26

ET ANSLAG

Klokken var ni, da hun for alvor begyndte at tænke. Da havde hun lige netop sat vand over til en kop urtete.

Hun drak altid urtete for at afslutte sin aften, i det mindste, når hun var alene hjemme; men det var ikke teen, hun tænkte over, det var Herbert Meier.

Hun havde været meget hård ved ham, hun havde truet ham. Hun havde håbet på, at han ville bryde sammen under presset. Hun havde forestillet sig ham siddende alene i sin lejlighed, mens han drak øl, græd rykvist og ustoppeligt, og til sidst ringede til politiet.

Hele eftermiddagen havde hun halvvejs ventet på hans opringning, hun var endda blevet længere på kontoret. Men naturligvis tilstod han ikke. Han var måske blevet trængt op i en krog, men kunne stadigvæk bide fra sig.

I hvilken retning?

Der kunne faktisk kun ske ham noget, hvis forældrene talte, især faderen. Hun lod te være te og greb sin jakke.

De lå på Malteser-sygehuset i Waldstraße. Christiane gik hen til receptionen og spurgte efter vejen til intensivafdelingen.

“Der er ikke besøgstid så sent,” sagde manden ved skranken. Han var ikke barsk, han sagde det mere eller mindre undskyldende. Han vidste, hvordan pårørende led, når deres kæreste var meget syge.

“Jeg er fra politiet,” sagde Christiane og legitimerede sig.

“Så er det vistnok noget andet,” sagde han lettet og angav vejen til sygestuen, som hun havde glemt igen to minutter senere, og på trods af, at der var skilte overalt på væggene, med forskellige farver for de forskellige afdelinger, for hun vild to gange.

Der var underligt stille på et sygehus om aftenen. Enkelte mennesker i hvidt overhalede eller gik forbi hende med hurtige skridt, og der var nogle få patienter på gangene, lidt sammenkrøbne væsener i løst hængende tøj, ofte blot en badekåbe over en pyjamas.

Døren til intensivafdelingen åbnede sig automatisk; men på den stod der med store bogstaver, at adgang var forbudt for uvedkommende.

En sygeplejerske kom hende i møde. “Hvad er Deres ærinde her på denne tid? Det her er en intensivafdeling, her har vi meget syge mennesker, så vi kan ikke bare have folk rendende ind og ud.”

Hun lignede lidt Carstens kollega, hvad hed hun nu? Lisbeth. Men sygeplejersken var en Lisbeth uden smilehuller. Hun havde sikkert heller ikke så meget at grine af på en intensivafdeling.

“Jeg er fra politiet,” gentog Christiane. “Jeg leder efter Adelheid og Hermann Meier.”

Sygeplejersken sænkede stemmen, selv om patienterne næppe var i stand til at høre hende. Så snart de kunne, blev de flyttet et andet, billigere sted hen.

“De stakkels mennesker,” hviskede hun. “At skulle opleve sådan noget. I sit eget hus. I sit soveværelse. De var jo gamle og fuldstændig værgeløse.”

Rovdyr tog helst de gamle, de syge og de helt unge. De vil ikke være helte, de vil blot overleve med mindst mulige omkostninger.

“Hvordan går det med dem?” spurgte Christiane.

“De er stabile,” sagde sygeplejersken. “De er uden for livsfare. De har begge to en stærk konstitution, de er ikke så nemme at knække. Vi holder dem i kunstig koma i nogle dage endnu, så kroppen får den ro, den har brug for.”

Sjælen måske også. Skrækken måtte næsten have været det værste: Da vinduerne brast, og der pludselig stod nogen i soveværelset, som de ikke kunne se.

Havde eller havde de ikke nået at tænde lyset? Herbert havde jo en nøgle til huset, hvorfor skulle han komme ind ad vinduet?

“Jeg ville gerne se dem,” sagde Christiane. “Jeg ville gerne være hos dem i længere tid, måske hele natten.”

