9

Robert E. Lee High School var det, de lokale kaldte en ’superskole’. Det betød, at bygningen var designet til at huse omkring femten hundrede elever fra de tre byer, der udgjorde Grant County. Som det var nu, var skolen stadig ikke stor nok, og midlertidige klasseværelser – det som andre folk ville kalde pavilloner – befandt sig bag bygningen og lagde beslag på baseballbanen. Man udbød fra niende klasse til og med high school, mens de to andre skoler for børn mellem ni og fjorten fungerede som leverandører for Lee. Der var fire assisterende skoleledere og en skoleleder, George Clay, der efter alt at dømme tilbragte det meste af sin tid bag skrivebordet med at skubbe rundt med papirerne til guvernørens nye og innovative uddannelsesprogram – en plan, der sørgede for, at lærere brugte mere tid med at udfylde papirer og tage sig af alle mulige attester end med rent faktisk at undervise børnene.

Brad fumlede med sin hat, mens de gik ned ad gangen, og hans politiagtige sneakers dundrede mod gulvet. Lena var uden at tænke over det begyndt at tælle hans skridt, mens de gik ned ad gangen, der havde skabe på begge sider. Stedet var institutionelt i al sin flertydighed med det skinnende hvide flisegulv og de stumme cementvægge. Skabene var malet mørkerøde for at matche skolens farver, mens væggene var grå i en mørkere nuance. Der var plakater, der heppede på, at The Rebels skulle vinde, på hver eneste tomme plads, men det tjente mere til at fylde op end til at opmuntre. Opslagstavler bønfaldt eleverne om at sige nej til stoffer, cigaretter og sex.

”Det hele er så småt,” sagde Brad med en stemme, der var som en stille hvisken.

Lena lod være med at vende øjne ad det, selv om det var svært. Efter de havde talt med George Clay, havde Brad opført sig som en førsteårsstuderende på high school i stedet for en politimand. Brad lignede endda en med sit runde ansigt og sit pjuskede lyse hår, der faldt ned i hans øjne hvert andet øjeblik.

”Det her er Miss Macs kontor,” sagde han og pegede på en lukket dør. Han stirrede gennem vinduet, da de gik forbi. ”Hun underviste mig i engelsk,” sagde han og strøg håret bagud.

”Hmm,” svarede Lena uden at kigge.

Alle dørene i hall’en var lukkede, når der ikke var timer, og de var alle sammen låst. Som de fleste landskoler havde Lee taget forholdsregler mod indtrængende. Der var lærere, der gik og op ned ad gangen, og der var to betjente, som Jeffrey kaldte ’politihundene’ foran kontoret, hvis der skulle ske noget slemt. Som patruljebetjent var Lena blevet kaldt ud til skolen mere end rigeligt for at anholde pushere og ballademagere. Hendes erfaring sagde hende, at de unge forbrydere, man samlede op fra skolen, var fandens meget tungere at danse med end deres voksne pendanter. De unge vaneforbrydere kendte de love, der gjaldt for deres anholdelser, bedre end de fleste politifolk, og de havde ikke længere nogen frygt i sig.

”Tingene har godt nok forandret sig,” sagde Brad som et ekko af hendes tanker. ”Jeg ved ikke, hvordan lærerne bærer sig ad.”

”På samme måde som vi gør,” vrissede Lena og ønskede at standse samtalen. Hun havde aldrig brudt sig om skolen og følte sig ikke tilpas ved at være her. Faktisk havde Lena siden sin afhøring af Mark Patterson følt sig helt ved siden af sig selv. Hun oplevede en underlig blanding af selvsikkerhed, fordi hun havde været i stand til at få forbindelse til knægten, og en foruroligende fornemmelse af, at forbindelsen var blevet for tæt. Og det værste af det hele var, at det også lod til, at Jeffrey havde opfanget det.

”Så er vi her,” sagde Brad og stoppede foran Jenny Weavers skab. Han tog et stykke papir frem fra sin lomme og foldede det ud, mens han sagde. ”Koden er …” mens Lena stak sin tommelfinger op under låsen og smækkede skabet op.

”Hvordan gjorde du det?” spurgte Brad.

”Det er kun nørder, der bruger koder.”

Brad blev rød i hovedet, men skjulte det ved at tage tingene ud af Jenny Weavers skab. ”Tre undervisningsbøger,” sagde han og gav dem til Lena, så hun kunne bladre gennem dem. ”En notesbog,” fortsatte han. ”To blyanter og en pakke tyggegummi.”

Lena kiggede ind i det smalle skab og tænkte, at Jenny Weaver var meget mere ordentlig, end hun selv havde været. Der var ikke engang billeder klistret op på indersiden. ”Er der mere?” spurgte hun, selv om hun godt selv kunne se det.

”Nej, der er ikke mere,” svarede Brad og gennemgik de bøger, Lena allerede havde tjekket.

Lena åbnede notesbogen, som havde en hundehvalp på forsiden. Der var seks farvede etiketter, en for hver undervisningstime, der delte papiret i sektioner. Så godt som hver side var fyldt ud, men så vidt hun kunne se, var det kun skolenotater. Jenny Weaver havde ikke engang lavet kruseduller i hjørnerne.

”Hun må have været en god elev,” sagde Lena.

”Hun var tretten og gik i niende.”

”Er det usædvanligt?”

”Det betyder bare, at hun sprang en klasse over,” sagde Brad til hende og stablede bøgerne ind i skabet igen, hvor de havde fundet dem. Han tjekkede pakken med tyggegummi for at sikre sig, at det kun var tyggegummi. ”Jeg skal love for, at hun havde styr på sine ting.”

”Ja,” gav Lena Brad ret og rakte notesbogen til ham. Hun ventede, mens han bladrede den igennem og kiggede efter noget, hun eventuelt havde overset.

”Hun skrev virkelig pænt,” sagde Brad med en trist stemme.

”Hvad tænkte du om hende på lejrturen?”

Brad skubbede sit hår væk fra øjnene. ”Hun var stille. Jeg er ked af at sige, at jeg dårligt nok lagde mærke til hende, men pigerne holdt sig rimelig meget for sig selv. Det var meningen, at mrs. Gray skulle have været med for at hjælpe til med dem, men hun blev syg i sidste øjeblik. Jeg ville ikke skuffe dem, og man kunne ikke få refunderet depositummet …” Han rystede på hovedet. ”Drengene var en mundfuld. Jeg blev nødt til at bruge det meste af tiden på at holde øje med dem.”

”Hvad med Jenny og Lacey?”

”Tja …” Brad rynkede panden, mens han tænkte. ”Sagen er, at de faktisk ikke lavede ret meget. De andre børn stod på ski og havde det sjovt. Jenny og Lacey holdt sig på en eller anden måde for sig selv. De havde et værelse for sig selv, og jeg så dem faktisk kun ved måltiderne.”

”Hvordan opførte de sig?”

”Som om de havde deres eget sprog. De kiggede på mig og fnisede, du ved, som piger gør.” Han vred sig forlegent, og Lena kunne tydeligt se for sig, hvorfor pigerne havde fniset. Brad vidste sikkert lige så meget om teenagepiger, som en ged gjorde.

”De opførte sig ikke underligt?”

”Bortset fra at fnise uden grund?”

”Brad …” sagde Lena. Hun standsede sig selv, inden hun fortalte ham, hvorfor pigerne grinede ad ham. At fortælle ham, at de sikkert mente, han var et fjols, ville bare få ham til at surmule, og det gad Lena ikke at skulle forholde sig til resten af dagen.

Han stirrede direkte på hende og ventede på, at hun skulle blive færdig.

”Det er bare …” begyndte Lena og standsede så igen. ”Tænkte du, at Jenny var syg?”

”Det var det, chefen spurgte om,” sagde Brad, og det var, som om han mente, at det var en kompliment til Lena. ”Han stillede en masse spørgsmål om Jenny, om hvordan hun så ud, hvem hun hang ud med.”

Lena lukkede skabet og gjorde tegn til, at de skulle fortsætte med at gå. ”Og?”

”Jeg synes ikke, hun så syg ud,” sagde han. ”Altså, som jeg har fortalt dig, så holdt de sig for sig selv. Det lod ikke til, at de brød sig om de andre børn. Jeg ved helt ærligt ikke, hvorfor de tog med. De var ikke just en del af gruppen.”

”Hvordan skal det forstås?”

Han trak på skuldrene. ”Populære, tror jeg. Jeg mener, Lacey kunne have været det. Hun er virkelig sød, cheerleader-typen.” Han rystede på hovedet, som om han stadig forsøgte at gennemskue det. ”Jenny var helt sikkert ikke populær. Jeg greb ikke nogen i at være ondskabsfuld over for hende – det ville jeg havde gjort noget ved – men de gjorde omvendt heller ikke noget for at være søde mod hende.”

”Var det ikke meningen, at du skulle passe på dem?”

Han tog det bogstaveligt og gik med det samme i defensiven. ”Jeg kiggede efter dem, så godt jeg kunne, men der var kun mig, og drengene havde mange flere problemer end pigerne.”

Lena bed sig i tungen og spekulerede på, hvordan nogen så tykhovedet som Brad var kommet ind i styrken.

”Her er det,” sagde han og standsede foran biblioteket. Han holdt døren for Lena, hvilket hans mor havde lært ham at gøre fra barnsben. Efter at have arbejdet sammen med Frank og bagefter Jeffrey var Lena blevet så vant til, at mænd åbnede døre for hende, at hun dårligt nok lagde mærke til det længere.

Biblioteket var tjekket, men alligevel venligt indbydende. De studerendes projekter var sat op på væggene og række efter række af bogreoler var pakket så tæt, at de nærmest flød over. Omkring tyve computerpladser – endnu et uddannelsesinitiativ, sponseret af Georgias lotteri – var tomme med mørke skærme, fordi skolens elektriske system ikke var udstyret til at klare den ekstra belastning. Der var en balkon på andet plan med et åbent rækværk mod den bagerste væg, og et kort øjeblik forestillede Lena sig, at der sikkert havde siddet et barn deroppe og tænkt på, hvor nemt det ville være at åbne ild mod sine klassekammerater.

Brad kiggede på hende med et afventende udtryk. ”Der er de,” sagde han og pegede på tre piger og tre drenge, der sad ved bibliotekarens bord. Lena vidste med det samme, hvad Brad havde talt om. Det her var de populære børn. Der var noget ved måden, de sad der på, grinede og talte med hinanden. De var en tiltrækkende forsamling, klædt i den seneste mode og med den afslappede og selvfølgelige attitude, som de børn har, der bliver tilbedt af deres jævnaldrende.

