1

DEN FØRSTE GÅRD

Det værste var sneen. Ellers havde Carsten set isfladen lige med det samme og var ikke gledet. Han landede på højre albue. Hans assistenter fnes, indtil de så hans ansigt.

Han holdt stadig om armen, da han så det første lig. Det fik ham til at glemme smerten. Hans egen albue gjorde bare ondt. Ligets arm var derimod drejet en halv omgang, så albuen pegede ind mod kroppen. Det måtte have knirket voldsomt, da skulderen gik af led, og Carsten håbede, at det var sket, efter at kvinden var død.

Hun havde gråt, næsten hvidt hår. Der sad nåle i det, og det mindede Carsten om hans mormor, der var død i sin seng for femten år siden. Når der ikke havde været nåle i hendes hår, var det nået halvt ned over hendes ryg, det havde været tyndt og gennemsigtigt, ligesom et slør. Hans mormor havde set helt anderledes ud med håret udslået – skrækindjagende, ældgammel.

Han havde kun set det et par gange om året. Ellers sad håret altid tæt omkring hovedet, holdt fast af snesevis af nåle, og man tænkte aldrig over det.

Kvinden her var på Carstens mors alder. Hun og hendes bekendte havde ikke den slags frisurer, og de fleste af dem farvede deres hår. Alle de nåle var upraktiske, og intet gjorde én så gammel som gråt.

Måske var den indstilling ikke nået så langt ud på landet endnu.

Det andet lig var en mand. Hans mave hvilede på dørtrinnet mellem soveværelse og badeværelse. Overkroppen lå inde i badeværelset, blandt andet hovedet, der kun lige netop var forbundet med halsen.

De havde sikkert brugt en økse.

Carsten Mathiesen spurgte sig selv, hvorfor han tænkte “de”. Kunne en enkelt mand eller kvinde ikke have klaret det? Han måtte ikke konkludere for hurtigt. Alligevel gik han instinktivt ud fra, at der havde været flere om det.

Han var taknemmelig for, at ligets overkrop lå i badeværelset. Der var temmelig meget blod. Det ville være nemmere at gøre rent på den måde.

Lugten var ikke slem, selv om ligene havde ligget her i nogle dage. De havde haft frost i flere uger nu, og på et termometer i stuen havde Carsten set, at indetemperaturen var på ti grader. Det var næsten som i et køleskab.

Ifølge termometeret var udetemperaturen halvanden grad. Det virkede meget koldere derude, og meget varmere herinde. Det var vinden, der gjorde forskellen.

Havde manden ledt efter noget i badeværelset, eller var han blot flygtet? Det havde naturligvis været en blindgyde; men i panik tænkte man ikke så langt.

Der var leverpletter på ligets hænder. Dem havde Carstens far også. De voldte ingen skade. Man var gammel, når man havde dem; men Carsten huskede ikke, at han nogensinde havde oplevet sin far så livsglad som nu, hvor også leverpletterne var der.

Hvor hurtigt havde manden mon løbet? Havde han råbt? Havde han kendt gerningsmanden eller gerningsmændene? Hvem var død først, kvinden eller ham? Hun, bare fordi hun lå tættere ved indgangen? Var hun hans kone?

Postbudet havde fundet hende, men havde ikke set liget mellem badeværelse og soveværelse. Normalt fik budet altid noget varmt at drikke af hende, når det var så koldt, selv om han jo ikke var herude på cykel.

Han sad i en varm bil og skulle kun lige kort ud og komme brevene ned i postkassen. Hun stod i indgangen og havde en kop med sød te i hånden.

“Den var ikke skoldhed, teen,” havde budet sagt til den første politibetjent, der afhørte ham. Carsten havde læst betjentens rapport, før han var taget ud til gården. Det var så nemt med computere. Man havde nærmest rapporterne i samme øjeblik, de blev skrevet. Så længe systemet fungerede.

“Hun vidste, at jeg ikke kunne blive for længe,” havde budet sagt. “Jeg skal jo nå mine ting inden for en vis tid. Jeg kan ikke blive hængende hvert sted. Det er der slet ikke tid til nu om dage. Jeg tror bare, at hun ville snakke. Vi snakkede mest om vejret. Hun sagde ikke så meget om sig selv.”

