16

SAMARBEJDE

“Jeg hørte, at De fandt ofrene,” sagde Carsten.

“Jeg hørte, at du er vores forbindelse til det danske politi,” sagde Christiane Müller.

Han talte tysk, hun gav igen på dansk. Det forstyrrede ham. Han var ikke vant til, at tyske politibetjente talte dansk. Det havde altid givet ham en fornemmelse af overlegenhed, at han talte deres sprog, mens de ikke talte hans.

Det havde han altid været så stolt af.

Man kunne sagtens høre, at hun ikke var dansker; men man kunne sikkert også sagtens høre, at han ikke var tysker.

Desuden var hun yngre end ham, mindst ti år, alligevel var hun kommissær, desuden var hun ganske pæn.

Ikke pænere end Lone, slet ikke, langt fra så pæn som Nastja, for fanden da, hvorfor forstyrrede det ham sådan, at hun talte dansk og var yngre end ham? Det ville da gøre det hele nemmere.

De var her for at opklare en sag, ikke af erotiske grunde.

“Bilen er blevet fundet i Hamborg,” sagde hun. “På en parkeringsplads ved hovedbanegården.”

Bilen, ja, den tilhørte Mønt og var blevet meldt stjålet her til morgen.

Der var kommet en tåge over landet, man kunne næsten ikke se fra hus til hus, og selv om det var blevet varmere, føltes det koldt. Han burde have taget handskerne med.

Bag huset var der marker, og bag dem var der veje, og det burde alt sammen undersøges. Men man så dem ikke. Man så blot dette tæppe af halvkondenseret vand i luften.

“Du er ham, der løb ud på marken, ikke sandt?” spurgte hun.

De stod omme bag huset. Der førte et spor bort fra det, op over marken, så blev det væk i tågen. Han ville ikke følge det.

“Hvor ved De det fra?” spurgte han på tysk. Han ville ikke lade hende bestemme, hvilket sprog de skulle tale.

“Jeg har mine kilder,” sagde hun på dansk.

Hun gav sig altså ikke så nemt, hun var sej.

Hun var lige så høj som ham, måske var hun endda højere, og hendes hår var bundet sammen i en hestehale. Det var sort, med skygger af blåt i, der skiftede tone, når hun bevægede hovedet.

Han så over mod marken.

Lone var et halvt hoved mindre end ham. Det burde ikke spille nogen rolle, og han ville aldrig nævne det over for nogen. Han var en moderne mand. Han anså ikke kvinder for at være blotte vedhæng.

“Det var meget modigt gjort af Dem,” sagde han. “Jeg ved ikke, om jeg havde turdet gå ind i huset helt alene.”

“Jeg tænkte ikke så meget over det,” sagde hun. “Måske var jeg ikke gået ind, hvis jeg havde tænkt mig bedre om.”

“Det tvivler jeg på,” sagde han.

“Jeg tvivler ikke på, at du tvivler,” sagde hun.

Han sukkede. Det ville ikke blive nemt at arbejde sammen med hende. Han kendte en del Flensborg-betjente, som han hellere ville have haft med at gøre.

Ole Siggaard sagde, at han fik hende, fordi han talte tysk, hun talte dansk, han havde været først ved begge åsteder, hun havde været først ved det tredje, og så var der ikke så meget at rafle om.

Afgørelserne blev alligevel truffet andre steder. De var blot to betjente ude i marken. Så længe de ikke løb alt for langt ud i den. Ole Siggaard lo af sin egen vittighed. Carsten Mathiesen gjorde ham det ikke efter.

Det var udelukkende, fordi de ikke talte tysk i Esbjerg. Ellers havde de sendt deres egne folk.

“Du ved, hvordan det er,” havde Ole Siggaard sagt. “Vi taler engelsk, vores nærmeste nabo er England. Sådan er det bare. Vi synes, du bør gøre det.”

Så han var kørt til Oxbüll og stod sammen med Christiane og syntes, at hun var uforskammet.

