35

LISBETH

Stilheden og mørket var ikke fuldkomne. Åbenrå var alt andet end en by, der aldrig sov, det meste af den snorksov om natten; men der var altid nogen, der havde noget at lave, også efter midnat. Der kørte biler og lastbiler forbi på Krusåvej langs med bugten, ikke i én strøm, men i konvojer og enkeltkøretøjer, så det hver gang gav et lille ryk i Carsten, når en ny bil kom forbi.

Der var lys fra himlen, halvmåne, kun af og til dækket af skyer, den tyndslidte sne reflekterede de stråler, som ramte jorden, der var lys fra skibene, fra Enstedværket, enkelte også inde fra byen.

Alligevel gjorde det Carsten bange at stå ved indgangen til havnen. Der blæste en let, men bidende vind, af og til blinkede der bølgeskum i hans retning, og skibene lå på vandet, fortøjet til kajen, som kæmpemæssige fisk, som noget levende, der lå i dvale.

Han gik langs med vandet, tæt på skroget af det første skib, under landgangen, videre langs med stålskroget, en meterbred vandflade til højre for sig, den gjorde ham bange, den var sort og kold, måske skulle han alligevel have taget sin pistol med.

Men så skulle han være taget hjem, og det var jo Lisbeth, han havde at gøre med. Hun løj ikke over for ham.

Sikke en dum tanke. Hun havde løjet over for ham uafbrudt i over en uge nu. Men noget havde hun sagt: At hun havde kendt Monk-familien. Det burde han have bidt mærke i.

Men hvordan skulle han det?

Han havde jo altid haft grund til at stole på hende.

Han blev stående bag Oyster Bays landgang. På skibet var der enkelte oplyste vinduer. Eller hed de stadigvæk koøjer? Men de var jo slet ikke runde. Han måtte være helt rolig nu, tankerne måtte ned i gear, det nyttede ikke noget.

Hun kom ud af mørket fra havnens fjerne ende, ikke fra Krusåvej. Carsten havde regnet med en bil, med frontlygter, lys fra bilens indre, indtil hun smækkede døren i, ham selv i mørket, hun i lyset, en mere omfattende kontrol.

Hun blev stående midt under en af de omvendt U-formede kraner, der havde sådan et underligt insektagtigt liv om dagen. Hun råbte ikke hans navn, hun stod blot og ventede. Hun havde ellers aldrig været særlig tålmodig.

Han trådte frem bag landgangen og gik i hendes retning.

“Mojn,” sagde han, hun sagde også: “Mojn,” de stod der næsten som de gamle venner, de måske stadigvæk var, selv om så meget havde ændret sig.

Han kunne høre bølgerne slå mod skibssiderne og kajen, og vinden piskede en line mod et stykke metal, en hastig, fremadstræbende trommelyd.

“Hvorfor opringningen?” spurgte han.

“Hvorfor ikke?” spurgte hun.

“Du kunne have opsøgt mig derhjemme. Vi kunne have talt sammen på stationen. Der kommer det hele jo alligevel til at ende.”

“Måske ikke,” sagde hun. “Christiane var inde på min computer, jeg var inde på de sendte mails, og hun kan kun have fået mine koder fra dig. Du ved udmærket, at det er et groft brud på sikkerhedsbestemmelserne. Du er ikke særlig velanset på stationen lige nu. Og hvad har du i det hele taget? Du har nogle billeder. De beviser ikke noget. Jeg har aldrig nægtet, at jeg var i familie med Grethe Monk.”

“Men du sagde ikke noget om, at din mor kendte Birgit Feddersen, at du var der på besøg flere gange som barn.”

“Og hvad beviser det?” spurgte hun. “Hvor mange forbindelser har du fundet indtil nu, der ikke fører nogen vegne?”

Alt for mange, tænkte han.

“Det var dig, der ville tale med mig, ikke omvendt,” sagde han.

“Du har været efter mig hele tiden.”

“Overhovedet ikke,” sagde han.

“Du var den eneste, der sagde, at det ikke var østeuropæerne, der stod bag mordene. Det sagde du allerede første gang.”