”Lad os få det overstået,” sagde Lena til ham og gik helt bevidst over mod bordet. Hun blev stående i adskillige sekunder, men der var ikke nogen af børnene, der lod sig mærke med, at hun var der. Lena sendte Brad et forbeholdent blik og rømmede sig så. Da det ikke virkede, bankede hun sine knoer ned i bordet. Gruppen blev efterhånden stille, men to af pigerne gjorde deres samtale færdig, inden de kiggede op.

”Jeg er kriminalassistent Adams, og det her er betjent Stephens,” sagde hun.

To af pigerne fnisede, som om de kendte den bedste hemmelighed i verden. Lena blev mindet om en af de mange grunde til, at hun ikke brød sig om børn, især ikke piger, på den her alder. Der var ikke noget mere ondskabsfuldt end teenagepiger. Måske var det, fordi drengene i højere grad var i stand til at afgøre et skænderi med deres næver, mens piger på den her alder var meget mere modbydelige og intrigante, end man overhovedet havde fantasi til at forestille sig.

En af de fnisende piger slog bobler med sit tyggegummi, mens den anden sagde: ”Vi kender godt Brad.”

Lena forsøgte at lade være med at være fjendtlig, mens Brad præsenterede børnene. ”Heather, Brittany og Shanna,” sagde han og udpegede dem enkeltvis. Så pegede han på drengene, der hang så meget på stolene, at deres bagdele næsten rørte ved jorden. ”Carson, Rory og Cooper.” Lena spekulerede på, hvornår forældre var holdt op med at give deres børn almindelige navne. Sikkert på omkring samme tid, hvor de holdt op med at give dem gode manerer.

”Okay,” begyndte Lena og satte sig over for dem. ”Lad os få det her hurtigt overstået, så I kan komme tilbage til timen.”

”Hvorfor er vi her?” spurgte Brittany med en stemme, der var lige så fjendtlig som hendes kropssprog.

”I var på skilejr med betjent Stephens,” sagde Lena til dem. ”Jenny Weaver var med. I ved godt, hvad der skete med hende i lørdags?”

”Jeps,” sagde Shanna og slog en boble med sit tyggegummi. ”I skød hende.”

Lena trak vejret dybt og lod den passere. Selv om Lena havde været en lille lort, da hun var på deres alder, ville hun aldrig have talt til en fra politiet på den måde. ”Vi stiller bare nogle rutinespørgsmål om hende og prøver at finde ud af, hvorfor hun gjorde, som hun gjorde.”

En af drengene sagde noget. Lena kunne ikke huske hans navn, men det var næppe heller relevant, fordi de alle sammen lignede hinanden. ”Ved min far godt, at du snakker med mig?”

”Hvad hedder du?” spurgte Lena.

”Carson.”

”Carson,” gentog hun og gengældte det aggressive blik, han sendte hende. Hans øjne var blodskudte og pupillerne udvidet.

”Hvad?” sagde han og slap endelig hendes blik. Han lagde armene over kors og kiggede rundt i lokalet, som om han kedede sig.

”En af dine klassekammerater er død,” mindede Lena ham om. ”Er du ikke interesseret i at hjælpe os med at finde ud af hvorfor?”

”Svaret på det er, at I skød hende,” sagde Carson og tog sin rygsæk op. ”Kan jeg gå nu?”

”Selvfølgelig,” sagde Lena til ham. ”Hvorfor får vi ikke dr. Clay til at kaste et blik i din taske?”

Carson grinede fjoget. ”Du har ikke nogen begrundet mistanke.”

”Nej,” gav Lena ham ret. ”Men det behøver dr. Clay heller ikke.”

Carson vidste, at hun havde ret. Han lod tasken falde ned på jorden. ”Hvad vil du gerne vide?”

Lena åndede langsomt ud. ”Fortæl mig om Jenny Weaver.”

Han vinkede med hånden. ”Jeg kendte hende ikke, okay? Hun var godt nok med på lejrturen, men hun og Lacey blandede sig ikke rigtigt med nogen.”

De andre drenge nikkede. ”De kunne ikke lide at feste,” sagde en af dem.

Lena gik ud fra, at han med at feste mente at blive høj. Det var ikke overraskende ud fra den lille smule, hun kendte til Jenny Weaver.

”Hun var yngre end os,” tilføjede Carson. ”Vi hænger ikke ud med babyer.”

Lena vendte sig om mod pigerne. ”Hvad med jer?”

Brittany lagde ud. Hendes holdning var lige så elendig som de andres, og det var, som om hendes rygrad var sammenklappelig og pressede hende ind mod stolens ryglæn som modellervoks. Hun lød præcis, som Lena havde forestillet sig: klynkende og forurettet. Der var noget i vejen med et samfund, der tillod børn at tale på den måde til voksne.

”Jenny var mærkelig,” sagde Brittany.

Lena prøvede at ruske op i dem ved at spørge: ”Jeg troede, at I var venner?”

”Det var vi overhovedet ikke,” afbrød Shanna. ”Jeg kunne i hvert fald ikke døje hende.”

Hun sagde det, som om det var noget at være stolt af.

”Var I ikke?” sagde Lena.

Shannas triumf blev mindre, da hun opdagede, at Lena tog hende alvorligt. Hun var betydeligt mindre selvsikker, da hun sagde: ”Vi var ikke venner.”

”Det var der faktisk ingen af os, der var,” sagde Heather, der lod til at være den mest fornuftige af dem. Hun havde ikke længere sine arme over kors, og Lena tænkte, at hun, ud af de seks, var den eneste, der syntes at udvise sorg. Faktisk mindede Heather Lena en lille smule om hende selv i den alder, en der befandt sig i udkanten af det hele, mere interesseret i sport end i skolesladder.

”Jenny var som regel stille,” sagde Heather. ”Også på mellemtrinnet.”

”I gik alle sammen på samme skole?”

De nikkede.

Heather pegede på de andre piger. ”Vi bor alle sammen i nærheden. En overgang tog vi bussen sammen.”

”Men I var ikke venner?” sagde Lena.

”Hun havde faktisk ikke ret mange venner.” Heather var tavs et øjeblik og sagde så: ”Jeg prøvede at snakke med hende og alt muligt, da hun flyttede hertil, men hun kunne godt lide at være hjemme og læste meget. Jeg inviterede hende med til at hænge ud et par gange, men hun ville ikke, og så holdt jeg bare op med at prøve.”

”Der var ingen, der kunne lide hende,” hævdede Brittany. ”Hun var meget – hvad skal man sige – indadvendt?”

Shanna grinede og lagde sin hånd over munden: ”Det må man sige,” sagde hun.

”Hun var venner med Lacey Patterson,” pointerede Lena.

Pigerne udvekslede et blik.

”Hvad?” sagde Lena.

De trak begge to på skuldrene. Drengene var enten helt bevidstløse eller ikke interesserede.

Lena sukkede og lænede sig tilbage i stolen.

”Vi kommer til at sidde her hele natten, hvis ikke I fortæller mig det, jeg har brug for at vide.”

Det lod til, at de troede på hende, selv om det eneste, Lena ønskede, var at forlade denne skole.

Brittany talte først. ”Lacey var kun venner med hende på grund af Mark.”

”Mark Patterson, Laceys bror?”

”Okay,” sagde Shanna og vendte sin håndflade opad med ophidset stemme, som om hun netop var blevet knækket af Lenas hårde spørgen og nu var helt overstadig efter at fortælle dem alt det, de ville vide. ”Hun var en luder.”

”Shanna,” sagde Heather måbende.

”Du ved godt, det er rigtigt,” sagde Shanna. ”Hun bollede rundt og ikke kun med Mark.”

Brad sad uroligt på sin stol med det mest utilpasse udtryk, Lena nogensinde havde set hos ham, hvilket sagde en hel del.

”Hvem gik hun i seng med?” spurgte Lena og kiggede på drengene. Der var ingen af dem, der ville møde hendes blik.

”Bortset fra Mark ved jeg det ikke helt præcist,” sagde Shanna, som om hun talte med en af sine veninder hen over frokostbordet. ”Men der var alle mulige rygter om, at hun gav drengene blowjobs …”

”Jamen altså,” afbrød Heather. ”Hun er død, okay? Hvorfor skal du sige alt det her?”

”Fordi det er sandt!” svarede Shanna med en høj og ophidset stemme.

Heather virkede vred. ”Det var bare rygter. Der er ingen, der ved, om det passer.”

”Hvad gik rygterne ud på?” spurgte Lena.

Shanna var mere end tilfreds med at kunne tilføje: ”Hun havde sex med nogle af drengene bag ved gymnastiksalen efter femte time.”

”Samleje eller blowjobs?” spurgte Lena, mens hun stadig kiggede på drengene.

Shanna trak på skuldrene og sendte Heather et skjult blik. ”Jeg var der ikke.”

”Var Heather?”

”Heather kan ikke lide drenge,” meddelte Shanna.

”Hold kæft!” beordrede Heather nervøst.

Lena spekulerede på, om hun selv så lige så chokeret ud som Brad. Det var, som om de havde gang i deres helt eget Jerry Springer show midt på skolebiblioteket.

”Okay,” sagde Lena og holdt hænderne frem og forsøgte at bremse den drejning, samtalen havde taget. ”Hvilke beviser har I for, at Jenny gik i seng med drengene?”

Pigerne var tavse og kiggede frem og tilbage på hinanden.

”Ikke nogen, vel?” spurgte Lena. ”I kan ikke nævne nogen af de drenge, hun var sammen med?”

Carson sad uroligt på stolen, men han meldte sig ikke frivilligt med noget.

”Mark,” sagde Shanna og trak på skuldrene. ”Men Mark var lissom sammen med alle.”

”Det siger du ikke,” mumlede Brittany med noget, der mindede om beklagelse i stemmen.

Lena sukkede og gned sin næseryg. Hun var ved at få en af den slags hovedpiner, der sikkert ville vare resten af dagen. ”Godt så, hvem satte gang i rygterne?”

De trak alle sammen på skuldrene. Det var det universelle teenagesvar på alle spørgsmål. Lena spekulerede på, om attituden ikke på et senere tidspunkt ville føre til problemer med skuldersenerne.

”Pansy Davis fortalte det til mig,” sagde Shanna.

”Hun fortalte mig, at hun gik i seng med Ron Wilson torsdag aften,” svarede Brittany. ”Og du ved, at Ron var hos Frank den aften.”

”Frank sagde, han listede sig ud!” hvinede Shanna.

