24

HJEMMETYSKE BØRN

Dirk Feddersen var mindst to meter høj, og da han var ung, havde han roet.

“I det tyske mindretal havde vi håndboldklubberne,” sagde han. “Og så havde vi roklubberne, og Tinglev havde også et fodboldhold. Det var det, vi kunne vælge imellem. Jeg duede ikke til fodbold, og jeg var kun i håndboldklubben, fordi jeg var højere end de fleste og kunne banke et par mål ind, ikke fordi jeg var særlig god til sporten. Men jeg var god til at ro.”

Hos ham kunne man mærke sorgen, samtidig udstrålede han en velgørende ro. Han så ud til at nyde at være her, måske ikke lige i øjeblikket, men i huset som sådan. Det virkede, som om det indeholdt langt flere gode minder for ham, end Monk-huset gjorde for børnene dér.

Carsten så det sorte hæfte med Birgit Feddersens optegnelser ligge på køkkenbordet. I denne sag var det altid i køkkenerne, de mødtes. Dirk Feddersen var den første, der ikke havde budt ham på en kop kaffe. Måske ville det komme senere.

“Jeg læste den der for nogle dage siden,” sagde Carsten.

“Jeg genlæste den her til morgen,” sagde Dirk. “Det er nogle år siden, mor gav mig den. Hun var ikke særlig vant til at skrive. Hun spurgte mig, om jeg havde oplevelser, hun kunne komme i. Det havde jeg ikke.”

Han havde læst i Århus, ligesom Henrik Monk, men kendte ham ikke, han havde læst til cand.merc., og så lille var Århus trods alt ikke. Han havde tænkt på at flytte tilbage til Sønderjylland, han havde endda fået et tilbud fra Mønt engang; men så var det alligevel aldrig blevet til noget.

“Hvorfor ikke?”spurgte Carsten. “Bryder du dig ikke om Sønderjylland?”

“Jeg var måske lidt bange for, at jeg så skulle sende mine børn i den tyske skole,” sagde Dirk.

“Hvad er der galt med det?”

“Der er ikke noget galt, jeg har virkelig fået meget ud af at være hjemmetysker, jeg fortryder heller ikke, at jeg gik i tysk skole.”

Så sagde han ikke mere. Han fortrød altså alligevel. Ethvert menneske fortrød og fortrød så ikke alligevel eller omvendt. Det skiftede jo også med årene eller humøret, desuden virkede Dirk langt fra så bitter som Henrik.

“Du ville altså beskrive din barndom som ulykkelig,” sagde Carsten for at få lidt skub i samtalen.

“Nej, slet ikke. Så simpelt er det ikke. Jeg kunne godt lide at bo herude. Jeg havde dejlige forældre. Min far var måske lidt sær, han havde helt sine egne meninger og måder at gå til ting på. Som for eksempel roningen.”

“Der er forholdsvis langt til havet herfra,” sagde Carsten.

“Ikke sandt?” sagde Dirk. “Alligevel gik han op i det. Han var lige lovlig ambitiøs på mine vegne. Det var ham, der ikke kunne sove om natten før en vigtig regatta. I nogle år var han også min træner. Han tog fri i to timer hver eftermiddag, og efter træningen kørte vi tilbage, så han kunne nå at røgte.”

Der var et tilfreds, næsten lykkeligt smil over Dirks ansigt.

“Så du kunne godt være irriteret på ham,” sagde Carsten. “På hans ambitioner, mener jeg.”

“Naturligvis. Han kunne fandeme også blive irriteret på mig. Især, når jeg ikke rigtig gad træne. Men ved du hvad, min far og mig, vi havde virkelig noget tilfælles, noget, vi begge brændte for. Vi kunne stadigvæk sidde og tale roning hele aftener, og mor og Josephine sad ved siden af og kedede sig ad helvede til.”

Ja, de havde haft noget til fælles, noget, der rakte ud over barn dommen. Det var noget sjældent og kostbart og var blevet revet over med et øksehug.

