29

SØFORKLARINGER

Det første møde fandt allerede sted to timer efter aktionen, altså klokken fire om morgenen, og Carstens bryst smertede voldsomt, selv efter lægens sprøjte.

Han havde brækket eller kvæstet mindst et ribben, og lægen ville helst have ham på hospital med det samme; men det havde han ikke villet.

Så nemt blev de ikke af med ham. Røntgenfotograferingen måtte vente. Han havde fået en stram forbinding omkring brystet, det var vanskeligt for ham at ånde, han havde smerter, han havde haft underlige visioner, Christiane måtte ikke deltage i mødet; men ellers havde han det meget godt.

Han var inde i varmen nu, han var ude af farezonen.

“Naturligvis er det yderst beklageligt, at vi angreb det forkerte hus i første omgang,” sagde politiinspektøren fra Esbjerg. “Vi havde fået klare informationer, alle havde klare instruktioner, og alligevel kan den slags ske, især midt om natten, i kampens hede. Vi vil selvfølgelig forsøge at finde ud af, hvor fejlen lå. For eksempel kan målpersonerne være flyttet ubemærket fra hus til hus i løbet af dagen. Det skulle være udelukket, vi havde tilstrækkelig med observatører i umiddelbar nærhed, og de havde tilstrækkelig med elektronisk grej; men ting sker.”

De med deres grej, tænkte Carsten. Manden over ham havde blot skullet betjene aftrækkeren, så havde Carsten ikke været her længere.

Det var det, der gjorde ham så lykkelig. Han havde fået foræret et liv. Og nu lå manden, der havde skånet ham, med en gennemhullet højre røvbalde på Tønder Sygehus. Sådan kunne det gå. Han ville donere blod til manden, hvis det skulle vise sig nødvendigt.

“Det var den negative side af aktionen,” sagde politiinspektøren. “Ellers kan jeg kun se positive aspekter. Alle enheder gik planmæssigt frem, helikopteren var over huset i rette tid, lysgranaterne tændte alle sammen, som de skulle, og da det viste sig, at målpersonerne havde skiftet hus, reagerede vi hurtigt og formålstjenligt.”

Han holdt inde et øjeblik, som om han ventede på applaus. Men hans folk var alt for trætte til at løfte hænderne. De ville bare hjem og sove.

“Vi har et par sårede, men ingen alvorligt. Carsten Mathiesen for eksempel blev ramt af en kugle, heldigvis på den skudsikre vest. Den slags gør ondt, også i nogle dage bagefter. Alligevel sidder han iblandt os, alligevel er han på sin plads.”

Folkene så på Carsten, så kiggede de tilbage på politiinspektøren, som sikkert havde holdt mere inspirerende taler i sit liv.

“Lad os så komme til målpersonerne og til sommerhuset,” sagde politiinspektøren. “Vi har fanget fem unge mænd, fire af dem sidder i arresten i Åbenrå lige nu, den femte ligger på sygehuset i Tønder. De venter alle sammen på at blive afhørt. Det sommerhus, de var i til sidst, var tomt, det andet var hovedsagelig fyldt med elektronisk grej.”

Inspektøren kunne godt lide ordet “grej”. Det var jo også et kønt ord. Det var ikke noget grimt ord. Nu begyndte han at tænke syner også. Han måtte have styr på sine tanker. Han måtte ikke lade dem skride. Ellers ville de sende ham på sygehuset, og så ville de finde på en undskyldning for at sætte ham skakmat i mindst en uge, så han holdt op med at blande sig i undersøgelserne.

Det var sådan, de tænkte. Det var Carsten sikker på.

“Det vigtige lige nu er at give medierne det rette billede,” sagde inspektøren. “Vi har haft lidt uheld undervejs, vores informationer var ikke helt korrekte, en overgang så det slet ikke godt ud derude. Det benægter jeg ikke. Men er det det, vi vil præsentere? Eller er det den kendsgerning, at vi gennemførte en vanskelig operation, den første nogensinde i den størrelsesorden i Sønderjylland. At ofrene var ubetydelige. Jeg ved godt, Carsten, at det gør ondt lige nu, og jeg skal nok give udtryk for større beklagelse ved pressekonferencen. Men i forhold til, hvad der kunne være sket, er der faktisk sket ganske lidt. Og sidst, men ikke mindst, har vi fanget fem mænd, der har været en utålelig trussel for den danske befolkning over længere tid. Vi ved endnu ikke, om de havde med mordene at gøre; men alene tyvekosterne tyder på en omfattende kriminel aktivitet, og som vi alle sammen ved, står den meget tit i forbindelse med vold, når vi taler om en vis gruppe.”