“Hvorfor?” spurgte sygeplejersken mistroisk.

“Det er noget politiinternt.”

“Vi er på et sygehus,” sagde sygeplejersken. “Vi er på en intensivafdeling. Vi har et stort ansvar. De kan ikke bare komme og sige, at det er noget politiinternt. Politiinternt, nej, den går ikke.”

“Vi har hørt rygter om et nyt anslag.” Nu var det Christiane, der hviskede, og det irriterede hende. Hun ville ikke virke så konspiratorisk.

“Gud, her, på hospitalet?”

Sygeplejersken virkede, som om nogen var ved at skænde en kirke eller et endnu mere helligt sted. Hvilket et sygehus på sin vis jo også var.

“Det er kun et rygte,” sagde Christiane. “De viser sig som regel at være forkerte. Men vi vil gerne være helt sikre.”

Der var stille på stuen, og der var halvmørkt. Oppe under loftet var der en lysliste, hvis lys var mørkegult og blev kastet mod væggen og svækket yderligere der af en metalskærm.

Adelheid Meier lå i sengen nærmest ved vinduet, Hermann Meier ved siden af hende. Sådan, ved siden af hinanden, havde de levet i over halvtreds år nu. Det havde en stor skønhed og værdighed, og Christiane tænkte, at det ville hun formentlig aldrig opleve selv.

Tanken gjorde hende trist til mode, mere end de slanger og ledninger, der løb fra Adelheids og Hermanns kroppe til diverse apparater.

Maskinerne opretholdt deres liv, de forsynede dem med næringsstoffer og væske, med smertestillende og beroligende midler, de målte deres blodtryk og deres hjertefrekvens, de gav et groft billede af hjernefunktionerne, og de tilførte lungerne ekstra ilt.

Christiane satte sig på stolen ved siden af Adelheids seng. Nu, hvor sygeplejersken var gået, hørte hun maskinernes hvæsen, klikken og raslen. Med tiden ville det holde op, da ville hjernen have fjernet lydene fra opmærksomheden.

Hun burde have taget noget at drikke med. Læse kunne hun alligevel ikke i dette lys, og hun kunne under ingen omstændigheder høre musik på sin MP3, som hun altid havde i lommen. Hun skulle jo kunne høre.

Hun hadede at vente. Hvem gør ikke det? tænkte hun.

Hun satte sig til rette for at føle så lidt ubehag som muligt.

Blikket løb hen over de to mennesker i de to senge, og hun tænkte på sin egen mor og far.

Faderen havde været dranker. Han havde arbejdet i Hamborgs havn og altid påstået, at der drak alle.

Han havde aldrig været voldelig, han havde altid været sød og rar ved Christiane, især når han havde drukket; men samtidig havde han også været så fjern.

Hun huskede tydeligt hans fortinnede øjne, hans svulne kinder, hans langsomme bevægelser, hans grødede stemme.

Moderen forlod ham, da Christiane var syv år gammel og gik i anden klasse, og fra det tidspunkt så hun ham kun meget sjældent. Han var ikke nogen hverandenweekend-far. Han kunne finde på at ringe om lørdagen og sige, at han ikke kunne hente hende, fordi en eller anden af hans arbejdskammerater havde fødselsdag og de skulle drikke et par bajere sammen og bagefter skulle de på stadion, til Sankt Pauli, en andendivisionsklub.

Bajere og fodbold var altså vigtigere, end hun var. Det var det, hun lærte.

Og så ikke engang første division, tænkte hun, ikke engang champagne.

Tanken gjorde hende tørstig; men hun ville ikke forlade stolen.

Efter hendes mor havde fået en ny kæreste og var flyttet til Flensborg, så Christiane så godt som aldrig sin far længere. Et eller to årlige besøg i Hamborg, hvor han under stor indre møje havde været ædru og taget hende med til fodbold og bagefter alligevel havde måttet drikke et par dåseøl.

