21

KONKURRENTER

Lettelsen i kontrolrummet var til at tage og føle på. Betjente kom og gik som altid, inspektøren fra Esbjerg sad ved sit skrivebord og udstedte ordrer, Ole Siggaard sad over for ham og studerede et eller andet på sin computerskærm, og alligevel var alt anderledes.

Der havde været et gennembrud, de havde noget, som de kunne fodre medierne med, befolkningen kunne beroliges, angsten kunne dæmpes.

Christiane tænkte, at egentlig drejede det sig kun om det: At skabe sikkerhed. Naturligvis også om at lade retfærdigheden ske fyldest, om at straffe dem, der havde begået mordene; men hvis det ikke lod sig gøre, så måtte man nøjes med at skabe en illusion, der kunne få befolkningen til at tro, at normaliteten atter var indtrådt.

Hun og Carsten Mathiesen var ikke en del af lettelsen og begejstringen. Folk hilste på dem, de ignorerede dem ikke; men det var tydeligt, at de stod udenfor, ingen kunne bruge deres skepsis og især Carstens tætte forbindelse til Antar Roda til noget.

Hvor underligt, tænkte Christiane, jeg kunne til enhver tid distancere mig fra ham, jeg kunne gå over til dem og sige, at jeg ingen forbindelse har til Roda, at jeg slet ikke kender den mand, at jeg synes, han er væmmelig, hvilket jeg jo også gør; men det vil jeg slet ikke, jeg deler jo Carstens skepsis, vi er et team.

Og så havde det kun taget to dage at svejse dem sammen.

“Hvordan føles det at være spedalsk?” spurgte Lisbeth Mogensen.

Hun havde et smil, der kunne vække de døde til live. Det måtte være dejligt at være født med så godt og robust et humør. Christiane kendte kun få tyskere, der havde det, og hun var selv ikke indbefattet. Det var lidt af en dansk specialitet.

“Væmmeligt,” sagde Carsten.

“Hvad med en kop kaffe?” sagde Lisbeth.

Der faldt dråber fra tagrender og grene, og når man ikke passede på, havnede de uvægerligt i nakken på én.

Bænken ved siden af hovedindgangen var våd, så de stod foran den og kiggede ud over Haderslevvej, hvor der ikke var andet at se end biler, der kørte forbi.

“Hvordan med de billeder?” spurgte Carsten.

“Billeder?” spurgte Lisbeth.

“Af pigen. Hende fra de to første gårde.”

“Dem gav jeg til Ole,” sagde Lisbeth. “Han sagde, at han nok skulle få dem offentliggjort. Var det en fejl?”

Carsten sagde ikke noget.

“Hvad for en pige?” spurgte Christiane.

“Der var nogle fotografier af en pige fra begge gårde,” sagde Lisbeth. “Carsten troede, at det var den samme. Jeg ved det ikke. Jeg kan ikke rigtig sige det. De ligner hinanden. Men der er flere år imellem. Jeg tror ikke, at det er samme pige.”

“Jeg tror, at det er ligegyldigt nu,” sagde Carsten.

“Jeg har aldrig oplevet dig så modløs før,” sagde Lisbeth. “Det er da slet ikke dig. Du har da altid ideer.”

“Man bliver jo ældre,” sagde han.

“Hvad, hvis vi ikke taler om én forbrydelse?” spurgte Christiane. “Men om flere.”

“Det er flere forbrydelser,” sagde Carsten.

“Jeg mener, at det ikke er samme gerningsmand. At den første forbrydelse fik andre med andre motiver til at gøre noget lignende, så de kunne mele deres egen kage. De ville bare have os til at tro, at det var en serie.”

Carsten kiggede forbløffet på hende. “Det har jeg slet ikke tænkt over.”

“Det gjorde jeg også først på vejen hertil,” sagde hun.

Lisbeth masserede kort nakken, så sagde hun: “Hvor jeg hader, når sneen smelter.”