Om udlændinge, tænkte Carsten. Sigøjnere, østeuropæere, asiater. Som man ikke kendte, som gjorde én bange, nogle gange med rette, andre gange stod de over én og kiggede op i himlen i stedet for at betjene aftrækkeren.

“Hvem skulle det ellers være?” spurgte en af betjentene.

“Vi må håbe det; men vi kan ikke vide det, før vi har afhørt de mistænkte og fået samlet robuste beviser,” sagde inspektøren.

Carsten rakte armen op. Inspektøren kiggede åbenlyst i den anden retning, så Carsten begyndte at tale, uden direkte at blive spurgt, og han blev ved, selv da inspektørens øjne lynede ham i møde.

“Jeg forstår ikke, at de har gemt sig netop der,” sagde han.

“Hvad mener du?”

“Hvis du var serieforbryder, ville du så gemme dig i samme region, og så over så lang tid? Det undrer mig. Der er trods alt gået en uge siden de første mord.”

“De er formentlig bange.”

“Det tror jeg også, at de er. Men måske er det nogle helt andre.”

“Hvor vil du hen?”

“Ingen steder,” sagde Carsten. “Jeg tænker måske også bare højt. Jeg tænker, at før vi begynder at afhøre dem, bør vi tænke os grundigt om. Har vi nogen informationer om en forbindelse mellem Antar Roda og mændene fra i nat?”

Inspektøren begyndte at ryste på hovedet, så standsede han bevægelsen og kiggede over mod Ole Siggaard.

Ole nikkede. Carsten forstod det således, at han nok skulle tage sig af Carsten bagefter.

“Folkens, I kan altså se, at vi har en masse arbejde foran os,” sagde inspektøren. “Men det skal I ikke gå i gang med lige med det samme. Tag nu først hjem og få sovet ud, så skal vi nok sørge for resten.”

Nu fik han sin applaus, og mens der blev klappet, kiggede han triumferende på Carsten.

“Hvad vil du egentlig?” spurgte Ole Siggaard.

De stod udenfor, og Carsten begyndte at mærke trætheden. Han havde derimod ingen smerter længere.

“Sandheden,” sagde Carsten.

“Tror du ikke, at vi også vil finde den?”

“Jeg tror, at I skal tage alt for mange hensyn.”

“Nogen skal jo tage dem.”

“Men de fører ikke nødvendigvis til sandheden.”

“Tror du ikke, at vi også hele tiden tænker os om? Men set derfra, hvor vi står, er sagen soleklar. Det kan du da ikke komme udenom. Jeg personlig synes, at det er dejligt, at du har det sådan med udlændingene.”

“Jeg har det slet ikke med udlændingene,” sagde Carsten.

“Jeg tror, at du nøjagtig ved, hvad jeg mener. Vi er nødt til at stå sammen nu.”

“Er vi det?” spurgte Carsten.

“Det giver overhovedet ingen mening at tale med dig, når du er i det hjørne.”

Ole kiggede op mod himlen.

“Sig nu, hvad der skal siges,” sagde Carsten.

“Hvad pegede du på, da manden stod over dig?” spurgte Ole.

“Jeg så stjerner deroppe,” sagde Carsten.

“Der er slet ingen. I det mindste ikke her. Desuden var hele området jo oplyst.”

“Jeg tror, at han også så dem,” sagde Carsten.

“Det er dit problem.”

Ole tømte sit bæger med kaffe.

Så sagde han: “Vi er nødt til at tage dig af sagen. Du er sygemeldt fra nu af. Du behøver ikke at komme ind på kontoret, før denne sag er afsluttet.”

“Det vil måske sige aldrig,” sagde Carsten.

“På en eller anden måde bliver den afsluttet. For fanden, er du slet ikke glad for det, vi har opnået i nat?”

“Nej,” sagde Carsten.

Så sagde han: “Jeg tror, at det er bedst, at jeg får brystet røntgenfotograferet så hurtigt som muligt.”

“Vi skal nok sørge for en transportmulighed til dig,” sagde Ole.

“Jeg tror, jeg har en chauffør allerede.”

“Det er ikke personligt ment. Jeg håber du forstår det.”

“Naturligvis,” sagde Carsten.

Han havde for længst bemærket Christiane og gik over til hende. Han var sikker på, at hun sagtens kunne køre bil, selv om hun ikke havde sovet mange timer.

Der var jo heller ikke så langt til Tønder.

Da han var midt mellem hende og Ole Siggaard, vendte han sig om og spurgte: “Hvorfor har I ikke offentliggjort billederne af den pige?”

“Hvilke billeder, hvilken pige?” sagde Ole. “Der har ikke været nogen billeder af en pige på mit bord.”

“Måske kunne jeg kigge forbi og vise jer dem,” sagde Carsten.

“Du er sygemeldt. Du kommer ikke forbi,” sagde Ole.