2

BANDER

At der kunne være tale om en organiseret forbrydelse, havde Carsten naturligvis tænkt over. Det behøvede han ikke aviserne til. Det havde været postbudets første indskydelse, det havde været den første politibetjents første tanke, det havde Carsten tænkt lige med det samme.

Han havde vidst, at de østeuropæiske bander ville komme til Danmark, længe før de kom, fordi han havde deltaget i en konference om emnet. I Bonn, for at være helt præcis, i 1997. Da havde den slags bander allerede hærget landlige tyske egne i nogle år, og forbrydelserne var blevet udført med stor brutalitet.

I Tyskland havde de fleste bander tilsyneladende været af jugoslavisk oprindelse, især kosovoalbanere, og derfor kaldte Carsten dem altid for albanerne, når han tænkte på dem; selv om de grupper, der opererede i Danmark, tilsyneladende kom fra EU-lande. For dem var det nemmere at komme ind.

Dengang, i Bonn, havde han sagt til en tysk kollega, at han var glad for, Danmark var sluppet for den pestilens.

“Det sagde de heteroseksuelle også om aids, da de stadig troede, at det var en bøssesygdom.”

Så havde den tyske kollega grinet, og de havde drukket endnu en øl sammen.

Carsten googlede for at få et overblik over de østeuropæiske bander. Han ville naturligvis få langt flere informationer fra politiets egne databaser; men søgningen ville også tage meget længere tid. Det kunne vente. Han ville bare have en fornemmelse for sagen.

Der var forholdsvis få mord. Carsten talte kun ét i de tyve minutter, han googlede. En ældre kvinde fra Midtjylland. Det var naturligvis forfærdeligt; men det var ingen bølge af morderisk terror, der slog ind over det danske land.

Banderne virkede ikke fuldstændig uhæmmede. Langt mere brutale, end en almindelig dansker kunne forestille sig det; men ikke i den forstand blodtørstige. De ville have fat i noget, som de kunne gøre til penge, og hvis nogen kom i vejen, slog de pågældende ned, og hvis han eller hun døde, så var der ikke noget at gøre ved det.

De ville ikke myrde.

Det var det indtryk, Carsten fik, mens han googlede.

Indtrykket på gården havde været et andet: Her havde nogen villet myrde, her havde nogen nydt det.

Han havde ikke egen sekretær. Han delte med andre. Han betragtede hende heller ikke i den forstand som sekretær. Hun lavede ikke kaffe for nogen, han skrev alle sine rapporter selv og vidste også, hvordan man skulle betjene en telefon.

Så vidt han kunne se, var der ingen, der fortalte hende, hvad hun skulle lave. Han gjorde i hvert fald ikke. Det sagde simpelthen sig selv. De holdt et ugentligt afdelingsmøde, og så havde de løbende spontanmøder, og på den måde blev opgaverne fordelt.

Hun hed Lisbeth og var formentlig den, han havde det tætteste forhold til herinde, så tæt, at hans kone en overgang var meget jaloux.

Det havde der ikke været nogen grund til, han var bare glad for Lisbeth, hun var sjov og så selvstændig, at han aldrig behøvede at føle sig som chef over for hende. Han nød ikke at være chef. Han ville helst have, at ting klarede sig helt af sig selv. Han ville ikke have alt for mange problemer.

Hvis han havde problemer med sin kone, var Lisbeth en af de første, han gik til. De satte sig sammen i frokostpausen, når vejret var godt på en bænk udenfor, og så sagde hun til ham, spyt så ud.

De snakkede sønderjysk sammen. Det forbandt også, og når hun havde problemer med sin mand, var han en af de første, der fik det at vide.

En gang, under en julefrokost, sagde hun imidlertid til ham, at der var én stor forskel: Når han havde problemer med konen, mærkede hun det lige med det samme og sagde, spyt så ud. Når hun havde problemer med manden, mærkede han ikke en skid, og hun var nødt til at sige det ligeud og uopfordret.

Det skammede han sig lidt over, og i nogle uger forsøgte han at tyde hendes signaler, to, tre gange sagde han endda: Spyt så ud, indtil hun sagde, det lyder simpelthen noget så kunstigt. Jeg vil meget hellere have dig sådan, som du var før julefrokosten. Da kunne jeg i det mindste regne med dig.

Fra da af blev “Spyt så ud” ved med at være hendes ord.

Hun havde stået ved hans bord i nogle minutter, mens han googlede. Normalt var hun ikke særlig tålmodig, for at sige det mildt. Hendes temperament var i grunden helt usønderjysk. Måske var der kommet en italiensk soldat forbi engang, sammen med Napoleon eller svenskerne.

“Spyt så ud,” sagde han og flyttede øjnene fra skærmen til hendes ansigt.

“Jeg var i familie med en af de døde. Med Grethe.” Han havde glemt fornavnet på kvindeliget. Han havde forsøgt at fortrænge, at der i det hele taget var to lig. “Hun var min mors kusine. Jeg besøgte hende for en uge siden. Da var hun fuldstændig rask. Hun virkede overhovedet ikke som en på over halvfjerds.”

Det arbejdede i Lisbeths ansigt. Hendes mand var værkfører på Mønt, én, der ikke sagde særlig meget. Han holdt duer, og så elskede han at bygge om på huset. At sidde over for ham ved et selskab var en pine, så omfattende var den ordløshed, der omgav ham. Som om han var et sort hul, der slugte alle ord, der blev sendt i hans retning.

Du er da heller ikke én, der snakker som et vandfald, havde Carstens kone sagt, indtil hun kom til at sidde ved siden af Lisbeths mand. Så forstod hun, hvad Mathiesen mente.

“Hvad med manden?” spurgte Carsten.

Det svarede Lisbeth ikke på. “Hun havde så mange planer. De ville tage ud at rejse. De havde ikke set Kina endnu. Det havde de til gode.”

“Hvem er manden i familie med?” Carsten vidste ikke, hvorfor han blev ved med manden.

“Han …” sagde Lisbeth. Så sagde hun: “Jeg var tit på besøg hos hende, da jeg var barn. Hun var altid så god ved mig. Men jeg kunne ikke lide hendes svesker.”

Carsten grinede. Hos hans mormor havde der altid stået en skål med svesker. Hun havde haft problemer med afføringen. Med maven, som de sagde dengang. Hård mave.

“Havde de børn?” spurgte han.

“To,” sagde hun. “Den ene bor i Århus, den anden vist i Kolding. Skal jeg skaffe adresserne til dig?”

“Det må du gerne,” sagde han.

“Skal jeg ringe?”

“Det må du også gerne,” sagde han.