6

Ben Walker, Grant Countys politichef før Jeffrey, havde haft sit kontor lige efter mødelokalet nede i bunden af stationen. Hver dag havde Ben sat sig ind bag det store skrivebord, der næsten fyldte hele rummet, og alle, der ønskede at tale med ham, blev nødt til at sidde på den anden side af dette mammutstore stykke træ med knæene skrabende mod bordet og ryggen ret op mod væggen. Om morgenen blev alle de ældste i gårde – og dengang var de alle mænd – kaldt ind for at få tildelt dagens opgaver, og så gik de, og chefen lukkede sin dør. Der var ingen, der så ham igen, før det var tid til at gå hjem, og Ben satte sig ind i sin bil og kørte to blokke op ad gaden til den diner, hvor han spiste sin aftensmad.

Det første, Jeffrey gjorde, da han tog over på stationen, var at smide Bens skrivebord ud. De blev nødt til at skille egetræsmonstrummet ad for at få det ud gennem døren. Jeffrey lavede Bens gamle kontor om til lagerrum og valgte det lille kontor over for afdelingsrummet som sit eget. En stille weekend installerede Jeffrey et vindue, så han kunne kigge ud på afdelingen, og, hvilket var endnu vigtigere, så de kunne se ham. Der var persienner for vinduet, men han lukkede dem sjældent. Jeffrey gjorde en dyd ud af at lade sin dør være åben, hver gang det lod sig gøre.

Han kiggede ud i det tomme afdelingsrum og spekulerede på, hvad hans folk ville tænke om Jenny Weaver-skyderiet. Jeffrey følte en overvældende skyld over det, han havde gjort, selv om hans hjerne blev ved med at fortælle ham, at han ikke havde haft noget valg. Hver gang, han tænkte på det, var det, som om han ikke kunne trække vejret ordentligt, som om der ikke kom luft nok ned til hans lunger. Han kunne ikke slippe det helt åbenlyse spørgsmål: Havde han truffet den rigtige beslutning? Ville Jenny virkelig have dræbt fyren med koldt blod? Det lod Sara til at mene. I går aftes havde hun sagt noget om at have to døde teenagere i dag i stedet for en, hvis Jeffrey ikke havde stoppet Jenny. Sara havde, selvfølgelig, sagt en masse ting i går aftes, som ikke just havde været nogen trøst.

Jeffrey pressede sine hænder sammen foran ansigtet og hvilede hovedet ind mod sine tommelfingre, mens han tænkte på Sara. Nogle gange var hun alt for analyserende. En af de mest sexede ting ved Sara var hendes mund. Bare ærgerligt, at hun ikke altid vidste, hvornår hun skulle lukke den og bruge den til noget, der var mere nyttigt for Jeffrey end at snakke.

”Boss?” Frank Wallace bankede på døren.

”Kom ind,” svarede Jeffrey.

”Det er hedt,” sagde Frank som for at forklare, hvorfor han ikke havde slips på. Han havde et mørkt jakkesæt på, der havde et billigt skær over sig. Den øverste knap i hans skjorte var ikke knappet, og Jeffrey kunne se hans gulhvide undertrøje indenunder. Frank stank som sædvanligt af cigaretrøg. Han havde sikkert været ude og ryge ved bagdøren og givet Jeffrey tid, inden han kom ind til deres møde. Hvorfor nogen frivilligt ville holde en brændende cigaret i denne hede, ville Jeffrey aldrig komme til at forstå.

Frank kunne have fået Ben Walkers job, hvis han havde bedt om det. Men den gamle politimand var selvfølgelig for klog til det. Frank havde arbejdet hele sin karriere i Grant County, og han havde set, hvordan byerne havde forandret sig. Engang havde Frank fortalt Jeffrey, at det var et job for en ung mand at stå i spidsen for politiet, men dengang havde Jeffrey tænkt, som han gjorde nu, at Frank i virkeligheden mente, at det var et job for en tåbelig mand. I løbet af Jeffreys første år i Grant havde han gennemskuet, at der ikke var nogen med forstanden i behold, der frivilligt ville udsætte sig selv for den slags. Men da var det for sent. Han havde allerede mødt Sara.

”Travl weekend,” sagde Frank og gav Jeffrey weekendens statusrapport. Sagsmappen var tykkere, end den plejede.

”Ja.” Jeffrey pegede på en stol, så Frank kunne sidde ned.

”Formodet indbrud hos renseriet. Det har Marla fortalt dig om, ikke? Så er der en to-tre stykker, der kørte bil med for høj promille, det sædvanlige pis på universitetet, druk og uregerligheder. Et par husspektakler, der er ikke rejst sigtelser.”

Jeffrey lyttede med et halvt øre, mens Frank løb listen igennem. Den var lang og overvældende. Det var ikke godt at vide, hvad en større by havde haft gang i en weekend som denne, hvis Grant havde været så hårdt ramt. Normalt var der langt mere stille. Men heden bragte naturligvis volden frem i folk. Det havde Jeffrey vidst, lige så længe som han havde været politimand.

”Så …” Frank lukkede den. ”Det var vist det.”

”Godt,” svarede Jeffrey og tog rapporten. Han trommede med sin finger på papiret og smed med en lille fanfare Jenny Weavers sag hen over bordet. Den lå der som et ondt varsel.

Frank sendte sagen samme skeptiske blik, som han ville sende en astrologirapport, tog den så modstræbende op og begyndte at læse. Frank havde været længe nok i tjenesten til at mene, at han havde set alt. Det chokerede udtryk i hans ansigt fortalte en anden historie, mens han studerede de billeder, Sara havde taget.

”Du godeste Gud,” mumlede Frank og rakte ned i sin jakkelomme. Han tog sine cigaretter frem, huskede så givetvis, hvor han var, og lagde dem tilbage. Han lukkede sagen uden at være blevet færdig med den.

”Det er ikke hende, der har født barnet,” sagde Jeffrey.

”Okay.” Frank rømmede sig og lagde ubehageligt til mode sine ben over kors. Han var otteoghalvtreds år gammel og havde allerede lagt nok til side til at trække sig tilbage med en pæn pension. Det var et mysterium, hvorfor han blev ved med at arbejde. Sager som den her måtte også få Frank til at undre sig over, hvorfor han blev ved med at dukke op hver morgen.

”Hvad er det?” spurgte Frank. ”Jamen, min gode Gud og Skaber.”

”Skamfering af de kvindelige kønsorganer,” sagde Jeffrey til ham. ”Det er noget afrikansk eller mellemøstligt noget.” Han holdt sin hånd i vejret og stoppede Franks næste spørgsmål. ”Jeg ved, hvad du tænker. De er sydstats-baptister, ikke islamister.”

”Hvor fik hun så den idé fra?”

”Det er det, vi skal finde ud af.”

