36

AAGE

Christiane havde aldrig frosset så meget, som hun gjorde, mens Carsten og Lisbeth blev ved med at tale. Tale og tale og tale, tænkte hun.

Hvad er der at snakke om? tænkte hun. Hun hører hjemme i et fængsel, hende bør man ikke spilde så meget som et ord på.

På Rømø havde vinden været meget stærkere; men da havde hun også været forberedt. Nu havde hun kun cowboybukserne, en sweater og en frakke på, ingen lange underbukser, intet uldent undertøj. Selv handskerne var alt for tynde til at stå stille i baggrunden og vente på nogen, der måske aldrig kom, der måske virkelig lå derhjemme og sov.

Hun stod bag en lagerbygning ved siden af indgangen til havnen. Til højre for hende kom der regelmæssigt biler kørende forbi på Krusåvej. En bil eller lastbil hvert halve minut – eller nej, ikke så regelmæssigt, halve eller hele minutter var der intet, kun stilhed, bølgernes slag mod skibssider og strand, så en række af biler og lastbiler lige efter hinanden.

Hun ventede på, at en af dem holdt og kørte ind til siden.

Én gang skete det, og alt i hende var spændt, så det næsten gjorde ondt, hendes hånd gik ned til pistolen, der sad i hylsteret. Men det var kun en mand, der stod ud af bilen og tissede på fortovet.

Hun var i Åbenrå, hun havde slet ingen bemyndigelse til at gøre noget; men politibetjenten i hende havde en stærk trang til at gå hen til ham og udstede en bøde.

De blev ved med at snakke. Det kunne man da slet ikke, stå der og snakke og snakke. De måtte da snart komme til en ende. Hvad fortalte hun ham mon?

Lyset var ikke stærkt nok til at se, hvad der skete i deres ansigter, Christiane så udelukkende deres skikkelser, og når månen brød frem bag skyerne, lyste deres ansigter og hænder blegt op.

Hun kunne ikke have holdt det ud uden handsker. Men når man talte sammen om noget, der var så vigtigt, glemte man formentlig kulden.

Han kom fra venstre. Han måtte være klatret over hegnet længere nede mod Løjt. Hun hørte ham før, hun så ham.

Så var han væk, bag en lagerbygning omkring halvtreds meter fra hende, og i første omgang tænkte hun, at det slet ikke havde været ham, det havde blot været noget i hendes hjerne.

Hun gik alligevel derhen.

Hun vidste slet ikke, at hun havde taget handskerne af, og havde pistolen i højre hånd, hun følte heller ingen kulde længere, hun gik blot langs med væggen, højre skulder mod den, så hurtigt hun kunne, uden at være alt for hurtig, hun måtte være årvågen, han kunne komme frem bag hjørnet, og hvis hun var sat ud af spillet, så var der intet mellem ham og Carsten.

Hun var først helt sikker på, at det var ham, da hun hørte det første skud.

Da begyndte hun at løbe og glemte alt om årvågenhed.

Han fornemmede slet ikke skuddet som sådan. Der var bølgernes slag, der var linens pisken mod metal, og så var der en ny lyd.

Det var først, da Lisbeth vendte sig om og skreg noget i retning af lagerbygningerne, at han forstod, hvad der var sket.

Han vidste ikke, hvor skuddet var kommet fra. Han vidste blot, at han selv var uskadt, og tilsyneladende også Lisbeth. Hun stod der blot og skreg.

Han begyndte at forstå, hvad hun skreg. “Hold op, lad være med det, hold nu op!”

Han måtte løbe nu, i den retning, hun skreg i, så ville han måske finde Aage; men han var så bange, han ville, hans ben ville ikke, og så kastede Lisbeth sig i hans retning.

Da Christiane nåede omkring hjørnet af den anden bygning, så hun Aage ligge der, hun så geværet i hans hænder, og i samme øjeblik så hun ilden komme ud af løbet, det andet skud, og hun forbandede sig selv, hun råbte noget, hun vidste ikke engang selv, hvad det var, Aage reagerede ikke, hun løftede pistolen, sigtede, så skød hun, og Aage spjættede, han lod geværet falde, hun løb videre og trådte på det.

Hun havde ramt ham i knæet. Blodet løb derfra ned i en bunke af sne.

Lisbeth sank sammen; men inden hun ramte jorden, tog Carsten fat i hende.

Hun var tung, og hans bryst gjorde ondt, så han gik i knæ, og han mærkede noget varmt og fugtigt på højre hånd, hvor han støttede hendes ryg.

Hun faldt forover, og han faldt med hende, så vendte han sig om, vendte også hende omkring, der var ikke noget at se, blot det varme og fugtige på hans hånd, og han smagte på det og vidste, at det var blod.

