligt. Det er altså også enormt upersonligt og meget lidt hyggeligt. Det er ligesom i boligindretningsprogrammer, hvor indretningsarkitekten til sidst arrangerer puder og tænder stearinlys for at få det til at se hyggeligt ud. Men det ser stadig ud, som om der ikke bor nogen.
Der er smart, men ikke hyggeligt. Og det samme lider nogle kontorarbejdspladser under. De er meget smarte, men man kan ikke se, hvem det er, der arbejder der. Man kan ikke se, hvad „beboerne“ er for en slags mennesker. For der er ingen historie i møblerne eller i selve rummet.
Og mennesker har brug for historier på alle planer. Gode historier. Mange historier. Heldigvis er mennesker heller ikke så lette at ensrette, som det umiddelbart kunne se ud, når man kommer ind i storkontorerne. Rundt omkring skyder skævhederne op. Hos nogen er det kun på skrivebordene. Andre har taget magten over reolerne, der skiller de små kontorgrupper. De vildeste steder har man simpelthen indtaget gangarealerne, og på toppen af pyramiden sidder de, der har fået så stor indflydelse, at en del af lokalet er omdannet til et skævt hjørne.
Det sidste fandt jeg for eksempel hos NCC. Ikke alene havde de lavet sig en mødekrog med sofaer. Det var oven i købet røde sofaer. Men så langt kunne man såmænd nok have fået en arkitekt til at gå også på tegnebrættet. Næh, det der gjorde denne krog til noget specielt var især tre ting.
1. Den blev rent faktisk brugt. Og ikke bare til hygge, men til et rum for kreativitet. Nogen holdt møder der. Andre kunne simpelthen bare flytte sig fra skrivebordet for at få tankerne rystet lidt og få en smule luftforandring.
2. Der var bygget traditioner op omkring sofaerne. Ikke store traditioner, men vigtige traditioner. Det var for eksempel her, man placerede al overskydende kage fra møder eller morgensamlinger eller sådan noget. Og jeg er sikker på, der også var frugt en gang imellem.
3. På væggene havde man placeret en amagerhylde, som var et slags barometer. En øjebliksrapport om, hvordan det så ud med de forskellige projekter. Hvert projekt var repræsenteret ved en lille dims (en mand, en bil, en and), som så blev rykket op på hylden alt efter, hvor langt man var i processen. Når en dims eller et projekt nåede toppen, blev det fejret.
Særligt Amagerhylden gjorde indtryk på mig. Det indrømmer jeg gerne. For der er noget fantastisk ved en amagerhylde midt i et tjekket kontorlandskab. Amagerhylden, som nærmest er blevet symbol på dårlig og i hvert fald forældet smag for mange af os, der endnu er under 40. Det er ikke arkitektens drøm at dekorere med amagerhylder, og de passer også dårligt sammen med hæve/sænkeborde. Men som den hang der i det røde hjørne hos NCC, blev amagerhylden ligesom symbolet på, at der i denne afdeling var plads til at være lidt anderledes. Og alene sammenstødet mellem det meget tjekkede og det helt kiksede fik smilet frem. For man kan sige meget om amagerhylder. De er grimme, men de er også enormt sjove!
Så omgivelserne kan være med til at påvirke humøret, men de kan også være med til at bestemme, hvordan vi tager os ud i det daglige. Nogle møbler klæder os simpelthen bedre end andre.
Tag nu bare sådan noget som Fatboys. De der kæmpestore rissække, som man bare sidder fantastisk i, når man først er kommet derned. Det er smart, det er nyt, det er trendy, og det er en stol, der er kommet for at blive, for når man først har sat sig, kan man ikke komme op igen.
Sidste sommer skulle jeg interviewes til DR om min barndoms sommerferier ved Vesterhavet. Det var en rigtig hyggelig oplevelse. Lige med undtagelse af den detalje, at de netop havde anskaffet sig to Fatboys til sendebilen, som vi skulle sidde i. I første omgang var der ingen problemer, for selvom det er svært at sidde elegant og yndefuldt i en rissæk, når man som jeg er en teletubby på 180 cm, så trøstede jeg mig med, at det var radio, vi skulle lave. Så det var en lille sluttet kreds, der skulle være vidne til „fatgirls“ kamp med „fatboy“.