Frank rystede på hovedet, som om han prøvede at slette billedet fra sin hjerne.

”Dr. Linton er på vej herover for at briefe os,” sagde han og følte sig fjollet over at bruge Saras titel. Frank spillede poker med Eddie Linton. Han havde set Sara vokse op.

”Og den unge kommer også?” spurgte Frank og mente Lena.

”Selvfølgelig,” svarede Jeffrey og kiggede ham direkte ind i øjnene. Frank rynkede panden og gjorde det klart, at han ikke billigede det.

Uanset hvad Frank ellers var – sexist, sikkert racist og helt sikkert alderschauvinist – så bekymrede han sig om Lena. Han havde en datter på omkring samme alder og fra det øjeblik, Jeffrey havde gjort hende til Franks makker, havde den gamle politimand protesteret. Hver eneste uge var han kommet ind og havde bedt om at få andre opgaver, og hver eneste uge havde Jeffrey sagt ham, at han skulle vænne sig til det. En af grundene til, at man havde bragt Jeffrey, som var en outsider, i spil til jobbet, var, at han skulle trække styrken ud af stenalderen. Jeffrey havde håndplukket Lena Adams fra politiskolen og havde fra første dag trænet hende til at blive den første kvindelige kriminalassistent i afdelingen.

Jeffrey vidste ikke, hvad han nu skulle stille op med Lena. Han havde midlertidigt sat hende sammen med Brad Stephens, indtil hendes hænder var helet, og håbede, at dette dødvande ville hjælpe hende tilbage i jobbet igen. I sidste måned havde hun fået okay fra sin læge til at vende tilbage til aktiv tjeneste, men hun havde endnu ikke bedt om at få sine gamle opgaver igen. Når det kom til Frank, så kunne han ikke engang se hende i øjnene, når hun sagde hej til ham. Jeffrey havde hørt Frank sige en million gange, at kvinder ikke hørte til i styrken, og Frank syntes at tage Lenas overfald som en bekræftelse på det.

Jeffrey var selvfølgelig ikke enig i Franks vurdering. Kvindelige politifolk var gode for styrken. Sammensætningen skulle ideelt set afspejle samfundet. Lena havde tilført jobbet en eftertænksomhed. Der var visse typer gerningsmænd, som hun var bedre til at takle, og hun vidste, hvordan hun skulle tage sig af kvindelige ofre, hvilket man havde manglet blandt de mere erfarne inden hendes forfremmelse. Og hvad mere var, så havde den kvindelige kriminalassistent opmuntret andre kvinder til at melde sig. Der var nu femten kvinder i patruljen. Da Ben Walker havde forladt styrken, havde der kun været kvinder ansat som sekretærer. Og til trods for alle disse fremskridt havde Jeffrey, når han tænkte på, hvad Lena havde gennemgået, hvad der var blevet gjort mod hende, lyst til at låse hende inde i hendes hus og stå udenfor med en shotgun i tilfælde af, at der var nogen, der prøvede at skade hende igen.

Frank afbrød hans tanker og spurgte: ”Kommer der nogen form for intern undersøgelse af det her?” Han stoppede og prikkede på hjørnet af sagsmappen. ”Jeg mener Weaver-skyderiet.”

Jeffrey nikkede og lænede sig tilbage i stolen. ”Jeg talte med borgmesteren her til morgen. Jeg vil gerne have dig til at tage dig af Brad og Lenas forklaringer. Buddy Conford er byens advokat på den her.”

”Han er offentlig forsvarer,” pointerede Frank.

”Ja, selvfølgelig, men ikke på den her,” sagde Jeffrey til ham. ”Der er bekymrende forhold omkring pigens mor. Kommunen har en forsikringspolitik omkring den her slags sager. Måske kan de ordne den uden om retten. Jeg ved det ikke.” Jeffrey trak på skuldrene. ”Hun truede nogen med et skydevåben og alting. Det er rimelig indviklet, ikke?”

”Jo,” svarede Frank. ”Det ved jeg godt.” Han ventede et par sekunder og spurgte så: ”Er du okay med alt det her, Boss?”

Jeffrey mærkede noget af sin beslutsomhed vakle. Den afmægtige fornemmelse af at synke, som han havde oplevet i går aftes sammen med Sara, kom tilbage, og han mærkede en tyngde i sit bryst. Han havde aldrig før skudt nogen, for slet ikke at tale om at dræbe en lille pige. Hans tanker blev ved med at vandre tilbage til scenen med Jenny, pille tiden fra hinanden og prøve at sætte fingeren på det sted, hvor hans forhandlinger var gået skævt. Der måtte have været noget, han kunne have sagt eller gjort, som kunne have fået hende til at lægge skydevåbnet fra sig. Der måtte have været et alternativ.

”Boss?” sagde Frank. ”Uanset hvad så vil Brad og Lena støtte dig hundrede procent. Det ved du godt, ikke?”

”Jo,” svarede Jeffrey uden at finde trøst i Franks ord, fordi han vidste, at Brad og Lena ville støtte ham, også selv om de ikke mente, at han havde gjort det rigtige. Der var gråzoner i håndhævelse af loven, men i sidste ende bakkede politimænd altid hinanden op. Brad ville gøre det, fordi han et eller andet sted forgudede Jeffrey. Lena ville gøre det, fordi hun følte, at hun skyldte Jeffrey noget, fordi han havde ladet hende komme tilbage til jobbet.

Det var næppe nogen trøst for Jeffrey.

De var begge stille. Jeffrey vendte hovedet og kiggede på de hylder, der løb langs den fjerneste væg i hans kontor. Der stod trofæer, tildelt for hans skydefærdigheder. På nederste hylde en gammel fodbold fra da han spillede for Auburn. Billeder af fyre, han havde arbejdet sammen med i Grant og i Birmingham sammen med billeder af Sara, som han havde taget på deres bryllupsrejse. Han havde sat dem op for nylig, da de var begyndt at ses igen. Nu var han ikke sikker på, om han ville have billederne på sit kontor, for slet ikke at tale om at have Sara i sit liv. Jeffrey kunne stadig ikke komme sig over, hvor fraværende hun havde været i går aftes, hvordan hun spændte helt op, når han rørte ved hende og fortalte ham, hvad han skulle gøre. Som om han ikke vidste, hvordan han skulle gøre det, han var i gang med. Som om han ikke havde gjort det hundredvis af gange før med andre kvinder, der var fandens meget mere modtagelige, end Sara havde været.

Frank vendte sig om i stolen, da halvdørene, der skilte afdelingsrummet fra receptionen, blev smækket op. Sara kom ind med sin mappe i den ene hånd. Hun havde en lyseblå kjole på, der lignede en lang T-shirt. Jeffrey kunne se, at hun havde besluttet sig for at lade tennissko uden sokker fuldende påklædningen. Hun havde sikkert ikke engang barberet sine ben.

