14

PIGEN

Her var der ti gange så mange fotoalbummer som på hjemmetyskergården, hvor de næste mord var blevet begået, men ingen skriftlige optegnelser.

Fotografierne rakte helt tilbage til det nittende århundrede. Portrætter efter portrætter af stive mænd og kvinder foran en ensfarvet baggrund.

Formentlig oldeforældre eller tipoldeforældre. Det måtte have kostet en formue dengang, alle de mange billeder. Der var datoer på bagsiden af hver enkelt; men selv om nogle var taget om sommeren, andre om vinteren, skiftede hverken tøj eller baggrund, som om de mennesker, der sad foran kameraet, overhovedet intet forhold havde haft til vind og vejr.

Hvilket jo ikke kunne stemme. De havde jo været bønder. De havde hele tiden haft vind og vejr i sigte.

Så begyndte billederne at ændre sig, motiverne flyttede ud i landskabet, selv om det stadigvæk hovedsageligt var mennesker, der blev fotograferet. Det måtte være manden på gården, der var interesseret i at fotografere, for Carsten så sjældent mænd, mest børn og kvinder, også optagelser af stalden, køerne og svinene, høloftet, de skiftende maskiner.

Så meget der ændrede sig i løbet af tiden. Menneskers tøj naturligvis, deres holdning, deres udseende, papirets struktur, farverne, men også perspektivet.

I begyndelsen var de altid fotograferet langt væk fra, som om fotografen ville holde en vis afstand, så blev det hele tættere. Fotografen begyndte at kæle for sine figurer. Det var sikkert ikke den samme.

Håndværket var formentlig gået i arv fra far til søn. Ude bag køkkenet var der et aflukke, som kunne være blevet brugt som mørkekammer; men der stod ingen kemikalier længere, der var ingen skåle til at fiksere billederne, der var ingen snore at hænge dem op på.

Der var blot lugten af noget.

Så var der pigen.

Det var den samme som på billederne fra Feddersen-gården, blot nogle år yngre. Der havde været fire eller fem af hende på Feddersen-billederne, her var der dobbelt så mange. Alle taget om sommeren.

Som regel var hun fotograferet sammen med andre mennesker, så godt som altid kvinder, to gange helt alene, én gang i svinestalden, en anden foran en traktor.

Hun vendte ansigtet mod fotografen og så alvorlig ud.

Hun var syv eller otte, nærmere kunne Carsten Mathiesen umuligt bestemme det.

Hvor mon hun kom fra? Hvorfor havde hun været på begge gårde?

Hun havde kun været der en sommer, højst to, det var ikke til at sige. Nogle gange tænkte han, at her var hun ældre, så der måtte være gået et år, så tænkte han, at det måske var et synsbedrag.

En spinkel, lyshåret pige på syv eller otte år. Hvordan mon hun så ud nu? Hvor gammel mon hun var? I modsætning til de andre billeder var der ikke nogen dato bag på dem, der var heller ingen forklarende tekster, blot fotografierne i et album.

Hvor mærkeligt alt sammen. Så mange indtryk, og hans uro kunne betyde hvad som helst.

Måske var det manden, der havde sat dem i. Kvinder plejede altid at skrive noget. Han forestillede sig, hvordan han ville sige sådan noget til Lone, eller endda Mette. At kvinder gjorde sådan, og mænd gjorde sådan. Han forestillede sig, hvordan de flåede ham. Man kunne ikke sige, at kvinder med bestemthed fulgte visse regler, i modsætning til mænd.

Kvinder er lige så forskellige som alle os andre.

Den sætning havde de også flået ham for.

Når Carsten en sjælden gang kom ind på et plejehjem, bemærkede han først den der umiskendelige, hengemte plejehjemslugt, så tænkte han på sin farmor, der havde tilbragt sine ti sidste år på et hjem. I Carstens barndom havde det været en søndagstradition at besøge hende, i stedet for at gå i kirke.

I begyndelsen havde hun været fuldstændig klarhjernet, skrap og besk som altid, og Carsten havde været lige så bange for hende som altid; men så begyndte hun at tale om det andet værelse, som skulle være i en anden del af hjemmet. Der opholdt hun sig for det meste, der opholdt hun sig også tit, mens hun snakkede med dem. De troede bare, hun var der. I virkeligheden var hun i det andet værelse.