Han kendte et Oksbøl på Als. Samme udtale, en anden stavemåde. Landsbyen her var meget større. Den på Als var halvvejs uddød. En af hans mostre boede der. Før i tiden, i hans barndom, havde landsbyen været fuld af gårde og børn. Nu var der kun én gård tilbage, som i de fleste landsbyer, og så godt som ingen børn.

En af hans venner sagde altid, at godserne var ved at vende tilbage til landet. En gård per landsby, der åd sig ind på jorden af det dusin, der havde været der en generation tilbage, og ingen lagde mærke til det, fordi landbruget fyldte så lidt i folks bevidsthed.

De arbejdede på fabrikker eller kontorer, og den mad, de spiste, kom et eller andet uvist sted fra.

Så nu boede der kun gamle mennesker i en landsby som Oksbøl, og de få unge tog med færgen over til fastlandet for at arbejde på Mønt eller i Sydbank eller gud ved hvor. Her i Oxbüll så det lidt bedre ud, den lå tættere på en stor by, der var flere unge mennesker, han havde set adskillige børn vente på skolebussen. Her var der liv.

Og så kom der en dansk bil med gul nummerplade, og så meget blev ødelagt.

Den var blevet stjålet to dage i forvejen.

Mønt havde meldt tyveriet for fireogtyve timer siden. Det var noget, der burde undersøges. Hvor mange biler, Mønt rådede over, og hvordan en bil kunne stjæles.

Men først måtte de se, om ofrene var i stand til at blive udspurgt.

Hun røg. Det havde han ikke forventet.

“Kun af og til,” sagde hun. “Jeg ryger ikke hver dag.”

De stod på parkeringspladsen uden for sygehuset. På himlen var der lutter gråt, men der var ingen tåge nede ved jorden, så man kunne se alle biler, selv dem for enden af pladsen.

Lægen havde forbudt en samtale med ofrene. Han havde sagt, at de skulle komme næste dag. Christiane havde presset på. Han havde ikke været til at rokke.

“Der findes ingen mennesker, der kun ryger af og til,” sagde Carsten. “Med tiden ryger de alle sammen hver dag.”

Hun kiggede på ham, men sagde ikke noget. Så sagde hun: “Lad os tage tilbage til Oxbüll.”

Hun sagde det på tysk. Da de var i bilen, slog hun over i dansk igen. Det var til at blive vanvittig af.

Ofrene hed Adelheid og Hermann Meier. I modsætning til de andre ofre havde de ikke været bønder. De var kommet til Slesvig-Holsten fra Østpreussen efter anden verdenskrig, sammen med en halv million andre østpreussere.

De havde boet i Königsberg, Østpreussens hovedstad, og havde aldrig haft noget med landbrug at gøre.

Der havde været en forfærdelig bolignød i Tyskland lige efter krigen, især i de udbombede byer. Der havde ikke været boliger nok til de oprindelige beboere, og så kom der millioner af flygtninge østfra.

Der blev bygget bølgeblikslejre, folk blev stuvet sammen i lejligheder og huse, indtil de nærmest ikke kunne røre sig, det var underligt, at det hele overhovedet havde kunnet lade sig gøre.

Det hjalp naturligvis, at de indfødte og indvandrerne talte samme sprog og havde nogenlunde samme kultur, i modsætning til indvandrerne nu; men der måtte alligevel have været en masse had.

Østpreusserne tog overvejende til Slesvig-Holsten, fordi det lignede. Begge regioner lå nordpå, de var begge præget af Østersøen, det var landbrugslande, de havde været glade for nazisterne på et tidligt tidspunkt.

Det var Christiane, der sagde det. Carsten havde ikke en anelse. For ham var Østpreussen henholdsvis Polen og Rusland nu, så vidt han overhovedet tænkte over det. Naturligvis kunne bandemedlemmerne stamme derfra, i det mindste fra den polske del af Østpreussen; men det var meget langt ude at søge en forbindelse der.

