30

EN PATIENT

I løbet af de seneste årtier havde de reduceret antallet af fuldt funktionsdygtige sygehuse i Sønderjylland i den grad, at der i grunden kun var det i Åbenrå tilbage. Alle andre var blot klinikker: en bygning, et par senge, nogle læger, nogle sygeplejersker, dog et røntgenapparat.

Tilsyneladende også medicinsk ekspertise til at behandle en gennemhullet røvbalde, for det var den, Carsten lagde sig ved siden af, efter at de havde fotograferet hans bryst og fundet ud af, at ingen af hans ribben var knækket helt, kun to var presset kraftigt ind.

“Det gør imidlertid ikke mindre ondt end et egentligt brud,” sagde lægen, mens sygeplejerskerne redte sengen op for Carsten.

Den gennemhullede røvbalde lå allerede og sov, og betjenten, der sad ude på gangen for at passe på den gennemhullede røvbalde, havde også blundet lidt på sin stol, da de kom hen ad gangen.

Carsten lagde sig på sengen, lukkede øjnene, han så stadigvæk stjernerne, hans bryst værkede, lægen ønskede ham en god hvile, han mumlede noget, han tænkte på Lone, Christiane var taget hjem.

Da han vågnede, lå manden med den gennemhullede røvbalde på siden og betragtede ham. Carsten kunne ikke lægge sig på siden, det gjorde brystet for ondt til, han kunne kun dreje hovedet.

De smilede forsigtigt til hinanden. Der måtte være en politibetjent et eller andet sted, som passede på manden.

Han havde et magert, skægstubbet ansigt med en lang næse og øjne, der sad i dybe huler. Carsten var sikker på, at manden ikke havde fået særlig meget at spise i de seneste dage – bortset fra, at han sandsynligvis havde fået for lidt og det forkerte at spise det meste af sit liv.

Carsten pegede på sig selv, ligesom Tarzan, og sagde: “Carsten.”

Manden pegede på sig selv, ligesom Jane, og sagde: “Roman.”

Carsten spurgte: “Rumænien?”

Roman sagde, nikkende: “Romania, ja.”

Han talte en smule tysk.

Da Carsten spurgte: “Antar Roda?”, kiggede han forbløffet på ham, rystede på hovedet, og da Carsten sagde: “Albanien,” forvrængede hans ansigt sig i afsky, han sagde: “Albanien, nein,” og det kunne være den rene sandhed, det kunne naturligvis også være en lodret løgn.

Så kom morgenmaden, og manden spiste med stor appetit.

Meget langsomt og metodisk, han skrabede selv den sidste rest af marmelade ud af portionspakken, han holdt rundstykkerne prøvende i hænderne, før han åbnede og lagde smør hen over dem, i tynde, regelmæssige lag.

Det var som et arbejde, han tog meget seriøst, det havde noget dybt, næsten religiøst over sig, og Carsten skammede sig over alle de gange, han havde spist, helt uden at tænke over det, måske endda uden at nyde det – smørrebrød ved skrivebordet, hurtigt fortærede pølser eller hotdogs ud fra en pludselig indskydelse, i posevis af chips foran fjerneren, når Lone ikke var der.

Der var for meget mad i omløb i Danmark, og mens han lå ved siden af manden, forstod Carsten, hvorfor de kom her, at de var vrede og sultne og blodtørstige – eller måske slet ikke vrede, blot med en ligegyldighed over for ofrene, fordi de havde alt og intet rigtigt kunne nyde mere.

Naturligvis måtte de bekæmpes, selv om man forstod dem. Den sondring kunne visse mennesker ikke begribe. De tænkte, at hvis man ville prøve at forstå, ville man ikke prøve at bekæmpe.

Men lige så meget han end forstod manden, der tyggede sit rundstykke med meditativ inderlighed, lige så overbevist var han om, at manden måtte fængsles så længe, loven overhovedet tillod det.

