28

LAKOLK

Stranden var så bred, at man kunne føre et slag her, den var i virkeligheden en lille ørken, og om sommeren kom folk kørende med deres biler, midt på stranden, fordi der var for langt at gå ud til vandet, og over vand og strand hang den støtte, bidende, sandfyldte blæst.

Det var om sommeren, når det var varmt, om dagen, når solen stod højt på himlen, i læ af en vindskærm, som det havde taget Carsten og Lone en halv time at bygge op, fordi vinden hele tiden fik fat i en ende og rev den ud af fingrene på dem.

Han huskede mange gode dage på stranden bag Lakolk. Han huskede vandet trække sig tilbage og komme til syne igen, de høje, skumhvide bølger, de lange vandringer ud i vandet, indtil det var dybt nok til, at man nogenlunde kunne springe i.

På vejen tilbage var der flade aflange pytter, som var blevet opvarmet af solen, og børnene og han ålede sig i dem, der var sand i luften og hvide saltkrystaller på hele hans krop, og inde bag vindskærmen sad Lone og læste i en eller anden krimi og var glad for, at han og børnene var væk for en tid.

Men det var om sommeren, midt om dagen, med skyfri himmel. Han havde endnu aldrig været på stranden om vinteren, midt om natten, under et skydække, der kunne revne hvert minut, det skulle være, og sende sin vante blanding af regn og sne ned over ham.

“Jeg synes, at det er spændende,” hviskede Christiane.

De lå foran en klit og ventede på instruktioner.

Det var anden nat i træk, at hun var oppe og i fare. Hun burde have søgt ind til de tyske specialtropper, dykkerkorpset eller hvad det hed dernede.

“Jeg er pacifist,” sagde hun.

Så lo hun, og han anede ikke, hvad der var morsomt ved det.

Et eller andet skrattede i hans bluetooth, så kom inspektørens stemme igennem, og de begyndte at rykke frem, alle fyrre mand.

Han var kommet tilbage til Åbenrå fra Flensborg klokken elleve om formiddagen. Christiane var blevet der for at udspørge Herbert Meiers ekskone, hans kæreste og den ene søster, der boede i byen.

Han var taget til stationen for at grave yderligere i familierne Monks og Feddersens fortid. Det gjorde ham helt modløs. Der var så meget, så mange tråde, så mange strenge, der ingen steder endte.

Og så noget, han vidste, var der hele tiden, som han bare skulle tage fat i. Han skubbede tanken fra sig.

Det ville være så meget nemmere, hvis det virkelig var østeuropæerne, der havde gjort det, hvis slagene virkelig var kommet udefra. Så betød de enkelte strenge ikke noget, så behøvede han ikke at tvinge sig til at se et mønster der, hvor der mere eller mindre var en ansamling af tilfældigheder.

Alle de tre mænd havde haft problemer med deres fædre. Han havde også selv problemer med sin egen far, måske ikke så voldsomme, men de var der, og hvis nogen spurgte og borede, ville de måske fremstå langt voldsommere, end han forestillede sig dem nu.

Lisbeth vinkede til ham fra sit skrivebord.

Han greb telefonen for at ringe til Dirk Feddersens søster. Hun boede i Rødekro, hvor hun arbejdede i Netto.

I alle tre tilfælde var der tale om en enkelt søn, omgivet af søstre, ingen af de tre havde brødre. Havde det nogen betydning?

Han var ved at blive vanvittig. Dirk Feddersens søster sad ikke ved kassen i Netto, hun var bestyrer og havde kun meget lidt tid. De aftalte at mødes næste dag.

I dag, tænkte Carsten, mens han lå ved klinten, og vinden jog sine syle ind i hans ansigtshud.

Så kom Lisbeth over, de fik deres kop kaffe, hun spurgte, hvordan det stod til i Flensborg, hun havde hørt rygter.

Han fortalte hende om, hvad Herbert Meier havde gjort.

“Så er den sag vel afsluttet,” sagde hun lettet.

Han trak på skuldrene.

“Ikke igen,” sagde hun.

“Jeg kan ikke lade være med at tvivle,” sagde han. “Jeg synes ikke, at det hænger rigtig sammen. Psykologisk set, mener jeg.”

I det øjeblik blev de kaldt ind til møde.