Hermann Meier havde været uddannet murer, Adelheid Meier havde været hjemmegående, de havde tre børn.

Et af dem boede i Flensborg og var i huset, da Carsten og Christiane kom dertil.

Det var en mand. Han var på Carstens alder og arbejdsløs. Det var noget af det første, han sagde.

At han havde arbejdet for Mønt indtil for halvandet år siden, så havde de smidt ham ud, og hvad sagde en dansker som Carsten mon til det?

Ikke noget. Han var ikke ansvarlig for Mønt. Han var heller ikke ansvarlig for hele Danmark. Hvorfor havde han så dårlig samvittighed alligevel?

Manden var firskåren, hans hår var for tyndt og for langt, hans cowboybukser bulede i knæene.

Carsten sad overfor, Christiane ved siden af ham. Man kunne næppe forestille sig et mere umage par end de to.

“Vi burde have vidst det,” sagde manden. Han hed Herbert. Hermann og Herbert. De var ikke særlig opfindsomme, hvad navngivningen angik i den familie.

Sådan måtte man slet ikke tænke. Ofrene lå muligvis for døden. Lægen havde ikke sagt noget i den retning; men man kunne aldrig vide i den alder.

“Hvad burde De have vidst?” spurgte Christiane.

“At de var i fare.”

“Hvorfor tror De, at Deres forældre var i fare?”

“Fordi de boede uden for byen. De tager da altid folk, der bor uden for byen.”

“Tænkte De over, at Deres forældre måske kunne være i fare?”

Han rystede på hovedet. “Vi tænkte, at det var et dansk problem. Mine forældre var ikke bange. De havde boet i det hus siden 1963, og der var aldrig sket noget. Min far havde bygget det op med sine egne næver. De ville aldrig være flyttet.”

“De er ikke døde,” sagde Christiane.

“Gudskelov,” sagde Herbert Meier.

“Hvilket forhold har De til Deres forældre?” spurgte Carsten.

Herbert Meier blev fjendtlig lige med det samme, mere fjendtlig end blot på vagt.

“Hvad har mit forhold til mine forældre med det her at gøre?” spurgte han. “Tror De, at jeg sendte nogle østeuropæiske gangstere forbi, bare fordi min far og jeg så forskelligt på tingene?”

“Hvilke ting så De forskelligt?” spurgte Carsten.

“Det behøver jeg ikke at svare på,” sagde Herbert Meier.

“Hvor tit besøgte De Deres forældre?” spurgte Christiane. Hun havde sendt Carsten et arrigt blik, inden hun lagde an til spørgsmålet, så han vidste, at nu var det på tide at holde kæft, ellers ville de aldrig få noget ud af sønnen.

“Mindst to gange om ugen,” sagde han. “Min kone og jeg er skilt. Jeg har ingen vaskemaskine.”

Man havde ikke brug for en vaskemaskine to gange om ugen. Men måske for et varmt måltid.

“Har De børn?” spurgte Christiane.

“Hvad har mine børn med det at gøre?”

“Jeg ville bare gerne se billeder af dem,” sagde hun. “Jeg har ingen selv; men jeg elsker børn. Hvis De ingen billeder har, så gør det ikke noget. Men hvis De har, så ville jeg gerne se dem.”

Anspændtheden løjede tydeligvis af, mens Christiane og Herbert Meier sammen betragtede billederne af hans to børn. De fyldte cirka halvdelen af hans tegnebog og var flossede i kanterne. Han måtte kun se dem hver anden weekend. Han kom ikke særlig godt ud af det med sin tidligere kone.

Det hele var begyndt, da han var blevet afskediget fra Mønt.

To gange bedyrede han, at han ikke havde gjort noget, der kunne retfærdiggøre afskedigelsen. Intet, som alle andre ikke også gjorde. Men han sagde ikke, hvad dette intet var, og Christiane spurgte udelukkende til børnene, en pige på otte og en dreng på elleve.