Hvis det da var sandt. Det kunne man aldrig vide. Indtil nu havde Carsten kun Dirks ord for det.

“Måske var roningen også en måde at komme væk fra situationen herude på,” sagde Carsten.

“Hvad mener du med det?”

“Jeg tænkte bare højt. Henrik Monk talte med stor bitterhed om at bo så langt ude på landet. Han følte sig afskåret fra sine venner. Hans far tvang ham til at arbejde hårdt på gården. Du må have følt dig dobbelt isoleret. Du gik jo i en helt anden skole.”

“Jeg var også sammen med de danske børn. Naturligvis drillede de mig af og til. Det sårede mig da også. Men der var ikke sådan en hetz, som jeg oplever over for udlændingene for tiden. Især lige nu. Du ved jo, hvad der sker i offentligheden i disse dage.”

Carsten sagde ikke, at han helt havde lukket af for, hvad der skete omkring ham, at han havde bygget en egen lille verden op, som bestod af familierne Monk, Feddersen, Meier og de forbindelser, der måtte herske mellem dem. Der var andre, som måtte tage sig af det store hele, han følte, at sandheden lå i detaljerne. Måske var han helt forkert på den; men det var hans vej, og han var taknemmelig for, at hans overordnede lod ham være i fred.

Sandsynligvis så de ham som ren excentriker, eller de var blot glade for, at de slap for hans irriterende spørgsmål.

“Det var også vandet,” sagde Dirk, og han og Carsten kiggede ud ad vinduet samtidig. Her var der blot, flad jord, dækket af hvid sne lige nu, ellers brun eller grøn eller korngul, alt efter årstiderne, intet bølgende, levende blå.

“Det kan jeg godt forstå,” sagde Carsten. Han havde altid kunnet se bugten fra, hvor han havde boet. I sin barndom og ungdom havde han sikkert tit set Dirk i en robåd derude. Det var en underlig tanke.

“Jeg elskede det især om morgenen, når der ingen vind var, og jeg var den første ude på vandet. Du aner ikke, hvor lydløs en båd kan være, når man ror den rigtigt. Jeg elskede det også, når der var bølger, og det virkelig var vanskeligt at ro. Det var en udfordring. Jeg var teknisk så god, at jeg så godt som aldrig kæntrede.”

Hvorfor bliver vi egentlig ved med at tale om roning? tænkte Carsten. Hvorfor kommer vi ikke tættere ind på det, jeg gerne vil vide noget om? Naturligvis kan de kvindelige ofre være blevet dræbt af en åre, måske ikke en hel åre, den ville være alt for lang, en afsavet én, nu må du altså lige styre dine tanker.

Du gør det, fordi du vil vinde hans tillid.

Udenfor begyndte det at sne igen; men det var ikke de tykke, langsomt dalende flager fra om morgenen, det var spidse, hurtigt faldende kugler, mere regn end sne, og de gjorde Carsten trist til mode.

“Du har altså læst hæftet to gange nu,” sagde han. “Jeg har kun læst det én gang, og jeg havde straks en masse spørgsmål.”

“Mor var ikke vant til at skrive,” sagde Dirk. “Jeg tror, at hun havde svært ved at organisere sine tanker.”

“Jeg synes, at de er meget organiserede. De kredser hele tiden om drabet fra for tres år siden.”

“Det betød meget for tante Josephine.”

“Talte hun om det?”

“Aldrig.”

“Hvor ved du så fra, at det betød meget for hende?”

“Det står i mors hæfte.”

“Du havde altså aldrig hørt om drabet, før du læste det.”

“Nej.” Nu var der en vis irritation i Dirks stemme, for første gang, siden Carsten havde mødt ham. “Jeg ved ærlig talt ikke, hvor du vil hen.”

Det ved jeg heller ikke helt, tænkte Carsten.

“Hvornår flyttede din moster ind hos jer?” spurgte han.