Når han havde drukket dem, klagede han. Aldrig var det ham, der havde skylden, altid var det de andre, det var alkoholen, det var det forbandede arbejde, og efter han var blevet fyret, var det den forbandede arbejdsløshed.

Så holdt kontakten helt op. For nogle år siden forsøgte hun at opspore ham; men han var ikke registreret nogen steder. Måske var han husvild, måske var han død.

Hendes mor var ikke ansvarlig for noget, hun havde gjort sit bedste, og Christianes papfar var en dejlig mand. Han havde givet hende den stabilitet, hun havde haft brug for, og han var stadigvæk den, hun bedst kunne lide at snakke med.

Alligevel var der noget, en evig sorg, en forsvundet far, som hun ikke havde tænkt så meget over i lang tid. Hun lovede sig selv, at hun ville lede efter ham på ny, når det her var overstået. Hun ville give ham en chance.

Blæren førte hende væk fra ham. I første omgang forsøgte hun at koncentrere sig om alle de øl, han havde drukket, alle de gange, han havde måttet gå på wc, for at blive af med væsken, så hun selv ikke behøvede gå.

Hun ville blive på sin stol hele natten.

Det var kun en let irritation, og klokken var kun elleve. Hun havde ikke drukket noget af sin te, så der kunne slet ikke være så meget væske i hende.

Klokken ti minutter over elleve begyndte blæren at gøre ondt. Ingen voldsom smerte, ikke noget i sammenligning med, hvad de to mennesker i deres senge havde oplevet.

Hun måtte bide tænderne sammen. Det var ikke kun et fysiologisk spørgsmål, men også noget, der havde at gøre med hendes opmærksomhed. Hvis hun holdt op med at koncentrere sig om blæren, ville smerten forsvinde.

Hun forsøgte at tænke på sin far igen, til ingen nytte.

Hun tænkte på de første mord, på Carsten Mathiesen, på Herbert Meier, hun rejste sig og gik omkring på stuen, meget stille, så ingen opdagede, at der var en ikke-patient herinde, hun forestillede sig, at hun var en mand og kunne åbne vinduet og tisse ud i mørket, bare sådan, uden at tænke over konsekvenserne.

Klokken tyve minutter over elleve gav hun op. Hun gik ud af stuen.

Fra vagtstuen faldt der lys ud i gangen, ellers var der kun nogle få blege lamper, og der var heller ingen lyde af maskiner længere, der var et sug af stilhed. Hun gik ti meter til højre, så stod hun over for dametoilettet.

Hun skyndte sig, trak bukserne ned, tissede, vaskede ikke hænderne, var ude på gangen igen inden for et halvt minut, var inde på stuen, hvor de to gamle mennesker lå, stille og fredelige, og maskinerne arbejdede.

Hun satte sig på sin stol. Efter en tid faldt hun i en let søvn. Hun havde en af de ubehagelige drømme, hvor hun stod fuldstændig nøgen over for en menneskemængde og ville væk, men ikke kunne.

Hun vågnede, da blæren meldte sig på ny. Det kendte hun ellers ikke. Normalt sov hun igennem. Desuden havde hun ikke engang drukket sin te. Hun var tørstig. Hun skulle have drukket lidt vand, da hun var på wc for hvor mange timer siden?

Klokken var to minutter over et.

Maskinerne arbejdede. Neden for Hermann Meiers seng glødede en lampe, der kastede skyggerne opefter. Hvis han skulle vågne nu, ville han bestemt tro, at han var i helvedes forgård.

Et eller andet var forkert. Det vidste hun lige med det samme. Hun vidste ikke, hvorfor, men hun vidste, at det var forkert. Stilheden var for dyb, måske det. Måske blot noget i hende.

Blæren gjorde ondt; men den var ikke hendes problem nu.

Hun havde glemt sin pistol derhjemme. Hun havde den så godt som aldrig på sig, det var sjældent nødvendigt, men hun burde have taget den med herhen.