De betragtede begge Sara, da hun gik ind på kontoret. Hendes hår var et stort rod, og Jeffrey spekulerede på, om hun overhovedet havde gidet frisere det. Sara havde aldrig hørt til de kvinder, der interesserede sig for den seneste mode, og hun gik sjældent med makeup. Nogle gange var det sexet, andre gange fik det hende til at se sjusket ud, som om hun var mere interesseret i at være læge end i at være kvinde. Da hun kom tættere på dem, kunne han se, at hendes briller sad skævt på hendes næse. Af en eller anden grund var det det, der irriterede ham allermest.

Frank rejste sig op, da hun kom ind, så Jeffrey fulgte trop.

”Hej,” sagde hun og smilede nervøst. Jeffrey var glad for, at hun ikke følte sig tilpas.

”Hejsa,” sagde Frank og knappede sin jakke.

Sara smilede til Frank og sagde så: ”Jeg har ringet til Nick Shelton,” og refererede til Grant Countys feltagent i Georgia. ”Jeg bad ham spore alle de sager, der involverer den her slags lemlæstelse. Han sagde, at han ville have noget klar senest onsdag.”

Da Jeffrey ikke reagerede på det, tilføjede Frank: ”Godt tænkt.”

”Og,” fortsatte Sara, ”jeg har ringet rundt til hospitalerne. Der er ikke kommet nogen ind i går aftes for at få efterfødselsbehandling. Jeg gav dem nummeret her til stationen, hvis de får nogen ind.”

Frank rettede på sin skjortekrave. ”Tror du på nogen måde, at pigen kunne have gjort det her ved sig selv? Det her omskæringsnoget?”

”Gudfaderbevares, nej.” Det var, som om Sara rejste børster. ”Og det er ikke omskæring,” fortalte hun ham. ”Det er det samme som en kastration. Hendes klitoris og hendes små skamlæber var fuldstædig skåret væk, og det, der var tilbage, var syet sammen.”

”Åh,” sagde Frank, der tydeligvis blev utilpas ved denne oplysning.

Sara snerpede munden sammen. ”Det er det samme som at skære en mands penis af.”

Frank kiggede ubehageligt til mode fra Jeffrey til Sara og tilbage igen.

”Hvorom alting er.” Sara pegede hen på sin mappe. ”Jeg er klar til at begynde briefingen.”

”Den er blevet udsat,” sagde Jeffrey og bed mærke i den hårde tone i sin stemme, men var ude af stand til at gøre noget ved det. Da han havde ringet for at bede Sara om at komme, havde han ikke nævnt hvorfor. Han sagde til hende: ”Dottie Weaver kommer om cirka et kvarter. Jeg vil have hende ud herfra så hurtigt, som jeg kan.”

”Åh,” sagde hun overrasket. ”Okay. Jeg kan nok godt finde noget papirarbejde at lave nede på klinikken. Tror du, at et par timer er nok?”

Han rystede på hovedet. ”Jeg vil have, at du er med til afhøringen.”

Sara sendte ham et forsigtigt blik. ”Jeg er ikke politimand.”

”Det er Lena,” sagde han til hende. ”Hun styrer afhøringen. Jeg vil gerne have, at du er med, fordi hun kender dig.”

Hun satte hånden på hoften. ”Lena eller Dottie?”

Frank rømmede sig. ”Jeg har nogle opkald, jeg skal have ordnet,” sagde han og nikkede venligt til Sara, inden han forlod rummet.

Da han var gået, vendte Sara sig om mod Jeffrey og sendte ham et spørgende blik.

”Er det en natkjole?” spurgte han.

”Hvad?”

”Det, du har på,” sagde han og pegede på hendes kjole. ”Det ligner en natkjole.”

Sara grinede utilpas. ”Nej,” sagde hun, som om han manglede at fortælle resten af en vittighed.

”Du kunne godt have taget noget mere professionelt på,” sagde han og tænkte på det, hun havde haft på i går aftes. Hendes joggingbukser og en laset gammel T-shirt hjalp ikke just på situationen. Og hendes ben havde været mere behårede end hans.

”Ville det være et stort problem for dig at gøre bare en lille smule mere ud af din påklædning?” spurgte han.

Sara sænkede sin stemme, sådan som hun altid gjorde, når hun blev vred. ”Er der nogen grund til, at du taler til mig, som om du var min mor?”

Han mærkede et glimt af vrede, der var så voldsomt, at han vidste bedre end at åbne munden og sige det, der gerne ville ud.

”Jeff,” sagde Sara, ”hvad sker der?”

Han gik hen forbi hende og smækkede døren i. ”Ville det være et meget stort problem for dig at gøre mig den ene tjeneste?”

”Tjeneste?” Hun rystede på hovedet, som om han var begyndt at tale volapyk.

”At være med til afhøringen,” mindede han hende om. ”Med Weaver.”

Sara åndede tungt ud. ”Hvad skulle jeg overhovedet sige til hende?”

”Skidt med det,” svarede han. Han lukkede persiennerne for at have noget at tage sig til. ”Bare glem det.”

”Fortæl mig nu bare, hvad det er, du gerne vil have, jeg skal gøre,” sagde hun med en irriterende fornuftig stemme. ”Vil du have, at jeg tager hjem og skifter tøj? Vil du have, at jeg lader dig være i fred?”

Han vendte sig om og sagde: ”Jeg vil have, at du holder op med at gøre det hele så forbandet svært for mig, det er, hvad jeg vil have.”

Sara hang med næbbet. Det lod til, at det nu var hendes tur til at holde det, hun gerne ville sige, tilbage.

Han hævede sine øjenbryn for at opmuntre hende til at sige noget. ”Hvad?” spurgte han og vidste, at han pressede hende, ønskede et skænderi for at få afløb for den vrede, han følte.

Sara tog en dyb indånding og pustede langsomt ud igen. ”Jeg forstår ikke, hvorfor du er så vred på mig.”

Jeffrey svarede ikke.

Hun glattede hans slips med bagsiden af sine hænder og lagde så sin håndflade mod hans bryst. ”Jeff, kom nu. Fortæl mig nu bare, hvad du vil have, at jeg skal gøre.”

Han kunne ikke sige noget. Han vendte sig væk fra hende og så, fordi der ikke var andet, han kunne foretage sig, drejede han på pinden og åbnede persiennerne igen. Han mærkede Saras hånd på sin skulder.

”Det er okay,” sagde hun.

”Det ved jeg,” sagde han kort, men det gjorde han ikke. Han havde det, som om hans hjerne var sat i brand, og hver gang, han blinkede, var det eneste, han kunne se, Jenny Weavers hoved, der røg bagover, da kuglen skar gennem hendes hals.

