8

ESBJERG

I grunden var så vel Åbenrå som Esbjerg nye byer, især når man talte Rødekro med, og det var man jo nødt til, man kunne ikke adskille Åbenrå fra Rødekro længere, så stærkt var de vokset ind i hinanden, siden Mønt var blevet grundlagt og begyndt at ekspandere.

Esbjerg ved vestkysten, grundlagt i 1868 som efterfølgerhavn for det mistede Altona, havneby, fiskerby, offshoreby, vadehavet lige på den anden side, klitter rundt omkring, Vesterhavets blæst og dets storme.

I 1868 havde Åbenrå allerede en lang og stolt handelstradition, byens skibe sejlede helt til Singapore og Hongkong, enkelte af dens købmand var blevet rige på fjernhandelen, og Esbjerg var ikke andet end en statslig planlagt opkomling.

Så kom ingeniøren Karl Mønt fra Rødekro, der opfandt en maskine, som kunne skære skruer til dobbelt så hurtigt som de traditionelle maskiner. Fabrikken fulgte, jernbanen gjorde det muligt, Rødekro voksede, Åbenrå voksede med, og på nuværende tidspunkt var Esbjerg og Åbenrå/Rødekro næsten nøjagtig lige store.

Men så også forskellene: Åbenrå ved Østersøen, for enden af en lang, svungen bugt, bakkede landskaber rundt omkring, ikke så megen vind, ikke så mange storme, intet fiskeri, ingen offshorevirksomhed, ikke så hårde, mindre foretagsomme mennesker.

Sådan forekom det Carsten, når han mødte esbjergenserne. De var måske ikke kvikkere, men de var hurtigere til at give udtryk for deres tanker og til at sørge for, at de blev realiseret.

Politicentralen for Syd- og Sønderjylland kunne lige så godt have ligget i Åbenrå som i Esbjerg, og Åbenrå havde kæmpet energisk for sagen. Esbjerg lå i udkanten af regionen, vejene fra Åbenrå var meget kortere. Men de andre sønderjyske byer, Haderslev, Sønderborg, Tønder, havde stemt for Esbjerg. De følte sig pressede nok af Åbenrå, de var glade, hvis der var en modvægt.

“Jeg har hørt, du er blevet lidt blød i det her på det sidste,” sagde Ole Siggaard.

Han var stedfortræder i afdelingen for personfarlig kriminalitet. Oppe for bordenden stod hans chef og var ved at gøre sig klar til sin tale.

“Jeg har altid været blød i det,” sagde Carsten. “Det er derfor, jeg er her og ikke i Esbjerg.”

Ole og han havde altid arbejdet godt sammen. Ole var en fiskerdreng, hans familie havde boet i Esbjerg, siden byen var blevet grundlagt.

Det var lidt af et adelsmærke. Det var der ikke mange, der kunne prale af.

“Jeg troede, I ville sende organiseret kriminalitet herned,” sagde Carsten.

“De kommer også,” sagde Ole Siggaard. “Hele det tunge skyts kommer. Ellers flår medierne os.”

“For ikke at glemme politikerne.”

“Nej,” sagde Ole Siggaard. “Det må man jo ikke. Det må man aldrig. De er jo vores egentlige chefer.”

Statsministeren var på besøg i USA; men justitsministeren havde givet et hurtigt tilsagn om at komme til begravelserne.

“Det værste er næsten, hvis de ikke er der mere,” sagde Carsten.

“Så kan vi ikke bure dem inde, mener du.”

“Så er der ingen retfærdighed til længere. Du skulle have set ligene. Sådan noget må simpelthen straffes.”

Vicepolitiinspektøren fra Esbjerg begyndte at tale. Han talte flydende, uden at kigge i nogen papirer, og han brugte ingen overflødige ord. Han sagde blot, hvad man havde tænkt sig at gøre. I grunden var det ikke andet, end hvad der var blevet gjort inden for det seneste døgn, blot med fordoblet indsats.