Carstens mobil ringede. Han tog den, lyttede lidt, så bevægede han sig væk fra Christiane og Lisbeth.

“Hvem er det, hans elskerinde?” spurgte Christiane.

“Ham? Han er så tro, at det er til at blive vanvittig over.”

De grinede begge.

“Det kan jeg ikke,” hviskede Carsten i sin mobiltelefon. I den anden ende var Antar. Han havde forklaret, at der var en pause i afhøringen, og han havde fået lov til at føre nogle telefonsamtaler. Men da ikke til mig, havde Carsten sagt. Jeg er på den anden side. Du sætter mig i forlegenhed.

Antar havde sagt, at det ikke drejede sig om sider, men om retfærdighed, og for ham havde Carsten altid stået for den.

Carsten havde ikke sagt noget.

Nu havde Antar foreslået, at han skulle fortælle ham, hvor de havde fundet tyvegodset.

“Jeg er nødt til at vide det,” sagde Antar. “Ellers kan jeg ikke forsvare mig.”

“Se at få fat i en advokat.”

“Hvem tror du, jeg ringede til, før jeg ringede til dig. Tror du, jeg er dum?”

“Jeg kan umuligt fortælle dig, hvor vi fandt tyvegodset. Jeg kan kun love, at jeg gør mit bedste for at finde ud af, hvad der egentlig er sket.”

“Men du tror da på mig?”

“Det kan jeg ikke sige,” sagde Carsten. “Det er det alt for tidligt til.”

“Spørg hende tyskeren,” sagde Antar. “Spørg, om hun kinder til en person ved navn Ulrich Matschies.”

“Fortæl du mig det.”

“Jeg har ikke tid. Pausen er ved at være forbi. Jeg er nødt til at ryge en cigaret. Sig blot til hende, at Matschies og jeg ikke er gode venner.”

Havnevandet var blåt, og himlen over dem var også blå, og ingen skyer på den, blot solen, der stod fladt over horisonten, men havde kraft nok til at smelte sneen lag for lag, så den nu ikke knirkede, som den havde gjort til morgen, men allerede begyndte at svuppe rundt om fodsålerne.

Hvis det frøs i løbet af natten, ville politiet have en masse at bestille med trafikulykker i morgen.

“Ulrich Matschies,” sagde Christiane langsomt, som om hun var nødt til at koncentrere sig for at huske, hvem der gemte sig bag det navn. “Han handler med brugte biler. Siger det dig noget?” Hun kiggede på Carsten, så smilede hun.

“At han måske ikke udelukkende handler med brugte biler. At han ikke er albaner. Eller han har taget navneforandring.”

“Nej, han er født i Flensborg, opvokset på forskellige børnehjem, har været mere inden end uden for fængslet. Indbrud, voldssager, hæleri, salg af narkotika. I de seneste fem år har vi imidlertid ikke kunnet hænge ham op på noget. Han er tilsyneladende blevet en lovlydig borger.”

“Tilsyneladende.”

“Vi ved, at han stadigvæk har fingrene i illegale forretninger,” sagde hun. “Og vi har gentagne gange haft ham under overvågning, vi har endda aflyttet hans telefoner. Men der var aldrig noget.”

“Han er blevet klogere med årene.”

“Han har altid været klog.”

“Ligesom Antar,” sagde han.

“De minder om hinanden.”

Ved kajen lå der flere containerskibe, og kraner formede som triumfbuer kørte frem og tilbage, uden at man så mennesker nogen steder. Blot kranerne, skibene og containerne. Der var bestemt en masse skruer eller lignende i. Hvad Mønt nu fremstillede i vore dage. Han havde for længst mistet overblikket.

“Det var Antar,” sagde hun pludselig.

Nu kom en enkelt mand med en orange overall og en gul sikkerhedshjelm gående hen mod et af skibene. Han så ikke ud til at have travlt. Det var ikke som før, da de mennesker, der lastede skibene, løb til og fra dem for at overholde akkorden. Nu var det maskinerne, der bestemte.