Sara lagde sine arme om ham og pressede så sine læber ind mod hans nakke. ”Det er okay,” hviskede hun mod hans nakke, og han mærkede, hvordan hendes kølige ånde beroligede ham. Hun kyssede ham igen i nakken og lod sine læber blive der i noget, der føltes som lang tid. Hans krop begyndte at slappe af, og han spekulerede på, hvorfor hun ikke havde gjort det i går aftes. Så kom han i tanke om, at hun rent faktisk havde gjort det.

”Det er okay,” sagde hun til ham igen.

Han følte sig rolig for første gang den morgen, som om han igen kunne trække vejret. Det føltes så godt, at han et kort sekund troede, han ville komme til at gøre noget virkelig dumt, som at græde, eller, endnu værre, fortælle Sara, at han elskede hende.

”Vil du være med til afhøringen eller ej?” spurgte han.

Hun lod sine hænder falde ned, og han kunne se, at det ikke var den reaktion, hun havde håbet på. Han kiggede på hende og prøvede at finde noget at sige. Det dukkede ikke op.

Til sidst nikkede hun en enkelt gang og sagde til ham: ”Jeg gør det, du vil have, jeg skal gøre.”

Jeffrey stod i observationsrummet og kiggede gennem envejsspejlet, mens Sara trøstede Dottie Weaver. Han havde aldrig været i stand til at være vred på Sara ret lang tid ad gangen, primært fordi Sara ikke ville tillade det.

Dottie Weaver var en temmelig stor kvinde med mørkebrunt hår og mørklødet hud. Hendes hår så ud til at være langt, men hun havde det i en nydelig knold på toppen af hovedet. Stilen var en smule gammeldags, men det passede til hende. Jeffrey tænkte på hendes ansigt som et ældre ansigt, et af den slags hvor et menneske ser ud på samme måde, når det er ti år gammelt, og når det er fyrre. Hendes kinder hang, og hun slæbte rundt på omkring ti kilo mere, end hun burde. Der var dybe rynker i hendes pande, og det gav hende et hårdt udtryk, selv når hun græd.

Jeffrey kiggede på Lena, som stod ved siden af ham med armene krydset over brystet. Hun betragtede Sara og Dottie med sin sædvanlige fokuserede intensitet. Og her stod de så, de to følelsesmæssigt mest hudløse mennesker på stationen, og var ansvarlige for at finde ud af, hvad der var sket natten før. Jeffrey vidste godt, at han havde bedt Sara om at gøre det af egoistiske årsager. Hun skulle fungere som hans fornuft.

Jeffrey vendte sig om mod Lena og sagde: ”Jeg bruger dig.”

Hun reagerede ikke, men det var slet ikke så usædvanligt. For seks måneder siden ville Lena Adams have været fuldstændig vild for at få den her afhøring. Hun ville have spankuleret gennem stationen og blæret sig med, at hun var blevet udvalgt af chefen. Nu nikkede hun bare.

”Fordi du er en kvinde,” præciserede han. ”Og på grund af det, der skete med dig.”

Hun kiggede på ham, og der var en tomhed i hendes blik, der ramte ham direkte i hjertet. For ti år siden på politiskolen i Macon havde Jeffrey set Lena flyve gennem forhindringsbanen som en flagermus fra helvede. Med sin en meter og tres og sine godt halvtreds kilo var hun den mindste i sin gruppe, men det kompenserede hun for med ren og skær viljestyrke. Den dag havde hendes vedholdenhed og drive fanget hans opmærksomhed. Når han kiggede på Lena i dag, spekulerede han på, om hun nogensinde ville blive sig selv igen.

Lena slap hans blik og stirrede igen på Sara. ”Ja, jeg tænker, at hun vil synes, det er synd for mig,” sagde hun med en udtryksløs stemme. Det var, som om hun ikke følte noget, og det tog modet fra ham. Han foretrak endda hendes intense vrede frem for den robot, som hun lod til at være på det seneste.

”Tag det stille og roligt,” rådede han og gav hende sagen. ”Vi har brug for så mange oplysninger, som vi kan få.”

”Ellers andet?” spurgte hun. De kunne lige så godt have talt om vejret.

Jeffrey sagde, at det var der ikke, og hun gik uden at sige noget. Han gik tilbage til spejlet og ventede på, at Lena kom ind i afhøringslokalet. Da den unge kriminalassistent var vendt tilbage til sit arbejde, havde Jeffrey sagt til hende, at hun skulle gå i en eller anden form for terapi for at forholde sig til det, der var sket. Det havde Lena, så vidt han vidste, ikke gjort. Han skulle huske at spørge hende om det. Det vidste han godt. Han vidste bare ikke hvordan.

Døren knirkede, da Lena åbnede den. Hun gik ind i lokalet med hænderne stukket ned i lommerne på sine uniformsbukser. Hun havde gulbrune chinos på med en mørkeblå button-down uniformsskjorte. Hendes skulderlange brune hår var sat nydeligt om bag ørerne. I en alder af treogtredive var hendes ansigt endelig faldet helt på plads. Lena havde altid været tiltrækkende, men i de sidste par år havde hun udviklet en kvindelighed, som ikke undgik den gamle gardes opmærksomhed.

Jeffrey kiggede væk, ubehageligt til mode ved den slags tanker. Efter det, Lena havde været igennem, føltes det forkert at tænke på hende på den måde.

”Mrs. Weaver?” sagde Lena spørgende. Hun rakte sin hånd frem, og Jeffrey krummede tæer af forlegenhed sammen med Dottie Weaver, da de begge stirrede på Lenas åbne håndflade. Det var frygteligt at se på arret i midten. Sara var den eneste, der ikke syntes at reagere på det.

Lena trak sin hånd til sig og pressede den hårdt sammen langs sin side, som om hun var pinlig berørt. ”Jeg er kriminalassistent Lena Adams. Jeg har ikke ord for hvor ked af det, jeg er på dine vegne.”

”Tak,” lykkedes det Dottie at få frem med sin syngende midtvestlige dialekt som en skarp kontrast til Lenas bløde dræven.

Lena sad over for Sara og Dottie ved bordet. Hun foldede sine hænder foran sig og fik opmærksomheden ledt hen på sine ar. Jeffrey forventede næsten, at hun ville tage sine sko af og lægge fødderne op på bordet.

”Jeg er ked af …” begyndte Dottie og holdt så inde. ”Jeg mener, ked af det, der skete med dig.”

Lena nikkede en enkelt gang og kiggede ned som for at samle sig. Et af de første afhøringstricks, Jeffrey havde lært den unge kriminalassistent var, at tavshed var en politimands bedste ven. Folk kan almindeligvis ikke lide tavshed, og de forsøger uvægerligt at udfylde den. Og for det allermeste gør de det uden at lade deres hjerne være en del af ligningen.