Hun blev stående midt i rummet og lyttede. Måske var det noget, hun bildte sig ind. Nu var der ingen alt for dyb stilhed længere. Hvad regnede hun egentlig med på et hospital midt om natten?

Hun bevægede sig hen til døren og kiggede ud på gangen. Der var ingen. Lyset fra vagtværelset faldt stadigvæk, som det var faldet for to timer siden. Hun trådte ud på gangen, så gik hun med hurtige skridt i retning af vagtværelset, hun løb næsten.

Der sad to sygeplejersker bag nogle computerskærme. De drak te eller kaffe. Den ene af dem kendte Christiane ikke.

“Er der sket noget usædvanligt i mellemtiden?” spurgte hun.

“Mener De, bortset fra dødsfaldet på stue 11?” spurgte den sygeplejerske, hun kendte.

“Har der været et dødsfald?” spurgte Christiane. “Jeg lagde slet ikke mærke til noget. Kommer der ikke en hulens masse mennesker løbende, når et menneske dør?”

De to sygeplejersker kluklo. De havde jo heller ikke så megen afveksling herinde. De kunne ikke få sig en lille sludder med patienter, der ikke kunne sove. Her sov de alle sammen.

“Der var ikke noget dødsfald,” sagde sygeplejersken. “Jeg sagde det bare, fordi det sædvanlige for os inkluderer hyppige dødsfald.”

“Undskyld,” sagde Christiane. “Jeg mente det ikke sådan.”

Hun ville helst have kværket sygeplejersken; men de skulle jo arbejde sammen, og Christiane kunne da sin flinkeskole, hvis det skulle være.

Hun gik på wc. Hun tjekkede ikke gangen uden for intensivafdelingen. Det tænkte hun slet ikke på, efter at sygeplejersken havde gjort grin med hende.

Hun kom koldt vand i ansigtet og tænkte på at tage hjem. Måske var det bare noget, hun forestillede sig. Herbert behøvede slet ikke at reagere sådan, som hun forestillede sig det. Sandsynligvis lå han derhjemme og sov sin rus ud.

Hun kunne drikke en kop te og få nogle timers søvn. Hun ville formentlig trænge til dem i morgen.

Det var et undertrykt råb, hun hørte. Det kom fra gangen. Så hørte hun ikke noget længere, ingen stemmer, ingen fodtrin, bare den sædvanlige stilhed.

Hun begyndte at hade den. Den lagde sig som en dyne over alt, og så kunne den så nemt trækkes væk.

Hun lindede på døren. De to sygeplejersker stod midt i gangen, hende, Christiane ikke kendte, stod forrest, hende, hun kendte, bagerst. Lige bag hende stod der en mand. Foran hendes hals svævede der en kniv i en hånd.

Manden havde en elefanthue trukket ned over ansigtet, med to huller, hvor øjnene sad. Han havde samme højde og kropsholdning som Herbert Meier. Christiane var sikker på, at hvis hun kom nogenlunde tæt på, ville han lugte stærkt af spiritus.

Han kiggede sig omkring, som om han spekulerede over noget. Så kiggede han i retning af wc-døren. Christiane trak sig tilbage.

Hvor var hendes mobiltelefon?

Hun så den for sig, i en lille lomme i sin jakke, der hang på stolen.

Hvad ville Herbert Meier?

Være alene med sine forældre.

Hvordan kunne han blive af med sygeplejerskerne?

Ved at spærre dem inde på wc. Han skulle bare have en nøgle.

Havde han set hende?

I første omgang måtte hun gå ud fra, at han ikke havde.

Ville han virkelige spærre dem inde på wc? Var det ikke blot noget, hun tænkte?

Hun måtte ikke tænke så meget, hun var nødt til at handle.

Men hvordan? Det var ham, der havde kniven.

Døren åbnede sig. Den første sygeplejerske kom til syne. Hun så Christiane. Hendes ansigt var kridhvidt. Der var ingen trækninger i det, ingen mimik.