”Stop, stop,” sagde Lena og holdt hænderne op. Det var ligesom at blive hakket ihjel af ænder. ”Der er ikke nogen af jer, der kan huske, hvor I hørte rygterne?”

”Det var bare noget, man vidste,” sagde Heather til Lena. ”Altså, jeg kan ikke huske, hvem der fortalte mig det, men Jenny opførte sig bare mærkeligt, okay? Hun gik med drenge, hun ikke kendte. Drenge, der lissom gik på sidste årgang.”

”Og du ved ikke, hvad de hedder?”

Heather rystede på hovedet. ”De gik på sidste årgang.”

”Men ikke de populære?” spurgte Lena.

”Nogle af dem var ret ulækre,” meddelte Brittany. ”Ikke nogen af dem, jeg kendte. Minus populære, du ved? Sådan lidt lissom Jenny.”

”Tog hun bussen hjem sammen med dem?”

”De havde biler,” sagde Heather. ”Dem i de ældste klasser må gerne køre.”

”Kan du huske nogen af bilerne?”

Heather rystede på hovedet, men Brittany knipsede med fingrene. ”Der er en, jeg kan huske.” Hun vendte sig om mod Shanna. ”Kan du huske den cool sorte Thunderbird?”

”Ny eller gammel?” spurgte Lena.

”Den gamle slags, der er vildt lang bagtil,” sagde Shanna. ”Den larmede vildt meget, som om der var noget galt med motoren.”

”Gik drengen her på skolen?”

De udvekslede blikke igen. ”Måske,” sagde Brittany.

”Jeg tror det ikke,” tilføjede Shanna.

Heather trak på skuldrene. ”Jeg lægger ikke mærke til biler. Det lyder ikke bekendt.”

Lena kiggede hen på drengene. ”Er der nogen af jer, der genkender bilen?”

De trak alle sammen på skuldrene eller rystede på hovederne.

Lena prøvede at spørge på en anden måde. ”Er der nogen af jer, der har en idé om, hvorfor Jenny ville slå Mark ihjel?”

Pigerne var tavse, indtil Brittany til sidst sagde: ”Det har vi alle sammen haft lyst til mindst én gang.”

Lena lænede sig tilbage og lagde armene over kors. Hun stirrede på drengene og gættede på, hvorfor de forholdt sig tavse. ”Okay,” sagde hun, hvorefter de alle sammen rejste sig op, men hun standsede dem. ”Carson, Cory, Roper …”

”Rory og Cooper,” rettede Brad hende.

”Selvfølgelig,” sagde Lena. ”Uanset hvad. I drenge bliver. Pigerne kan gå.” Hun vendte sig om mod Brad. ”Får du ikke deres telefonnumre og adresser?”

Brad nikkede. Han vidste, at hun skilte sig af med ham, men han lod ikke til at have noget imod det.

Lena sad ved bordet over for drengene og tav, indtil de begyndte at vride sig på stolene.

”Ja?” sagde hun.

Carson talte først. ”Hun gjorde det, ja.”

De andre drenge nikkede.

”Har I alle sammen været i seng med hende?”

De svarede ikke.

”Blowjobs? Handjobs?” spurgte Lena.

”Sex,” præciserede Carson.

Lena kunne mærke, at hun blev rød i kinderne, men ikke på grund af forlegenhed. ”Hvornår var det?”

”Mark tog hende med hjem til mig engang. Vi holdt fest.”

”Jeg troede, du sagde, at Jenny ikke gik til fester.”

”Det gjorde hun heller ikke,” sagde Carson. ”Normalt ikke, men Mark sagde til hende, at hun skulle tage noget, så hun ikke var så anspændt.” Han grinede hånligt. “Hun gjorde alt, hvad Mark bad hende om.”

”Der var altså Mark, Jenny og jer tre,” sagde Lena og forsøgte at få det hele til at falde på plads.

De nikkede alle sammen.

”Hun blev lidt fuld og begyndte at lægge an på os,” sagde Carson.

Lena kneb munden sammen, så hun ikke kom til at sige noget.

”Mark sagde, at hun ville gøre alt, hvad vi ville have.”

En af drengene smilede. ”Og det skal jeg love for, hun gjorde.”

”Havde I alle sammen sex med hende?” spurgte Lena.

Carson trak på skuldrene og grinede fjoget. ”Hun var rimelig fuld.”

Lena kiggede ned i bordet og forsøgte at berolige sig selv. ”Hun blev altså fuld, og så havde I alle sammen sex med hende, inklusive Mark?”

”Mark kiggede bare på,” sagde en af drengene. ”Hun lod os gøre alt det, vi ville.” Hans vrede bredte sig som en løbeild. ”Hun var en luder, okay? Hvorfor interesserer du dig overhovedet for det?”

Lena var overrasket over hadet i hans stemme, som om det udelukkende var Jennys skyld, at de havde gjort det. ”Hvad var det, du hed?”

Han kiggede ned og mumlede: ”Rory.”

”Okay, Rory,” sagde Lena. ”Havde hun sex med nogen af jer på lejrturen?”

”Nej, fandeme nej.” Carson lagde vredt sine arme over kors. ”Det var netop problemet. Hvorfor fanden skulle man ellers tage med på den åndssvage tur?”

”Du havde altså sex med hende der?” spurgte Lena.

”Nej,” sagde han og var stadig vred. ”Hun ville ikke komme i nærheden af os. Hun var okay ved festen. Kunne ikke få nok.” Han greb fat om sig selv, som om Lena havde brug for visuel hjælp. ”Men hen over jul var hun helt knappet til. Ville slet ikke tale med os.” Han vrængede. ”Møgkælling.”

Lena bed sig i tungen.

”Hun var en narrefisse,” sagde Carson. ”Hun ville have bollet en hund, hvis Mark havde bedt hende om det, men på lejrturen var det, som om hun var bedre end os.”

”Hvorfor tror du, det ændrede sig?” spurgte Lena.

Han trak på skuldrene. ”Hvem fanden interesserer sig for det?”

”Prøvede du at komme i kontakt med hende på lejrturen, eller ignorerede hun dig bare?”

”Det var altså sådan, det var, okay?” vrængede han. ”Vi tilbød hende lidt, der ville hjælpe hende med at slappe af, sagde til hende, at vi alle sammen ville feste, og hun stivnede fuldstændig.”

”Nemlig,” sagde Rory. ”Det var, som om vi lige pludselig ikke længere var gode nok til hende.”

”Ja, for fanden,” samtykkede Carson. ”Hun lod, som om det aldrig var sket, og jeg sagde til hende: ’Hallo, du ved godt, hvad du gjorde, din luder.’”

”Måske skulle vi have tilbudt hende penge for det,” foreslog Rory. ”Eller tilbudt Mark penge for det.”

”Okay,” mumlede Lena og forsøgte at huske den tredje drengs navn. Han havde været meget stille under det hele, ikke fjendtlig som de andre. ”Cooper?” gættede hun. Han kiggede op, og hun spurgte: ”Tænkte du nogensinde over, hvorfor en trettenårig pige overhovedet ville gøre den slags ting?”

”Hun kunne godt lide det,” foreslog Cooper og trak på skulderen på samme måde, som de andre gjorde. ”Jeg mener, hvorfor skulle hun ellers gøre det?” Han kiggede op på sine venner, og hele hans adfærd forandrede sig. Han var mere ubøjelig og lige så fuld af had som sine venner, da han insisterende sagde: ”Hun var en luder, og hun kunne godt lide det.”

”Ja,” sagde Rory med ondskabsfuld stemme. ”Jeg mener, man kunne se, at hun godt kunne lide det.”

”Selv om hun var fuld?” forsøgte Lena sig.

De svarede hende ikke.

”Hvordan kunne I se, at hun kunne lide det?”

”For fanden da,” sagde Rory, ”hvor skulle vi vide det fra? Hendes ansigt var begravet i sofaen hele tiden.”

”Sådan,” grinede Carson og holdt sin hånd op til en high-five.

Lena rakte lynhurtigt ud og greb fat om hans hånd. Hun holdt så fast om hans håndled, at hun kunne mærke knoglerne, og han skar ansigt af smerte.

”Så du tror altså, hun nød det?” sagde hun.

”Hallo,” sagde Carson og kiggede sig rundt i lokalet efter hjælp. ”Helt ærligt, vi havde det bare sjovt.”

”Sjovt?” spurgte Lena og hev i hans arm, som om hun ville rive den af led. ”Der, hvor jeg kommer fra, kalder vi den slags voldtægt, din lille lort.” Hun slap ham, fordi der ikke var andet, hun kunne gøre, bortset fra at tage sit våben og pistol-tæske ham, hvilket var fristende i lyset af det fjogede udtryk, der vendte tilbage på hans ansigt, da han lænede sig bagud i stolen.

Klokken ringede ind, og Lena måtte tvinge sig selv til ikke at springe op ved den høje lyd. Drengene reagerede ved at rejse sig op og tage deres rygsække uden at vente på, at Lena gav dem tilladelse til at gå.

”Giv betjent Stephens jeres telefonnumre og adresser, hvis vi skulle have flere spørgsmål.” Hun sikrede sig, at de hørte efter. ”Jeg vil sørge for, at hver eneste politimand på stationen kender jeres navne.”

”Okay,” sagde Rory. ”Hvis du siger det.”

De sjoskede væk, men Carson blev tilbage og spurgte: ”Vil du få dr. Clay til at undersøge mig eller hvad?”

”Jeg vil gøre alt, hvad jeg overhovedet kan, for at sørge for, at du er i fængsel, inden du får stemmeret.”

”Pis,” stønnede han og sjoskede væk.

Lena blev stående og ønskede at komme væk fra det bord, hvor hun havde lyttet til deres modbydelige snak. Hun gik over til området med computere og lagde hånden oven på en skærm og mærkede en kold sved bryde ud over hele kroppen. Det gav hende kvalme at vide, at så unge drenge allerede havde lært at tænke på den måde om kvinder. Lena kunne forestille sig ham have det på samme måde i den alder, som om piger var noget, man brugte og smed væk. De kunne alle sammen godt lide det. De var alle sammen ludere.

”Lena?” sagde Brad og trak hende tilbage til virkeligheden. Hun kiggede hen på bordet og så et par ældre kvinder og en mand sætte sig ned. ”Jennys lærere,” sagde Brad til hende.

Lena lagde en hånd på sit bryst og mærkede klaustrofobien brede sig. Brad stod for tæt på, og det var, som om lokalet blev mindre. ”Hvorfor begynder du ikke bare?” foreslog Lena og tænkte, at hun blev nødt til at komme ud for at kunne trække vejret ordentligt. Hun gik hen mod dørene, men han standsede hende.