Der var ingen mennesker ud over Carsten og Lisbeth, i det mindste kunne han ikke se eller høre nogen. Han vidste, at Christiane var der et eller andet sted, og måske var Aage det også, og det var mere end ubehageligt, det mennesketomme og denne viden om, at der kunne være nogen bag et skur eller en kran.

“Jeg sagde blot, at der var visse ting, der undrede mig,” sagde han. “Blandt andet den kendsgerning, at hoveddøren på Monkgården var fuldstændig uskadt.”

“Du sagde, at du havde en mistanke om, at der var noget galt, og det sagde jeg til Aage. Det satte ham i gang for alvor,” sagde hun. “Han blev bange. Han tænkte, at han måtte gøre noget.”

Hendes stemme var fuld af selvmedlidenhed.

“Jeg var ikke den, der fortalte ham om min mistanke.”

“Hvad skulle jeg have gjort?” spurgte hun. “Jeg kunne da ikke andet? Jeg var da nødt til at fortælle ham om, hvad du var i færd med.”

På de skråninger, der gik fra Løjt ned mod bakken, var der altid lys. Der var de prægtige villaer, der var de rigtige penge, der boede Mønt-arvingerne blandt andre arvinger og forretningsfolk, der blev rigdommen også demonstreret midt om natten.

Eller de holdt fester hele tiden.

“Lad os gå tilbage til begyndelsen,” sagde han. “Alt det, der skete, så Aage kunne myrde så mange mennesker.”

“Du ved slet ikke, om det var ham.”

“Ved du hvad?” sagde han. “Et øjeblik, da jeg så ham på fabrikken, da vi spurgte efter den stjålne bil, da vidste jeg det; men jeg glemte det igen lige efter. Jeg ville ikke vide det. Men nu ved jeg det og glemmer det aldrig igen, og lige meget hvordan jeg står med dem inde på stationen lige nu, så vil jeg altid blive ved med at vide det, og du også.”

Han kunne ikke rigtig se hende, han kunne umuligt tyde hendes ansigt. Det eneste, han havde at holde sig til, var hendes stemme.

Den lød sprød og brudt, da hun gik i gang med at tale på ny.

“Det var Harald Monk,” sagde hun.

En pludselig kulde steg op i ham, et underligt fænomen, fordi hans ansigt, hans hænder, hans fødder jo allerede var kolde af at stå her i vinden, så tæt på vandet.

Men den ydre kulde kunne han have holdt ud hele natten. Den indre var næsten ubærlig.

“Han var så flink,” sagde hun. “Han var så glad for mig. Lagde du mærke til, hvor tit han fotograferede mig?”

“Ja,” sagde han.

“De andre sagde slet ikke noget,” sagde hun.

Hun mærkede sikkert også den ejendommelige indre kulde, for hun skuttede sig. Eller den havde været i hende hele tiden.

“Ingen sagde noget,” sagde hun. “Mor sagde heller ikke noget. Men hun vidste jo intet. Hun var bare glad for, at jeg havde et sted at være om sommeren, blandt dyr, ude på landet, i frisk luft.”

“Og Grethe Monk?” sagde han.

“Jeg ved det ikke,” sagde hun.

“Hvad gjorde han?”

“I begyndelsen slet ikke noget særligt. Han sagde, at jeg skulle komme med ud i stalden, og så viste han mig kalvene og grisene, og de var virkelig søde, og han satte sig på hug ved siden af mig, og så rørte han ved mig. Jeg kunne ikke lide det. Jeg ville gerne se grisen og kalvene, jeg ville gerne røre ved dem, jeg kunne godt lide lugten i stalden, og så var der jo også hvalpe og killinger og sådan noget. Måske var der slet ikke så mange hvalpe og killinger, måske er det noget, jeg bilder mig ind. Man kan jo slet ikke have så mange hvalpe og killinger på en gård, og de slagter jo også de fleste af kalvene og grisene.”

Den ydre kulde mærkede han slet ikke længere, og også den indre kulde var veget. Især hans ansigt var helt varmt nu, og han havde også nærmest glemt, at de stod på en stor plads ved siden af nogle store skibe, midt ude i mørket.

Der var blot ham og Lisbeth nu.

