19

OM BILER

Sagsbehandleren på fabrik D var passiv-aggressiv, som man vistnok sagde nu om dage. Han havde brune bukser og en brun skjorte på, og over den brune skjorte havde han en sennepsgul slipover. Under skjorten havde han formentlig en netundertrøje; men det ville Christiane slet ikke tænke over.

Han var ikke ubehagelig, det var ikke det. Han var heller ikke ældre end Carsten Mathiesen og oven i købet slankere. Men han virkede meget ældre, og hans krop blev frastødende, så snart hun begyndte at tænke over den.

Sådan havde han sikkert altid været: For gammel for sin alder og fysisk utiltrækkende.

Bilnøglerne havde han i et vægskab. Som regel kom de medarbejdere, der havde brug for en bil, ind, udfyldte et skema, fik en nøgle, brugte bilen til det, den skulle bruges til, og afleverede nøglen igen om aftenen.

Af og til kunne medarbejdere også beholde bilen natten over; men det var ikke reglen. Hvis de virkelig havde brug for en firmabil, fik de en firmabil, og så var det en del af deres løn, det var virksomhedens politik.

Sagsbehandleren brugte en masse tid på at forklare virksomhedens politik, som om det var ham, der fastlagde den.

Hun kendte politibetjente, der havde en lignende måde at tale om etatens regler og traditioner på. Deres kroppe brød hun sig heller ikke om at tænke over.

Hun vidste naturligvis, at sagsbehandleren forsøgte at komme uden om det, der virkelig pinte ham: At en nøgle var blevet stjålet fra hans skab.

“Der findes altså ikke noget udfyldt skema for netop den nøgle,” sagde Carsten.

“Jeg har haft politibesøg to gange,” sagde sagsbehandleren.

“Du får besøg, indtil vi er overbeviste om, at det ikke er nødvendigt længere. Vi gør det ikke for vores fornøjelses skyld,” sagde Carsten Mathiesen.

“Nej, det er der ikke.”

Carsten kiggede på ham. Christiane kiggede på plakaterne på væggen. Det var forskellige strandscener af Krøyer, smukke farver og smukt lys. De passede slet ikke herinde. Men de mildnede stemningen en smule.

“Der er ikke noget udfyldt skema,” sagde sagsbehandleren.

“Hvordan kan det være?” spurgte Carsten.

“Jeg er ikke altid herinde,” sagde sagsbehandleren. “Jeg har andre opgaver. Jeg skal ud og se på bilerne, jeg skal kontrollere benzinstand og kørte kilometer og den slags. Og jeg har jo ikke kun bilerne, det er bare en af mine opgaver, du aner slet ikke, hvor meget der skal købes ind og administreres, så sådan en fabrik overhovedet kan fungere. Arbejderne har brug for wc-papir. Tror du, det kommer herind af sig selv?”

“Du var altså beskæftiget med wc-papiret,” sagde Carsten.

Christiane undrede sig over, at han gjorde grin med et vidne. Det var i grunden uprofessionelt. Der var en meget højere risiko for, at han ville klappe i fra nu af. Eller han havde bemærket noget ved sagsbehandleren, der fik ham til at tro, at det var bedre at fare frem på den måde.

“Det behøver jeg ikke at finde mig i,” sagde sagsbehandleren.

“Jeg prøver på at få dig til at huske, hvad du lavede den dag.”

“Tror du ikke, at jeg selv prøver det hele tiden?” sagde sagsbehandleren. “Tror du ikke, at jeg har martret hjernen på mig selv lige siden, vi fandt ud af, at den bil var væk?”

“Du skal ikke martre hjernen,” sagde Carsten. “Du skal slappe lidt af, ingen beskylder dig for noget, og så skal du prøve at huske.”

“Jeg låser altid skabet, inden jeg går,” sagde sagsbehandleren. “Det er en fuldstændig automatisk handling. Naturligvis tænker jeg, at måske glemte jeg det netop den dag; men normalt glemmer jeg det ikke.”