”Alene?” spurgte han og stod igen alt for tæt på hende. Hun kunne lugte hans aftershave og et eller andet, der mindede om stærke mintpastiller. Hun måtte ikke miste kontrollen. Lena vidste, at hun ikke ville være i stand til at komme tilbage på arbejde igen, hvis hun blev syg for øjnene af Brad.

Hun pegede på sin mobiltelefon, mens hun gik endnu et skridt baglæns. ”Jeg ringer til stationen for at tjekke op på tingene der, måske se, om vi kan finde ud af, hvem der ejer en sort Thunderbird her i området.”

”Jeg er sikker på, at skolelederen ved det,” foreslog Brad og gik fremad. ”De fører lister over den slags, ikke? Man kan ikke parkere her, med mindre man har parkeringstilladelse.”

”Godt tænkt,” sagde Lena og gik endnu et skridt baglæns, bevidst om, at hun ville begynde at hyperventilere, hvis hun ikke fik kontrol over sin vejrtrækning. ”Det tjekker jeg, mens du taler med dem. Husk bare at spørge dem om det, pigerne fortalte.”

Han sendte hende et underligt blik. ”Er du okay?”

”Ja,” sagde hun. Lokalet var pludselig varmt og ikke til at være i, og hun kunne mærke, at hendes bluse begyndte at klistre til ryggen. ”Bare det indledende, et indtryk af, hvordan hun var. Jeg kommer tilbage, så snart jeg har ringet.”

Han nikkede kort og bed tænderne sammen. ”Okay,” sagde han, og hun kunne mærke, at han havde lyst til at spørge hende igen, om hun var okay.

Hun gik hurtigt ud i hall’en og tog en dyb indånding for at berolige sig selv. Hun svedte stadig og tog sin jakke af. En af de unge joggede forbi. Han satte farten ned, da han så Lenas våben i skulderhylsteret.

Lena tog jakken på og lænede hovedet ind mod væggen. Hun lukkede øjnene, indtil kvalmen fortog sig. Efter et par dybe indåndinger havde hun det bedre uden dog at være helt på toppen.

Lena klappede sin mobiltelefon op for at have noget at tage sig til. Hun ringede til stationen og talte med Marla om bilen og var glad for, at Frank ikke var der. Det var stadig hårdt for hende at tale med ham, og en del af hende følte, at han bebrejdede hende for det, der var sket. Den samme del af hende var enig med ham. Hun havde været så dum.

Hun ringede til skolelederen, selv om hun stod mindre end hundrede meter fra kontoret, og spurgte ham om den sorte bil. Han gennemgik sine papirer, mens hun ventede, og gav hende det svar, som hun hele tiden havde regnet med: Der var ikke nogen på skolen, der havde registreret en bil, der passede til beskrivelsen. Lena takkede skolelederen, ringede af og tænkte, at det var godt at få noget fra hånden i stedet for bare at træde vande. Jo længere tid, der gik med den her sag, jo længere syntes de at bevæge sig væk fra at opklare den. Hun måtte tale med Mark igen og se, hvad hans reaktion på de her seneste oplysninger var. Jeffrey ville sikkert ikke lade hende komme i nærheden af Mark igen efter det, der skete sidst.

Lena åbnede telefonen og ringede til sin telefonsvarer derhjemme. Den første besked var fra videobutikken nede i byen, der meddelte hende, at lånetiden for hendes film var overskredet. Den anden var fra Nan Thomas, Sibyls kæreste.

”Lena,” sagde Nan, og hendes lave stemme var en irriterende rumlen. ”Jeg har stadig de her ting, Sibbys ting. Hvis du vil have dem, så sig til. Jeg vil ikke …” Hun standsede og sagde så: ”Det er bare …”

Lena kiggede på sit ur og spekulerede på, hvor meget Nans hakken og stammen kostede hende.

”Jeg er på Suddy’s i aften ved ottetiden,” sagde Nan. ”Jeg har kasserne med i min bil, hvis du vil have dem. Mød mig der, hvis du … Ellers, ja, så …” Hun standsede igen.

Lena trykkede frem og droppede resten af beskeden. Suddy’s var en homobar i udkanten af Heartsdale. Ikke syv vilde heste kunne få hende til at møde sin søsters kæreste på en homobar.

Lenas hjerte var lige ved at holde op med at slå, da hun hørte den næste besked. ”Lee, Barry er blevet syg,” sagde Hank. ”Jeg bliver nødt til at tage over her i aften og måske i morgen.”

Hun lukkede øjnene og lænede sig tilbage mod muren, mens Hank forklarede, at det ville være nemmere for ham at blive i Reece, fordi der var en ølleverance i morgen tidlig. Hun blev igen panisk og så vred, fordi han havde taget kujonens vej ud og efterladt en besked i stedet for at ringe til hendes mobiltelefon for at forklare.

Lena gik over til den anden siden af gangen og kiggede ud ad vinduet. Der var en atriumgård midt i skolen, og på den anden side af vejen kunne hun se kantinepersonalet sætte bordene op. Hun var så optaget af deres bevægelser, at hun ikke hørte hele den sidste besked. Hun spolede tilbage og lyttede igen.

”Lena, det er pastor Fine,” begyndte beskeden. ”Jeg er ked af det, men jeg bliver nødt til at aflyse vores aftale i aften. Et af vores sognebørn er blevet sygt. Lige nu bliver jeg nødt til at være sammen med familien.”

Lena klappede telefonen i, da han bad hende om at ringe tilbage, så de kunne finde et nyt mødetidspunkt. Det ville hun lade Jeffrey tage sig af. Hun havde ikke for vane at tænke for langt frem i tiden, men mødet med Fine havde været noget, hun havde indstillet sig på, at hun skulle i aften. I et glimt så hun sig selv tage tilbage til det tomme hus og være alene. Panikken greb hende.

Hun lagde en hånd på brystet og mærkede sit hjerte hamre mod ribbenene. Hun lagde mærke til, at hun svedte, og hendes haser føltes varme og klistrede. Hun ville høre Hanks besked igen for at se, om der var en nuance i hans stemme, som hun havde overhørt. Måske havde han efterladt en åbning. Måske spillede han et spil for at få hende til at sige, at hun ville have, han var der.

Klokken ringede ud efter sidste time, en høj, skærende tone, der vibrerede i Lenas ører. Hun kiggede sig omkring i den tomme gang og glemte et kort øjeblik, hvor hun var og hvorfor. Som i en drøm så hun billedet af en kvinde, der kom gående imod hende. Det var, som om Lenas blik et kort øjeblik blev sløret, så opdagede hun til sin overraskelse, at hun var på Jenny Weavers skole, og at Dottie Weaver kom gående ned ad gangen mod hende.

”Pis,” mumlede Lena og kiggede ned på sin mobiltelefon som for at få den til at ringe af sig selv. Hun klappede den op, som om hun skulle til at ringe, men det var for sent. Dottie Weaver var mindre end tre meter fra hende med en tungtudseende undervisningsbog i hænderne.

Weaver standsede på gangen med en mund, der var en vred lige linje. Hendes øjne var blodskudte, som om hun havde grædt hele det sidste år. Der var røde plamager overalt i hendes ansigt.

”Mrs. Weaver,” sagde Lena og klappede sin telefon sammen.

Dottie rystede på hovedet, som om hun var for vred til at sige noget som helst.

”Vi taler bare lige med nogle klassekammerater og lærere for at se, om de kan kaste et lys over …”

”Hvorfor kan I ikke bare lade hende være i fred?” bad Dottie. ”Hvorfor kan I ikke bare lade hende hvile i fred?”

”Jeg er ked af det,” sagde Lena til kvinden, og hun mente det.

”Hun var min lille pige.”

”Det ved jeg godt,” svarede Lena og kiggede ned på sin telefon.

”I skænder hendes navn og prøver at få hende til at se ud som et dårligt menneske.”

”Det er ikke min hensigt.”

”Løgner!” skreg Dottie og smed bogen hen på Lena. Lena tabte sin telefon i forsøget på at gribe bogen, men det lykkedes ikke. Bogens ryg hamrede ind i hendes mave, og hun krympede sig, da den faldt til jorden.

”Mrs. Weaver,” begyndte Lena og bøjede sig frem for at samle bogen op.

”Skolen ville gerne have hendes bog tilbage,” sagde Dottie med skælvende underlæbe. ”Tag den. Tag den og sig til dem, at de kan gå ad helvede til.”

Lena prøvede at lukke bogen uden at ødelægge siderne. Hun tog sin telefon op, der ikke lod til at være gået i stykker.

Dottie duppede sine øjne med et lommetørklæde og pudsede så sin næse. Hun gik dog ingen steder, hvilket Lena ikke kunne forstå, indtil hun igen sagde noget.

”Jenny elskede den her skole,” sagde moderen og lagde sine arme rundt om maven, som om det var smertefuldt at tale. ”Hun elskede at være her.”

Lena tænkte, at det her tidspunkt kunne være lige så godt som alle mulige andre til at få det ud af verden. ”Så hun nogen, mrs. Weaver?”

Dottie rystede på hovedet. ”En psykiater?” spurgte hun.

”En dreng,” præciserede Lena. ”Så hun nogen drenge?”

”Nej,” bed Dottie hende af. ”Selvfølgelig ikke. Hun var kun et barn.”

Lena nikkede og mærkede en voksende rædsel. ”Nogle af pigerne sagde, at hun gjorde.”

”Hvilke piger?” spurgte Dottie og kiggede sig omkring, som om de kunne være der.

”Bare nogle af pigerne,” svarede Lena. ”Skolekammerater.”

”Hun havde ingen kammerater,” sagde Dottie og kneb øjnene sammen og fornemmede en eller anden fælde. ”Hvad siger de om min datter?”

Lena prøvede at finde en måde at formulere det på. ”At hun …”

”At hun hvad?” forlangte Dottie at få at vide.

”At hun så en masse drenge,” sagde Lena. ”At hun var sammen med en masse drenge.”

Slaget kom pludseligt og sved så meget, at den højre side af Lenas ansigt efter nogle få sekunder blev følelsesløs. Inden hun kunne nå at svare, eller reagere for den sags skyld, kiggede hun på Dottie Weavers ryg, da hun forlod skolen.