“Det var ham, der sørgede for, at jeg fik mit eget værelse,” sagde hun. “Grethe mente, at det var bedst, jeg sov sammen med Lene; men han sagde, at hun var alt for lille, og Henrik var jo en dreng. Jeg var kun syv år gammel, kan du forestille dig det? Jeg sov i et værelse helt for mig selv på en fremmed gård.”

Indtil for nogle minutter siden havde Carsten kun haft Henrik Monks billede af faderen i hovedet: Den ekstremt ordknappe mand, det lukkede, disciplinerede, til sidst forbitrede.

Han havde afskyet faderen for at være sådan over for Henrik Monk, fordi han selv havde haft en far, der havde lignet; men det her var noget helt andet.

“Den første aften lagde Grethe mig i seng,” sagde Lisbeth. “Hun læste noget for mig, så spurgte hun, om jeg virkelig kunne sove helt alene, om jeg ikke var bange, og jeg sagde, at det kunne jeg sagtens. Så gik hun, og der var helt mørkt på værelset, og jeg havde aldrig nogensinde været så bange før; men jeg turde ikke stå ud af sengen og sige til Grethe, at jeg var alt for bange. Jeg ville ikke gøre hende ked af det. Så kom Harald ind. Jeg husker tydeligt, hvor lettet jeg var, da han kom. Jeg var overhovedet ikke bange mere.”

Havde hun virkelig været syv? Havde hun ikke kun været seks? Hvor meget huskede man egentlig fra den alder? Carsten havde kun nogle spredte minder, som han ikke tydeligt kunne sætte i forbindelse med hinanden, han vidste ikke, hvad der havde været før hvad.

Men han var jo ikke alle mennesker.

Hvor lang tid var der mon gået, siden han havde mødt Lisbeth? Han ville ikke se på uret. Han ville blot lade hende tale, og så ville der ske noget, det var han sikker på. Hun måtte blot tale.

“Han lagde sig ved siden af mig,” sagde hun, “og han havde sådan en blid stemme. Den havde han slet ikke, når han talte med Henrik eller Lene. Den havde han kun, når han talte med mig. Han kunne virkelig godt lide mig. Jeg kunne ikke så godt lide, at han lå ved siden af mig. Mor måtte godt, men ikke ham. Jeg turde ikke sige det. Og så var der hænderne. Dem kunne jeg ikke lide.”

Nu var hun som i en slags ekstase. Hun talte slet ikke til Carsten længere, hun talte ud i mørket, ud i vinden, ud i ensomheden.

“Den første nat gjorde han ikke noget, bortset fra at ligge ved siden af mig,” sagde hun. “Han blev heller ikke hele natten. Han måtte jo tilbage til Grethe. Jeg ved slet ikke, under hvilket påskud han gik, og hvad hun sagde til, at han kom tilbage til hendes seng så sent. Jeg ved det ikke. Men der var jo altid noget i stalden om natten, der var altid en ko, der var ved at kælve eller sygdomme blandt svinene, du ved.”

Carsten var selv klar over, hvor ynkeligt lidt han vidste om kælvende køer og syge svin.

“Jeg husker tydeligt, at jeg ventede på ham anden nat,” sagde hun. “Det forstår du måske ikke; men alt var bedre end at ligge alene. Jeg ved nøjagtig, hvad du vil sige nu.”

Han havde slet ikke noget at sige. På ære.

“Jeg burde være gået til Grethe. Jeg burde have ringet til mor. Jeg burde have fortalt Lene noget. Jeg burde have sagt, at jeg ikke ville sove alene. Du fatter ikke, hvor mange gange jeg har spurgt mig selv, hvorfor jeg ikke gjorde det.”

Det fattede han udmærket. Hvad han ikke fattede, var dynamikken i Monk-familien. Hvordan kunne de lade en lille pige sove alene? Naturligvis Harald, han havde sin egen agenda, men Grethe Monk, hvad havde der været i vejen med hende?

“Hun var bange for ham,” sagde Lisbeth. “Hele sit liv var hun bange for ham. Jeg tror, at jeg var den eneste, der mærkede det.”

Nej, Holmbrødrene havde mærket det, naboerne med hundene også; men ikke hele omfanget af hendes angst.