Der var sat stole op i rækker i kontrolrummet, foran stolene var der blevet placeret en beamer, og ved beameren stod politiinspektøren fra Esbjerg og Ole Siggaard.

Beameren sendte et kort over Rømø op på væggen. Carsten satte sig og ventede på, hvad der nu måtte komme.

“Vi har netop fået troværdige informationer om, at der opholder sig mennesker af ukendt herkomst nord for Lakolk,” sagde politiinspektøren, og Ole Siggaard trykkede på tastaturet ved siden af projektoren, hvorefter billedet zoomede fra hele Rømø til området omkring Lakolk.

Politiinspektøren havde en pegepind i hånden, og dens spids spiddede en rektangel nogle hundrede meter nord for campingpladsen.

“De opholder sig her,” sagde han.

“Hvor mange er der?” spurgte Carsten.

Hoveder vendte sig omkring, øjne stirrede på ham. Det var ikke meningen, at han skulle stille spørgsmål. Han skulle blot høre efter.

“Det ved vi ikke,” sagde politiinspektøren. “Men du kan være sikker på, at vi vil have nok folk til at overmande dem.”

“Hvor har I informationerne fra?” spurgte Carsten.

“Det kan jeg ikke sige på nuværende tidspunkt. Men du kan være sikker på, at de er pålidelige.”

Carsten ville til at stille et spørgsmål mere, men inspektøren kom ham i forkøbet.

“Vi slår til i nat,” sagde han. “I mellemtiden bliver huset observeret fra alle sider. Ingen kan komme hverken ind eller ud. Vi står i løbende kontakt med vores observatører. I de seneste timer har vi udarbejdet en operationsplan. Efter mødet vil I hver især få en redegørelse over, hvor I skal være hvornår.”

Midt om natten, tænkte Carsten. Hvor man ikke kan se en skid. Hvor der er hundekoldt, og blæsten er ved at tage livet af én.

“Jeg troede, at du var en hård hund,” sagde Christiane.

Han var ikke vant til skudsikker vest, og natbrillerne hjalp heller ikke på hans humør. Han så forbløffende meget med dem, en grøn verden, der til forveksling lignede den, der var der om dagen, og så alligevel var helt anderledes. Der var ingen farver, der var langt færre detaljer, men klitterne var der, græstotterne, buskene, furerne i klitterne, der var ligesom dale i bjerge, og han gik efter Christiane, det faldt ham helt naturligt, selv om han var ældre og havde en højere rang.

De første sommerhuse kom til syne. Der var ingen lys i vinduerne på nogen af dem. Carsten vidste, at det sommerhus, inspektøren havde peget på under mødet, lå i tredje række, nogenlunde i midten. Han forsøgte at stirre sig frem til det; men det lykkedes ikke for ham. De så alle sammen ens ud, skodder for vinduerne, lukket for vinteren, på nær måske nogle dage omkring nytår.

Og på nær et hus, hvor der boede en gruppe mennesker af ukendt herkomst.

Han havde ringet til Christiane, og hun havde talt med sine foresatte.

De havde forespurgt i Åbenrå, om hun kunne deltage i operationen, som observatør naturligvis, hun ville ikke være i vejen, det lovede de, men nu, da samarbejdet hen over grænsen var blevet så tæt.

I Åbenrå herskede der naturligvis forundring over, at Flensborg kendte til operationen, der jo i sagens natur var tophemmelig, og lige så naturligt faldt mistanken på Carsten.

Han skulle aflægge rapport til politiinspektøren og Ole Siggaard. Inspektøren sad bag, Ole Siggaard stod ved siden af skrivebordet.

“Det er virkelig ærgerligt, det her,” sagde inspektøren. “Vi tager hende jo gerne med, det er ikke det; men vi havde vel gjort det meget tydeligt, at de oplysninger, vi gav jer, var absolut fortrolige.”

“Ja, det havde I,” sagde Carsten.

“Hvordan er de så nået ned til Flensborg?”

“Det ved jeg ikke,” sagde Carsten. “Jeg har ikke særlig gode kontakter sydpå.”

“Du arbejder da tæt sammen med denne, hvad er det, hun hedder …”

“Christiane Müller,” sagde Ole Siggaard.

“Ja,” sagde inspektøren.

“Vi har kun kendt hinanden i nogle dage,” sagde Carsten.

Det forekommer mig slet ikke som et par dage, tænkte han.