Døren svingede udad, ud i gangen, så Christiane havde ingen gemmesteder. Hun kunne ikke hænge oppe under loftet som Spiderman. Hvordan kom hun på den slags tanker lige nu?

Den første sygeplejerske blev skubbet fremefter, så hun næsten snublede og satte sig på toiletsædet. Den anden sygeplejerske kom til syne. Under hendes hage var kniven. Det var en kødkniv. Den så meget skarp ud.

Christiane pressede sig ind til væggen. Manden gik meget tæt bag den anden sygeplejerske, så hun dækkede hans højre synsfelt. Der var en vis sandsynlighed for, at han ikke så Christiane lige med det samme, når han kom ind i rummet sammen med sygeplejersken.

Derefter var han nødt til at slippe hende, træde nogle skridt tilbage, lukke og låse døren. I den tid kunne Christiane reagere. Han havde dog stadigvæk en kniv, hun havde ikke noget.

Hun lugtede ham, før hun så ham.

Han skubbede den anden sygeplejerske fremefter, så hun havnede oven på den første. I venstre hånd havde han en nøgle.

Han bemærkede Christiane og stivnede. Hun ignorerede hånden med nøglen, hans ansigt, hans lugt, resten af hans krop, hun så kun hånden med kniven.

Det var, som om han bemærkede, at hun koncentrerede sig om den, for han førte den frem med ét.

Den for i hendes retning.

Så sparkede hun. Hun ramte indersiden af håndleddet, hånden blev slynget udefter og åbnede sig, og kniven fløj forbi de to sygeplejersker og skramlede mod væggen.

Christiane kiggede efter den. Det skulle hun ikke have gjort, for manden trådte nogle hurtige skridt tilbage, bag døren, og begyndte at skubbe den i. Christiane pressede skuldrene mod døren og skubbede tilbage. Sygeplejerskerne kiggede bare.

Manden var stærkere end hende. Om nogle få sekunder ville det lykkes ham at presse døren i hak og låse den. Hun tog et langt skridt og satte en fod mellem dør og karm, så råbte hun til sygeplejerskerne: “Kom nu her og hjælp mig, for fanden!”

De sprang begge op, helt røde i ansigtet nu.

I samme øjeblik forsvandt al modstanden på den anden side af døren, den svingede ud i gangen, og Christiane tumlede efter den. Hun stødte sig hårdt på albuen.

Hun så manden forsvinde ind i Hermanns og Adelheids værelse, rejste sig og løb efter ham. Da hun var inde i værelset, stod han foran Hermanns seng med en pude i hånden.

Hvor havde han mon fundet den?

“Det er forbi,” sagde hun.

Han drejede sig om mod hende. Så smed han puden og trak huen af sit hoved. Naturligvis var det Herbert Meier.

Hans ansigt var ophovnet af sprut og heden bag huen, og hans øjne var blodsprængte.

“Ville De virkelig dræbe Deres far?”

“Jeg ville aldrig være murer.” Hans stemme var grødet. Bagefter, når de andre betjente var kommet, ville de tage en blodprøve og finde ud af, hvor stor en promille han havde. Hun skød på to, to en halv.

“De ved slet ikke, hvor heldig De er, at jeg var her,” sagde hun.

“Hun ville bare have sit eget. Det kunne han ikke forstå. Han sagde, at han ikke anede noget om kosmetik.”

“Sæt Dem,” sagde hun.

Han satte sig fuldstændig føjelig på den stol, hun havde siddet på i nogle timer.

“Han syntes, at det var noget pjat at pleje sine fingernegle. Har De set hans?”

Det havde hun ikke. Men hun kunne nogenlunde regne ud, hvordan de så ud.

To portører kom ind og ville til at tage sig af Herbert. “Lad ham være,” sagde Christiane. “Jeg skal nok passe på ham, indtil patruljevognen kommer.”

Det gjorde hun så.