Bagefter sad han, Ole Siggaard og Carsten på hans provisoriske kontor. Normalt tjente det som afhøringslokale. Der var kun nogle stole, et bord, en bærbar computer, en telefon og nogle kaffekopper.

Vicepolitiinspektøren fra Esbjerg hed Martin Laursen, ligesom fodboldspilleren. Han så helt anderledes ud. Han var lille, havde sort hår og et gråsprængt overskæg. Carsten spurgte sig selv, hvorfor overskægget var gråsprængt, når hovedhåret ikke var det.

“Jeg hørte, du havde problemer i går,” sagde Laursen.

“Andre mennesker derude havde meget værre problemer, end jeg havde. De er døde nu.”

Ingen af de tre sagde noget.

Så rømmede Laursen sig. “Hvad har vi så?” spurgte han.

Carsten var helt klar over, at han blev testet.

“Alle tre kvindelige ofre blev slået med en stump genstand. De havde blodudtrædninger overalt på kroppene. Desuden blev de voldsomt mishandlet på anden måde imens, men især efter de døde. Dødsårsagen var dog i alle tre tilfælde kraniebrud i baghovedet eller i siden af hovedet, der førte til alvorlige hjerneblødninger.”

“De har sandsynligvis slået med den stumpe ende af øksen,” sagde Ole Siggaard.

Carsten rystede på hovedet. “Det tror jeg nu ikke. Økser har kanter, også bagpå. Hvis du slår hårdt til med dem, sprækker huden og der flyder blod. Vi havde næsten intet blod fra kvindeligene, ingen skarpe kanter. Udtrædningerne var så godt som alle sammen indvendige. Der var noget i deres hår; men det svarer ikke til, hvad man ville forvente af en økse. De blev slået flere gange. Der blev virkelig slået hårdt. Et baseballbat, ville jeg sige. Noget glat og mere rundt, noget ikke metallisk.”

“Hvorfor blev kvinderne slået med noget rundt, umetallisk, og mændene med en økse?” sagde Ole Siggaard, ligesom til sig selv.

“Det tyder på, at der er tale om flere personer,” sagde Carsten. “Sådan har vi i det mindste regnet det ud indtil nu. Den ene tager sig af kvinderne, slår dem ned med et bat eller i det mindste noget ikke-kantet, lemlæster dem, den anden stormer forbi med en økse eller et andet våben og jagter manden. Det med øksen er ikke helt klart.”

De to ventede.

“Vi tror, at i det mindste det første mandlige offer blev overfaldet med en økse,” sagde han. “Rettere sagt, lægerne tror det. Jeg tror det også, efter jeg så manden. Det ser ikke ud som et knivsår. I kan gå derover og se det bagefter. Han ligger stadigvæk i køleboksen.”

De så ikke særlig interesserede ud.

“Det andet offer er vanskeligere at bedømme,” sagde Carsten. “Såret ligner, men det går langt fra så dybt, ellers ville han ikke have overlevet så længe. Måske var det en stor, lang kniv i det tilfælde, lidt som et sværd, men ikke særlig skarpt.”

“Eller gerningsmanden slog ikke så hårdt til,” sagde Laursen.

“Eller der var et eller andet, der afledte ham,” sagde Ole Siggaard.

“Jeg er sikker på, at han ville sige noget,” sagde Carsten.

“I så fald må han have villet det i mange timer,” sagde Ole Siggaard.

“Hvor mange?” spurgte Laursen.

“Mindst fem, nærmere seks,” sagde Carsten.

De to andre rystede på hovedet. “Og så døde han næsten, så snart han var kommet ind i ambulancen,” sagde Ole Siggaard.

“Hvad siger retsteknikerne ellers?” spurgte Laursen.

“Der er så mange spor sådan et sted, det ved vi først efter flere dage, måske endda uger. Desuden ved vi slet ikke, hvad vi skal kigge efter.”

“Overensstemmende vævsprøver, fibre, dna, fingeraftryk?”

“Det bliver naturligvis undersøgt. Indtil nu har der ikke været noget.”

“Heller ingen overensstemmende fingeraftryk?”