Naturligvis ville Carsten personligt tale med budet. Men det var ikke sikkert, at han ville få så meget ud af det. For nogle årtier siden kunne han være gået ud fra, at postbud og kunde havde kendt hinanden altid, at de muligvis på en eller anden måde var i familie med hinanden, og at budet derfor lå inde med en bred vifte af informationer.

Sådan var det ikke længere. Sådan havde det måske ikke engang været for nogle årtier siden, måske skulle man længere tilbage. Mønt havde ændret så meget. Så mange mennesker var flyttet hertil for at arbejde på fabrikken, så mange gårde var blevet nedlagt, der havde været så megen bevægelse, og det havde der allerede været i Mathiesens barndom.

De gode gamle dage lå langt tilbage.

Første dag havde postbudet ikke tænkt noget ved det, selv om han havde savnet teen. “Det kan være lidt kedeligt og ensomt alene på ruten,” havde han sagt.

Anden dag var han blevet nysgerrig. Han havde opdaget, at hoveddøren stod åben, og var gået ind. Han havde set hende ligge dér.

Han bedyrede, at han ikke havde rørt ved noget. Han var kørt direkte til politistationen i Rødekro.

“Hvorfor ringede du ikke?” havde betjenten spurgt.

Det havde budet ikke haft noget svar på. Det havde jo heller ikke hastet. De to var for længst døde.

Huset var blevet gennemrodet. Soveværelsesgulvet var dækket af tøj, ude i køkkenet flød det med bestik, tallerkenstumper og gryder, og i stuen lå der smadret glas fra to antikke skabe, der stod ved siden af hinanden langs med højre væg.

I dem havde vinglassene formentlig stået, måske havde der også ligget noget sølvbestik. Der var nogle grønne filtpuder i det ene skab; men de var tomme.

Skabene lignede hinanden, men de matchede ikke. De var lavet af forskelligt træ og var begge to mørke i det med rødlige årer; men farverne, den mørke, næsten sorte og den rødlige, var absolut ikke ens. De kom sikkert fra forskellige gårde og ville fra nu af med nogen sandsynlighed havne på helt forskellige hænder.

Carsten tænkte på boet, der skulle opløses nu, og han misundte ikke de mennesker, der skulle sørge for det. Når han besøgte sine forældre, kunne det hænde, at han forestillede sig, de var døde, og han skulle tage fat på boet. Han havde naturligvis en søster og en bror, de ville hjælpe ham; men tænk, hvad to mennesker kunne samle sammen i løbet af årtiers samliv.

Og så oven i købet på en gård, ikke blot to liv, men hele generationer af opsamling.

Han havde ikke engang fortalt sin kone om disse tanker, og nogle gange havde han spurgt sig selv, hvad hun mon tænkte om sine egne forældre. Forestillede hun sig dem døde nogensinde?

De to mordofre havde både haft fjernsyn og musikanlæg. Det kunne man se på kablerne. Der var endda en parabolantenne på taget. Men det var ikke til at sige, hvor moderne udstyret var. Carsten tænkte, at der sikkert ikke havde været særlig meget at hente.

Manden og kvinden havde haft kontoret fælles. I det mindset stod der en symaskine, et skrivebord, nogle stole, og så et pengeskab.

Det var produceret i Holstebro i 1955 og naturligvis alt for tungt til, at en enkelt mand kunne løfte det. Det var åbent. Der sad ingen nøgle i det; men det var heller ikke blevet brudt op.

Det var tomt.

Det ville blive et kæmpearbejde at undersøge hele huset for fingeraftryk og finkæmme det for fibre, så vel fra kroppe som fra tøj.

Det er teknikernes arbejde, sagde Carsten til sig selv. Det bliver de betalt for. De har selv valgt det. De kan lide at arbejde sådan. De er ikke som dig. De synes, at mennesker er alt for vanskelige at have med at gøre.

Spor lyver ikke i samme grad.