Døren til biblioteket blev slået op, og der stod Brad og holdt døren for den gruppe af lærere, han havde talt med. De så trætte og en smule irriterede ud, men det var rimelig normalt, sådan som Lena huskede lærere ved frokosttid. En af dem kiggede på Lena, og ud fra den måde, som hun vurderede hende på, fornemmede hun, at der var noget i vejen. Læreren hævede det ene øjenbryn for at opfordre til en samtale, men Lena var for chokeret til at sige noget.

”Lena?” sagde Brad prøvende. Hun nikkede, at hun var okay og spekulerede på, om hendes ansigt var rødt, der hvor Dottie havde slået hende.

Brad præsenterede alle lærerne, hvis navne Lena med det samme glemte. ”De kender godt til rygtet,” sagde han.

Lena blinkede uden at forstå.

”Rygtet om Jenny,” præciserede Brad. ”De sagde, at de godt havde hørt det.”

”Der er ingen af os, der tror på det,” sagde en af lærerne med en stemme, der indikerede, at hun for længst havde indstillet sig på, at der skete ting og sager på skolen, der ikke var nogen af lærerne, der nogensinde ville få noget at vide om.

”Hun var en god elev,” sagde en af de andre lærere. ”Meget stille, afleverede til tiden. Hendes mor var engageret.”

De andre lærere nikkede, og Lena gjorde det samme, stadig for chokeret til at bidrage med noget af betydning.

”Tak, fordi I tog jer tid,” sagde Brad og brød tavsheden. Han gav hånd til hver enkelt af dem, og de sendte ham alle et opmuntrende blik.

”Jeg er ked af, at vi ikke kan være til større hjælp,” sagde en af dem.

”Vi ringer til dig, hvis vi kommer i tanke om noget,” sagde en anden.

Den kvinde, der havde kigget på Lena, var sidst, og hun sagde til Brad: ”Du udførte et fantastisk stykke arbejde, Bradley. Jeg er meget imponeret.”

Brad strålede. ”Tak, frue,” sagde han og lagde hovedet på skrå som en glad hundehvalp. Han ventede, indtil lærerne var gået, inden han spurgte Lena: ”Hvis bog er det?”

”Jenny Weavers,” oplyste Lena og bladrede gennem siderne for at se, om der var noter i den. Den var tom ligesom de andre.

”Hvordan fik du fat i den?”

Lena kunne ikke svare ham. ”Her,” sagde hun og gav ham bogen. ”Tag den med hen på kontoret og mød mig ude i bilen bagefter.”

Der var ikke mange biler på Suddy’s parkeringsplads, selv om klokken var otte. Hvis Sibyl og Nans liv havde været repræsentativt, sad de fleste af byens lesbiske sikkert derhjemme og så komedieserier. Sibyl kunne godt nok ikke se dem, for hun var blind, men hun kunne nogle gange godt lidt at lytte, og Nan kunne fortælle, hvad der skete.

Lena lagde armene over kors og tænkte på Sibyl, og på hvordan hun havde set ud, den sidste gang hun havde set hende; ikke dengang i lighuset, men dagen inden hun døde. Sibyl havde som sædvanligt været fyldt med energi og grinet ad noget, der var sket i en af hendes klasser. Der var ikke noget, Sibyl elskede højere end at undervise, og hun havde i den grad nydt at stå foran en klasse. Måske var det derfor, at Lena havde reageret så negativt i dag henne på skolen.

Lena stod ud af bilen, inden hun kunne nå at standse sig selv. Suddy’s var et rart sted sammenlignet med de fleste andre barer. Sammenlignet med The Hut, Hanks bar i Reece, var den et palads. Udefra så det hele meget enkelt ud, sikkert fordi et sted som det her ikke ville tiltrække sig for meget opmærksomhed. Bortset fra et Budweiserskilt, der havde et flag med en neonregnbue i sit logo, var stedet temmelig anonymt.

Indenfor var der mere festligt, men belysningen var dæmpet, hvilket gjorde lokalet lidt for intimt til Lenas smag. En eller anden blid melodi spillede på jukeboksen, og en discokugle drejede langsomt rundt over noget, der lignede et dansegulv. Lena havde aldrig haft det godt med denne side af Sibyl, og hun havde aldrig forstået, hvordan nogen, der var så smuk, som var så udadvendt og energisk, kunne vælge det liv. Sibyl havde altid ønsket sig børn, havde altid ønsket at blive passet på og elsket. Lena havde aldrig nogensinde forestillet sig, at hendes søster skulle komme til at leve sit liv sådan.

Da Sibyl for femten år siden sprang ud over for Lena, havde Lenas reaktion været et bestemt: ”Nej, det er du ikke.” Selv efter at Sibyl var flyttet sammen med Nan, havde Lena stadig ladet sig selv tro, at Sibyl ikke var homoseksuel. Det lød fortærsket, men Lena kunne ikke lade være med helt inderst inde at tænke, at det bare var en fase, at Sibyl en dag ville grine ad sin egen forvirring og slå sig ned og få børn. Det gjorde det hele mere kompliceret, at hun og Sibyl var tvillinger, fordi Lena altid havde følt, at der var noget af hende inden i Sibyl, og at der var noget af Sibyl inden i hende. Det var foruroligende at forestille sig, at Lena et eller andet sted i sin psyke kunne dele Sibyls seksuelle tilbøjeligheder.

Lena afviste tanken, da hun gik tværs gennem rummet. To kvinder ved et hjørnebord ignorerede hende fuldstændig og var mere optaget af at skubbe deres tunger ned i hinandens hals end at lægge mærke til, hvem der kom ind ad døren. Bartenderen læste avis, da Lena nærmede sig, og hun så op og kiggede en ekstra gang.

”Du må være hendes søster,” sagde kvinden.

Lena satte sig et par stole fra hende. ”Jeg skal mødes med en.”

Kvinden lukkede avisen. Hun gik over og rakte sin hånd frem mod Lena. ”Jeg hedder Judy,” sagde hun.

Lena stirrede på hånden og tog den så tøvende. Kvinden var høj med langt mørkt hår og et hjerteformet ansigt. Hendes øjne var nøddebrune og intense, hvilket Lena lagde mærke til, fordi kvinden blev ved med at stirre på hende.

”En øl, tak,” sagde Lena og så: ”Eller en Jim Beam i stedet for.”

Judy holdt en pause og gik så hen til rækken med flasker bag ved baren. ”Sibyl drak aldrig,” sagde hun, som om det dermed betød, at Lena, hendes tvilling, heller ikke drak.

”Hun bollede heller ikke mænd,” pointerede Lena.

Det indrømmede Judy. ”Jim Beam?”

”Ja,” svarede Lena og prøvede at lyde, som en der kedede sig, mens hun tog penge frem fra sin forlomme. Hun havde skiftet til jeans og T-shirt derhjemme, inden hun tog herhen, en beslutning, som hun nu fortrød. I de her menneskers øjne så hun sikkert endnu mere homoseksuel ud end kvinderne i hjørnet.

”Men hun kunne godt lide tranebærjuice,” sagde Judy.

”Vil du lave den dobbelt?” spurgte Lena og smed en tyvedollarseddel på disken.

Judy kiggede på hende, inden hun ekspederede ordren. ”Vi savner hende alle sammen helt vildt.”

”Det er jeg sikker på, I gør,” sagde Lena til hende, udmærket klar over, at hun lød overfladisk. Hun stirrede på den mørke væske i sit glas og kom i tanke om, at den sidste gang, hun havde fået noget at drikke, var den aften, Sibyl døde. Lena brød sig ikke om alkohol, fordi hun hadede fornemmelsen af ikke at have kontrol over tingene. Det var nu ikke, fordi hun havde haft kontrol over noget som helst på det seneste.

Lena kiggede på uret over baren. Den var fem i otte.

”Hvem skal du mødes med?” spurgte Judy.

Lena hamrede drinken ned i en slurk. ”Jim Beam,” sagde hun og bankede på glasset.

Judy kiggede en ekstra gang på hende, men hentede flasken frem fra hylden igen.

For ikke at opmuntre til mere snak vendte Lena sig om på stolen og kiggede ud på dansegulvet. Der stod en enlig kvinde med lukkede øjne og svajede til rytmerne. Der var noget bekendt ved hende, men lyset var dårligt, og Lenas hukommelse var ikke med hende. Men hun betragtede hende alligevel og tænkte over den selvoptagede måde, som kvinden dansede på, som om der ikke var andre i lokalet. Som om der ikke var andet, der betød noget.

Der kom en ny sang, og Lena genkendte melodien før teksten til Becks ’Debra’, der lød fra højttalerne. Mark Patterson dukkede igen op i hendes tanker. Der var noget sensuelt og foruroligende ved den måde, som den dansende bevægede sig på, der mindede hende om den unge mand. Hun betragtede kvinden og spekulerede igen på, hvad fanden det var, der var sket med Jenny Weaver. Hvad var det for en magt, Mark havde haft over hende? Hvad var det ved ham, der kunne få en trettenårig pige til at prostituere sig selv? Det gav ingen mening.

Lena spekulerede på, om det var sådan, Mark Patterson ville danse, selv om hun ikke kunne forestille sig, at han ville gøre noget så dristigt som at stå midt på et tomt dansegulv. Tanken overraskede hende, fordi hun ikke var klar over, at hun var havnet i en position, hvor hun gjorde sig forestillinger om Marks personlighed. Hun vidste så uendelig lidt om ham, og alligevel havde hendes underbevidsthed på en eller anden måde tildelt ham visse træk.

Lena vendte sig om igen for at bryde fortryllelsen. Judy læste i sin avis og havde efterladt hendes drink og hendes byttepenge på disken. Lena tænkte over, hvad hun skulle give i drikkepenge, da hun lagde mærke til sit ansigt i spejlet. Hun stivnede et kort øjeblik, og hun forestille sig, at hun så ud, som Judy havde gjort, da Lena kom gående ind i lokalet. I et splitsekund var Sibyl der, og Lena kunne mærke sit hjerte hamre ved synet.

Der lød pludselig råb udefra, og en gruppe mennesker kom ind i baren. De grinede og larmede og havde alle sammen softball-udstyr på. Bukserne var sorte med hvide striber ned langs siderne, bluserne hvide med ordet BUSHWHACKERS skrevet hen over brystet.

”For helvede da,” stønnede Lena, da hun fattede betydningen. Hun rejste sig, da hun genkendte Nan Thomas midt i gruppen. Den uanselige bibliotekar havde en selvlysende lyserød sports-brillesnor rundt om halsen, og hendes trøje var stribet af snavs, som om hun var gledet på sidste base. Modsat nogle af de andre i gruppen viste Nan ingen tegn på at forveksle Lena med hendes søster. Faktisk så rynkede hun panden.