Hun var begejstret for dem. Carsten syntes, at de så ud som alle andre børn.

Efter en tid gik han ind i stuen for at kigge efter fotoalbummer. De stod på reolen under fjernsynet. Han tog dem frem og kiggede dem igennem.

Han hørte Christiane og Herbert Meier snakke ude i køkkenet, men så lavmælt, at han ikke kunne forstå, hvad de sagde.

Næsten som et kærestepar. Han undrede sig over sin jalousi. Det var ikke, som når Lone talte hjerteligt sammen med en anden mand, slet ikke, og heller ikke, som når Nastja grinede sammen med en kollega; men den var der.

Den burde ikke være der. Han vidste da, at det var en del af hendes strategi. Hun ville have noget ud af Herbert Meier, og hun ville få det, så længe Carsten ikke blandede sig. Måske var det det: At hun kunne noget, han ikke kunne.

Altså ingen jalousi, blot ren og skær misundelse. Men var misundelse virkelig noget andet end jalousi?

Det skulle han ikke tænke over nu. Han havde et job at tænke over.

Der var ingen bekendte ansigter på billederne. Blot Herbert Meier og hans to søstre som børn, forældrene naturligvis, andre, endnu ukendte ansigter, der gik igen, ingen blond pige, der blot lignede hende fra de andre to gårde.

Mon det virkelig havde været den samme? Lisbeth sagde jo nej, og kvinder havde normalt en bedre fornemmelse for sådan noget.

Altså endnu et vildspor.

“Hans far bebrejder ham for ikke at søge arbejde i Danmark,” sagde Christiane, da de stod i soveværelset for at kigge sig omkring. Herbert Meier var stadigvæk ude i køkkenet. Han var i færd med at lave kaffe.

“Hvorfor blev han afskediget?”

“Han veg udenom. Vi må spørge Mønt. Det var for tidligt.”

“Hvorfor søger han ikke arbejde i Danmark?” spurgte Carsten.

Da han havde været ung, havde arbejdsløsheden i Sønderjylland været meget højere end den i Tyskland. Måske ikke end den i Flensborg, men i Tyskland som sådan. Det var vendt for en ti år siden, og for ham var det stadigvæk en underlig fornemmelse. Formentlig ikke for en som Christiane. Hun tog det sikkert for givet.

“Han vil ikke være væk fra børnene,” sagde hun.

“Han ser dem da alligevel kun hver anden weekend,” sagde han. “Så langt er der da ikke fra lad os sige Kolding.”

“Jeg tror, at han er bange,” sagde hun.

“For Danmark,” spurgte han.

“Det kan du slet ikke forestille dig, vel?”

Det kunne han ikke. Danmark var sådan et lille, hyggeligt land. USA kunne man være bange for, Rusland naturligvis, Kina, Irak; men da ikke Danmark.

“Hvor langt er du kommet omkring i dit arbejdsliv?” spurgte hun.

Han stirrede på vinduet.

“Det er blevet splintret,” sagde han.

Der sad enkelte, skarpe glasflager i rammen, men mellem dem var der et stort hul, og i den underste ramme var der heller ingen flager.

“Ja,” sagde hun. “Her kom de sandsynligvis ind.”

“Det er underligt,” sagde han.

“Hvorfor? På en eller anden måde måtte de jo komme ind.”

“Hoveddørene på de to første gårde blev ikke åbnet på den måde,” sagde han. “Dér var der ingen spor af vold.”

“Det vil jeg ikke sige,” sagde hun.

“Ikke på tingene,” sagde han. “Der blev ikke sprængt døre eller splintret vinduer.”

“Måske skulle det gå hurtigt,” sagde hun.

Han gik hen til vinduet og så ud. Retsteknikkerne havde naturligvis været der og taget kopier af fodaftrykkene.

“Han slår altså vinduet itu, kravler gennem det, de to gamle ligger i sengen, de vågner, springer op, han slår dem ned, binder dem, knebler dem, og så begynder han at afsøge huset med tændt lommelygte.”