”Og din søster,” fortsatte Dottie. ”Hun var et dejligt menneske. Jeg kendte hende fra videnskabsmessen. Jenny elskede de naturvidenskabelige fag. Hun var …”

Lenas bryst hævede og sænkede sig, da hun tog en dyb indånding, men det var hendes eneste reaktion. ”Sibyl var lærer,” tilføjede Lena. ”Hun elskede at undervise børn.”

Der blev stille i lokalet igen, og Jeffrey opdagede, at han stirrede på Sara. Lokker af hendes mørke, røde hår var faldet ud af hendes hestehale og klistrede sig fast til hendes nakke. Hendes briller sad ikke længere skævt på næsen, de sad skævt oven på hendes hoved. Hun stirrede på Lena på samme måde, som hun ville stirre på en slange, og prøvede at beslutte sig for, om den var giftig eller ej.

”Vil du have os til at kontakte din mand, mrs. Weaver?” spurgte Lena.

”Dottie,” svarede moderen. ”Jeg har allerede fortalt ham det.”

”Kommer han ned til begravelsen?”

Dottie var tavs og pillede ved et tyndt sølvarmbånd på sit håndled. Da hun talte, var hendes ord henvendt til Sara. ”Du skar hende op, ikke?”

Sara åbnede munden for at svare, men Lena besvarede spørgsmålet.

”Jo, mrs. Weaver,” sagde Lena. ”Dr. Linton udførte obduktionen. Jeg overværede den. Vi ville gøre alt, hvad vi kunne, for at sikre os, at der blev passet godt på Jenny.”

Dottie stirrede fra Lena til Sara og så tilbage igen. Pludselig lænede hun sig ind over bordet, hendes skuldre faldt forover, som om hun havde fået et slag i maven. ”Hun var mit eneste barn,” hulkede hun. ”Hun var min lille pige.”

Sara rakte ud for at ae den sørgende kvinde på ryggen, men Lena stoppede hende med blikket. Hun lænede sig selv frem og tog Dotties hånd i sin. ”Jeg ved, hvordan det er at miste nogen. Tro mig, det gør jeg,” sagde hun til kvinden.

Dottie klemte om Lenas hænder. ”Det ved jeg, du gør. Det ved jeg.”

Jeffrey opdagede, at han havde holdt vejret, mens han ventede på dette øjeblik. Lena var brudt igennem.

”Hvad skete der med hendes far?” sagde Lena.

”Åh.” Dottie tog et papirlommetørklæde op af sin taske. ”Du ved, hvordan det er. Vi havde det ikke godt. Han ville noget mere med sit liv. Og til sidst stak han af med sin sekretær.” Hun henvendte sig til Sara. ”Du ved, hvordan mænd er.”

Jeffrey følte sig en smule irriteret, fordi hun øjensynlig refererede til Jeffreys utroskab. Sådan var det i en lille by.

”Men han giftede sig aldrig med hende,” sluttede Dottie. ”Sekretæren.” Hendes læber formede sig til et lille triumferende smil.

”Det skete også for min bedste ven i high school,” begyndte Lena og gjorde broen mellem sig selv og Dottie Weaver mere solid. ”Hendes far gjorde det samme mod dem. En dag tog han af sted, og han kiggede sig ikke tilbage. De så ham aldrig igen.”

”Åh, nej, sådan var Samuel ikke,” gav Dottie igen. ”I hvert fald ikke i begyndelsen. Han så Jenny en gang om måneden, indtil han blev forflyttet til Spokane. Det er i Washington.” Lena nikkede, og Dottie fortsatte: ”Jeg tror, at det er mere end et år siden, han sidst så hende.”

”Hvordan reagerede han, da du fortalte ham det i går?”

”Han græd,” sagde hun med tårerne trillende ned ad kinderne. Hun vendte sig om mod Sara, måske fordi hun havde kendt Jenny. ”Hun var så sød. Hun havde sådan et godt hjerte.”

Sara nikkede, men Jeffrey kunne se, at hun var utilpas med den måde, som Lena håndterede afhøringen på. Han spekulerede på, hvad Sara havde forventet sig efter sine fysiske fund aftenen før.

Dottie pudsede næse, og da hun igen talte, lagde hun mere vægt på hvert enkelt ord. ”Hun fik sig bare rodet ind i den her gruppe. Og så den Patterson-knægt.”

”Mark Patterson?” spurgte Lena og refererede til den dreng, som Jenny havde truet med at slå ihjel.

”Ja, Mark.”

”Var hun ven med ham? Gik hun ud med ham?”

Dottie trak på skuldrene. ”Det kan jeg ikke sige dig. De lavede ting sammen i kliker, og Jenny var venner med hans søster, Lacey.”

”Lacey?” spurgte Sara. Hun opdagede tilsyneladende, at hun havde afbrudt flowet, og nikkede til Dottie om at fortsætte.

”Jenny og jeg var så tætte, efter at hendes far rejste, mere som veninder end som mor og datter. Hun var mit anker igennem alt det, der skete. Måske var jeg for tæt på hende. Måske skulle jeg have gjort hende mere uafhængig.” Dottie holdt igen inde. ”Men Mark virkede bare så harmløs. Han plejede at slå vores græs om sommeren. Han lavede forskellige ting i huset for at tjene ekstra penge.” Hun lo en trist latter. ”Jeg troede, at han var en okay fyr. Jeg troede, jeg kunne stole på ham.”

Lena lod hende ikke bevæge sig ud ad den tangent ret længe. ”Hvornår begyndte Jenny at hænge ud med Lacey?”

”For et års tid siden, tror jeg. De kom alle sammen i kirken. Jeg troede, det var godt, men de unger … jeg ved det ikke. Man skulle tro, at en kirke var et sikkert sted for et barn, men …” Hun rystede på hovedet. ”Jeg vidste det ikke,” sagde hun. ”Jeg vidste ikke engang, at hun overhovedet havde været sammen med en dreng, for slet ikke at tale om …”

Lena sendte Sara et næsten umærkeligt nik. Jeffrey så hende stive sig selv af, mens hun forberedte sig på at overbringe nyheden. ”Dottie, jeg undersøgte Jenny i går aftes.”

Dottie kneb munden tæt sammen, mens hun ventede.

”Jenny var ikke gravid,” sagde Lena. ”Babyen i skøjtehallen var ikke hendes.”

Moderen stirrede måbende fra Sara til Lena og så tilbage igen. Hun virkede for chokeret til at vise andet end vantro.

”Lena har ret. Hun var ikke gravid, selv om jeg kan fortælle dig, at hun for seks måneder siden var seksuelt aktiv,” præciserede Sara.

Dotties mund bevægede sig, men der kom ingen ord ud. Til sidst smilede hun og tolkede det som gode nyheder. ”Hun gjorde det altså ikke? Hun gjorde ikke nogen skade på babyen?”