“Da læste jeg allerede i Århus, og mine søstre boede heller ikke hjemme mere. Hun havde boet i Sønderborg i nogle år.” Det var tydeligt, at Dirk følte sig dårlig tilpas ved at tale om Josephine og gården.

“Hvad fik hende til at flytte hertil?” spurgte Carsten.

“Jeg tror, at hun var ensom,” sagde Dirk.

Han rejste sig og gik hen til vinduet. Så vendte han sig om og sagde: “Jeg har jo slet ikke budt dig på noget at drikke.”

“En kop kaffe ville være dejligt.” Carsten ville gerne have, at Dirk var beskæftiget med noget, så han slappede lidt af, og tungen kom på gled.

Han stillede sig også hen til vinduet, mens Dirk håndterede filter, kaffepulver, vand og kande. Han måtte være kommet her tit, han vidste nøjagtig, hvor alting stod, endda kopperne og sukkeret fandt han lige med det samme. Han var sikkert ikke kun på eftermiddagsbesøg, sandsynligvis havde han og faderen altid taget en længere rotur, når han var der.

Carsten kiggede gennem sneen, ud over det flade land. Der var ingen lys i den nærmeste gårds vinduer. Carsten havde talt med naboerne, da han viste billederne af Hermann Meier rundt for at se, om det sidste offer nogensinde havde besøgt Günther Feddersen. At de havde stået i forbindelse, vidste han jo.

Der var noget i landskabet, noget, der vækkede en tanke, en erindring; men han kunne ikke få fat i det. Noget, han havde set.

“Hvis jeg var ensom, så ville det her måske ikke være det sted, jeg først ville flytte hen,” sagde han.

“Det sagde jeg også til Josephine,” sagde Dirk.

“Hvad ville din mor sige? Hun vil fortælle sin livshistorie, men bruger det meste af de par sider på at fortælle om Josephines store og tragiske kærlighed. Som viser sig at være en tolvårig piges forelskelse i en attenårig mand. Og det skal forklare, hvorfor Josephine aldrig blev gift.”

Maskinen begyndte at presse vand gennem røret og ned i tragten, og de første kaffedråber ramte kandens bund.

“Vil du sige, at du ikke rigtig tror på det?” spurgte Dirk.

“Gør du?”

“Jeg har ikke så meget forstand på kvinder.”

“Spørgsmålet er, hvilken kvinde vi skal have forstand på i det her tilfælde.”

“Josephine, tænker jeg. Du tror ikke på, at en pige kan forelske sig så stærkt, at hun får et knæk for livet, da den elskede bliver dræbt?”

“Det er det, din mor skriver. Du siger selv, at Josephine aldrig sagde noget i den retning.”

“Hun sagde heller aldrig noget i modsat retning. Hun tav bare om, hvorfor hun aldrig var blevet gift.”

“Spurgte I hende?”

“Jeg gjorde ikke. Det interesserede mig ærlig talt ikke. Jeg tog det for givet.”

“Gjorde dine søstre?”

“Det må du spørge dem om.”

“Nu spørger jeg dig.”

Det så ud til, at Dirk nød samtalen. Han smilede ikke, da han skænkede kaffen op for Carsten, men der var ingen vrede, ingen utålmodighed. Måske var han også blot nysgerrig.

“Mine søstre læste hæftet før mig, og jeg ved, de spurgte mor. Jeg tror også, de spurgte Josephine. Det er svært at forklare, men Josephine var noget helt for sig. Som barn kunne jeg godt være bange for min far, når jeg havde lavet noget, jeg ikke måtte, eller når jeg havde roet meget dårligt. Men det var intet i forhold til den angst, jeg havde over for Josephine. Vi alle sammen havde. Det var ikke engang, fordi hun begyndte at skælde ud eller noget. Det behøvede hun ikke. Du har da set billederne af hende.”

Carsten nikkede. “Dem fra hendes ungdom er jo gamle, og det forvrænger; men jeg opfattede hende som en smuk kvinde.”