For hvad de mænd gjorde var ødelæggende for alle, bortset fra dem selv, og også det kun i en kort tid. Når mennesker som dem tog overhånd, gik samfundene op i sømmene, og til sidst var der intet, der kunne røves længere, så var der kun fattigdom tilbage.

Det var en af de ting, Carsten sørgede for: At forhindre landet i at desintegrere. I hans øjne var politiet en produktiv størrelse. Han kom ikke bare, når forbrydelserne var blevet begået, og skyllede blodet væk, han gjorde langt mere.

Da en af sygeplejerskerne kom ind for at se til dem, bad Carsten om gamle aviser. Hun spurgte, hvad han ville have dem til. Han sagde, så han kunne snakke med sin nabo.

Den forstod hun ikke. Hun spurgte, hvor gamle aviserne skulle være. Han sagde en uge, fra og med det første overfald.

To timer senere lå de på hans natbord. De to timer havde han og Roman tilbragt med at stirre op mod loftet, Carsten havde blundet lidt, Roman også, Carsten havde peget på sig selv og sagt: “Åbenrå,” Roman havde peget på sig selv og sagt: “Timisoara.”

Carsten huskede byen fra den rumænske revolution i 1989, han huskede avisartikler om massegrave, men havde ellers ingen forestilling om den. Det skammede han sig lidt over.

Han tog den ældste avis ud af bunken, med artiklen om overfaldet på Monk-gården. Der var flere fotografier, to af selve gården, to af nabogårdene, et af den nærmeste landsby.

Han viste Roman siden. Så sagde han: “Ihr?”

Roman rystede på hovedet. Han begyndte at sige noget, der var en blanding af mange rumænske og en række tyske ord.

Ord som “Norden”, som “friedlich”, som “Handel”, som “Angst,” og det tog Carsten lang tid at finde nogenlunde hoved og hale i det.

Hvis han skulle tro på Roman, havde de været oppe i Nord danmark, ikke i Sønderjylland, og der havde de drevet fredelig handel. Det kunne naturligvis betyde en hel del. Lommetyverier var nogenlunde fredelige, og ofrene fik jo en masse uforglemmelige oplevelser ud af det, så udbyttet var da ikke helt ensidigt.

Men ikke engang lommetyverier indrømmede Roman. Han rystede energisk på hovedet, da Carsten gjorde en bevægelse med hånden, som om han ville trække en tegnebog ud af Romans brystlomme.

De handlede altså; men hvad de handlede med, det fortalte Roman aldrig. Måske rakte hans ordforråd ikke langt nok. Der fandtes jo så mange varer. Men det var underligt, at han ikke i det mindste havde lært det tyske eller danske udtryk for i det mindste nogle af de varer, han og hans venner falbød.

De havde solgt alt og var kørt sydpå. Det forstod Carsten. For en uge siden.

Hvilken by? Et eller andet, der lød som “obu”. Det kunne være Ålborg, det kunne endda være Århus, men måske ikke Randers.

Så var de kørt hjem, manden sagde “Hause”, så sagde han “Romania”; men i Sønderjylland havde det pludselig vrimlet med politi, og det havde gjort dem bange, de var kommet længere og længere vestpå, så havde der pludselig været en dæmning, de havde været på en ø og havde søgt ly i et sommerhus.

Det tog hele formiddagen og en god del af eftermiddagen at hale den del af historien ud af Roman. Af og til kom politibetjenten fra Tønder ind og lyttede til, hvad Carsten og Roman snakkede om, og også han forsøgte at gætte sig frem til, hvad Roman måtte mene med en bestemt rumænsk ordkaskade, som der svømmede et par tyske ord rundt i.

Frokosten tilbragte de i den samme, nærmest klosteragtige stilhed, som de også havde tilbragt morgenmaden. De fik fiskefilet med kartofler og ærter og gulerødder, og hvis Carsten ikke havde været så sulten, havde han givet Roman sin tallerken, bare for at se ham spise lidt længere endnu.