”Vi ved faktisk ikke endnu, hvad der skete,” svarede Lena. Hun holdt en pause og kiggede på sine hænder, denne gang for effektens skyld. Efter nogle få øjeblikke kiggede hun igen på Dottie. Hendes stemme var lav, da hun talte, og hendes blik var fæstnet på moderen, som om Sara ikke længere var i lokalet. ”Det er blot min opfattelse, mrs. Weaver, men ud fra alt det, som jeg har hørt om din datter, så kan jeg ikke forestille mig, at hun har gjort det, hun er anklaget for.”

Moderens skuldre faldt ned i en åbenbar lettelse. Hun begyndte igen at græde og placerede et papirlommetørklæde for sin næse. ”Hun var så god,” sagde hun. ”Hun kunne aldrig nogensinde have gjort den slags ting.” Hun vendte sig mod Sara for at få det bekræftet. ”Hun var sådan en god pige.”

Sara nikkede igen med et blegt smil.

”Hun talte om, at hun engang ville være læge,” fortalte Dottie Sara. ”Hun sagde, at hun ville hjælpe børn, ligesom du gør.”

Saras smil stivnede, og Jeffrey kunne se skylden glimte i hendes øjne.

Lena skar igennem og spurgte: ”Jenny og den her gruppe, som hun var sammen med, Patterson-børnene?”

”Ja, Mark og Lacey.”

”Gik hun stadig i kirke med dem? Var hun stadig aktiv i kirken?”

”Ja, indtil for omkring otte måneder siden,” svarede Dottie. ”Hun holdt op med at tage derhen. Jeg skal ikke kunne sige dig hvorfor. Hun sagde bare, at hun ikke mere ville derhen.”

”Og det må have været i januar?”

”Det tror jeg.”

”Lige efter jul?”

Dottie nikkede. ”Deromkring.”

”Skete der noget ved den tid? Blev de uvenner? Eller blev hun vred på nogen? Var hun for eksempel oppe at skændes med Mark Patterson?”

”Nej,” svarede Dottie bestemt. ”Faktisk så tog hun på en ungdomslejr sammen med kirken i ugen efter jul. De tog alle sammen til Gatlinburg for at stå på ski. Jeg ville helst have hende hjemme i ferien, men hun var fast besluttet på det, og hun havde fået bedre karakterer i skolen, så …” Hende stemme forsvandt.

”Og hun var altså væk en uge?”

”Ja, en uge, men så blev jeg nødt til at tage op til min søster i Ohio, fordi hun ikke havde det ret godt.” Dottie kneb munden sammen. ”Min søster, Eunice, fik konstateret emfysem et par uger tidligere. Hun har det bedre nu, men det var en virkelig svær tid.”

”Og så var Jenny alene hjemme?”

”Nej, nej.” Dottie rystede på hovedet. ”Selvfølgelig ikke. Hun var hos familien Patterson i tre eller fire dage, indtil jeg kom tilbage.”

”Var det normalt, at hun boede hos familien Patterson?”

”Ja, dengang var det,” tilføjede Dottie. ”Hver weekend var Lacey enten hos os, eller Jenny var hos familien Patterson.”

”Kendte du familien Patterson godt?”

”Teddy og Grace?” Hun nikkede. ”Jamen, ja, de kommer begge to i kirken. Jeg er ikke så vild med Teddy,” sagde hun og sænkede stemmen en lille smule. ”Man kan godt se, hvor Mark får det fra, skal jeg sige dig.”

”Hvordan det?”

”Han er bare en …” begyndte Dottie og trak så på skuldrene. ”Jeg ved det ikke. Hvis du møder ham, vil du forstå, hvad jeg mener.”

”Altså,” opsummerede Lena. ”Ved juletid var Jenny på kirkens ungdomslejr, så boede hun hos familien Patterson, så holdt hun op med at gå i kirke, og så holdt hun op med at tale med familien Patterson?”

”Tja,” sagde Dottie tankefuldt. ”Ja, det tror jeg. Jeg mener, sådan ser det ud til at være nu. Men før, mens det skete, så jeg ikke nogen forbindelse.”

”Har du nogensinde haft din datter mistænkt for at tage stoffer?”

”Nej da, hun var hårdnakket imod dem,” svarede Dottie. ”Hun drak ikke engang noget med koffein, og for nylig skar hun alt sukker væk.”

”På grund af sin vægt?”

”På grund af sit helbred, sagde hun. Hun ville udrense sin krop.”

”Rense,” gentog Lena. ”Tror du, det kunne have noget med kirken at gøre?”

”På det tidspunkt var hun holdt op med at komme der,” mindede Dottie hende om. ”Jeg ved ikke, hvorfor hun gjorde det. En dag, hvor vi kørte hjem fra skole, sagde hun det bare: ”Jeg vil ikke længere spise noget som helst med sukker. Jeg vil have, at min krop er ren.”

”Og du syntes ikke, det var underligt?”

”Ikke dengang, nej,” sagde Dottie. ”Jeg mener, måske var det underligt, men hun havde opført sig så mærkeligt den seneste tid. Ikke sådan at man ville lægge mærke til det, men mærkeligt, fordi hun holdt op med at drikke cola, når hun kom hjem fra skole, og hun begyndte at være mere fokuseret på sine lektier. Det var, som om hun prøvede at klare sig bedre. Hun var mere som sit gamle jeg.”

”Sit gamle jeg fra før hun begyndte at hænge ud med Pattersonbørnene?”

”Ja, det kan man nok godt sige.” Dottie snerpede munden sammen. ”Det var virkelig mærkeligt, fordi Lacey var cheerleader og meget populær, og fra det øjeblik, Jenny trådte ind på skolen, pinte og plagede Lacey hende.”

”Hvordan?” spurgte Sara.

”Hun var bare ond,” svarede Dottie. ”Drillede hende med hendes vægt. Og det var endda dengang, hvor hun kun var en lille smule buttet. Ikke som hun har været på det sidste.”

”Tror du nogensinde, at Mark eller Lacey har slået hende?”

Dottie virkede overrasket. ”Du godeste nej da. Så ville jeg have ringet til politiet.” Hun duppede sine øjne med lommetørklædet. ”De drillede hende bare. Ikke noget fysisk. Som sagt blev de venner.”

”Hvorfor ændrede det sig?” spurgte Lena.

”Det ved jeg faktisk ikke. Måske da de alle sammen gik fra mellemtrinnet til de største klasser. Det kræver en stor tilvænning. Jeg tror ikke, Lacey klarede den på cheerleder-holdet, og så røg hun ned i hakkeordenen. Du ved, hvordan børn er. De vil gerne høre til et sted. Nu, hvor jeg tænker over det, så tror jeg, at det der med sukkeret var Laceys idé.”

”Laceys idé?” sagde Lena.