Det kunne man jo slet ikke.

“Så tog han på mig,” sagde hun. “Og jeg skulle tage på hans lem. Og så var der den der væske, som jeg aldrig glemmer, den værste væske, der findes i hele verden.”

Hun havde aldrig fået børn. Hun var ellers så god til dem. Mette og Erik havde elsket at lege med hende, da de var små. Når hun var der, var det altid Lisbeth her, Lisbeth der, og hun var så fuld af glæde sammen med dem.

Men for at få børn skulle man jo udsætte sig for væsken.

Carsten spurgte ikke, hvor langt Harald Monk var gået. Han ønskede blot at komme væk herfra, at intet af det her nogensinde var sket.

Han sagde: “Du holdt op med at komme der efter din anden ferie. Sagde du noget til din mor? Hvorfor gjorde hun ikke noget?”

“Jeg sagde bare, at jeg ikke ville derhen mere,” sagde hun. “Jeg sagde, at jeg syntes, Harald var væmmelig. Jeg sagde ikke, at han kom ind på mit værelse.”

Hvorfor? tænkte han. Hvorfor spurgte moderen ikke?

“Jeg tror ikke, at hun turde konfrontere Grethe med det,” sagde Lisbeth. “Det var nemmere at sige, at jeg havde fået andre venner, så jeg ikke kunne komme på ferie længere, og med tiden ville det hele blive glemt. Jeg var jo så lille. Man glemmer da så meget af sin barndom, gør man ikke? Det får man da altid fortalt, at de grimme ting, dem glemmer man, og de gode, dem husker man, og så har man haft en dejlig barndom.”

Han syntes ikke, at hans barndom havde været så forfærdelig dejlig. Heller ikke forfærdelig forfærdelig, op og ned. Men han var jo aldrig blevet misbrugt.

“Jeg glemte det også,” sagde hun. “I årevis huskede jeg det ikke.”

“Du skiftede navn,” sagde han. “Du hed Lis, da han gjorde det, nogle år senere hed du Betty.”

“Ja,” sagde hun. “Det gjorde jeg.”

Der var stolthed i hendes stemme.

“Hvornår begyndte du at huske det igen?” spurgte han.

“Da jeg begyndte at interessere mig for mænd, eller burde interessere mig for dem.”

Altså i puberteten, og så havde hun båret den viden med sig indtil nu, hun havde haft kulden i sig i alle de år, og selv havde hun hele tiden udstrålet ren varme, og Carsten havde fået del i den i overmål.

Han skyldte hende så meget.

“Jeg interesserede mig jo for dem,” sagde hun. “Jeg talte med veninderne om dem, jeg forelskede mig, jeg ville det virkelig; men når jeg var sammen med dem, så var jeg hele tiden alene på det værelse og ventede på, at Harald kom ind ad døren og lagde sig ved siden af mig.”

Hans blik løb hen over pladsen, kranerne, containerne, lagerbygningerne og skinnerne, der var lagt ned i asfalten. På et eller andet tidspunkt ville der ske noget derude, han vidste ikke, hvornår, og følte sig udsat. Men han var nødt til at vide mere.

“Så før jeg lærte Aage at kende, fuldbyrdede jeg det aldrig med nogen af de kærester, jeg havde,” sagde hun. “Jeg ville virkelig; men i sidste øjeblik ville jeg så ikke alligevel, og efter en tid slog kæresterne naturligvis op. Det havde jeg også gjort.”

“Med Aage var det anderledes.”

“Han var slet ikke så interesseret i sex,” sagde hun. “Han ville det slet ikke så meget. Han ville bare have en pige, det var det vigtigste for ham. Han ville bare danne par med nogen.”

Han spurgte ikke, om de da aldrig fuldbyrdede forholdet.

“Naturligvis ville han også,” sagde hun. “Og jeg lod det ske. Det var slet ikke så slemt. Det tog heller ikke særlig lang tid. Jeg kunne sagtens holde det ud. Det var ikke som med Harald. Jeg var overhovedet ikke bange for det.”

Men hun nød det heller ikke.

“Nej,” sagde hun.

Aldrig nogensinde?