“Vi har ikke tid til at undersøge sagen lige nu,” sagde inspektøren. “Men du kan være sikker på, at det ikke bliver glemt.”

I det øjeblik havde han været bange, men nu, hvor de nærmede sig sommerhuset, fik angsten en helt anden kvalitet. Han sagde til sig selv, at objektivt set skulle det blive en nem sag, og han ville jo heller ikke blive involveret i de egentlige kamphandlinger, han var skrivebordsbetjent, han var snakkebetjent, han var slet ikke uddannet til det her, de forbandede natbriller gav kun sådan et snævert udsyn.

Nu vidste han, hvordan heste følte sig med skyklapper.

“Vi er der ikke endnu,” sagde Christiane. Hendes stemme lød forbløffende klar. Det var, fordi hun talte ind i bluetoothens mikrofon, og fordi hans og hendes apparat udgjorde et lokalnet i det store net, der rakte helt til helikopteren, som stod i nærheden af Skærbæk og ventede på, at skulle stige til himmels og sende lys ned over jorden.

Som ung havde Carsten tit været her, på Lakolk campingplads, her i klitterne sammen med andre unge og nogle flasker, alene med en pige, og nu begyndte hans fingre at blive helt følelsesløse af kulde, trods de tykke handsker.

Han trak luften hårdt ind gennem næsen, så gik det op ad næste klitskrænt, og da de var ved det første sommerhus, smed de sig på maven og krøb langsomt frem.

Han vidste, at lige nu foretog fyrre mand rundt om huset disse bevægelser nogenlunde samtidig, og det i bælgmørke, kun assisteret af nogle få kommandoer fra centralen.

Resten sørgede natbriller, GPS og træning for. Og Carsten Mathiesen i halen på hele banden, rystende af angst. Han havde aldrig villet være nogen helt.

“Hvorfor midt om natten?” havde han spurgt under mødet, længe før han havde ringet til Flensborg og bragt sig endnu dybere ned i suppedasen. “Hvorfor angriber vi ikke midt om dagen, når vi kan se noget? Vi kommer da meget nemt til at skyde en af vores egne.”

“Fordi vi har overraskelsen på vores side om natten,” sagde inspektøren. “Og fordi vi har noget grej, der gør det muligt for os at se også midt om natten. Vi har alle fordelene.”

Forudsat de ikke har samme grej, tænkte Carsten, men sagde det ikke, fordi det ville have været selvmorderisk på den tid og det sted.

Midt om dagen havde det måske også været varmere, tænkte han.

Nu begyndte kulden også at trænge ind i kroppen. Han mærkede den allerede inde under halshuden og vidste, at den ville sive nedad, og med tiden ville den gøre ondt.

“Kom nu,” sagde Christiane. “Det er da også et eventyr.”

De var forbi klitterne og krøb langs med det første, så det andet, siden det tredje sommerhus. Så gik det ind ad en sti, endnu et hus, så et mere, så var de på plads og ventede.

Der kom flere forvirrende kommandoer om, at de skulle lade være med at rykke frem, de sagde, at de slet ikke rykkede frem, der blev sagt, at ingen havde talt til dem, de skulle være helt stille nu, der var stille, vinden var det eneste, der larmede.

Den peb og sislede gennem buskene, den drev bølgerne frem, som skummede ind over landet og skummede tilbage.

De ventede i nogle minutter, og kulden sivede nedefter. Carsten begyndte at ryste. Han ville ikke, han befalede sin krop at holde op med det pjat, men den ville ikke lystre. Hans hænder og fødder var fuldkommen følelsesløse nu. Han havde en pistol i hylsteret ved sin side, men anede ikke, hvordan han skulle skyde, når fingrene ikke ville adlyde ham.

Så hørte han en lyd, der kom oppefra, og gennem sin bluetooth hørte han, at helikopteren ville være der om lidt, og de skulle tage natbrillerne af.

Når helikopteren kom, ville den tænde for sine projektører, granater ville oplyse hele arealet, og når man havde natbriller på ved sådan en pludselig eksplosion af lys, kunne man uden videre blive blind. Det havde inspektøren gentaget flere gange under mødet, det var ham meget magtpåliggende.

Snæverheden i synsfeltet var væk sammen med brillerne; men det var lyset også. Det var forbløffende, hvor meget man havde set med dem på, og hvor lidt man så nu. Hvor sårbar man var. Hvor sårbare dem inde i sommerhuset måtte være.

