18

FORBINDELSER

“Hvad leder vi efter?” spurgte Christiane Müller. Hun så storartet ud, udhvilet og energisk. Som Lone havde været det ved morgenmaden.

Carsten Mathiesen følte sig allerede lidt mindre opstemt, end han havde gjort i bilen.

De stod i stuen. Der var stadigvæk ikke ryddet op i den. Der var i alt seks værelser i huset: Soveværelset, stuen, et arbejdsværelse, de tre børneværelser oppe på første sal.

“Kvitteringer, fotoer, breve, et eller andet, der kæder Feddersen og Meier tættere sammen,” sagde Carsten. “Måske kommer den tredje person ind i billedet allerede der.”

“Jeg ville sige, at vi søger efter en fjerde person,” sagde hun. “Hvis din teori passer, og der er en forbindelse, skal den jo også kunne trækkes til Monks.”

Hun huskede altså efternavnet på de første ofre. Havde hun mon studeret akter sidste aften?

Hun smilede glad. “Når jeg har fri, så har jeg fri. Hjernen har også brug for at blive blæst igennem en gang imellem.”

Tja, tænkte han, hjernen.

“Eller hvad?” spurgte hun.

“Vi må hellere se at komme i gang,” sagde han.

I arbejdsværelset stod der ti mapper. Tre af dem var skatterelaterede, nummererede bilag, kopier af selvangivelser, skrivelser mel lem skattekontoret og Hermann Meier. Han havde haft orden i tingene og været hurtig til at klage.

Han var ikke så nem at komme af med. I det ene tilfælde drejede det sig om kørselsudgifter i forbindelse med messebesøgene, som han ønskede at trække fra i skat, fordi han havde haft visse overskud på køb og salg af antikviteter i nogle år, og dem havde han betalt skat af.

Det var fornøjeligt at læse, hvordan han kæmpede med kontoret, med hvilken ihærdighed og tro på egen sag.

Det var også en måde at tilbringe sin tid på, når man var pensioneret, og timelønnen var vel slet ikke så dårlig.

Desuden havde man sine små triumfer.

To af mapperne omhandlede køb og salg af antikviteter. Det drejede sig ikke om store beløb, det højeste var et kirsebærtræskab for tres tusind euro, købt i Rendsborg. Det fik Carsten til at studse. Tres tusind euro, over fire hundrede tusind kroner, hvor havde Hermann Meier så mange penge fra? Havde han taget lån i huset? Hvor var kontoudtogene?

Det interesserede ham, selv om sælgeren ikke havde været Günther Feddersen. Det ville også have været for nemt.

Hvor stod skabet i det hele taget?

Carsten ville aldrig i livet have kendt forskel på et nøddetræsskab og et af kirsebærtræ, Christiane heller ikke; men skabets centimetermål var opført på et vedhæng til regningen, og der var intet skab i den størrelse i huset.

Måske havde han købt det for at sælge det videre kort efter.

Men de fandt ingen regning på samme skab i akterne, og da de senere studerede kontoudtog og oversigter over de lån, der lå på huset, stødte de heller ikke på nogen difference på tres tusind euro.

Huset var så godt som betalt, og de summer, der gik ind på og ud af Adelheid og Hermann Meiers fælles konto, var ganske regelmæssige.

“For regelmæssige,” sagde Christiane til sidst.

“Hvad mener De med det?” Han var vendt tilbage til at tale tysk her til morgen. Hun ville aldrig få ham ned med nakken.

“Vi ved, at han købte og solgte antikviteter,” sagde hun. “Det var et hobby, og han har måske forsøgt at udligne differencerne hele tiden, altså købe nogenlunde så meget, som han solgte uge for uge. Men helt kan det ikke lade sig gøre.”

“Han købte måske det hele kontant,” sagde Carsten.

“Eller han havde en konto i en anden bank.”

“Det kan De finde ud af.”

“I et andet land måske.”

“Det skal jeg nok finde ud af,” sagde han.

“Under et andet navn,” sagde hun.

“Så skulle han have falske legitimationspapirer,” sagde han.

“Eller han har en partner.”

“Tænker De på en hr. Feddersen?” spurgte han.

“Det ved jeg ikke. Det er dig, der ser forbindelser alle vegne.”

Naboerne var stadigvæk ude i køkkenet. De sad ved bordet, der var kopper på, og der stod en termokande.

De tilbød Christiane og Carsten en kop kaffe. Hun takkede nej, han sagde ja.

Han skulle hellere have takket nej. Det burde ikke blive en vane for ham at gøre det modsatte af, hvad hun gjorde. Kaffen var nemlig lunken og alt for stærk. Han hældte noget mælk i, der dannede sig en olieagtig hinde, og han prøvede at glemme den, men stirrede alligevel på hinden, hver gang samtalen gik en smule i stå.