“På en eller anden måde må han jo se,” sagde hun.

“Han løber en enorm risiko.”

“Han eller de.”

“Jeg forstår det ikke,” sagde Carsten.

De gik gennem entréen ind i stuen. Her herskede den samme uorden som i de andre to huse; men i modsætning til dem var kun stuen blevet gennemsøgt, og Herbert Meier havde endnu ikke haft tid til at finde ud af, om der var blevet stjålet noget.

Han sagde dog, at hans forældre ikke havde noget af værdi i huset, ingen rede penge, ingen smykker, i det mindste ikke i stuen, og dem i soveværelsets kommode var ikke blevet stjålet.

Det var, som om gerningsmanden var raset gennem stuen, havde hevet skuffer ud af skabe, væltet bordet, kastet papirer omkring, og så var han forsvundet.

Som på den anden gård stod fjernsyn og stereoanlæg der stadigvæk. Dem kunne man heller ikke have fået særlig mange penge for, de var mindst ti år gamle.

Fra stuen førte der en dør ud på terrassen. Den var lukket nu, men havde været åben på gerningsnatten. De gik ud fra, at gerningsmanden eller gerningsmændene var sluppet ud af huset her, så var han eller de løbet ud over marken. Der havde været spor, men de havde fortabt sig på en gangsti, der førte lige forbi huset. Her var sneen presset sammen til is af adskillige skosåler.

“De kan godt lide at gå ture her i Oxbüll,” sagde Carsten.

“De har ikke så meget at tage sig til ellers,” sagde Christiane.

Han smilede, det samme gjorde hun. Det var næsten som at arbejde sammen i fuld fortrolighed.

“Hvor længe har han mon været herinde?” spurgte han.

“Ti minutter måske,” gættede hun. “Allerhøjst.”

“Alligevel var det en enorm risiko.”

“De er fattige,” sagde hun. “De er sultne. De gør alt for nogle få kroner.”

“Hvem?”

“Østeuropæerne.”

Han sagde ikke noget.

“Hvad tænker du på?” spurgte hun.

“At jeg vil have lidt mere at vide fra sønnen,” sagde han.

“Havde Deres familie forbindelser til Danmark?” spurgte han. “Jeg troede, at den slags kom fra Litauen,” sagde Herbert Meier.

“Jeg troede, de var sigøjnere. Mine forældre har ingen forbindelse til sigøjnere.”

“Vi ved ikke noget om sigøjnere,” sagde Carsten. “For øjeblikket ved vi ærlig talt ganske lidt. Det bør jeg egentlig ikke sige; men vi er stadig ved at samle informationer.”

“De taler helt anderledes end Deres kolleger,” sagde Herbert Meier.

Carsten og Christiane var ikke de første, der havde udspurgt ham. Der havde været to tyske betjente der allerede. De havde udelukkende spurgt efter udlændinge. Om forældrene måske havde lagt mærke til noget i dagene op til overfaldet, om de havde ringet til Herbert Meier om bilen med de gule nummerplader, om de havde beskrevet manden, der sad i den?

“Og hvad svarede De?” spurgte Carsten.

“At de ikke havde ringet og heller ikke lagt mærke til noget i dagene op til overfaldet. I det mindste havde de ikke fortalt mig noget.”

“Havde Deres forældre forbindelser til Danmark?” spurgte Carsten.

“De kom fra Østpreussen, de talte ikke dansk. Vi holdt af og til ferie i Danmark, i Hvide Sande eller Henne Strand, andet kan jeg ikke huske.”

“Nævnte Deres far, om han kendte nogen af ofrene?” spurgte Carsten.

Det var et skud i tågen. Hvis faderen havde nævnt noget, havde sønnen da for længst fortalt det.

“Far kunne godt lide at gå til antikvitetsmesser i Danmark,” sagde Herbert Meier. “Naturligvis også her i Tyskland; men han syntes, at det var billigere i Danmark. Desuden syntes han, at folk var flinkere der.”