Jeg trak vejret igennem og slappede af. Men det skulle jeg aldrig have gjort. For lige da jeg lod alting falde og overgav mig til rissækkens uformelighed, dukkede der en producerassistent med et digitalkamera frem for enden af bilen. Knips, sagde det, og så sagde han: „Jeg snupper lige et par billeder til hjemmesiden.“ „Jahaaaa,“ sagde jeg og klamrede mig desperat til mantraet om, at det er det indre, det kommer an på.
Og jeg overlevede selvfølgelig billedet. Jeg begrænsede skaden ved at forbigå det i tavshed, samtidig med at jeg undlod at henlede nogens opmærksomhed på hjemmesidens eksistens.
Men det er altså ikke kun mig, der ser uheldig ud i en Fatboy. Det er der rigtig mange andre mennesker, der gør. Jeg har for eksempel svært ved at forestille mig, hvordan en kontorchef i festligt gråt tøj vil bevare værdigheden, når tøjet er skubbet ud af form for at passe med en rissæk. Og alligevel findes der indretningsarkitekter, som ser ud til at synes, at netop det møbel egner sig til arbejdspladser.
Hos DSB havde de et helt arrangement med Fatboys. Lige da jeg kom ind og så det, blev jeg da også begejstret. Glemt var mine egne erfaringer med rissækkene, og jeg tænkte bare: „Fantastisk! Endelig nogle møbler, hvor man for alvor kan slappe af.“ Men jeg havde glemt at tage i betragtning, at hyggekrogen var placeret i midten af et storrums kontor, hvilket ville betyde, at alle, der benyttede den, ville blive stillet til skue, nøjagtig som jeg blev det på hjemmesiden.
Så selvom man har tænkt, at Fatboy-arrangementet kan skabe hygge, så er hyggen altså overstået for de fleste af os, når arrangementet er placeret midt i et åbent kontor eller endnu mere, hvis det er pakket ind i glas, så alles øjne nærmest drages af billedet, fordi det ligner en udstilling. Den slags hygge kan man da ikke ønske for nogen.
Lad mig så bare indrømme, at jeg har et grundlæggende problem med storrumskontorer. Jeg kan selvfølgelig godt se, at de ser flotte ud, og der ligger sikkert også nogle tanker gemt om synlighed og mere samarbejde og lignende. Alt sammen gode intentioner. Men det, jeg erfarede på mine forskellige besøg på den slags kontorer, var, at de samtidig lægger låg på både latteren og kommunikationen.
For nu at blive i farvesproget er det, som om livet bliver levet i pastelfarver i et storrumskontor. Det er det nødt til, fordi de klare, stærke farver larmer for meget. Og man kan sige det samme om kommunikationen. I et storrumskontor må man ikke tale for højt eller grine igennem, for det kan genere kollegerne, der måske lige er i gang med en vigtig telefonsamtale. Det kan godt være, at det ikke er et problem for dem, der i forvejen ikke taler særligt højt eller morer sig særlig højlydt. Men det bliver et problem for arbejdsmiljøet, hvis høj latter og glædesudbrud er forbudt.
Hvis man lever livet i pastelfarver, bliver både nat og dag lidt grålige i nuancen. Og himlen bliver aldrig rigtig blå.
Ud over det med latteren så bliver det også sværere at yde god service i en telefon, hvor man i forvejen er frataget muligheden for at signalere med kropssproget. Så er der kun ordene og tonefaldet tilbage, og hvis man så begrænser tonefaldet til at være afdæmpet og uden for store udsving, så begynder det at blive vanskeligt både at vise en vis indlevelse og eventuelt sætte en grænse, hvis man har en vred person i røret.
Flere af de steder, jeg besøgte, forklarede medarbejderne, at de indimellem gik ind i et andet rum for at telefonere. Og det er selvfølgelig en mulighed, men det ville da være nemmere at få skabt nogle rammer, der giver plads til et farverigt og lattermildt miljø snarere end at begrænse det.
1. Hvorfor storrumskontorer kan være med til at ødelægge lattermildheden
2. Hvorfor det nogle gange er vigtigere at være sjov end at se smart ud
3. Hvorfor grøn ikke altid er en god vægfarve
4. Og hvad det er, vi bruger mest tid på at evaluere til events og konferencer.