“Han skyder måske igen,” sagde Lisbeth.

Det havde Carsten ikke tænkt over, og han var også ligeglad nu, desuden var der jo Christiane, hun måtte da gøre noget.

“Det gør så ondt,” sagde Aage og tog sig om knæet. Blodet silede mellem hans fingre. Ellers var der ikke særlig meget at se.

Formentlig ville politiet komme snart. Nogen måtte da have hørt skuddene.

Med foden skubbede hun geværet væk fra hans krop, så satte hun sig på hug ved siden af ham.

“Fortæl nu,” sagde hun.

Han stønnede, og hun holdt pistolen lige frem for ham. “Jeg har denne her,” sagde hun. “Og jeg skal nok passe meget godt på.”

Carsten lagde mobilen på asfalten ved siden af Lisbeth. Han havde tilkaldt en ambulance, og nu måtte de vente. Hans ribben gjorde ondt; men nedenunder var smerten meget større.

“Jeg sagde til ham, at hvis han nogensinde myrdede nogen igen, så ville jeg gå til politiet,” sagde Lisbeth.

“Lad nu være med at tale,” sagde Carsten. “Du er nødt til at spare på dine kræfter. De kommer snart. Du kommer snart på hospitalet. De skal nok hjælpe dig.”

Neden for hende løb væsken frit og uhindret og blandede sig med snefladerne på asfalten.

“Jeg vil slet ikke leve,” sagde hun. “Jeg får jo alligevel ikke mit gamle liv tilbage.”

“Hvorfor Meierne?” spurgte Christiane. “Hvad fik dig til at overfalde dem?”

“Jeg kunne så godt lide at gå til antikmesser,” sagde Aage. “Jeg har altid haft så svært ved at tale med mennesker. Men når jeg gik til messer, var det meget nemmere for mig. Günther Feddersen elskede også at gå til messer, og der mødte jeg Hermann Meier. Jeg tænkte, at I ville se sydpå. Jeg ville det slet ikke.”

Hvorfor kommer der ingen ambulance? tænkte Christiane. Hvorfor kommer politiet ikke snart? Forbandede danskere, tænkte hun.

“Der findes snegle,” sagde Aage. “De er i deres hus, og de lever helt fint med deres hus. Men så går der noget galt med dem. De begynder at producere for megen kalk, og så spærrer de åbningen for sig selv. Hullet bliver mindre og mindre, og til sidst kan de ikke komme ud længere, og så er de derinde, og så dør de.”

Han bevægede sig, og hun lænede sig tilbage, så han ikke kunne overraske hende. “Jeg skyder, hvis du gør noget,” sagde hun.

“Men nogle af dem, de dør ikke,” sagde han. “De sprænger skallen, fordi de ikke vil dø sådan. De tænker slet ikke over det. De sprænger bare skallen. Og så er de ude i det fri og ved slet ikke, hvad de skal bruge friheden til, de er jo helt uden hus nu, de er bare nogle orme, det er de slet ikke født til, og de burde dø, men de dør ikke, de bliver vrede, og så gør de ting, som de aldrig ville gøre, hvis de var forblevet i deres hus.”

“Ja,” sagde hun.

Sirenerne kom nærmere, og så var der kredsende blå og røde lys, adskillige biler rundede hjørnet ind til havnen, linen blev ved med at piske, og Lisbeth sank sammen i Carstens arme.

Han ruskede i hende, han sagde, du må ikke give op, ambulancen er her jo; men hun rørte ikke på sig, og så var ambulancefolkene der, politibetjente var overalt, Ole Siggaard stod ved siden af Carsten og hjalp ham op, de sagde ikke noget, og så skreg Christiane, at de skulle se at komme herover.

Ti minutter senere sad Carsten og hun i hans bil, han havde lagt hænderne omkring rattet og stirrede ud i mørket, ambulancerne var for længst forsvundet.

Han vidste, at han måtte starte motoren, så de kunne køre hen til stationen, hvor de ville blive spurgt om, hvad der var sket.

“Men hvad med tyvekosterne,” sagde hun. “Dem, der var hos Roda?”

“Jeg er sikker på, at vi finder ud af, at Aage købte en bil, og så solgte han den til Roda,” sagde han.

Hun sagde ikke noget. Den viden måtte have ligget i ham i lang tid. Den var blot dukket op meget sent.

“Hvad slags snegle taler han om?” sagde Carsten. “Jeg har aldrig hørt om snegle, der lukkede for deres eget hus.”

“Jeg tror, at sneglene er inde i hans hoved,” sagde hun.