”Ja, selvfølgelig. Hun kom altid på ting, de skulle gøre. Hvilken slags tøj de skulle have på i skole, hvor de skulle tage hen i weekenden. De brugte timevis i telefonen på at tale om det.”

Lena smilede. ”Det plejede min søster og jeg også altid at gøre,” sagde hun og fortsatte: ”Var det på en eller anden måde noget religiøst, tror du?”

”Hvad?” spurgte Dottie, der var blevet fanget i et uopmærksomt øjeblik.

”Sukkeret. Koffeinen. Det lyder på en eller anden måde religiøst.”

”Du tror vel ikke …?” Dottie standsede sig selv. ”Nej, jeg tror ikke, det var religiøst. Hun var meget glad for kirken. Jeg tror, at det må havde været de der Patterson-børn. Mark har et eller andet på sin straffeattest for tyveri.” Hun rystede langsomt på hovedet. ”Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre. Skulle jeg have sagt til hende, at hun ikke måtte se ham? Det havde fået hende til at ville tilbringe endnu mere tid sammen med ham.”

”Sådan er det som regel med unge piger,” samtykkede Lena. ”Du kommer stadig i kirken, ikke?”

”Jo, jo, selvfølgelig,” svarede Dottie og nikkede. ”Det er en stor trøst for mig.”

”Har du aftalt noget med dem allerede? Jeg går ud fra, at de skal stå for ceremonien.”

Dottie sukkede. ”Jeg ved det ikke. Jeg vil bare …” Hun stoppede og pudsede næse i lommetørklædet. ”Jeg tror godt, hun kunne lide pastor Fine. Han kom forbi for at tale med hende. Det gjorde Brad Stephens også. Han er ungdomspræst i kirken.”

”Okay?” sagde Lena.

”Ja da, Brad er meget aktiv i menigheden.”

”Kom pastor Fine forbi, efter at Jenny var holdt op med at komme i kirken?”

”Ja,” nikkede hun, og hun virkede glad over at være i stand til at huske noget vigtigt. ”Han kom, da hun var udeblevet et par søndage.”

”Hørte du, hvad han sagde til hende?”

”Nej,” svarede Dottie. ”De var ude i alrummet, og jeg ville lade dem have det lidt privat.” Så var det, som om hun pludselig kom i tanke om noget. ”Han ringede faktisk igen en uge senere, men hun sagde til mig, at jeg skulle sige, at hun ikke var hjemme. Det må have været en lørdag, fordi jeg var hjemme i dagtimerne. Og jeg kan huske, at hun fik et par opkald mere den dag og heller ikke svarede på dem.”

”Var det ualmindeligt?”

”Ikke på det tidspunkt,” sagde hun. ”Det må have været i februar eller deromkring. Jeg kan huske, at jeg på en måde var lettet over, at hun ikke længere ville tale med Mark.”

”Havde hun på nogen måde skændtes med ham?”

Dottie trak på det. ”Jeg ved kun, at hun hadede ham. Hun gik fra at tilbringe det meste af sin tid sammen med ham til helt og aldeles at hade ham.”

”Hade ham på den måde, som en pige hader en fyr, der ikke inviterer hende ud?”

Dottie lænede sig bagud og sendte Lena et hårdt og vurderende blik. Det syntes endelig at gå op for hende, at denne afhøring var blevet sat i stand for at bevise Jennys skyld, ikke for at rense hendes navn.

Lena gentog sit spørgsmål. ”Hun hadede Mark, fordi han ikke længere ville gå ud med hende?”

”Nej,” sagde Dottie hårdt, og hendes nasale syngen var tilbage. ”Selvfølgelig ikke.”

”Er du sikker?”

”Det var omkring den tid, hvor han blev anholdt,” fortalte Dottie hende, tydeligvis mere tilpas med at placere Mark i den kriminelles rolle. ”For overgreb. Han overfaldt sin søster.”

Jeffrey forbandede sig selv for ikke at have tjekket det noget før. Han tog telefonen i afhøringslokalet og trykkede Marlas lokalnummer.

”Jeps?” spurgte Marla.

”Hent lige en sagsmappe til mig,” sagde han med lav stemme. ”Mark Patterson.”

”Ham fra i går aftes?”

”Ja.”

”I orden,” svarede hun og lagde på.

Da Jeffrey igen rettede sin opmærksomhed mod lokalet, havde stemningen ændret sig drastisk. Dottie Weaver sad helt sammenbidt på sin stol.

”Vil du have noget at drikke?” spurgte Lena.

”Nej tak.”

”Vidste du, at din datters arm var brækket sidste år?”

Dottie virkede overrasket. ”Var hun henne hos dig uden mig?” spurgte hun Sara.

”Nej,” svarede Sara kort. Hun virkede vred, men ikke på Dottie Weaver.

Lena fortsatte med at presse på. ”Var din datter interesseret i afrikansk eller mellemøstlig kultur?”

Dottie rystede uforstående på hovedet. ”Selvfølgelig ikke. Hvorfor? Hvad har det med sagen at gøre?”

”Dottie, vil du gerne have en pause?” spurgte Sara.

Lena flyttede sig på stolen og fortsatte med spørgsmålene. ”Din datter havde også en stress-fraktur i sit bækken. Kendte du til den?” Dotties mund bevægede sig, men der kom ingen ord ud.

”Hun blev formentlig voldtaget,” sagde Lena og holdt en pause og tilføjede så følelsesløst ordet ’brutalt’.

”Jeg forstår ikke …” Dottie vendte sig om mod Sara og så tilbage til Lena. ”Jeg forstår det ikke.”

”Hvad med arrene på hendes arme og ben?” spurgte Lena. ”Hvad skete der? Hvorfor har din datter skåret i sig selv?”

”Skåret i sig selv?” spurgte Dottie. ”Hvad snakker du om?”

”Der er snitsår overalt på hendes krop. Selvpåført, ser det til. Vil du fortælle mig, hvordan hun kunne gøre det, uden at du vidste det?”

”Hun var hemmelighedsfuld,” sagde Dottie. ”Hun dækkede sig selv med tøj. Jeg har aldrig …”

”Vidste du, at hun inden for de seneste seks måneder er blevet opereret?” afbrød Lena.

”Opereret?” gentog Dottie. ”Hvad i alverden snakker du om?”

”Ikke opereret,” afbrød Sara og lagde sin hånd på Dotties arm og sagde: ”Dottie, da jeg undersøgte Jenny …”

Lena åbnede sagsmappen. Hun smed et billede tværs over bordet og så endnu et. Jeffrey kunne ikke sige præcis, hvilke det var, derfra hvor han stod, men ud fra udtrykket på Dotties ansigt vidste han nøjagtig, hvad det var, moderen kiggede på.

”Jamen, åh Gud nej, min lille pige.” Hun lagde en hånd for munden.