Han spiste uden synlig grådighed, fuldstændig opslugt af nydelsen, og Carsten tænkte, at et menneske, der nød noget så overordentligt, som Roman nød at spise, ville gå meget langt for at få sit behov opfyldt. Han kendte andre mennesker, der spiste med samme lidenskab; men de var alle sammen meget tykke.

På én måde lød Romans forklaring indlysende. De kørte gennem Danmark med vognen fuld af tyvekoster, der var normal trafik på vejene, og så pludselig ændrede det sig. Der kom flere og flere politibiler til, mest massivt ved østkysten, og så undveg de helt automatisk. De vidste jo ikke, hvad der var galt.

De kom længere og længere vestpå. Der var der færre politibiler, men stadig mange, de nåede ikke at komme over grænsen, de kørte omkring, de havnede på dæmningen, de besluttede at blive på Rømø, indtil stormen var løjet af.

På den anden side skulle de bare have kørt en halv time længere sydpå, så havde de været over grænsen og i nogenlunde sikkerhed, i det mindste, indtil Adelheid og Hermann Meier blev overfaldet. Så var der lige så mange tyske politibiler på vejene, som der havde været danske i en lille uge.

Havde de slet ingen kontakter i Danmark? Roman sagde nej. Hvorfor så Danmark? Roman sagde, Dänemark Land gut.

Det kunne godt være; men det var ikke nogen særlig overbevisende begrundelse for at køre langt over to tusind kilometer for at få en eller anden forretning op at stå, om den nu var illegal, som Carsten gik ud fra, eller legal, som Roman bedyrede.

Også forbrydere var nødt til at kende deres marked, var nødt til at rekognoscere, ellers ville de ikke overleve længe i et fremmed land.

Mange blev jo fanget, fængslet eller sendt tilbage. Der ville sandsynligvis aldrig være den sikkerhed mere, som der havde været før Murens fald og EU-udvidelsen; men politiet var ikke helt dumt, og forbrydere, der agerede fuldstændig på egen hånd, var de første til at dumpe i.

Det tænkte Carsten, mens han betragtede den spisende Roman, han tænkte, så mange spørgsmål og så få svar, han tænkte på sine kolleger i Åbenrå.

De var sikkert for længst gået i gang med at afhøre Romans kolleger, og de havde uden tvivl en eller flere tolke på, så de ikke var nødt til at gætte sig frem på samme måde som Carsten.

Måske var det manglen på tolke, der gjorde, at endnu ingen havde været her for at afhøre Roman. Det var, som om ingen interesserede sig for ham, bortset fra Carsten, betjenten og personalet med madbakkerne.

I Åbenrå behøvede de altså ikke at vente på enkelte tyske ord, som de møjsommeligt forsøgte at passe ind i et eller andet mønster. De fik, efter nogen tid, hele den rumænske ordstrøm på nogenlunde tilsvarende dansk. Og ikke kun en gang, men fire gange, så de kunne sammenligne.

Carsten tvivlede alligevel på, at det bragte dem sandheden særlig meget nærmere.

Roman ville jo ikke sige sandheden, det ville hans kolleger heller ikke, og i de lange dage i sommerhuset på Rømø havde de haft tid nok til at formulere en historie, der var vandtæt nok til at redde dem nogenlunde igennem.

Det var ikke deres historier, der talte, ikke hvad de sagde, men deres handlinger, de spor, de efterlod. Dna på gerningsstederne, måske endda fingeraftryk, fodaftryk bag huset, genstande fra gerningsstederne i sommerhuset.

Carsten anede ikke, om den slags spor var blevet fundet. Han ventede blot på, at hans bryst skulle holde op med at gøre ondt, og så ventede han på Lone.

Hvad med mad og vand? spurgte han manden. Var der ikke lukket for vandet over vinteren? Var de bare gået ind i supermarkedet for at købe noget at spise? Havde de haft det med? Hvor havde de i det hele taget overnattet i deres tid i Danmark?