“Hun var stadigvæk meget pæn som halvtredsårig. Hendes alder forbløffede altid folk, der ikke kendte hende. Hun levede jo også meget sundt. Hun røg ikke, hun drak ikke, hun spiste ikke kød, og hun gik lange ture. Jeg tror, at hun var meget optaget af sit gode udseende. Og det var det, hun kunne gøre én bange med. Man ville ikke gøre hende vred, fordi hun var så smuk.”

Carsten anede ikke, om det var noget, Dirk havde regnet sig frem til på egen hånd, eller om det var en tankegang, der var opstået i løbet af flere samtaler med søstrene.

“I kunne altså ikke lide hende,” sagde han.

“Det vil jeg ikke sige,” sagde Dirk. “Måske burde vi ikke have kunnet lide hende; men jeg husker altid, at det var festdage, når hun kom på besøg. Det var før hun flyttede til Sønderborg. Da kom hun kun en gang om måneden.”

Stadigvæk ganske ofte for en tante.

“Da hun boede i Sønderborg, kom hun hver søndag. Da gik vi på gymnasiet eller læste; men vi var tit hjemme, når hun var der. Det var lidt af en tradition, at mindst én af os var hjemme.”

Altså en tiltrækkende kvinde, som måtte have været dragende for mange mænd, da hun var yngre, men selv til op i en vis alder, hvis Dirks ord stod til troende. Ikke kun dragende for mænd, men også for børn, senere for unge, helt sikkert for familien. Carsten begyndte at begribe.

“Var det jeres far, jeres mor egentlig ville tale om i hæftet? Var det derfor, hun talte om tragedien fra for tres år siden hele tiden?”

“Far havde ikke noget at gøre med, at Josephine aldrig var blevet gift,” sagde Dirk. “Det mærkelige er, jeg slet ikke er vred på hende. Egentlig burde jeg være det. Hun gjorde livet meget svært for mor; men det var, fordi hun havde det så svært med sig selv. Jeg tror heller ikke, at det var, fordi hun havde forelsket sig, da hun var tolv år. Jeg var også forelsket nogle gange, da jeg var i den alder. Måske ikke som tolvårig, men som fjorten-, femtenårig, indtil jeg fik min første kæreste.”

“Jeg også,” sagde Carsten. “Det skiftede næsten fra måned til måned.”

“Ja, det var utroligt,” sagde Dirk. “Det ene øjeblik tænkte du på den ene pige hele tiden, det næste øjeblik på en helt anden.”

“Og du fik ingen af dem.”

“Jo, til sidst, min første kæreste.”

“Min første faste kæreste var noget senere,” sagde Carsten. “Jeg fik ingen af dem.”

“Naturligvis ændrer det noget for en tolvårig, når manden bliver dræbt. Men så kommer der andre mænd.”

“Der var noget i hende i forvejen, mener du,” sagde Carsten.

“Mine bedsteforældre var ret strenge. Ikke mere end andre på den tid og ude vestpå. Det var jo krigstider, forholdet mellem forældre og børn var et helt andet. Min far slog mig for eksempel aldrig. Heller ikke, når jeg skulkede fra roningen. Det var ellers det, han hadede allermest. At skulke fra skolen, det kunne han forstå, men at skulke fra roningen, det gik hans ære for nær.”

I det fjerne vandrede en skikkelse hen over landskabet. Man kunne kun se omridsene af den, ikke om det var en mand eller en kvinde, og det virkede nærmest, som om den svævede hen over markerne. I virkeligheden var der sikkert en sti der.

“Jeg tror, at tante Josephine blev slået tit, da hun var barn,” sagde Dirk. “Allerede dengang ville hun ikke finde sig i noget. Det ville hun jo heller ikke på de sygehuse, hun var på. Der kunne de fyre hende, hendes far brugte livremmen i stedet for. Men jeg tror, at det lige så tit var hende, der løb sin vej. Mine søstre fortalte mig om det flere gange. Egentlig burde du snakke med dem. De ved meget mere, end jeg gør. De snakkede mere med Josephine. De er også bedre til at gætte sig frem til, hvad Josephine egentlig mente, når hun sagde noget. Jeg tænkte tit, at når hun siger sådan og sådan, så mener hun også sådan og sådan. Men det gjorde hun slet ikke. Tit sagde hun bare sådan og sådan for at få opmærksomhed.”