Nej, de havde aldrig set manden på billedet – Günther Feddersen. Nej, ham havde de heller aldrig set – Harald Monk. Heller ikke kvinderne ved siden af dem.

“Ofrene fik ikke besøg særlig tit, må De vide,” sagde naboen. Konen sagde ikke noget. Hun kiggede bare ud ad vinduet, eller hun kiggede også på hinden på Carsten Mathiesens kaffe. Måske tænkte hun over, hvornår hun mon havde lavet kaffen, her til morgen eller i aftes?

“Sønnen kom jo et par gange om ugen,” sagde naboen. “Efter han var blevet skilt. Han kunne lige så godt helt være flyttet hjem, hvis De spørger mig, så havde han da sparet den husleje. De havde da værelser nok. Men nej, han skulle absolut bo inde i byen, og så var han naturligvis også nødt til at have bil, og den var hans far nødt til at betale for ham.”

Var naboen virkelig én, folk betroede sig til, eller hvordan fik han fat i sine informationer? Ad omveje? Sådan et menneske ville Carsten højst fortælle, hvor mange klokken var, eller om det regnede udenfor.

Det vidste Christiane formentlig. Forhåbentlig. Det var ikke til at sige, hvilken livserfaring hun havde.

“Hvor meget betalte faderen for sønnen?” spurgte hun.

“En hel del, det kan jeg godt fortælle Dem, sønnen havde sine udgifter.” Naboen havde sænket stemmen, som om Hermann eller Herbert Meier ellers ville kunne høre ham.

Konen rejste sig og gik hen til komfuret, hvor hun ikke lavede noget, i hvert fald ingen frisk kop kaffe.

“Børnene naturligvis,” sagde naboen. “Men han havde andre udgifter, man hørte ofte Hermann sige, at det havde været bedst, om de aldrig havde fået Herbert.”

På kontoen havde der ingen overførsler været til hverken Herbert eller hans kone.

“Det ved jeg ikke noget om,” sagde naboen. “Jeg ved blot det, jeg hører. Jeg kigger ikke i andre folks kontoudtog.”

Hos de næste naboer var det kun kvinden, der talte, og manden, der sad stille ved siden af. De sad også i køkkenet, kaffen var til gengæld frisk, og Christiane tog en kop, med en hel del mælk i.

Kvinden betragtede billederne, hovedrystende, så det ikke var til at finde ud af, om hun ikke kendte dem, hun så, eller om det bare var en ejendommelighed hos hende.

Hun sagde: “At sådan noget sker her, af alle steder. Her sker aldrig noget, det er derfor, vi så godt kan lide at bo her. Vi tænkte, at vi aldrig behøvede at være bange længere.”

Tre sætninger, der var som en, og som dog gensidigt modsagde hinanden på en underligt svævende måde.

Hun kiggede på sin mand, som kiggede tilbage, hvorefter han rejste sig og gik hen til vinduet.

“Han blev slået ned ved havnen for fire år siden,” hviskede konen.

“Jeg kan sagtens høre dig,” sagde manden.

Christiane huskede sagen, og nu vidste hun også, hvorfor manden havde forekommet hende bekendt. Dem, der havde slået ham ned og sparket ham, da han lå på jorden, havde været unge udlændinge, tre tyrkere og en araber.

Det havde været sent om natten eller rettere sagt tidligt om morgenen, og manden havde været temmelig beruset. Han havde råbt et eller andet ad de unge, og de havde reageret. De sad formentlig alle i fængsel endnu. De var i det mindste alle blevet pågrebet og idømt fængselsstraffe.

“Vil De have mere kaffe?” spurgte kvinden.

Både Carsten og Christiane takkede nej.

Så pegede Carsten på billederne af ofrene på den første og den anden gård, Monks, Feddersens og Josephine Petersen. Billederne af den pige eller de piger, han havde fundet på Monk- og Feddersen-gårdene, viste han ikke. Han havde dem heller ikke med, de var på stationen. De ville blive offentliggjort, når ledelsen fandt, at tiden var inde. Det var ikke hans ansvar.

“Nå ja, dem,” sagde kvinden. “Nej, dem har jeg aldrig set. Vi havde jo heller ikke så meget at gøre med Meiers. De er jo også lidt yngre end os. Bevares, vi så da hinanden, man bliver jo også inviteret til selskaber og fødselsdage og den slags, og der får man jo også en snak, og så mødes man jo også løbende i supermarkedet eller bare sådan på gaden, og herude på landet går man jo ikke bare forbi hinanden uden lige at hilse og spørge, hvordan det går.”

Carsten kunne tydeligt fornemme på manden, at han hadede det, når hans kone foldede sig ud på den måde. Han ville sikkert helst have kylet noget i gulvet, måske endda, til tider, helst have kvalt hende, især måske efter, han selv var blevet overfaldet og havde smagt afmagten og dødsangsten.

“Hvad sagde man om dem i landsbyen?” spurgte Christiane.