Der var en, der prikkede Lena på ryggen, og hun vendte sig om og blev overrasket over at se Hare Earnshaw stå ved siden af sig. Han havde jeans på og en Bushwhacker T-shirt sammen med en hat med et stort B på.

”Hvordan går det, Lena?” spurgte Hare.

Måske var det på grund af alkoholen, men det røg overrasket ud af Lena: ”Er du bøsse?” inden hun kunne nå at standse sig selv. Hare var læge i byen. Lena havde faktisk været hos ham for et par år siden på grund af en forkølelse, der ikke ville gå væk.

Hare grinede ad hendes overraskelse. ”Jeg spiller på holdet,” sagde han og pegede på sin trøje. Så lænede han sig tættere på og sendte hende et koket vink: ”Jeg er griberen.”

Lena trådte et par skridt baglæns og lige ind i Nan. Der var folk overalt, selv om det føltes, som om de var optaget af deres egne samtaler om den kamp, de lige havde spillet. Lena trak ud i halsen på sin bluse og fik klaustrofobi. Hun bevægede sig væk fra gruppen og hen mod døren.

”Lee?” sagde Nan og rettede det så, inden Lena nåede det, til ”Lena.”

”Jeg har sagt til dig, at du ikke skal kalde mig det,” sagde Lena og lagde armene over kors.

”Det ved jeg godt.” Nan holdt sine hænder frem med håndfladerne op. ”Undskyld. Det er bare, fordi Sibyl altid kaldte dig det.”

Lena standsede hende. ”Kan vi ikke bare hente tingene? Jeg skal hjem.” Hendes stemme forsvandt efter ordet ’hjem’, da hun tænkte på det tomme hus. Hank havde ikke taget telefonen, da hun ringede til The Hut for at spørge efter ham. Skiderikken ignorerede hende øjensynlig. Det var så typisk ham at forlade hende, når hun havde allermest brug for ham.

”Det er ude på parkeringspladsen,” sagde Nan og holdt døren for hende. Lena stoppede op og ventede på, at Nan gik først. Én ting var at lade Brad Stephens holde døren, men fandeme om hun ville lade en kvinde gøre det.

Nan snakkede, mens de gik ud på parkeringspladsen. ”Jeg har prøvet at lade det hele være, som hun havde det,” sagde hun med en påtvunget lethed i stemmen. ”Du ved, hvordan Sibyl altid havde orden i tingene.”

”Det blev hun nødt til,” gav Lena igen og tænkte på det åbenlyse i, at et blindt menneske skulle have systemer, så tingene ikke blev væk.

Hvis Nan lagde mærke til Lenas bidende tone, ignorerede hun den.

”Her,” sagde Nan og standsede foran en hvid Toyota Camry. Vinduet i førersiden stod åbent, og hun rakte ind og smækkede bagagerummet op.

”Du skulle tage at holde dine døre lukkede,” sagde Lena til hende.

”Hvorfor?” spurgte Nan, og hun virkede oprigtig forvirret.

”Du har parkeret din bil foran en homobar. Jeg ville mene, at du skulle være lidt mere forsigtig.”

Nan satte hænderne i siden. ”Sibyl blev slået ihjel i en diner ved højlys dag. Tror du virkelig, at det vil beskytte mig at låse min bildør?”

Hun havde en pointe, men Lena ville ikke give sig. ”Jeg sagde ikke, at du ville blive slået ihjel. Der var nogen, der kunne lave hærværk på bilen eller noget.”

”Tja …” Nan trak på skulderen, og et kort øjeblik var hun fuldstændig ligesom Sibyl. Ikke fordi Nan på nogen måde lignede Sibyl af udseende, det var bare hendes ’det må gå, som det kan’- attitude.

”Det her er nogle af hendes bånd,” sagde Nan og gav Lena en kasse, der var omkring en halv meter lang og en halv meter bred. ”Hun har sat mærkater på i blindskrift, men de fleste af dem har deres egne titler.”

Lena tog kassen og var overrasket over, hvor tung den var.

”Her er nogle billeder,” sagde Nan og stablede en ny kasse oven på den første. ”Jeg ved ikke, hvorfor hun havde dem.”

”Jeg bad hende om at opbevare dem for mig,” sagde Lena og huskede den dag, hvor hun havde taget kassen med billeder med hen til Sibyl. Greg Mitchell, Lenas seneste kæreste, havde lige forladt hende, og hun ville ikke havde de billeder, hun havde af ham, i huset.

”Jeg tager den her,” tilbød Nan og tog den sidste kasse. Den var større end de andre to, og hun hvilede den på sit knæ for at lukke bagagerummet. ”Det her er bare noget, hun havde inde i skabet. Et par priser fra high school og et præmiebånd, som vist er dit.”

Lena nikkede og gik hen mod sin Celica.

”Jeg fandt et billede af jer to på stranden,” sagde Nan og grinede. ”Sibyl er forbrændt. Hun ser forfærdelig ud.”

Lena tillod sig selv at smile, fordi hun gik foran Nan. Hun huskede den dag, hvordan Sibyl havde insisteret på at blive udenfor, selv om Hank havde advaret hende om, at det var for varmt. Sibyls sorte briller havde skygget for hendes øjne, og da hun tog brillerne af, var den eneste del af hendes ansigt, der ikke var rødt som en rødbede, der hvor brillerne havde været. Hun lignede en vaskebjørn i flere dage.

” … komme forbi lørdag og hente det,” sagde Nan.

”Hvad?” spurgte Lena.

”Jeg sagde, at du kan komme fordi lørdag og gennemgå de andre ting. Jeg donerer hendes computer og udstyr til de blindes skole i Augusta.”

”Hvad for nogle andre ting?” spurgte Lena og troede, at Nan mente, at hun ville smide Sibyls ting væk.

”Bare nogle papirer,” sagde Nan til hende og satte kassen fra sig ved sine fødder. ”Mest skoleting. Hendes afhandling, et par artikler. Den slags ting.”

”Og dem vil du bare smide ud?” spurgte Lena.

”Forære dem væk. De er ikke for alvor noget værd,” sagde Nan, som om hun talte til et barn.

”De var noget værd for Sibyl,” pointerede Lena og var klar over, at hun var lige ved at råbe. ”Hvordan kan du overhovedet tænke på at forære dem væk?”

Nan kiggede ned i jorden og så tilbage på Lena. Den patroniserende tone var ikke forsvundet. ”Jeg sagde til dig, at du var mere end velkommen til at få dem, hvis du ville. De er i blindskrift. Det er jo ikke, fordi du kan læse dem.”

Lena grinede hånligt og satte kasserne fra sig på jorden. ”Du er vel nok noget af en kæreste.”

”Hvad fanden mener du med det?”

”Det betød tydeligvis noget for hende, ellers ville hun ikke have beholdt det,” sagde Lena. ”Men værsgo, forær bare det hele væk.”

”Undskyld mig,” sagde Nan og pegede på kasserne. ”Hvor mange gange har jeg lige ringet til dig og bedt dig om at tage det her?”

”Det er noget andet,” sagde Lena og gravede i sine lommer efter sine nøgler.

”Hvorfor?” svarede Nan igen. ”Fordi du var på hospitalet?”

Lena kastede et blik hen på baren. ”Skru ned.”

”Du skal ikke fortælle mig, hvad jeg skal gøre,” sagde Nan endnu højere. ”Du skal ikke udspørge mig, om jeg elskede din søster eller ej. Er du med?”

”Jeg udspurgte dig ikke,” svarede Lena og spekulerede på, hvordan det var eskaleret så hurtigt. Hun kunne ikke huske, hvordan det her var begyndt, men Nan var tydeligvis rasende.

”Gu fanden gjorde du så,” brølede Nan. ”Du tror, du er den eneste heromkring, der elskede Sibyl, ikke? Jeg delte mit liv med hende.” Nan sænkede sin stemme. ”Jeg delte min seng med hende.”

Lena for sammen. ”Det ved jeg godt.”

”Gør du?” sagde Nan. ”Men nu skal jeg fortælle dig noget, Lena, jeg er dødtræt af den måde, du behandler mig på, som om jeg er en eller anden slags paria.”

”Hallo,” stoppede Lena hende. ”Det er ikke mig, der spiller softball for Suddy’s.”

”Jeg forstår ikke, hvorfor hun fandt sig i det her,” mumlede Nan mest henvendt til sig selv.

”Fandt sig i hvad?”

”Dit misogyne strisserpis, for bare at nævne én ting.”

”Misogyn?” gentog Lena. ”Kalder du mig for misogyn?”

”Og homofob,” tilføjede Nan.

”Homofob?”

”Er du blevet en papegøje?”

Lena kunne mærke sine næsebor udvide sig. ”Du skal ikke tage pis på mig, Nan. Det kan du ikke finde ud af.”

Nan lod ikke til at fange advarslen. ”Hvorfor går du ikke ind i baren igen, Lee, og møder nogle af din søsters venner? Hvorfor taler du ikke med de mennesker, der virkelig kendte hende og holdt af hende?”

”Du lyder ligesom Hank,” sagde Lena til hende. ”Ja, selvfølgelig,” sagde hun og lagde to og to sammen. ”Du har snakket med Hank om mig.”

Nan kneb munden sammen. ”Vi er bekymrede for dig.”

”Nå, så det er I?” grinede Lena. ”Fantastisk, min speed freak- onkel og min døde søsters lebbekæreste er bekymrede for mig.”

”Ja,” sagde Nan bestemt. ”Det er vi.”

”Det her er så fuldstændig latterligt,” sagde Lena og prøvede at grine det hele væk. Hun lod nøglen glide ind i låsen og åbnede bagagerummet.

”Vil du vide, hvad der er åndssvagt?” sagde Nan. ”Det er åndssvagt, at jeg overhovedet bekymrer mig om, hvad du gør. Det er åndssvagt, at jeg bekymrer mig om, at du spilder dit liv.”

”Der er ingen, der har bedt dig kigge efter mig, Nan.”

”Rigtigt,” samtykkede Nan. ”Men det er, hvad Sibyl ville have ønsket.” Hendes stemme var mere moderat nu. ”Hvis Sibyl var her lige nu, ville hun sige det samme.”

Lena sank en klump og prøvede at lade være med at tage sig af Nans ord, mest af alt fordi de lød sande. Sibyl var den eneste, der nogensinde rigtigt havde været i stand til at nå ind til Lena.

”Hun ville sige, at du blev nødt til at forholde dig til det her,” sagde Nan. ”Hun ville være bekymret for dig.”