”Lena,” sagde Sara advarende og lagde sin hånd over billederne. Hun prøvede at flytte dem, men Dottie standsede hende. De kæmpede i nogle få sekunder om et af billederne, inden Sara modvilligt gav slip.

”Hv-hvad?” stammede Dottie. Hendes hænder rystede, da hun holdt billedet tæt op mod sit ansigt.

Lena så selvtilfreds ud, da hun lænede sig tilbage i stolen og lagde armene over kors. Hun vendte sig endda om mod spejlet, mod Jeffrey, og hævede sine øjenbryn i en slags triumf.

Sara lagde sin hånd på Dotties ryg. ”Giv mig det,” sagde hun og forsøgte at tage billedet.

”Åh Gud, åh Gud,” mumlede kvinden og hulkede helt åbenlyst. ”Min lille pige. Hvem gjorde det mod min lille pige?”

Sara så på Lena, og Jeffrey kunne fornemme hendes brændende blik. Lena trak på skulderen som for at sige: ”Hvad havde du regnet med?”

”Åh Gud, åh Gud,” hviskede Dottie og stoppede så pludselig. Hendes krop blev slap, og Sara skærmede kvindens fald, da hun besvimet faldt ned på gulvet.

Jeffrey stod i gangen uden for mødelokalet og talte med Lena.

”Vi skal have fat i Patterson-drengen med det samme,” sagde Jeffrey til hende. ”Sara kan godt selv lave obduktions-briefingen.”

Lena kiggede over hans skulder og hen mod bagdøren. Sara havde fulgt Dottie hen til hendes bil for at sikre sig, at hun var okay, men ikke inden hun havde givet en anspændt advarsel til Lena om, at hun ville komme tilbage.

”Marla er i gang med at finde hans adresse,” sagde Jeffrey. ”Der er måske mere, der forbinder ham til den her sag. Forhåbentlig kan vi også fange hans søster derhjemme.”

Lena nikkede og lagde sine arme over kors. ”Vil du have, at jeg tager søsteren, så kan du tage Mark?”

”Lad os se, hvordan det går,” svarede Jeffrey. ”Jeg vil også gerne lige se den her præst.”

Der var noget, der flakkede i Lenas øjne. ”Han er i min kirke,” sagde hun. ”Eller ikke i min kirke, men det er der, hvor Hank kommer, og jeg tager nogle gange med ham.” Hun trak på skuldrene. ”Du ved, for at have noget at lave. Jeg er ikke religiøs eller noget.”

”Okay,” svarede Jeffrey, en lille smule overrasket over, at hun havde delt den oplysning med ham. Det var det tætteste på snakkesalig, Lena havde været siden sit overfald. Han tænkte, at det måske gjorde hende godt at være involveret i en sag, og det var han glad for.

”Jeg kalder Brad tilbage fra patrulje,” sagde Jeffrey. ”Jeg vil tale med ham så hurtigt som muligt og se, hvad han kan fortælle om Fine.”

”Du tror, at det er Fine, der har gjort det her mod Jenny?”

Jeffrey stak sine hænder ned i lommerne. Han kunne ikke forestille sig nogen gøre et barn fortræd, men det var et faktum, at der var nogen, der havde gjort det. ”Vi bliver nødt til at finde ud af, om Fine var med på den lejr ved juletid.”

”Jeg kunne måske …” Lena standsede, da bagdøren blev hamret op med et højt brag.

Jeffrey vendte sig om, netop som Sara lukkede døren. Han kunne se, at hun var gal som ind i helvede ud fra den måde, hun gik på.

Omkring tre meter fra dem spurgte Sara: ”Hvad havde du gang i derinde? Hvordan kunne du gøre det mod hende?”

Lena lod sine hænder glide ned langs siden. Jeffrey så hendes hænder knytte sig, da Sara gjorde afstanden mellem dem mindre.

Lena flyttede sig, så hun stod med ryggen op ad muren. Hun holdt sine hænder knyttede, og hendes stemme var tydelig, da hun sagde: ”Jeg udførte mit arbejde.”

”Dit arbejde?” Sara svarede igen og stillede sig helt hen foran Lena. Sara var omkring 15 centimeter højere end Lena, og det brugte hun til sin fordel. ”Er det dit arbejde at pine og plage en kvinde, der netop har mistet sit barn? Er det dit arbejde at vise hende de billeder?” Saras stemme knækkede på det sidste ord. ”Hvordan kunne du gøre det mod hende, Lena? Hvordan kunne du lade de billeder være det sidste minde, hun nogensinde vil få om sin datter?”

”Sara …” sagde Jeffrey, netop som Sara lænede sig frem og hviskede noget ind i Lenas øre. Han kunne ikke høre, hvad hun havde sagt, men Lenas reaktion lod ikke vente på sig. Hendes skuldre faldt ned, og hun mindede Jeffrey om en kat, der var blevet samlet op i nakkeskindet.

Sara så det også, og han lagde mærke til den øjeblikkelige skyld i hendes ansigt. Hun lagde en hånd over munden, som om hun kunne holde ordene tilbage. ”Undskyld,” sagde hun til Lena. ”Undskyld, undskyld, undskyld.”

Lena rømmede sig og kiggede ned i jorden. ”Det er okay,” sagde hun, selv om det tydeligvis ikke var det.

Sara måtte have opdaget, at hun stadig stod helt op ad Lena, for hun gik nogle skridt tilbage. ”Undskyld, Lena, undskyld,” gentog hun. ”Jeg havde ingen ret til at sige det.”

Lena holdt sine hænder op som for at stoppe Sara. Hun tog en dyb indånding, men lod ikke luften komme ud. I stedet sagde hun: ”Jeg er i bilen, når du er klar til at tage af sted.”

Jeffrey opdagede, at kommentaren var henvendt til ham, og han sagde til Lena: ”Okay. Godt så.” Han fumlede efter sine nøgler og holdt dem frem mod hende, men hun tog ikke imod dem. I stedet holdt hun sin hånd frem med håndfladen opad og ventede på, at han skulle slippe dem.

”Okay,” sagde Lena og holdt nøglerne i sin knytnæve. Hun kiggede hverken på Jeffrey eller Sara igen. Hun stirrede ned i jorden, også da hun gik ned ad gangen. Hendes holdning var stadig helt slap, og hun lignede en, der var fuldstændig slået af banen. Uanset hvad det var, Sara havde sagt til hende, havde det skåret hende ned til sokkeholderne.

Jeffrey vendte sig om mod Sara uden at forstå det, der var sket, eller hvorfor det var sket. ”Hvad fanden sagde du til hende lige før?” spurgte han.

Sara rystede på hovedet og lagde en hånd over sine øjne. ”Åh, Jeffrey,” sagde hun, mens hun stadig rystede på hovedet. ”Det forkerte. Det fuldstændig forkerte.”