“Og den fik hun fra jeres far.”

“Hvor ved du det fra?”

“Det var ikke så svært at gætte.”

“Ikke i de første år. Da brød han sig ikke om, at hun kom. Da var han tit i dårligt humør lørdag aften allerede.”

Mon han virkelig ikke havde brudt sig om det? Mon det dår lige humør ikke også havde været udtryk for angst for egne følelser?

“Jeg kan ikke sige, hvornår det ændrede sig,” sagde Dirk. “Men det ændrede sig. Pludselig var det ikke mor og Josephine, der sad sammen og snakkede, men far og Josephine. Eller rettere sagt, de gik ture eller ud i stalden, eller de roede sammen. De var begge to mennesker, der ikke særlig godt kunne sidde stille.”

Ligesom du, tænkte Carsten, da Dirk atter rejste sig og gik hen til kaffemaskinen for at tjekke, om der var mere kaffe. Han virkede ikke hektisk, mens han gjorde det, han virkede blot som et menneske, der havde brug for at røre sig.

“Ror du stadig?” spurgte han.

Dirk vendte sig om og smilede. “Hver aften, hvis jeg kan, og vejret er til det. Ellers løber jeg. Jeg sidder så meget ned. Det er ikke bare maven. Jeg har simpelthen brug for det. Jeg ville helst lave noget i frokostpausen; men da mødes jeg som regel også med nogen, som jeg bør se af og til.”

Carsten spurgte, hvad han lavede.

Han sagde, at han var konsulent i en større amerikansk konsulentvirksomhed, som Carsten ikke kendte navnet på.

“Vi er ikke McKinsey,” sagde Dirk. “Men vi er også store.”

“Hvordan reagerede din mor på forandringen?”

“I begyndelsen var hun glad, fordi far jo ikke var så sur mere, når tante Josephine kom. Så blev hun, jeg ved ikke, hvordan jeg skal sige det, så blev hun forvirret. Jeg tror ikke, at hun forstod, hvad der egentlig skete. Måske var der ingen af de tre, der forstod det. Måske forstod far det heller ikke. Jeg ved det ikke. Vi børn forstod det ikke.”

“Det var derfor, en af jer altid var hjemme, når Josephine kom,” sagde Carsten.

“Vi talte slet ikke sådan om det,” sagde Dirk. “Det er underligt, ikke også? Vi vidste, at vi skulle gøre noget, i det mindste for mors skyld; men vi sagde ikke til hinanden, vi gør det, fordi far og tante Josephine er så meget sammen, og det gør mor ked af det, og vi er nødt til kontrollere, hvad far og tante Josephine egentlig går og laver.”

“Så flyttede Josephine ind hos dine forældre,” sagde Carsten. “Hvad skete der så?”

“Ikke meget, ikke udadtil,” sagde Dirk. “Jeg kunne ikke mærke noget på mor. Måske var hun mere ked af det end ellers. Måske var hun deprimeret. Jeg ved det ikke. For det meste virkede hun som ellers. Tante Josephine og far havde det fint. Jeg tror aldrig, at jeg har set far så glad før. Som om jeg altid vandt i roning.”

“Hvor var du den nat, de blev dræbt?” spurgte Carsten.

“I Sønderborg. Vi har en ordre fra universitetet. De skal spare penge og ved ikke hvordan.”

“Så giver de altså først penge ud på jer. Hvorfor sov du ikke hjemme hos dine forældre? Eller overnattede du aldrig her?”

“Jo, naturligvis. Jeg har stadigvæk mit gamle værelse. Men jeg havde en aftale efter arbejde. På restaurant. Jeg vidste, at jeg ville få noget at drikke, så jeg ville hellere overnatte på hotel.”