Lena stirrede på donkraften i bilens bagagerum, fordi det var det eneste, hun kunne fokusere på.

”Du er så vred,” sagde Nan.

Lena grinede igen, men det lød hult, selv i hendes egne ører. ”Jeg vil mene, at jeg har en forbandet god grund til at være det.”

”Hvorfor? Fordi din søster blev slået ihjel? Fordi du blev voldtaget?”

Lena rakte ud og holdt fast i bilens bagagerum. Hvis bare det var så nemt, tænkte Lena. Hun sørgede ikke kun over Sibyls død, hun sørgede også over sin egen død. Lena vidste ikke længere, hvem hun var, eller hvorfor hun overhovedet stod op om morgenen. Alt det, som Lena havde været før voldtægten, var blevet taget fra hende. Hun kunne ikke længere kende sig selv.

Nan begyndte at tale igen, og da hun gjorde det, sagde hun hans navn. Lena betragtede Nans læber forme ordet og så hans navn rejse gennem rummet mellem dem som en luftbåren gift.

”Lee,” sagde Nan. ”Du må ikke lade ham ødelægge dit liv.”

Lena beholdt sit greb om bilen og var sikker på, at hendes knæ ville give efter, hvis hun gav slip.

Nan brugte hans navn igen og sagde så: ”Du bliver nødt til at forholde dig til det, Lena. Du bliver nødt til at forholde dig til det nu, ellers kan du aldrig komme videre.”

”Pis af, Nan,” hvæsede Lena.

Nan gik fremad, som om hun ville lægge sin hånd på Lenas skulder.

”Forsvind,” advarede Lena.

Nan sukkede dybt og gav op. Hun vendte sig om og gik tilbage til baren uden at kigge på Lena igen.

Lena sad på den tomme parkeringsplads foran Piggly Wiggly i Grant og sippede billig whisky direkte fra flasken. Hun var kommet over den beske smag, og hendes hals var så følelsesløs af alkoholen, at hun næsten ikke kunne mærke, at den gled ned. Der var en flaske mere ved siden af hende, og hun kunne sikkert også godt drikke sig gennem den, inden natten var omme. Det eneste, Lena ville, var at blive i sin bil på den tomme parkeringsplads og prøve at finde ud af, hvad der skete i hendes liv. Nan havde til en vis grad ret. Lena blev nødt til at komme over det, men det var ikke ensbetydende med at tale med en eller anden idiot som David Fine. Det, som Lena havde brug for, var at tage sig gevaldig sammen og holde op med at være besat af åndssvage ting. Hun havde bare brug for at komme videre med sit liv. Lena havde, gik hun ud fra, brug for en selvmedlidende nat, hvor hun langt om længe gennemgik alle sorgens lag og gav slip på det hele.

Hun lyttede til stumper af Sibyls bånd, puttede dem ind i kassettebåndoptageren et efter et for at se, hvad der var på dem. Hun burde skrive på dem, men hun kunne ikke finde en kuglepen. Og det føltes i øvrigt mærkeligt at skrive på Sibyls ting, selv om hun ikke ville have haft noget i mod det. Der var nogle få bånd, der allerede var skrevet på, de fleste af dem med sangere fra Atlanta: Melanie Hammet, Indigo Girls og et par navne mere, som Lena ikke genkendte. Hun trykkede det sidste bånd ud, som havde været en slags blandet klassisk musik på den ene side og gamle Pretenders-numre på den anden og smed det ned til de andre.

Lena rakte om på bagsædet og trak den sidste kasse frem. Den var tungere end de andre, og da det endelig lykkedes hende at få den om foran, faldt billederne ud på sædet ved siden af hende. De fleste af dem var af Greg Mitchell og Lena på forskellige stadier af deres forhold. Der var selvfølgelig nogle strandbilleder og nogle billeder fra dengang, hvor de tog til Chattanooga for at se akvariet. Lena blinkede nogle tårer væk og prøvede at huske, hvordan det havde været den dag, at stå i kø for at se udstillingen og brisen, der kom fra The Tennessee River, og som var så kraftig, at Greg havde stået bag hende for at holde hende varm. Hun havde elsket den måde, hendes krop føltes på, da han lagde sine arme rundt om hendes talje og hvilede sin hage på hendes skulder. Det var den eneste gang i hele hendes liv, hvor hun kunne huske, at hun for alvor havde været tilfreds. Så havde køen bevæget sig, og Greg var gået nogle skridt tilbage og sagt noget om vejret, eller om en historie i nyhederne, og Lena var med vilje begyndt at skændes med ham fuldstændig uden grund.

Lena bladrede igennem endnu en stak billeder og sippede alkoholen med en bevidst forsigtighed. Hun havde passeret grænsen for fuldskab, men ikke den grænse, hvor hun var ligeglad. Når hun kiggede på billederne, spekulerede hun på, hvordan der nogensinde kunne have været et tidspunkt, hvor hun ønskede en mands selskab eller havde lyst til at være alene med en, for ikke at nævne at være intim med en. Uanset hvad Lena havde sagt, da Greg forlod hende, havde hun alligevel villet have ham tilbage.

Hun fandt det billede, Nan havde fortalt hende om. Sibyl så elendig ud, men hun smilede alligevel til kameraet. De var begge to omkring syv. I den alder havde de set næsten helt ens ud, selv om en af Sibyls fortænder manglede, fordi hun var faldet og havde slået den ud på verandaen foran huset. Den tand, der voksede ud i stedet, havde en flænge, men det gav Sibyls mund personlighed. Det var i det mindste, hvad Hank havde fortalt hende.

Lena smilede, da hun fik øje på en stak billeder holdt sammen af en elastik. Hank havde givet hende et Polaroid-kamera til hendes femtenårs fødselsdag, og Lena havde brugt to æsker film på én dag og taget billeder af alt, hun kunne komme i tanke om. Senere havde hun lavet sin helt egen redigering af det og sat nogle af billederne sammen. Der var især ét billede, hun kunne huske, og hun bladede stakken igennem, indtil hun fandt det. Ved hjælp af et barberblad havde hun lavet et kisscut hen over billedet, blot ridset i billedets overflade, men ikke skåret igennem hele vejen til bagsiden, og fjernet Hank. Bonnie, deres gyldne labrador, var blevet klistret ind i stedet for ham.

”Bonnie,” Lena hviskede, udmærket klar over, at hun græd rigtigt nu. Det var en af grundene til, at hun aldrig drak alkohol. Hunden havde været død i ti år, og her sad hun og græd over den, som om det var sket i går.

Lena stod ud af bilen og tog flaskerne med sprut med sig. Hun ville have dem ud af bilen, fordi hun vidste, at hun ville ende med at drikke sig bevidstløs, hvis de blev der. Mens hun gik, opdagede hun, at hun var tættere på et blackout, end hun havde troet, da hun var i bilen. Det var, som om hendes fødder ikke var en del af hende selv, og hun snublede flere gange uden grund. Butikken havde været lukket i timevis, men hun tjekkede alligevel vinduerne for at sikre sig, at der ikke var nogen, der så hende stavre hen over parkeringspladsen. Lena pressede sin håndflade ind mod siden af bygningen, da hun gik rundt om den og holdt begge flasker med sin frie hånd. Da hun kom om bag butikken og gav slip på muren, faldt hun, hendes knæ gav efter under hende. På en eller anden måde greb hun frem for sig med en hånd og undgik at falde med ansigtet først ned i asfalten.

”Pis,” bandede hun og så snittet i hånden, inden hun mærkede det. Lena rejste sig, mere beslutsom end nogensinde før på at smide alkoholen væk. Hun ville sove noget af det væk i bilen og så køre hjem, når hun kunne se lige.

Hun kastede den næsten tomme flaske ind i affaldscontaineren, da hun slingrede tilbage. Den gav et krunsj som belønning, da den blev slået i stykker mod metalvæggen inde i stålkammeret. Lena samlede den anden flaske op og smed den ind. Efter et par dumpe lyde var flasken endnu ikke gået i stykker. Hun overvejede et kort øjeblik at gå ind i affaldscontaineren og hente flasken igen, men standsede sig selv.

Der var en række træer bag ved bygningen, og Lena gik derover med fødder, der stadig føltes, som om de sov. Hun bøjede sig forover og tvang sig selv til at kaste op. Alkoholen var bitter, da den kom op, og smagen fik hende til at føle sig endnu dårligere, end hun havde troet muligt. Til sidst befandt hun sig på knæ og kastede op uden at have mere at kaste op af, meget på samme måde som dengang i bilen med Hank.

Hank, tænkte Lena og kom op at stå. Hun var så vred på ham, at hun et kort øjeblik tænkte på at køre over til Reece, til The Hut, og konfrontere ham. For fire måneder siden havde han sagt, at han ville blive hos hende, så længe hun havde brug for ham. Hvor fanden var han nu? Sikkert til et eller anden forbandet A.A. møde, hvor han talte om, hvor bekymret han var for sin niece, talte om, hvor meget han gerne ville støtte hende i stedet for at være her og rent faktisk gøre det.

Celicaen startede med en taknemlig spinden, og Lena gassede op og tænkte et øjeblik på at slippe bremsen og smadre lige ind i facaden på Piggly Wiggly. Indskydelsen var overraskende, men ikke helt uventet. En følelse af at være værdiløs var ved at få overtaget, og Lena bekæmpede den ikke. Selv efter at hun havde kastet alkoholen op, summede hendes hjerne stadig, og det var, som om hendes barrierer var blevet brudt ned, og at hendes hjerne fik hende til at tænke på ting, som hun virkelig ikke havde lyst til at tænke på.

Hun tænkte på ham.

Det var en usikker tur hjem, og Lena befandt sig mere i den modsatte kørebane end i sin egen. Hun var lige ved at køre ind i skuret bag ved sit hus, og bremserne hvinede, da hun i sidste øjeblik hamrede dem i. Hun sad i bilen og kiggede på det mørke hus. Hank havde ikke engang gidet tænde lyset på verandaen bag huset.

Lena rakte ud og åbnede handskerummet. Hun tog sin tjenestepistol ud og drejede tromlen. Den klikkende lyd fra bolten var voldsom i hendes ører, og af en eller anden grund opdagede hun, at hun kiggede på pistolen i et andet lys. Hun stirrede på det sorte metalgreb og snusede endda til det. Inden hun vidste af det, havde hun taget mundingen i munden med fingeren hvilende på aftrækkeren.