“Aldrig nogensinde,” sagde hun. “Jeg nød at have ham som mand, jeg nød at have et hjem, jeg ville ikke være alene hele mit liv.”

Så havde de altså haft et arrangement, der havde fungeret nogenlunde. Måske ikke kærlighed som mellem Carsten og Lone; men mindre kunne jo også gøre det. Carsten var for længst nået til den erkendelse, at han var ufattelig heldig at have Lone.

“Det kunne være blevet ved sådan resten af vores liv,” sagde hun.

Uden børn.

“Jeg ville aldrig have børn,” sagde hun. “Jeg ville ingen pige have og være bange for, at hun skulle udsættes for det, som jeg var blevet udsat for.”

Det fandtes der jo måder at sikre sig imod.

“Hvilke måder?” sagde hun med pludselig lidenskab. “Du kan da ikke vide alt om dit barn.”

Man kunne snakke mere sammen, end Lisbeth og hendes mor havde gjort. Hvor meget havde han egentlig snakket med Mette i den alder? Det havde han overladt til Lone. Nu han tænkte over det, havde han ikke engang vidst særlig meget om Eriks liv.

Han havde vidst meget mere om visse forbrydere efter nogle lange timer i afhøringslokalet.

“Der må være sket noget,” sagde han. “Noget afgørende. Hvad fik Aage til at gå grassat? I kunne da have fortsat med at leve sådan resten af jeres liv. Det sagde du jo selv.”

Det undrede ham, at de ikke gik. Normalt gik man, mens man førte den slags samtaler, gennem byen, over bakke og dal, frem og tilbage over pladsen, eller man sad ned, glas og flasker med noget at drikke mellem sig, man blev ikke blot stående over for hinanden, det var unaturligt.

Men ingen af dem satte sig i bevægelse, mindst af alt Lisbeth. Det var, som om hun ønskede, at de skulle blive stående.

Hvorfor mon?

“Aage begyndte at ville mere,” sagde hun.

Mere sex?

“Jeg ved slet ikke, hvad der skete med ham. Han sagde: ‘Jeg vil ikke, at du bare ligger der og venter på, at det er overstået.’ Jeg havde ligget der og ventet på, at det var overstået, i over tyve år. Jeg spurgte ham, hvorfor vi skulle ændre det nu. Han sagde ikke noget. Du kender ham jo.”

Ja, alle samtalers sorte hul.

“Han spurgte mig igen og igen: ‘Hvorfor kan du ikke, hvorfor vil du ikke? Andre kvinder kan da også. ’Jeg spurgte: ‘Hvad ved du om andre kvinder? Har du en anden?’ ‘Nej,’ sagde han. ‘Nej, jeg har ingen anden, jeg har kun dig. Jeg vil bare vide, hvorfor du bare ligger der, hvorfor du ikke nyder det?’ Jeg sagde: ‘Det har du da aldrig spurgt om før. Hvorfor begynder du med det nu?’”

Nu, hvor det alligevel var for sent. Hvorfor egentlig for sent? De var begge først midt i fyrrerne, de var ingen oldinge.

Hvad fik Carsten til at tænke, at det alligevel var for sent?

“Han blev ved,” sagde hun. “Han kunne ikke holde op med det. Han kom hjem fra arbejde, og så spurgte han mig, hvorfor det skulle være sådan. Jeg blev ved med at sige, at der ingen grund var, sådan var det bare, og hvis han ikke kunne leve med det, måtte vi skilles.”

Han tænkte, at det nok havde været meget bedre i det tilfælde, og mens han tænkte det, åndede han dybt ind, og hans ribben gjorde ondt, han mærkede også sin træthed, den var dybt inde i knoglerne, han tænkte, jeg ville helst ikke høre noget mere, jeg ville helst sove, jeg vil bare være derhjemme nu.

“Så fortalte jeg ham om Harald,” sagde hun. “Det var ikke sådan, at han tog mig i armen og trøstede mig, han sad blot over for mig og lyttede; men til sidst sagde han, nu forstår jeg, og jeg var lettet. Jeg tænkte, at det kunne blive som før.”

Men det gjorde det ikke.

“Han gik rundt i nogle dage uden at sige noget,” sagde hun.