“Tja,” sagde kvinden.

“Var de afholdte?”

“Sådan som folk er flest vel,” sagde kvinden. “Jeg tror ikke, at der var nogen, der havde noget imod dem. Hermann pralede måske lige lovlig meget med, hvor godt han tjente på sine antikviteter. Det var egentlig det eneste, han kunne snakke om. Han prøvede at lytte til én, når man fortalte om sine ting; men i virkeligheden ventede han kun på, at han kunne fortælle om sine egne.”

“Det gør vi da alle sammen,” sagde manden.

“Måske. Men vi skal ikke alle sammen hele tiden fortælle, hvor forbandet gode vi er til det, vi laver. Jeg mener, hvis han nu virkelig var så god, som han altid sagde, hvorfor bor de så stadigvæk i det der hus, han selv havde bygget engang i tresserne? Hvorfor bor de ikke på Mallorca eller i Florida? Jeg tror, at det meste af det var pral. Desuden står der slet ikke så mange dyre møbler hos dem. Det meste af det er ikke bedre end det, vi andre også har.”

Netop det havde Carsten også tænkt over. Møbelstilen i Meierhuset var helt anderledes, end hvad man ville forvente sig af en passioneret antikvitetssamler. Eller han havde det i cirkulation hele tiden.

I sidste ende ville de kun kunne få svaret fra ham selv.

“Sagde de nogensinde noget om, at de var nødt til at forsørge sønnen?” spurgte Christiane.

“Sådan en døgenigt,” sagde kvinden.

“Hvad mener De med det?” spurgte Christiane.

“Han havde brugt biler fra Mønt til privatkørsel, selv om det var udtrykkelig forbudt. Han retfærdiggør altid sig selv med, at det er noget, alle gør,” sagde hun. “Der bliver også stjålet en masse fra Mønt. Det kan man heller ikke retfærdiggøre med, at alle gør det.”

“De arbejder altså på Mønt,” sagde Carsten.

“Det gør vi begge to.” Der var en tydelig stolthed i hendes stemme, og manden rettede sig lidt, han blev mere rank, han så mindre sur ud.

Den virkning havde Mønt på de fleste mennesker, der arbejdede der. Bortset fra mennesker som Herbert Meier, der lånte biler til privat brug. Eller den, der havde stjålet en bil fra en af Rødekro-fabrikkerne.

Altså to forseelser eller forbrydelser, der lignede hinanden meget, og det i forbindelse med flerdobbelte mord og dobbelt, voldsom lemlæstelse.

Det var, som om kvinden kunne læse hans tanker. “Så slem er han nu heller ikke,” sagde hun. “Han har det jo heller ikke nemt. Konen gik fra ham, lige efter han blev fyret. Jeg tror nu, der var noget i forvejen. Man går ikke bare sådan, fordi manden bliver fyret. Så ville man da være meget ond. Jeg tror ikke, at kvinder er sådan; selv om kvinder naturligvis kan være meget slemme …”

Manden rejste sig med et ryk og lavede en hurtig bevægelse hen mod vinduet.

“Hun har en anden nu,” sagde konen. “Børnene bor hos hende. Jeg tror, at han var meget glad for dem. Han vil gerne kunne ofre lidt på dem.”

“Ikke kun på dem,” sagde manden.

“Har han en kæreste?” spurgte Christiane.

“Hun er lidt yngre end ham,” sagde kvinden med et hurtigt sideblik til sin mand. Kunne han måske også godt tænke sig en lidt yngre kvinde? En, der talte lidt mindre? “Det er ikke sikkert, at han skal betale for hende.”

Manden fnøs. Det var hans eneste kommentar. Man kunne næsten se, hvordan små slimdråber ramte vinduesglasset.

“Dyre middage,” sagde Christiane. “Smykker, en køn kjole i ny og næ. Det løber op.”

“Den fik han ikke faderen med på.”

“Hvem ved,” sagde Christiane. “Moderen måske, gennem hende faderen.”

“De kender ikke Hermann Meier. Han har altid været utrolig glad for penge. Han begyndte med intet, da han kom fra Königsberg. Det har præget ham. Han holdt sammen på det, han havde.”

De andre naboer sagde noget lignende: At Hermann Meier havde haft problemer med sønnen, der havde brugt for mange penge og ikke havde villet arbejde. At Hermann Meier var glad for penge, for ikke at sige nærig. At sønnen kom der mindst to gange om ugen.

Det var ting, der ikke rigtig passede sammen. Hermann Meier og hans søn burde have været fremmede for hinanden, i stedet for var de meget tæt knyttet, ellers ville sønnen ikke være kommet så tit.

Eller var det helt anderledes?

“Det finder vi først ud af, når vi kan spørge forældrene,” sagde Christiane.

Carsten sukkede. Så måtte de til Rødekro for at finde ud af, hvordan Mønts bilpark fungerede. Eller rettere sagt ikke fungerede.