34

EN OPRINGNING

“Hvor vil du hen nu?” spurgte Christiane, da de sad i bilen. Det var over midnat; men hun var slet ikke træt. Hun ville bare videre hele tiden.

“Jeg vil ingen steder,” sagde han. “Jeg venter.”

“Du bør gå til politiet,” sagde hun.

Han smilede. “De tror jo slet ikke på mig.”

“Men nu har du så meget. Du har en forbindelse. Du kan kæde Lisbeth sammen med de to første gårde. Vi skal bare grave lidt, så finder vi helt sikkert noget.”

“Vi får ikke lov til at grave,” sagde han. “Du hører til Flensborg, og jeg må slet ikke arbejde. Det kommer vi ingen vegne med.”

“Så du opgiver.”

“Nej,” sagde han. “Jeg venter.”

De ventede i en time. Det meste af tiden kørte de omkring, fordi det var for koldt i bilen, når de holdt.

En varm bil i en kold nat var noget af det bedste, Christiane kendte, især, når man holdt i nogle minutter og kiggede ud over det mørke, sneklædte landskab, og kulden krøb ind på én, og der så blev tændt for motoren, bilen satte i gang, vognens indre fyldtes med varm luft, og alt det ydre, alt det kolde, susede forbi én.

De var syd for Hellevad, da telefonen ringede, og lige efter fyldte Lisbeths stemme bilens varme luft.

“Hvor er du?” spurgte hun.

“Ikke i Åbenrå,” sagde han.

“Er hun hos dig?” spurgte hun.

“Ja.”

“Han er blevet helt vanvittig,” sagde hun.

“Aage?”

“Ja.”

“Har han ikke været det hele tiden?”

“Jo.”

“Hvorfor vil du så først tale med mig nu?”

Der var en pinagtig stilhed i højtalerne, det ydre og kolde susede forbi, så sagde Lisbeth: “Hader du mig?”

“Jeg ved jo slet ikke, hvad der er sket,” sagde Carsten.

“Jeg vil så gerne tale med dig,” sagde Lisbeth.

“Nede ved havnen,” sagde han. “Her til morgen ankom der en panamansk fragter. Den hedder Oyster Bay. Da jeg så den til morgen, var det den anden ved kajen. Du skulle sagtens kunne finde den.”

“Jeg ved slet ikke, hvordan et panamansk flag ser ud,” sagde Lisbeth.

“Det finder du ud af, når du er der,” sagde Carsten.

“Hvornår?” spurgte Lisbeth.

“Om en halv time,” sagde han.

“Jeg skal nok være der.”

“Det håber jeg.”

“Jeg er så ked af det.”

“Det er jeg også.”

“Jeg skal nok være der.”

“Hvor er Aage?” spurgte han.

“Han sover. Jeg var nødt til at vente, indtil han faldt i søvn. Det er derfor, jeg først ringer nu.”

“Det forstår jeg godt.”

Han lagde på og koncentrerede sig om rat, pedaler og vejbane.

“Det er ikke nogen god idé,” sagde Christiane.

“Jeg er nødt til at mødes med hende,” sagde han. “Jeg er nødt til at få hende til at sige, hvad der er sket. Hvis hun ikke indrømmer noget, så løber det hele måske ud i sandet, så bliver det ikke sonet.”

“Det mente jeg ikke,” sagde hun. “Jeg mente, at det måske ikke var nogen god idé at mødes ved en havn midt om natten, når alt er mørkt. Jeg mente, at der kunne ske dig noget.”

“Jeg har jo dig,” sagde han. “Og du har sikkert et våben.”

Det havde hun.

“Et panamansk skib,” sagde hun.

“Jeg lagde mærke til det her til morgen.”

“Hvad er motivet?” spurgte hun.

“Det finder jeg ud af.”

“Det har slet ikke noget med antikviteter eller udlændinge eller gamle ting mellem tyskere og danskere at gøre.”

“For en gangs skyld ikke. Måske alligevel. Jeg ved det ikke.”

De nærmede sig Åbenrå, og hun mærkede hvordan knuden I hendes mellemgulv voksede.

“Du ved, hvor fragtskibet ligger,” sagde hun. “Så jeg går ud fra, at du også ved, hvor jeg skal ligge.”

“Jeg ved slet ikke, om du bør ligge,” sagde han.

“Hvor jeg bør gemme mig,” sagde hun.

“Ligesom Lis.”

“Men det har helt andre grunde.”

“Måske ikke,” sagde han.

“Jeg kommer til at gemme mig for en mand,” sagde hun.

“Vi ved ikke, om det ikke var en mand, hun prøvede at gemme sig for,” sagde han.

“Åh,” sagde hun.

“Du har kun set nogle få billeder af hende,” sagde han. “Men der var flere. Hun var hele tiden i fokus. Hos Feddersens var hun blot en af de fotograferede, hos Monks var det ligesom, kameraet hele tiden var efter hende.”

“Lagde du allerede mærke til det første gang?” spurgte hun.

“Ja.”

“Hvorfor reagerede du så ikke?”

Det havde han intet svar på.