Da hun begyndte med det, svandt Carstens angst, og han så blot en gammel kvinde, der måske slet ikke var så ulykkelig over at kunne bebo flere værelser samtidig, helt i modsætning til hendes unge, livskraftige, fantasiløse slægtninge.

“Kom du bare ind,” sagde Annelise Monk. Hun sad på en stol foran altanen.

På vejen ind i hendes stue strejfede Carsten badeværelset med et blik. En åben brusekabine, gelænder overalt, den røde knap. Hvor han huskede det.

“Du sagde, at du ville tale om min bror,” sagde Annelise Monk.

Møblerne var ikke så tunge som dem, hans farmor havde haft med, de fyldte ikke så meget. Det var hyggeligere sådan, ikke så trykkende. Der var endda abstrakte billeder på væggene. Dem forbandt han på ingen måde med plejehjem. Der skulle være skovscener og rislende bække. Det kunne aldrig skade at korrigere sine fordomme.

“Jeg har ikke talt om Chresten i over halvtreds år nu,” sagde hun. “Vi skammede os allerede, da han dræbte den unge mand; men vi skammede os endnu mere, da han kørte sig selv ihjel. Han skulle have gjort det godt igen. I stedet for flygtede han fra os.”

Hun havde helt klart ingen andre værelser endnu. Hendes ansigt var åbent og forbløffende fri for rynker.

“Det er benene,” sagde hun og klappede dem. “Jeg kan ikke gå mere. Det er derfor, jeg ville herind. Man kommer slet ikke så hurtigt på plejehjem nu om dage. Det er alt for dyrt. De vil meget hellere have, at man bor i sin egen lejlighed. Der ville jeg også meget hellere bo.”

“Hvor kom bilen fra?” spurgte Carsten.

Hun kiggede forbløffet på ham.

“Biler må have meget dyre og sjældne først i halvtredserne,” sagde Carsten. “Det er i det mindste sådan, jeg forestiller mig det. Jeg kan stadigvæk huske, da mine forældre fik deres første bil. Det var en stor dag. Havde I allerede bil dengang?”

Hun rystede på hovedet. “Han tog den.”

Carsten ventede.

“Vi havde familie ude på landet,” sagde hun.

“Harald og Grethe Monk,” sagde han. “Der blev dræbt for fem dage siden.”

Hun sank, så begyndte hun at græde.

Det førte måske slet ingen vegne. Der var en forbindelse mellem drabet for tres år siden og familien Monk. Men forbindelsen til familien Feddersen var meget løs. Det var det forbandede, når man arbejdede ude på landet. Der var altid forbindelser mellem folk.

“Haralds far var min fars fætter,” sagde Annelise Monk. “Vi sås ikke særlig tit. I barndommen var vi der nogle somre, så vi kom lidt ud blandt dyr, ud i den frie natur, hvis du forstår.”

Selv om Rødekro jo kun havde været en større landsby dengang. Mønt eksisterede allerede og var en stor fabrik efter daværende forhold, måske to hundrede arbejdere og ansatte. Men man behøvede kun at gå nogle få skridt i hver retning, så var man ude i markerne. Det var ikke, som det var nu, ikke den adskillelse mellem land og by.

“Han var så ked af det, efter han var kommet ud af fængslet,” sagde Annelise Monk. “Han havde aldrig været helt normal, ikke som de andre drenge. Der var noget i ham. Han var altid så ukoncentreret og kunne ikke sidde stille. Nu om dage ville han være kommet i specialskole; men dengang var der jo kun den stråtækte, og han blev tit tugtet. Med en stok på den nøgne røv eller hårde rap over fingrene. Nu om dage glemmer vi jo tit, hvordan børn blev behandlet dengang. Han var meget sensibel. Han kunne ikke rigtig passe ind.”

Mon han var blevet elsket med en sådan adfærd? Var det et spørgsmål, der gav mening, når man talte om mennesker, der havde levet for tres år siden? Hvordan havde de mon følt?

“Var der en pige involveret?” spurgte Carsten.

Annelise Monk så ikke på ham, men på et af billederne, der var overvejende gult.