Han hørte ikke til dem, der glemte den slags. Det var derfor, han sad, hvor han sad.

“Jeg tager det virkelig alvorligt med det skab,” sagde han. “Jeg ved godt, at der hænger flere millioner i det. Jeg ved godt, at der bliver stjålet en hel del fra fabrikken. Ikke alle er så hæderlige som mig.”

Der var ingen grund til at foragte hæderlighed, slet ikke for en politibetjent. Det var måske heller ikke ligefrem foragt, hun følte, eller ikke udelukkende, også en masse medlidenhed, fordi han havde så lidt, han kunne være stolt af.

Men kun at være hæderlig var ikke nok. Det var noget sekundært.

De gik alle tre hen til skabet. Det var lavet af stål, og der var en sikkerhedslås i. Det var ikke så sikkert som et pengeskab; men det var heller ikke noget, man bare åbnede, mens kontoret var tomt i nogle minutter.

“Der findes da sikkert en reservenøgle,” sagde Carsten. “Hvem har den?”

Manden med reservenøglen var på samme alder som Carsten og sagsbehandleren. Han havde mørkt, næsten sort hår med brede striber af gråt i. Hans ansigt var meget fint skåret, han havde ikke let ved at smile, han havde i det hele taget ingen særlig levende mimik, og det gjorde ham hemmelighedsfuldt tiltrækkende.

Han havde et skrivebord midt i fabrikken, omgivet af maskiner, som der som regel kun stod en enkelt mand ved, foran en skærm med computertastatur.

Christiane havde arbejdet i en af Mønts Flensborg-fabrikker efter studentereksamen, og da havde der set helt anderledes ud, flere mennesker ved hver maskine, færre computere, næsten som i Henry Fords tid.

“Mojn, Aage,” sagde Carsten. “Jeg havde helt glemt, at du arbejder på D. Lisbeth har sikkert fortalt mig det mange gange; men du ved jo, hvordan det er med hukommelsen i vores alder.”

Aage var værkfører og han stirrede kort på computerskærmen, inden han rettede blikket mod Carsten og sagde: “Det er nøglen, I leder efter, er det ikke?”

Det var underligt, hvor stille der var på fabrikken. Hun huskede det som meget mere larmende. Hun huskede også lugten af olie og stål, der var der stadigvæk, så hun følte sig på sin vis hjemme lige med det samme, selv om hun havde hadet at arbejde på fabrikken dengang.

“Ja, det er det jo,” sagde Carsten.

“I er ikke de første, der spørger,” sagde Aage.

Han åbnede den øverste skuffe i sit skrivebord og tog et nøglebundt frem. Så fiskede han en nøgle ud og betragtede den.

“Har du den liggende i den skuffe?” spurgte Carsten.

“Normalt har jeg bundtet på mig hele tiden,” sagde Aage.

“Men ikke altid,” sagde Carsten.

“Det er du forpligtet til,” sagde sagsbehandleren.

Aage kiggede på ham uden at sige noget. Christiane vidste nøjagtig, hvad han tænkte. Din skide bureaukrat, noget i den retning.

Hun fattede en instinktiv sympati for Aage. Hun brød sig heller ikke om regler. I det mindste ikke altid.

“Jeg er aldrig uden for bygningen i arbejdstiden,” sagde Aage. “Og når jeg går hjem, låser jeg skuffen. Den er ikke blevet brudt op.”

“Men du går da på wc,” sagde Carsten. “Desuden kan du ikke se dit skrivebord, når du er i den helt anden ende.”

“Vil du måske fortælle mig, at mine folk er kriminelle?”

“En eller anden herinde har været kriminel,” sagde Carsten.

“Jeg kender dem alle sammen.”

“Vi har en del udlændinge,” sagde sagsbehandleren.

“Hvad mener du med det?” spurgte Christiane.

Carsten lagde en hånd på hendes skulder.