Carsten rystede på hovedet. Det stod alt sammen i rapporterne. Andet havde han heller ikke.

“De har sikkert benyttet handsker,” sagde Ole Siggaard.

“Det gør de ikke altid,” sagde Laursen. “Tit er de fuldstændig ligeglade. De kommer ind i landet, så begår de nogle overfald, så er de ude af landet igen. Hvorfor skulle de gøre sig umage med at sløre deres spor?”

“Måske, fordi vi ellers sender Europol efter dem,” sagde Carsten.

“Hold nu op,” sagde Laursen. “Når man sidder i Åbenrå, lyder det så glat med Interpol og Europol; men sådan fungerer verden ikke. Jeg gentager, hvorfor skulle de gøre sig umage med at sløre deres spor?”

“Fordi de ikke vil i fængsel,” sagde Carsten.

“Et dansk fængsel er sikkert stadigvæk bedre end de litauiske rønner, de kommer fra.”

Det var Laursens måde at løbe ud i marken efter spor eller bare et eller andet på. Fordelen var, at det ikke var helt så opsigtsvækkende.

“Jeres inspektør har sagt, at du ikke rigtig tror på det med banderne,” sagde han.

Det var underligt, at han ikke nævnte inspektøren ved navn. Carsten Mathiesen vidste, at der var en vis rivalisering mellem dem, de ville begge opad; men han behøvede jo ikke at vise det helt så tydeligt. Han måtte da vide, at Carstens loyalitet lå hos hans egen chef.

Men måske håbede han på at trække Carsten over?

Hvorfor skulle han gøre det, på hvilken måde kunne Carsten gavne ham?

“Tror på og tror på,” sagde han. “Det er ikke et spørgsmål om, hvad jeg tror på, men hvem vi kan få fat i, og hvad vi kan bevise.”

“Indtil nu kan vi hverken det ene eller det andet.”

“Det må vi naturligvis ikke sige alt for offentligt,” sagde Ole Siggaard.

“Hvad siger vidnerne?” spurgte Laursen. “Du har da været ude og tale med naboerne, eller …”

… løb du også din vej der? Laursen behøvede ikke at afslutte sætningen. Den ville være en running joke fra nu af.

“Ingen har set noget,” sagde Mathiesen.

“Hvad med de to, der så en Ford Taunus med fire udenlandsk udseende mænd i?” spurgte Ole Siggaard.

Der var ikke blevet røget herinde i flere år nu. Alligevel var der stadig en svag lugt af røg. Carsten huskede tydeligt den tid, da lokalet havde lignet et slags akvarium, fyldt med røg i stedet for med vand, når betjente og afhørte havde været derinde i flere timer.

Røgforbuddet havde sandsynligvis været et hårdere slag for de afhørte end for betjentene. Som regel var deres nerver i forvejen flossede, og de fleste af dem, de havde inde på stationen regelmæssigt, var storrygere.

“Jeg tror ikke på dem,” sagde Carsten. “Først påstod de, at de havde set bilen køre ind ad stikvejen, op mod gården. Så sagde de, at de blot havde set den køre frem og tilbage på landevejen. Der er for mange modsigelser. Det var mørkt, bilens indre kan umuligt have været oplyst. Hvordan skulle de kunne se, om mændene havde udenlandsk udseende eller ej?”

“Så du synes, vi skal udelukke udlændingene,” sagde Laursen.

Det var et farligt spørgsmål. Naturligvis kunne man ikke udelukke østeuropæerne. Noget så grusomt som det her havde Carsten aldrig været ude for. Det virkede så fremmed, så – asiatisk.

Det vidste de alle sammen herinde. Men han kunne heller ikke undertrykke sine tvivl.

“Naturligvis ikke,” sagde han. “Jeg ved bare ikke, hvordan de kom ind. Jeg tror ikke på, at de bare kørte derop i bil, ringede på, og så blev der åbnet for dem, de gik ind og myrdede og tog, hvad der var at stjæle. Fjernsynet har sikkert været ganske tungt, så en bil må de have haft et eller andet sted.”