Det var jo ikke usædvanligt med Aage.

“Så sagde han, at vi skulle besøge Harald og Grethe,” sagde hun. “Jeg ville naturligvis ikke. Jeg græd og tryglede, jeg ville ikke se ham. Jeg havde ikke set dem i årtier, jeg var aldrig gået til familiefester, hvor de kunne komme, og nu skulle vi besøge dem. Han sagde, at så ville han besøge dem selv. Jeg sagde: ‘Det må du ikke. Hvad vil du sige til dem?’ ‘Ikke noget,’ sagde han. ‘Jeg vil bare møde ham. Jeg vil bare se, hvordan han ser ud. Jeg vil se, om han fortryder noget.’”

De fortryder ikke noget, tænkte Carsten. De tror, at det, de gjorde, var det rette. De fortryder aldrig. Desuden fortrænger de lige så meget som ofrene. De ser sig selv som ofre. De er ofre. Et eller andet måtte jo også være sket med Harald Monk, så han kunne gøre sådan noget.

“Vi besøgte dem. Flere gange,” sagde Lisbeth. “Det var forfærdeligt. Vi legede familie. Grethe og jeg talte om gamle dage. Aage sagde ikke noget. Han observerede Harald. Hele tiden. Harald sagde heller ikke noget. De lignede hinanden så meget. Vi blev ved med at besøge dem. Sidste gang var en uge, før de blev myrdet.”

Blæsten blev stærkere, linen piskede mod metallet.

“Da han kom hjem den nat, var han oversølet med blod,” sagde hun. “Han fortalte mig lige med det samme, hvad han havde gjort. Han sagde, at alle ville tro, det var østeuropæerne, han sagde, at vi var i sikkerhed.”

I sikkerhed for hvad?

“Han sagde, at politiet aldrig ville søge efter os. Han sagde, at han var nødt til at gøre det. Han sagde, at nu kunne vi starte på en frisk.”

Havde de haft sex den nat? Havde det været den bedste sex, de nogensinde havde haft? Hvad foregik der i mennesker, når de havde været så grusomme?

“Jeg havde slet ikke gjort noget,” sagde hun. “Jeg havde aldrig sagt til ham, at han skulle gøre Harald noget. Og da slet ikke Grethe.”

Men hun havde også dækket over Aage.

“Jeg ville ikke miste mit liv,” sagde hun. “Jeg var så bange. Selv om jeg ikke var kommet i fængsel, havde jeg mistet alt. Jeg havde også mistet dit venskab.”

Først nu gik det rigtig op for ham, at det var hans mistanke efter de første mord, der havde ført til de to følgende anslag. Lisbeth måtte være gået hjem til Aage og have sagt, at Carsten ikke troede på østeuropæerne, og så var Aage gået i panik, samtidig var han gået meget metodisk til værks, han havde flyttet anslagsstederne stedse længere sydpå, så politiet kunne tro, at banden bevægede sig væk fra Danmark, hjem igen, fuldstændig uden for rækkevidde.

“Vi havde mødt Günther Feddersen ved forskellige antikmesser,” sagde hun. “Aage vidste altså, at jeg kendte dem fra før. Jeg anede ikke noget om hans planer. Jeg sagde til ham, at vi skulle forholde os rolige, så ville der ikke ske os noget. Der var jo ingen beviser. Du kunne da ikke have bevist noget, vel?”

Nej, han kunne ikke have bevist noget, Aage skulle bare have holdt sig i ro, så havde de eftersøgt til højre og venstre, og efter nogen tid havde de opgivet Monk-sagen.

De havde troet, at gerningsmændene var et eller andet sted i Rumænien eller Litauen med deres rov.

“Men han kunne ikke,” sagde hun. “Han var nødt til at handle.”

“Han var begyndt at nyde det,” sagde Carsten.

“Det må du ikke sige,” sagde hun.

“Hvorfor slog han ikke de to tyskere ihjel?” spurgte han.

“Jeg sagde til ham, at hvis han nogensinde dræbte nogen igen, så ville jeg melde ham og mig til politiet.”

Hun var jo selv politiet.

“Om dagen var jeg politiet,” sagde hun. “Om aftenen og om natten var jeg de andre.”