Naturligvis havde hun lagt mærke til, at omkring halvdelen af medarbejderne havde mørk lød og sort hår. Det var ikke til at tage fejl af. Hun måtte lære at styre sin vrede. Det kunne ikke nytte noget.

“Jeg mener jo bare,” sagde sagsbehandleren. “Der bliver stjålet en del.”

“Vil du sige, at danskere aldrig stjæler?” spurgte Aage.

“Det mente jeg jo slet ikke,” sagde sagsbehandleren.

Den samtale havde de sikkert ført en del gange allerede. Bare fordi man arbejdede sammen, behøvede man ikke at kunne lide hinanden.

“Jeg vil gerne tilbage til i forgårs,” sagde Carsten. “Havde du nøglerne på dig hele tiden, eller lå de i skuffen?”

“Det husker jeg ikke,” sagde Aage. “Hvordan skulle jeg kunne det? Bundtet irriterer mig, når jeg sidder ved bordet, og så lægger jeg det i skuffen, og når jeg så går hen til en eller anden maskine, hvor der er problemer, husker jeg ikke altid at tage bundtet ud igen. For det meste husker jeg det, men ikke altid.”

“Så det kan godt have ligget i skuffen i længere tid, mens du var ved en eller anden maskine.”

Aage nikkede, så sagde han: “Jeg kender mine folk. De laver ikke sådan noget.”

Carsten kiggede hen over fabrikshallen, som om han mønstrede hver en mand og kvinde.

“Dine folk har været her og spurgt hver eneste af dem,” sagde Aage. “Det skal du ikke gentage, det giver ingen mening.”

“Det gør det vel ikke,” sagde Carsten.

Det danske politi var væsentlig bedre udstyret end det tyske. Det havde altid gjort Christiane misundelig – til tider også sur, fordi hendes danske kolleger slet ikke påskønnede det. Så tænkte hun altid på, at hun til gengæld tjente bedre end en dansker i tilsvarende position, især efter skat, og sagde til sig selv, at man jo ikke kunne have alt.

Men hun ville gerne have haft så store, lyse lokaler, så mange computere, så veldesignede kontormøbler, så mange planter rundtomkring.

Carsten satte sig på sin plads, åbnede sin computer og sagde ikke noget, mens han ventede. Hun satte sig over for ham. Han havde en underlig evne til at være åben og venlig det meste af tiden og så klappe i, når man mindst ventede det.

Han havde to næsten voksne eller allerede voksne børn, hun kunne ikke vide, hvor gamle fotografierne på hans skrivebord var. Hans kone havde høje kindben, smalle øjne, fyldige læber og var væsentlig slankere end ham. Hun var velplejet, hendes hår var sort. Christiane spekulerede over, om det mon var farvet.

“Han kan være så uhøflig, når han tror, at han er nødt til at arbejde.”

Kvinden, der sagde det, var cirka et hoved mindre end Christiane, lidt buttet i det og havde et fortryllende smil. Man blev automatisk i bedre humør, når man sad eller stod over for hende.

“Carsten, du kan da ikke bare lade hende sidde der. Du kunne da i det mindste tilbyde hende en kop kaffe.”

“Det behøves ikke,” sagde Christiane. “Jeg har allerede drukket min ration for i dag.”

“Du er den tyske kollega, ikke sandt? Carstens nye partner. Han fortalte, at du taler dansk; men jeg vidste ikke, at det var så godt.”

Christiane følte sig smigret. Hendes dansk var en af de ting, hun var allermest stolt af. Det var helt hendes egen fortjeneste.

Carsten så på dem, men syntes ikke at se dem.

“Hvad er der i vejen, Carsten?” spurgte Lisbeth.

Det var, som om han vågnede. “Ikke noget,” sagde han. “Jeg læste bare lige protokollen over samtalerne med de ansatte fra fabrik D.”

“Var du der selv?” spurgte Lisbeth.

Han nikkede.

“Snakkede du med Aage?”

Han nikkede igen.

“Han føler sig så skyldig.”

“Det kunne man ikke mærke på ham.”