“Kunne en bil være kørt op til gården, uden at naboerne havde lagt mærke til den?”

“Ved første gård ja,” sagde Carsten. “Midt om natten, måske endda med slukket lys. Der er virkelig mørkt derude, også nu, hvor der er sne overalt. Der var så godt som ingen måne den nat. Desuden var det overskyet det meste af tiden. De kunne altså være kørt derop. Men hvordan kom de ind? Der er ingen spor efter vold på hverken yderdøre eller vinduer.”

“Måske gik én forud og skaffede sig adgang med et eller andet trick,” sagde Laursen.

Men de kom fra meget fjerne lande. De talte ikke dansk. Det eneste, de havde, var deres voldelighed, og så det, at de intet havde at tabe. Hvordan skulle de kunne anvende kneb, der overbeviste mistroiske danskere?

“Nu skal du ikke være så skeptisk,” sagde Ole Siggaard. “Udlændingene er stadig vores allerbedste bud, og vi skal nok finde ud af, hvordan de gjorde, så snart vi har fået fat i dem. Jeg kunne forestille mig, at de havde venner her i landet.”

“Vi har ikke særlig mange østeuropæere her i Åbenrå,” sagde Carsten.

“Vi skal nok kigge på jeres indvandrere,” sagde Laursen. “Vi er nødt til at få et billede. Men de behøver slet ikke at sidde i Åbenrå. Det gør det så vanskeligt. De kan være overalt i Jylland.”

“Eller på Fyn,” sagde Ole Siggaard.

“De kan endda opholde sig i Slesvig-Holsten.”

“Har I kontaktet det tyske politi?” spurgte Carsten.

Laursen trak på skuldrene. “For dem er det et rent dansk problem. Politikerne kan snakke nok så meget om fælles regioner, og vi kan beslutte nok så meget politisamarbejde på højere plan, når der først sker noget, er grænsen stadigvæk i vores hjerner.”

“Den anden gård giver mig endnu større problemer,” sagde Carsten.

De to andre ventede.

“På det tidspunkt havde naboerne indrettet et vagtsystem. Jeg går ud fra, at sådan noget findes overalt i Sønderjylland nu.”

“Ikke kun i Sønderjylland,” sagde Ole Siggaard.

“De skiftes til at stirre ud i landskabet,” sagde Mathiesen. “Jeg kan umuligt forestille mig, at en bil kunne køre ubemærket hen til gården og derfra igen. Det forklarer også, hvorfor fjernsynet ikke blev taget, selv om det har været dyrt.”

“Så er de kommet til fods,” sagde Laursen.

“Det er ikke typisk for dem, så vidt jeg har læst,” sagde Mathiesen. “De vil helst være motoriserede, så de kan komme væk så hurtigt som muligt. Måske bryder østeuropæiske mænd sig simpelthen ikke om at gå.”

Væggene var gråbrune; men det var ikke af røgen. Der var blevet tapetseret efter rygeforbuddet, så at sige for at starte på en frisk.

“Omme bag huset var der kun ét spor,” sagde Carsten.

“Nu er der flere,” sagde Laursen. “Takket være dig. Et af dem er endda blodigt.”

Carsten tænkte på, da han løb ud i marken, hvor frisk luften havde været, den havde prikket på hans hud, brændt i hans lunger, den havde nærmest været berusende.

“Jeg rørte ikke ved det oprindelige spor,” sagde han. “Det gjorde Bodil Svendsen heller ikke. Der, hvor vi gik, var sneen urørt. Problemet er, at sporet fører væk fra gården, ikke hen til den, og det er kun en enkelt mands spor.”

“Måske var det offeret.”

“Det har vi tænkt over. Men hvordan skulle han være kommet tilbage igen? Det er vi ved at undersøge.”

“Hvem gør det?”

Carsten kiggede på Martin Laursen og vidste, at fra nu af var alt fuldstændig forandret. “Bodil Svendsen,” sagde han.

“Det får vi se,” sagde Laursen.