Lena havde engang set en pige gøre det. Hun havde taget pistolen direkte ind i munden, og næsten uden tøven havde hun trykket på aftrækkeren, fordi hun havde set det som den eneste måde at få minderne til at forsvinde fra hendes hjerne på. Rystelserne af det ene skud mod hovedet gav stadig genlyd i Lena, og det, som hun bedst huskede fra den dag, var, at dele af kvindens hjerne og kranium faktisk havde boret sig ind i gipsvæggen bag hende.

Lena sad i bilen og trak langsomt vejret og mærkede det kolde metal mod sine læber. Hun pressede tungen ind mod mundingen, mens hun overvejede situationen. Hvem ville finde hende? Ville Hank komme tidligt hjem? Brad, tænkte hun, fordi det var meningen, at Brad skulle hente hende på vej til arbejde i morgen. Hvad ville han tænke, hvis han så hende på den måde? Hvad ville det gøre ved Brad at se Lena i sin bil med det bagerste af hovedet blæst væk? Var han stærk nok til at takle det? Kunne Brad Stephens fortsætte med sit liv, med sit job, efter at have fundet Lena på den måde?

”Nej,” sagde hun. Hun tog clipsen ud og drejede tromlen rundt og låste så det hele ind i handskerummet igen.

Hun gik hurtigt ud af bilen og småløb op ad trapperne til den bagerste veranda. Hendes hænder var rolige, da hun låste døren op og tændte lyset i køkkenet. Lena gik gennem huset og tændte alt lyset, mens hun gik. Hun tog trappen to skridt ad gangen og tændte mere lys. Da hun var færdig, var hele huset fuldstændig oplyst.

Selvfølgelig kunne alle og enhver kigge ind gennem vinduerne og se hende med alt det lys tændt. Lena vendte om og slukkede for lyset igen, mens hun løb ned ad trapperne. Hun kunne have trukket gardinerne for og lukket persiennerne, men der var et eller andet berigende ved bevægelse, ved at få hjertet til at pumpe. Hun havde ikke været i træningscenteret i månedsvis, men hendes muskler kunne godt huske bevægelserne.

Da Lena forlod hospitalet, havde lægerne givet hende smertestillende medicin nok til at slå en hest ihjel. Det var, som om de ville give hende så meget medicin som menneskeligt muligt for at gøre hende følelsesløs. De havde sikkert tænkt, at det ville være nemmere for hende at være medicineret end at tænke på, hvad der var sket med hende. Hospitalets psykiatere, som de havde fået hende til at tale med, havde endda tilbudt at give hende Xanax.

Lena løb ovenpå igen og åbnede medicinskabet i badeværelset. Ved siden af alle de sædvanlige ting var et halvt glas Darvocet og et helt glas Flexeril. Darvocet’en var for smerte, men Flexeril’en var en stærk muskelafslappende medicin, som havde fået Lena til at gå på røven, den første gang hun havde taget den. Hun var holdt op med at tage den, fordi det dengang var vigtigere for hende at være på vagt end undgå at føle smerte.

Lena læste på etiketterne på glassene og læste hen over anbefalingen om at tage medicinen sammen med mad og ikke at betjene køretøjer. Der var mindst tyve Darvocet’er og dobbelt så mange Flexeril’er. Hun tændte for vandhanen og lod det kolde vand løbe lidt. Hendes hånd var fuldstændig rolig, da hun tog koppen ud ad sin holder og fyldte den næsten til kanten.

”Okay,” mumlede Lena og kiggede ned i det klare vand og tænkte, at hun skulle sige noget vigtigt eller dybsindigt om sit liv. Der var alligevel ingen, der kunne høre, hvad hun sagde, så på det her tidspunkt var det åndssvagt at tale til sig selv. Lena havde aldrig for alvor troet på Gud, så det var ikke, fordi hun regnede med at møde Sibyl i det hinsides. Der ville ikke være forgyldte gader, som hun kunne gå på. Det var ikke, fordi hun var velbevandret i religiøse doktriner, men hun var rimelig sikker på, at enhver, der begik selvmord, uanset religion, stod forbandet dårligt, når det gjaldt at komme i himlen.

Lena satte sig ned på toilettet og tænkte over det. Et kort øjeblik spekulerede hun på, om hun stadig var fuld. Hun ville afgjort ikke overveje en sådan handling, hvis hun var ædru? Ville hun?

Lena kiggede sig omkring i badeværelset, som aldrig havde været hendes foretrukne rum i huset. Fliserne var orange med hvide fuger, en populær farvesammensætning, da huset blev bygget i halvfjerdserne, men nu var den tarvelig. Hun havde forsøgt at kompensere for farven ved at tilføre andre farver: en mørkeblå bademåtte ved badekarret, et mørkegrønt betræk til Kleenex-æsken bag ved toilettet. Håndklæderne bandt farverne sammen, men ikke på nogen behagelig måde. Der var ikke noget, der hjalp. Det forekom altså passende, at det var her, hun skulle dø.

Lena åbnede glassene og spredte pillerne ud på toiletbordet, Darvocet’erne var store, men Flexeril’erne var mere som små mintpastiller. Hun flyttede dem rundt med sin pegefinger og blandede de store piller med de små piller og flyttede så dem alle sammen tilbage i deres egne separate bunker. Hun nippede lidt af vandet, mens hun gjorde det, og opdagede, at hun til en vis grad legede.

”Okay,” sagde Lena. ”Den her er for Sibby.” Hun åbnede munden og proppede en af Darvocet’erne ind.

”Til Hank,” sagde hun og lod den få følge af en Flexeril. Og så proppede hun, fordi de var så små, to Flexeril’er mere ind, fulgt af to Darvocet’er. Men hun sank dem ikke endnu. Lena ville tage dem alle sammen på én gang, og der var én person mere, hun følte, at hun blev nødt til at vedkende sig.

Hendes mund var så fuld, at lyden var dæmpet, da hun sagde hans navn.

”De her er til dig,” mumlede hun og skovlede de resterende Flexeril op i hånden. ”De her er til dig, dit forbandede svin.”

Hun proppede håndfulden ind i sin mund og lagde hovedet bagover. Hun stoppede midt i bevægelsen og stirrede på Hank i døråbningen. De var begge stille og deres øjne låst fast i hinandens. Han stod der med armene over kors og med læberne presset sammen til en stram linje.

”Gør det,” sagde han til sidst.

Lena sad på toilettet med pillerne i munden. Nogle af dem var begyndt at gå i opløsning, og hun kunne mærke et besk pulveragtigt skum danne sig bag i munden.

”Jeg ringer ikke efter en ambulance, hvis det er det, du tror.” Han trak kort på skuldrene. ”Gør det bare, hvis det er det, du vil.”

Lena mærkede, at hendes tunge blev følelsesløs.

”Er du bange?” spurgte Hank. ”For bange til at trække på aftrækkeren, for bange til at sluge pillerne?”

Hendes øjne blev våde på grund af smagen i hendes mund, men hun sank stadig ikke. Lena kunne ikke bevæge sig. Hvor længe havde han betragtet hende? Var det her en af de test, hun ikke havde bestået?

”Kom så!” råbte Hank med en stemme, der var så høj, at den gav genlyd mod fliserne.

Lenas mund åbnede sig, og hun begyndte at spytte pillerne ud i sin hånd, men Hank standsede hende. Han gik tværs gennem det lille badeværelse i to skridt og smækkede sine hænder rundt om hendes hoved, den ene over hendes mund, den anden bag hovedet på hende, så hun ikke kunne trække sig væk. Lena gravede sine negle ned i hans kød og prøvede at trække hans hånd væk fra sin mund, men han var for stærk til hende. Hun faldt forover og ned fra toilettet, ned på knæ, men han fulgte efter hende og holdt hendes hoved låst fast mellem sine hænder.

”Synk dem,” befalede Hank med en ru og lav stemme. ”Det er det, du vil, så synk dem!”

Hun begyndte at ryste hovedet frem og tilbage og prøvede at signalere et nej, at det ikke var det, hun ville, at hun ikke kunne gøre det her. Nogle af pillerne begyndte at glide ned gennem hendes strube, og hun strammede musklerne i halsen for at stoppe dem. Hendes hjerte hamrede så voldsomt, at hun troede, at det ville eksplodere.

”Nej?” spurgte Hank. ”Nej?”

Lena blev ved med at ryste på hovedet og gjorde tegn på hans hånd om, at han skulle slippe hende. Til sidst gav han slip, og hun faldt tilbage mod badekarret, og hendes hoved faldt ned mod kanten.

Hank kastede låget til toilettet op og halvvejs trak hende over mod det. Han skubbede hendes hoved ned i kummen, og til sidst åbnede hun endelig munden, gylpede og spyttede pillerne ud. Lydene fra opkastet sendte ekkoer tilbage mod hende, indtil hendes mund var tom. Hun brugte sine fingre til at rense gummerne og brugte så neglene til at skrabe på tungen for at få smagen væk.

Hank rejste sig, og da hun kiggede op på ham, kunne hun se, at han var gal som ind i helvede.

”Dit svin,” hvæsede hun og tørrede sin mund med bagsiden af hånden.

Hans fod bevægede sig, og hun troede, han ville sparke hende. Lena krummede sig sammen, forventede stødet, men det kom ikke.

”Vask dig,” befalede Hank. Med en åben hånd fejede han de resterende piller væk fra toiletbordet og ned på gulvet. ”Vask alt det her lort væk.”

Lena begyndte at røre på sig for at gøre, som hun blev bedt om, kravlede rundt for at samle Darvocet’erne op.

Hank lænede sig op ad væggen med armene over kors. Hans stemme var blidere nu, og hun kiggede op på ham, overrasket over at se, at der var tårer i hans øjne. ”Hvis du nogensinde gør det igen …” begyndte han og kiggede så væk. Han lagde en hånd over sin mund som for at holde ordene tilbage. ”Du er det eneste, jeg har, lille skat.”

Nu græd Lena også. ”Det ved jeg godt, Hank,” sagde hun.

”Lad være …” begyndte han.

”Lad være med hvad?” spurgte Lena.

Han gled ned ad væggen og satte sig på gulvet med hænderne langs siden. Han stirrede åbenlyst på hende med øjne, der ledte efter noget i hendes. ”Du må ikke forlade mig,” hviskede han, og hans ord hang i luften over dem som en mørk sky.

Afstanden mellem dem var mindre end en meter, men for Lena var den som en endeløs afgrund. Hun kunne række ud efter ham. Hun kunne takke ham. Hun kunne love ham, at hun aldrig ville prøve at gøre det igen.

Hun kunne have gjort en eller alle af disse ting, men det, hun til sidst gjorde, var at samle alle pillerne op fra gulvet og smide dem ned i toilettet.