Den slags spørgsmål kunne man få en hel eftermiddag til at gå med, sådan helt uden tolk.

Nej, nej, ikke noget med supermarkeder, der havde de været bange. Angst, sagde Roman, og hans magre, spidse, skægstubbede ansigt var fyldt til randen med den dertil hørende følelse, Angst haben, sagde han.

Mon de så havde haft mad og drikke med?

“Hunger,” sagde Roman, “Durst.”

Det var underligt, at de var taget til Danmark, når det var tysk, de talte. Men måske var det tyske marked allerede overmættet med folk af Romans slags, konkurrencen havde presset dem længere nordpå.

Mon de ville tage til Norge engang? Mon de var der allerede? Og hvad så, Nordpolen var ikke en realistisk mulighed. Så skyllede de tilbage og blev stedse mere voldelige.

“Man kan slet ikke forestille sig ham som brutal morder,” sagde betjenten fra Tønder, efter han havde lyttet til Carsten og Roman i længere tid.

Han stod der helt stille og sagde ikke noget. Muligvis hørte han til de mennesker, der ikke følte, at de havde så meget at sige. Eller nogen havde fortalt ham, at han bare skulle være der og lytte.

“Nej,” sagde Carsten. “Det kan man vel sjældent.”

“Når man læser om dem i avisen, så tænker man, at de burde hænges,” sagde betjenten. “Men når man ser ham her, så tænker man, for fanden da.”

De var kun gået ud om natten, når der var mørkt udenfor, når der var stjerner på himlen.

Roman pegede mod loftet, så smilede han til Carsten, og Carsten vidste, at han hentydede til, hvad der var sket mellem dem for nogle timer siden. Når stjernerne var på himlen, var de taget af sted, og så havde de fundet lidt mad og lidt vand.

Hvor de havde fundet det, var ikke til at finde ud af. Sne, der kunne smeltes til vand, affaldsspande, der kunne gennemrodes, noget i den stil.

Carsten spurgte, om og hvorfor de havde skiftet hus, men det var et alt for kompliceret spørgsmål.

Det var som at tale voksent med et lille barn.

Så kom Lone, og med hende kom smerten tilbage, fordi hun omfavnede ham alt for heftigt. Bagefter, da tårerne var i hans øjne og flød ned ad hans kinder, tørrede hun dem med sine fingerspidser og undskyldte mange gange, og han sagde, det gør ikke noget, jeg vil bare hjem, kan du ikke tale med lægen.

Inden hun gik, kiggede hun på Roman, der ikke så tilbage, så kom hun igen sammen med lægen, og lægen sagde, at han ville foretrække, at Carsten blev en nat længere; men Carsten ville ikke.

“Så er det altså på egen risiko,” sagde lægen.

Det var Carsten klar over. Han ville bare hjem. Det var han nødt til. Han måtte følge sine fornemmelser for sagen. Han måtte gøre noget.

Før han gik, så han sig over skulderen, og Roman kiggede tilbage, og Carsten havde en fornemmelse af at gå fra nogen, der var blevet en slags ven.

Nej, ven var for meget sagt, et feriebekendtskab. Man havde lært hinanden at kende under usædvanlige omstændigheder, mødet havde været intensivt, og man ville aldrig ses igen.

Det gjorde ham en smule bedrøvet.

I bilen sagde Lone, mens hun styrede og kiggede på vejen: “Han ser slet ikke ud som en brutal morder.”

“Det er du ikke den eneste, der synes,” sagde Carsten.

Feriebekendtskab, tænkte han, du ved slet ikke, om det ikke var ham, der affyrede det skud, som ramte dig, du ved intet som helst om ham, du ved bare, at han og de andre mænd handlede rationelt i det øjeblik, de vidste, at spillet var ude, og du tænker, at forbrydelserne havde et helt andet element.

Had, for eksempel, og had findes ikke uden kendskab.