Kunne det måske være, at Carsten ikke brød sig om Aage? Var der noget, Christiane burde vide?

“Du kender da Aage,” sagde Lisbeth. “Han har ikke nemt ved at indrømme, at han har følelser ligesom andre mennesker.”

Lå der bitterhed i den bemærkning? Eller blot en resigneret humor? Kunne Aage åbne sig over for hende? Christiane gik ud fra, at hun var hans kone, selv om det ikke var blevet sagt direkte. Eller hans søster. Helt sikkert ikke hans mor.

“I går da også til antikvitetsmesser, gør I ikke?” spurgte Carsten.

“Ikke mere end så mange andre. Der er ikke så meget at tage sig til i weekenderne. Det er sådan set kun for at komme lidt uden for en dør.”

“I kender altså ikke Hermann Meier?”

Lisbeth smilede. “Tror du ikke, at jeg ville have fortalt det, hvis vi havde gjort. Vi slentrer bare lidt omkring og kigger på tingene. Vi køber så godt som aldrig noget. Det er mere for at have et sted, vi kan gå hen en søndag eftermiddag.”

“Ja,” sagde Carsten.

“Hvad er der i vejen?” spurgte Lisbeth.

“Han søger efter forbindelser,” sagde Christiane.

“Jeg tror, at det er en af folkene på fabrikken, der stjal nøglen,” sagde Lisbeth. “Eller nogen udefra.”

“Man kommer da ikke bare sådan ind på en fabrik.”

“Hvis man kender nogen derinde. Det er der, vi skal lede.”

“Det mener mine kolleger her også,” sagde Carsten og pegede på skærmen.

Så de går altså efter udlændingene, tænkte Christiane.

I bilen, på vejen til Feddersen-gården, sagde hun: “Du tænker da over et eller andet.”

“Gør vi det ikke alle sammen, altid?”

“Nu skal du ikke komme for godt i gang.”

“På D arbejder der tre nære bekendte af en mand, jeg kender ganske godt,” sagde han.

“En af dine venner?” spurgte hun.

“Det kan man ikke ligefrem kalde ham. Hans navn er Antar Roda. Han stammer fra Kosovo.”

Navnet sagde hende noget. Det var blevet nævnt et par gange i de rundskrivelser, der havnede i hendes mailboks hver dag, og som hun var forpligtet til at læse.

“Narko?” spurgte hun.

“Blandt andet. Han skilter ikke med det. Jeg tror heller ikke, at han er særlig stor i den branche. Han er en altmuligmand. Officielt handler han med brugte biler; men jeg tiltror ham alt muligt.”

“Også, at han forsyner østeuropæiske bander med informationer og biler og sælger tyvegodset videre?”

“I princippet, ja,” sagde Carsten.

“Før lød du, som om du godt kunne lide ham.”

“Det kan jeg på sin vis også.”

Det forstod hun ikke.

“Det er du måske for ung til,” sagde Carsten.

Det brød hun sig slet ikke om at blive kaldt.

“Han er gangster,” sagde Carsten. “Han forsyner mennesker med stoffer, der ødelægger dem. Han stjæler, hvis han kan få lov til det. Han betaler kun skat, hvis han virkelig skal. Han bruger vold, så snart han anser det for nødvendigt, og jeg er sikker på, at når han eller hans folk bliver voldelige, så ser det ikke særlig kønt ud.”

“Med andre ord, han er afskyelig,” sagde hun.

“Men man kan også stole på ham,” sagde Carsten. “Han bor ikke i en stor villa ved kysten, men blandt sine folk. Før han kom til Højhusene og etablerede sig der, var der meget mere voldeligt, og der blev ikke forbrugt mindre narko. Han har ikke opfundet biltyverier eller lommetyverier eller tyverier i det hele taget; men i det mindste hos os er de kanaliseret ind i visse baner. Jeg ville ønske, at det var anderledes, at vi helt kunne rense samfundet for forbrydelser; men det kan vi ikke, og så må vi lære at gøre det så godt, vi kan.”