Lyden oppefra kom nærmere. Helikopteren tændte for sine projektører og rettede dem mod huset, granater steg op i himlen, eksploderede der, sejlede langsomt ned mod jorden, dyppede den i en luftig dej af lys, helikopterens motor var som et mægtigt dyr, granaterne eksploderede med et brag, et eller andet sted fra var der en stemme, der var så dyb og tordnende som en guds røst, og den opfordrede beboerne af huset til at smide våbnene og komme ud.

På dansk, tysk og engelsk, og først efter nogle sekunder gik det op for Carsten, at det ikke havde været en guds, men politiinspektørens stemme, og at han ikke talte tysk særlig godt.

Da hele landskabet var oplyst i en eneste eksplosion af larm og lyde, da man endda kunne se bølgerne skumme til venstre, begyndte sortklædte mænd at rejse sig fra deres positioner og bevæge sig hen imod sommerhuset, der lå lige så sort hen, som mændene var klædt.

Carsten tænkte, et eller andet er galt, før skuddene faldt. De kom fra højre, fra et hus helt ind mod klitterne, og en af de sortklædte mænd faldt om.

Da gik det op for Carsten, at han på en eller anden måde var havnet lige ved fronten, og mens det gik op for ham, blev en skodde åbnet lige over for ham.

Han nåede at se noget langt stikke ud, så en kort heftig flamme komme ud af åbningen på det lange udstukne, og så var der noget, der ramte ham i brystet og kylede ham tilbage.

Han var ved fuld bevidsthed, der var blot noget, der gjorde ufattelig ondt i brystet, og mens han lå der, kiggede han op i himlen og så, hvordan helikopteren flyttede sig over i hans retning, og gudens stemme blev ved med at tale.

Christiane så geværets mundingsild, så faldt Carsten om og blev liggende på ryggen.

Hun blev forfærdelig vred. I løbet af de sidste fireogtyve timer havde hun haft med Herbert Meier, hans kæreste, hans ekskone, hans søster og denne forbandede blæst at gøre, og hun havde ikke sovet et eneste minut.

Hun ville ikke finde sig i det mere. Hun ville ikke bare være observatør.

Hun så, hvordan flere granater blev sendt op i himlen, hvordan mændene vendte sig bort fra det forkerte sommerhus og kom hen i hendes retning, og hun ventede, indtil de var der.

Der blev ikke affyret flere skud, der var heller ingen geværløb at se længere.

Da mændene var på hendes side, sagde hun: “Nu går vi derhen.”

“Vi har andre ordrer,” sagde en af mændene.

“I havde også et andet hus,” sagde hun.

Carsten lå stadigvæk og kiggede op i himlen; men der var ingen blod nogen steder, og de kunne alligevel ikke få ham bort, så længe fjenden var derinde.

Nu tænkte hun altså allerede i de kategorier. Fjenden.

“Jeg går først,” sagde hun. “I fyrer, så snart nogen dukker op i vinduet.”

Ingen modsagde hende.

Carsten Mathiesens arme var udstrakte, en horisontal Jesus.

Endnu en gang zigzaggede hun hen mod et vindue. Hun undrede sig over, hvor meget hun nød det, mere end første gang. Pistolen i hånden føltes godt, vesten føltes godt, hun kunne endda godt lide vinden. Så var hun henne ved muren, pressede sig med ryggen mod den og sank langsomt ned mod jorden, mens hun overvejede, hvad hun nu skulle gøre.

Hun hørte stemmer inde i huset, hastigt hviskede sætninger, så skramlede noget, så var der stilhed igen. Helikopteren stod vaklende over huset nu og hvirvlede vinden omkring, sortklædte mænd sad på hug bag buske og hushjørner, inspektørens stemme blev ved med at lyde.

Det var sikkert et endeløst bånd, eller blev han virkelig ved med at sige de samme ord i én uendelighed?

En geværmunding gled gennem vinduesåbningen til højre for hende. Hun reagerede rent instinktivt ved at gribe fat i den og trække til.

Det gik overraskende nemt og var naturligvis fuldstændig tåbeligt.

Det tænkte hun først over, da geværet lå foran hendes fødder. Manden måtte have givet slip lige med det samme.