“Ham i din mobil,” sagde hun.

Han nikkede.

“Det var ham, der gjorde dig opmærksom på Matschies,” sagde hun.

Han kendte ikke manden i overallen. Alligevel hilste han, og manden hilste tilbage.

“Jeg bryder mig ikke om det,” sagde hun.

“Det gør jeg heller ikke.”

“Vi kan ikke bare sådan tage imod ordrer fra en forbryder.”

“Vi tager ikke mod ordrer. Vi følger et spor, han har lagt.”

“Er det måske bedre?”

“Det bekymrer mig slet ikke så meget lige nu,” sagde han.

Hun blev stående, og manden i overallen gik op ad landgangen. Om lidt ville han være forsvundet, og denne del af havnen ville atter være mennesketom. Hvis den var sådan om dagen, hvordan var den så om natten?

“Jeg ved ikke med ham Matschies,” sagde Carsten. “Men jeg synes, at vi bør undersøge sagen.”

Ude i bugten var der intet, på nær nogle måger, der fløj opefter og sakkede nedad, tilsyneladende uden mål og med. Om sommeren var her sejlskibe, robåde, speedbåde, da vrimlede det med liv, naturligvis også af fugleliv, ikke blot et par måger.

“Der er noget andet, der plager mig,” sagde han.

Christiane ventede. Hun havde en sælsom evne til at være stille indimellem. Hun kunne dominere enhver samtale, det havde hun allerede bevist et par gange; men hun havde ingen trang til at gøre det hele tiden.

Det kunne han godt lide.

“Jeg ser jo hele tiden forbindelser,” sagde han. “Og så kom du pludselig og sagde, at der måske slet ingen forbindelser var. Eller at forbindelsen var den, at den ene forbrydelse var inspireret af den anden. Måske var den allerførste forbrydelse allerede inspireret af de bandeoverfald, der har hærget landet i de seneste måneder. Måske meles der helt forskellige kager.”

“Ja,” sagde hun.

“Mine kolleger ser også hele tiden forbindelser, blot andre, end jeg gør, selv om jeg slet ikke er sikker på, at mine forbindelser er de rigtige.”

“Det er jeg heller ikke,” sagde hun.

“Men i modsætning til de andre er du ikke overbevist om, at jeg er fuldstændig galt på den.”

“Nogle gange er jeg,” sagde hun.

“Det er jeg også selv,” sagde han.

“Hvad er det så, du vil foreslå?” spurgte hun.

“Ville jeg foreslå noget?”

“Det ville jeg da råde dig til. Forslag kan jeg acceptere, men jeg hader at tage imod ordrer.”

“Hvis vi nu går ud fra, at de tre forbrydelser slet ikke hænger sammen, andet end ved inspiration,” sagde han. “Hvis vi tænker, at trådene er rent tilfældige, at sådan noget altid kan ske i et så lille område som vores.”

“Hvad så?” spurgte hun.

“Så burde vi dykke længere ned i hver af familiehistorierne. Du i Flensborg, jeg heroppe, og så ser vi, hvad der kommer ud af det.”

“Hvad får dig til at tro, at det ikke var udlændinge?”

“At de bare sådan kom ind ad døren. Som om de havde ringet på, og ofrene havde åbnet. Det forstår jeg ikke.”

“Det har du sagt allerede. Det findes der måske en løsning på.”

“Eller der findes slet ikke en enkelt løsning, men flere forskel lige. At den ene forbrydelse var inspireret af den anden.” Han vidste godt, at han gentog sig selv. Han prøvede sig jo frem, han havde heller ingen anelse.

“Så jeg tager altså til Flensborg, og du bliver her, og vi ringer løbende sammen,” sagde hun.

“Mindst en gang om dagen,” sagde han.

“Naturligvis.”

Han følte sig en smule bedrøvet ved tanken om, at han ikke mere skulle se hende hver dag. Han havde vænnet, mere end det, han havde glædet sig til hende. Men det var jo kun for en kort tid.