“Var aftalen med en kvinde?”

Dirk tog fat i kandens greb, og i hans næve virkede kanden næsten lille.

“Jeg vil godt have et navn og en adresse, helst et telefonnummer,” sagde Carsten. “Jeg skal nok være diskret. Jeg er ikke ude på at ødelægge skæbner.”

Til sidst, da han havde fået navnet og nummeret på kvinden, spurgte Carsten, om Dirk havde hørt navnet Hermann Meier før.

Dirk rystede på hovedet.

“Men din far kunne da godt lide at gå til antikvitetsmesser,” sagde han.

“Det var egentlig mere tante Josephine,” sagde Dirk. “Da hun ikke boede her endnu, gik far og mor så godt som aldrig på de messer. Efter hun var flyttet ind, gik hun og far der konstant. Mor blev for det meste hjemme.”

“Købte og solgte de meget?”

Dirk sukkede. “Det er sådan nogle ting, jeg skal til at finde ud af. Som om jeg ikke har arbejde nok i forvejen.”

Da Carsten var tilbage på kontoret, begyndte han at kigge på, hvilke spor Dirk Feddersen og Henrik Monk havde efterladt på computeren.

De havde aldrig været i kontakt med politiet, ingen fartbøder, ingen spirituskørsel, intet.

Han gik ind på folkeregistret, og der fandt han noget spændende. De havde boet på samme adresse mellem 1984 og 1986, Skjoldhøjkollegiet i Brabrand.

Han ringede dertil og fik en varmemester i røret, der slet ikke var glad for hans forespørgsel. Han spurgte flere gange, om det ikke kunne vente til i morgen, og Carsten svarede flere gange, at det kunne det ikke.

Det var som at snakke med børnene før i tiden, når de ville til at gøre noget, som de vidste, at de absolut ikke måtte.

De havde boet i to forskellige opgange, nummer tredive og nummer toogtredive.

“Ligger de i nærheden af hinanden?” spurgte Carsten.

“Ligger tredive og toogtredive måske ikke i nærheden af hinanden?” spurgte varmemesteren.

Pas du nu lige på, tænkte han.

“Arkitekter kan være kreative,” sagde han. “Især hvad angår nummerering.”

Varmemesteren lo. “Jo, det gør de vel nok.”

Carsten takkede. Så, inden varmemesteren kunne nå at lægge på, spurgte han, hvor mange studerende der boede pr. opgang.

Tolv, sagde han.

Carsten havde boet på kollegium, da han gik på politiskolen, og han vidste, at man ikke nødvendigvis rendte på hinanden, selv om man boede samme sted, men ikke i samme opgang.

Opgange kunne være en verden helt for sig selv. Mænd og kvinder, det var en helt egen sag, de blandedes hurtigere, men mænd og mænd, det var straks noget andet, selv om begge var sønderjyder.

Alt for mange forbindelser, og så slet ingen, ikke nødvendigvis, en tynd streng, der gik tres år tilbage og ikke havde noget virkelig personligt, og så to unge mænd, der af helt forskellige grunde havde et vanskeligt forhold til deres fædre: fordi den ene havde været alt for streng i barndommen, fordi den anden måske havde været forelsket i mosteren.

Men hvad nu, hvis de var mødtes til en opgangsfest eller nede i cafeteriet, eller hvad de nu havde på sådan et kollegium, de havde drukket noget, de var faldet i snak om deres fædre, de havde haft noget til fælles, de havde måske holdt kontakt.

Over tyve år, uden noget som helst belæg. Det virkede for langt ude.

Hvad tænkte han egentlig? At Dirk Feddersen havde myrdet Henrik Monks far, og Henrik Monk havde myrdet hans far, at de havde aftalt det? Hvorfor havde Dirk Feddersen så ikke noget vandtæt alibi for den nat, hans far blev myrdet?