Mellem hende og mændene derinde var der kun en trævæg, de vidste, at hun var der, det eneste, de behøvede at gøre, var at fyre. Hun ventede allerede på skuddene. Vesten ville beskytte hende; men hun havde ingen skudsikker hætte på hovedet, så det bøjede hun så langt ned over brystet som muligt.

I den positur, med geværet foran sig, ventede hun. Der skete ikke noget. Så hørte hun fodtrin, der fjernede sig, siden råb på den anden side af huset. Igen handlede hun instinktivt, rejste sig og kiggede ind ad vinduet.

Der var naturligvis meget mindre lys derinde, end der var udenfor, og det lys, der var, syntes hele tiden at bevæge sig, skygger bølgede frem og tilbage, hele huset så ud til at være i bevægelse, så Christiane i første omgang var helt svimmel.

Manden så hun først helt til sidst. Hun så ryggen af ham. Han var på vej mod døren. Hun trak sin pistol frem, løftede og afsikrede den og begyndte at sigte. Alt sammen hurtigt, flydende og metodisk, som hun havde lært det på politiskolen og vedligeholdt på regelmæssige kurser gennem årene.

Så tænkte hun, at det måske ikke var særlig klogt for en tysk betjent at skyde efter en flygtende på dansk territorium, og hun blev bare stående, med løftet, afsikret våben. Skulle de vende sig om og flygte i hendes retning, ville hun være parat. Så ville det være nødværge.

En betjent kom op på siden af hende. Også han havde en pistol i hånden.

“Huset er tomt, så vidt jeg kan se,” sagde hun.

“Vi har fået ordre om at blive her, indtil de har fanget mændene,” sagde han. “Vi må ikke rykke frem på egen hånd.”

Der kunne være nogen derinde, tænkte hun. Alt muligt kunne være derinde. Måske opklaringen af hele sagen.

Hun vendte sig om og så Carsten ligge på jorden, som en skildpadde, en eller anden havde vendt om.

Det var svært at sige, hvad han så på himlen.

Han så stjernerne. Helikopteren naturligvis også, lysstråler, der krydsede hinanden, mægtige, hvidglødende lys, der duvede ned mod jorden; men ved siden af var der åbninger, og der sad stjernerne, de vaklede ikke fra side til side som helikopteren, de duvede ikke, de sad deroppe, og han nød dem.

Omkring ham var der stilhed, en dyb, salig fred, kulden var helt borte nu, han rystede slet ikke mere, underlaget var blødt, han strakte sine arme ud, hans hænder greb ned i sandet, det rislede mellem hans fingre, det var køligt, men ikke koldt, ikke ubehageligt, han følte en utrolig velvære, han havde aldrig nogensinde følt noget lignende.

Han så bevægelsen, før han så manden.

Så stod manden over ham. Han havde et magert ansigt, sort hår, ansatsen til et fuldskæg, han havde et gevær i hænderne, mundingen var rettet mod Carsten, som løftede sin hånd og pegede op mod himlen, mod stjernerne.

Manden så op, kiggede i retning af Carstens arm, hånd og pegefinger, han så sikkert også stjernerne, han så sikkert deres ubeskrivelige skønhed.

Så var det, som om han havde fået et voldsomt slag, et ryk gik gennem kroppen på ham, geværet faldt ud af hans hænder, han faldt sammen til højre side, der var et forbløffet udtryk i hans ansigt, det var ikke til at sige, hvad der var sket med ham, han faldt på knæ, Carstens arm var stadig hævet mod himlen; men hans øjne så ingen stjerner længere.

Christiane havde ikke skudt. Hun havde først set manden, da han stod over Carsten, og da havde hun slet ikke tænkt på at løfte pistolen.

Hun havde set, hvordan Carstens finger pegede mod himlen, hvordan manden så opefter, og da gik det op for hende, at manden ikke ville gøre Carsten noget.

Det var betjenten ved siden af hende, der skød.

Hun råbte: “Nej,” men da var det for sent, skuddet havde alle rede løsnet sig, et ryk gik gennem mandens krop, han sank på knæ, så faldt han om, Carstens finger blev ved med at pege mod himlen, så løb hun hen mod manden og Carsten.

Da hun var henne ved dem, bemærkede hun, at kuglen havde ramt manden i røven, og hun tænkte, forhåbentlig har den ikke knust hans hofteknogler.