De sad og ventede. Christiane tilkastede Carsten et blik. Lå der anerkendelse i det eller blot tvivl?

Han tvivlede jo selv. Hvor ville han egentlig hen med det hele? Det var da alt sammen så klart. De skulle bare finde morderne, eller de var for længst forsvundet over alle bjerge, og så kunne der ikke gøres noget. Det sagde alle. Det var ham, der var på vildspor. Så snart der skete noget andet af betydning i distriktet, ville de tage ham af sagen. Det havde inspektøren allerede antydet.

“Et af ofrene hed da Feddersen, gjorde han ikke?” spurgte Herbert Meier.

Carsten Mathiesen nikkede.

“Ham kendte far lidt. Udelukkende fra messerne. Han havde aldrig været hjemme hos ham. De kunne bare godt lide at gå på messer, og så talte ham Feddersen jo meget godt tysk.”

“Fortalte De vores kolleger om det?” spurgte Christiane.

“De spurgte ikke,” sagde Herbert Meier. “Jeg kom ikke i tanker om det. Ikke før De begyndte at spørge.”

Han så på Carsten.

“Du har altså en forbindelse mellem Günther Feddersen og Hermann Meier, fordi de begge interesserede sig for antikviteter. Og så har du en slags forbindelse mellem Josephine Petersen og Harald Monk, fordi en af hans fætre dræbte en hjemmetysker for tres år siden. Er det ikke lidt tyndt?” spurgte Christiane.

De sad på en café ved Nordermarkt. Alle de øvrige gæster var cirka tyve år yngre end Carsten, og han følte sig ikke særlig godt tilpas her. Men kaffen var god, og han koncentrerede sig om det, Christiane sagde.

“Måske er der en tredje person involveret, der kæder det hele sammen,” sagde han. “Det er da mærkeligt, at der overhovedet findes nogen forbindelse, det må De da indrømme.”

Han ville stadigvæk ikke lade hende bestemme, hvilket sprog de skulle tale, om det så skulle koste ham måneders ihærdighed. Hun ville ikke få ham ned med nakken.

Hun rejste sig for at gå på wc. Først nu lagde han for alvor mærke til, hvor stramt hendes cowboybukser sad, og det første, han tænkte, var, hvordan hun mon kom ned i dem, så tænkte han, at de måtte være ganske kolde om vinteren, så så han hendes røv i bevægelse og tænkte ikke så meget længere, og da hun kom tilbage, kiggede han på hendes skridt, kun ganske kort, det havde en usædvanlig smuk hvælving.

Da han havde været barn, havde en af hans tanter haft et lignende skridt, en dristig udbuling neden under maven, og han havde ikke kunnet lade være med at stirre, længe før han nåede puberteten og begyndte at interessere sig for kvinder.

Han havde ikke vidst, hvorfor denne hvælving havde interesseret ham så voldsomt; men han havde altid glædet sig til at se tanten, meget mere end til den slik, hun havde med.

Normalt havde han ikke skænket sine tanters skikkelser en eneste tanke, han havde udelukkende tænkt på slikket.

“Vi må kigge nøjere efter,” sagde Christiane. “Vi må gennemrode alle husene endnu en gang, og så må vi spørge naboerne og familiemedlemmerne. Måske findes den mystiske tredje person jo alligevel.”

“Så du tror, at der er noget om det, jeg siger,” sagde han.

Hun havde altså vundet, det var hende, der bestemte, hvilket sprog de talte, bare på grund af en hvælving og nogle venlige ord.

“Jeg tror ikke noget som helst,” sagde hun. “Men jeg hader det, når man gør udlændingene ansvarlige for alt.”

“De kunne stadigvæk være ansvarlige,” sagde han.

“Dem er der sat massevis af folk på,” sagde hun. “Det kan ikke skade noget, at vi to går en anden vej.”

Så var de altså “vi to”. Det var en god fornemmelse.