“Det forklarer ikke, hvorfor du kan lide ham,” sagde hun. “Vi har da også den slags mennesker i Flensborg; men jeg afskyr dem stadigvæk. De er ikke gode. De sætter regler for forbrydelserne, og det er også helt fint; men de holder også forbrydelserne kørende. De udøver deres vold mere diskret end andre; men det er vold alligevel. Og de udnytter kvinder, så snart de kan komme til det.”

Ja, tænkte Carsten, det var meget vel muligt, at Antar var involveret i prostitution også, at han overtog østeuropæiske kvinder og placerede dem på nordtyske eller danske bordeller, det var endda mere end meget vel muligt, det var meget sandsynligt.

“Jeg kan godt se, at jeg ikke burde kunne lide ham,” sagde han. “Han er jo heller ingen ven.”

“Men du ville ikke gøre alt for at få ham buret inde,” sagde hun.

“Nej,” sagde han. “Så ville der komme andre, som jeg skulle bruge år på at få et nogenlunde godt forhold til. Og så længe jeg ikke har det, så længe får jeg overhovedet ingen informationer. De er som en egen verden midt i den danske verden. Nogle af dem arbejder på vores fabrikker, andre modtager vores bistandsydelser, de betaler skat, de unddrager sig skat, de lever her; men samtidig lever de her slet ikke. Antar lever her heller ikke helt, men dog mere, end de fleste af dem gør, og derfor kan man snakke med ham.”

“Hvad har du tænkt dig at gøre?” spurgte hun.

“Ikke noget. Jeg kan jo ikke fortælle ham, at mine kolleger har fået øje på ham. Desuden ved han det også allerede. Betjentene spurgte meget direkte til ham. De er jo ikke dumme. Han kommer til at være så ren som nyfalden sne; men alligevel er der noget ved det, som jeg ikke kan lide.”

“Han kunne da være involveret,” sagde hun. “Banderne må da have deres forbindelser i landet, ellers kunne de ikke overleve.”

“Hvem ved?” sagde han. “Nogle af dem har sikkert. Andre er vant til at leve af meget lidt. Men spørgsmålet er da, hvorfor skulle Antar gøre sådan noget?”

“For at tjene penge,” sagde hun.

“Det er jeg godt klar over.”

Hun mærkede, hvordan hun blussede. Hun skulle passe på med ikke altid at ville virke så smart. Måske var han født og opvokset i en mindre by, ikke noget i sammenligning med Hamborg; men det betød ikke, at han var tung i det. Han var lige så god til at tænke som hende – og så heller ikke bedre.

Desuden havde hun en fornemmelse af, at han også var lige så god til at føle som hende. For en politibetjent var det næsten vigtigere end at kunne tænke. Mennesker begik handlinger, især voldsomme handlinger, fordi de følte noget. Også, fordi de ville tjene penge; men at elske penge så meget, at man var villig til at lemlæste eller endda dræbe et andet menneske for dem, var jo også en stærk følelse.

“Antar kan få en bil åbnet og kørt fra hvilken som helst parkeringsplads mellem Haderslev og Slesvig inden for ti minutter,” sagde Carsten. “Han handler med biler, og jeg er sikker på, at han ikke har købt dem alle sammen. Hvorfor skulle han stjæle en bil på en måde, så det peger i hans retning?”

“Spørg ham.”

“Han ville sige, tror du, jeg er dum?”

“Hvad ville du sige?”

“At han er alt andet end dum.”

“At han har fjender.”

Carsten kiggede kort på hende, så koncentrerede han sig om trafikken igen. Kort efter var de ved Feddersen-gården og begyndte at spørge naboerne.

Der var ingen, som nogensinde havde set Hermann Meier. De to syntes altså aldrig at have besøgt hinanden, i det mindste ikke så tit, at naboerne havde lagt mærke til det. Men der havde været en forbindelse.

Det var vigtigt at huske.