“Hvad mener du med det?” spurgte hun.

“Jeg tænker på hans motiv til at gå hen til Hotel Harmonien med et gevær og skyde op i loftet. Handlede det kun om en almen vrede, fordi hjemmetyskerne fejrede så kort efter krigen, eller var der personlige motiver?”

“De unge kunne jo slet ikke gøre for det,” sagde hun. “Dem, der havde gjort noget, var kommet i fængsel, sådan som de havde fortjent det.”

De havde siddet i Faarhus-lejren, der havde været Frøslev-lejren under krigen, en tysk kz.

“Det var ikke det, mit spørgsmål gik på,” sagde Carsten.

“Han havde det ikke så nemt med piger,” sagde hun. “Han var meget genert.”

I modsætning til Matthias Markmann. Ham havde pigerne været glade for, endda de danske. I det mindste ifølge søsteren.

Underligt, at det i begge tilfælde var søstrene, der havde overlevet. Kvinder levede længere end mænd, men alligevel.

“Kendte han offeret?” spurgte han.

“Ikke så vidt jeg ved,” sagde hun. “Han var jo karl, så vidt jeg ved, og når han kom til Rødekro, færdedes han i hjemmetyske kredse. Jeg kendte ham i hvert fald ikke.”

“Måske var din bror forelsket i en hjemmetysk pige, som offeret også var interesseret i.”

“Jeg tror ikke, at du forstår,” sagde hun. “Han ødelagde vores liv. Jeg var søsteren til en drabsmand. Og efter han havde begået selvmord, måtte min far betale for bilen. Den var ikke forsikret mod skaden. Min far var almindelig arbejder på Mønt, min mor gjorde rent for fremmede mennesker og arbejdede også som syerske. Vi havde ikke særlig mange penge. Det var en stor belastning for os at afbetale bilen. Det og så skammen.”

Hun tav. Nu kiggede hun på det billede, som der overvejende var rødt i.

“Jeg tror, han var syg,” sagde hun. “Jeg tror, at han havde haft brug for hjælp. Men den slags kendte man jo ikke til dengang.”

“Var I i familie med Feddersens?” spurgte han.

Hun kiggede skarpt på ham. “Du mener dem fra den anden gård?”

Han nikkede.

“Men det var jo hjemmetyskere,” sagde hun.

“Det har ikke nødvendigvis noget at sige,” sagde han. “Der er altid blevet giftet hen over de skel. Så skarp har adskillelsen aldrig været.”

“Ikke så vidt jeg ved,” sagde hun. “Jeg kendte dem ikke. Jeg har aldrig hørt, at der blev talt om dem. Da jeg hørte, at de var blevet dræbt, havde jeg ingen erindring om dem. Det er naturligvis forfærdeligt, hvad der skete med dem.”

“Ja,” sagde han.

Mere faldt ham ikke ind. Han måtte vente indtil i morgen. Måske fik han nye ideer i løbet af natten.

Da han kom ind på kontoret, sad Lisbeth Mogensen på sin plads, og omkring hende myldrede folk med samme hast som om formiddagen.

Han gik hen til hende og lagde billederne på bordet. Hun så dem igennem uden at sige noget, så kiggede hun op på ham. Hun var bleg og så spørgende ud.

“Billederne af den yngre pige fandt jeg på Feddersen-gården, de andre på Monk-gården,” sagde han.

“De ligner hinanden,” sagde hun. “Men jeg tror ikke, at det er samme pige. Hvis det er det, du mener.”

Han tog billederne op igen og studerede dem. Han kom pludselig i tvivl. Billederne var ikke helt nye, farverne var falmede, sandsynligvis var det endnu et vildspor.

“Jeg tror ikke, at det er samme pige,” gentog Lisbeth.

“Jeg ville gerne have dem i avisen alligevel,” sagde han.

“Så bliver du nødt til at tale med dem der.” Hun pegede over mod vicepolitinspektøren fra Esbjerg og Ole Siggaard.

“Kunne du ikke gøre det for mig?” spurgte han. “De er ikke så glade for mig for tiden.”

Hun smilede ikke, nikkede blot. Så sagde hun: “Se nu at komme hjem og få noget søvn.”

“Ja,” sagde han.