Og desuden, havde de observeret bandernes hærgen og så ringet til hinanden og sagt, at det kan vi bruge?

“Hvordan står det til?”

Det var Lisbeth. Hun havde en kop kaffe i hver hånd. Damp stod op af dem. Det var tid til en lille pause uden for døren.

Der var så godt som ingen skyer på himlen, så godt som ingen fugle, så godt som ingenting, ikke engang solen var at se, der var kun de flade, lange skygger nede på jorden. Luften var stadigvæk skarp og frisk, og sneen var begyndt at få en fastere konsistens igen, uden at den var blevet hvidere i løbet af eftermiddagen. Det ville sikkert fryse i nat, og i morgen ville der måske være tåge.

Han ville foretrække tåge, en masse skyer på himlen, et eller andet, ikke denne tomhed.

“Jeg mødte to sympatiske sønner i dag,” sagde han.

“Det er der da ikke noget galt i.”

“Hvis man leder efter mistænkte, er der. Så burde der mindst være ét usympatisk menneske iblandt.”

“Du tror altså, at det er sønnerne, der gjorde det,” sagde hun.

Hendes hænder rystede en smule. Han kiggede på sine egne. De rystede også. Det var egentlig alt for koldt til at sidde herude. Men han nød det, når det var hende, han sad med.

En gang havde han siddet sammen med Nastja, de havde drukket kaffe, i smug havde han beundret hendes bryster, hun havde fortalt om studiet, han havde fortalt så lidt som muligt om familien, fordi han følte sig så gammel, når han gjorde, og hele tiden havde han følt sig helt forkert.

Nastja var en, han helst ville beundre og begære på afstand, Lisbeth var en, han helst ville sidde og snakke med.

“Vi sidder her som to pensionister, der ikke ved, hvad de skal få tiden til at gå med,” sagde hun.

“Jeg sidder og venter på inspiration.”

“Hvad gør du, når du ikke får den?” spurgte hun.

“Taler med mennesker.”

“Med mig?”

“Også det. Du giver mig massevis af inspiration. Mest med døtre og søstre. Men først med en mulig elskerinde.”

“Du skal passe på, at du ikke bliver helt besat af, at det er helt anderledes, end de siger derinde. De har i det mindste konkrete resultater.”

“Har de fået en tilståelse ud af Antar?”

Han havde slet ikke lagt mærke til før, at hun havde så mange rynker omkring øjnene, når hun smilede. På et tidspunkt burde han fortælle hende, at de gjorde ham glad. “Du kender ham da. Ham kan de afhøre, så længe de vil, ham får de intet ud af. Han er den hårdeste negl i byen.”

“Du kender ham da slet ikke så godt.”

“Jeg ved, hvad du har fortalt mig om ham.”

Han rejste sig. Hans bæger var stadigvæk halvfuldt; men kaffen var for længst kold. Lone elskede kold kaffe. Måske var den god for teinten.

Han var nødt til at få lidt mere at vide om, hvordan mulige elskerinder tænkte.

Så vidt han kunne bedømme over telefonen, var Eva Mørk ikke Dirk Feddersens mulige elskerinde. Hun havde boet sammen med ham på kollegium i Århus, de havde været kærester i godt to år, så var hun flyttet til Berlin – hun, danskeren, ikke han, hjemmetyskeren – og de havde kun set hinanden meget sporadisk gennem årene.

Nej, hun havde ikke lært nogen Henrik Monk at kende i Århus, hun havde naturligvis læst, set og hørt om Monk-mordene. Hun underviste på universitetet i Sønderborg nu, og Dirk og hun havde været ude at spise den aften.

De var gået hver til sit et godt stykke over midnat, måske endda over et. Der havde været så meget at snakke om.

Der var ikke noget, der antydede, at Eva Mørk løj, og Carsten besluttede ikke at afhøre hende personligt for øjeblikket. Han havde jo hendes navn og adresse. Hun ville ingen steder løbe, og hvis, så kunne han alligevel ikke forhindre hende i det.