11
Marla rakte Jeffrey en stak lyserøde beskeder, allerede inden han havde haft tid til at tage sin jakke af. Han havde det, som om han havde været væk i tre måneder i stedet for et døgn.
”Den her er vigtig,” sagde Marla og pegede på en af sedlerne. ”Og også den her.” Hun blev ved, indtil hun havde udpeget alle på nær én som vigtige. Jeffrey kastede et blik på den ikke-vigtige. Det var navnet på en mand, som han ikke genkendte, fulgt af et etottehundrede nummer.
”Hvad er det her?”
Marla rynkede panden, mens hun tydeligvis prøvede at huske det. ”Enten vinylbeklædning eller kaffeservice. Jeg har glemt hvilken af dem.” Hun trak undskyldende på skuldrene. ”Han sagde, han ville ringe igen.”
Jeffrey krøllede beskeden sammen til en kugle og smed den i skraldespanden og spurgte: ”Er Lena her?”
”Nu skal jeg hente hende,” sagde Marla og gik baglæns ud af lokalet.
Jeffrey satte sig ved sit skrivebord, og det første, han så, var en plakat med den savnede Lacey Patterson. Hun var en ung, drenget pige med lyst hår ligesom sin mor. Billedet var et skolefoto med et amerikansk flag i baggrunden og en globus foran. Hendes højde og vægt stod under billedet sammen med en angivelse af det sted, hvor hun sidst var set, og et telefonnummer, som folk kunne ringe til. Plakaten var blevet faxet ud til alle dele af nærområdet og lagt ud i en national database, der sporede savnede børn. Det ville tage noget tid for sikkerhedspolitiet i Georgia at lave en pakke og sende til politiet over hele det sydøstlige USA. Hvis dagen i dag var som alle andre dage i USA, så var Lacey Pattersons navn blevet tastet ind sammen med hundredvis af andre nyligt savnede eller kidnappede børn.
Jeffrey tog telefonen og tastede Nick Sheltons nummer. Jeffrey blev noget overrasket, da Nick svarede. Feltagenten var sjældent ved sit skrivebord.
”Nick? Jeffrey Tolliver.”
”Hallo, Boss,” sagde Nick, og hans nasale goodoldboy-dræven skurrede en smule i Jeffreys øren. Når man tog i betragtning, at Jeffrey havde tilbragt det sidste døgn i Alabama, sagde det en hel del.
”Huserer du på skrivebordet i dag?”
“Nogen skal jo tage sig af alt det her papirarbejde,” svarede Nick. ”Stadig ikke noget nyt om din savnede pige?”
”Nej,” sagde Jeffrey til ham. ”Noget på det statslige alarmberedskab?”
”Ikke et pip,” sagde Nick. ”Det ville hjælpe, hvis du havde en nummerplade på den bil.”
”Det var for langt væk til, at nogen kunne se den.”
Nick sukkede. ”Nå, men jeg sendte den over til computerlaboratoriet. Guderne skal vide, hvor lang tid det vil tage dem at få nogen på sagen. Det har ikke topprioritet, før der på den ene eller den anden måde sker noget.”
”Det ved jeg godt,” sagde Jeffrey. Der skulle komme et gennembrud i sagen, et eller andet spor at forfølge eller en vinkel at arbejde ud fra, inden det store skyts ville blive sat ind. Lige nu var det eneste, de kunne gøre, at vente med hænderne i skødet.
”Og der findes ingen måde, vi kan få hende rykket frem på?” spurgte Jeffrey. ”For fanden, Nick. Sara og Lena så hende blive taget.”
”Du ved godt, hvor mange børn der er forsvundet de sidste tolv timer?”
”Men alligevel …”
”Hør nu her.” Nick sænkede stemmen. ”Jeg tog mig den frihed at tale med den her gamle fyr, der tidligere arbejdede med forbrydelser mod børn. Han ringer lidt rundt og ser, om vi kan få det prioriteret lidt højere.”
”Tak Nick.”
”Og imens kan det ikke skade at få nogle af dine drenge til at følge op på de faxer, du har sendt ud.”
Det noterede Jeffrey sig og tænkte, at Nick havde ret. Der kom så meget skidt gennem faxmaskinerne på kontoret, at det nogle gange tog flere timer, inden der var nogen, der kunne sortere det.
”Er der nogen chance for, at det bare er en eller anden velmenende person, der har snuppet hende for at tage hende i sikkerhed?”
”For fanden da, Nick,” sagde Jeffrey. ”Jeg ved det ikke.”
”Ikke nogen af dine, der kører en sort Thunderbird?”
”Nej,” sagde Jeffrey. De havde tjekket køretøjerne til alle dem, der selv langt ude var involveret i sagen, og også udvidet det til at omfatte hele Grant. Der var ikke nogen i området, der havde en gammel Ford Thunderbird registreret i sit navn.
”Og nu hvor jeg har dig,” sagde Nick. “Hvad kan jeg så gøre for dig?”
”Renhed,” sagde Jeffrey. ”Fortæl mig, hvad det betyder i relation til pædofile.”
”Ingen anelse,” sagde Nick. ”Jeg kan smide det gennem computerne og fortælle dig det.”
”Det ville jeg sætte pris på.”
”Din dame ringede til mig tidligere og snakkede om renhed,” sagde Nick til ham. ”Kastrationssagen, ikke?”
”Nemlig,” sagde Jeffrey.
”Okay, nu skal du høre,” begyndte Nick, ”den her kastration har for det meste en religiøs vinkel. De gør det for at sikre sig, at pigen forbliver jomfru.”
”Det ved vi, hun ikke var.”
”Ja, for fanden da,” samtykkede Nick. ”Efter hvad jeg hører, har hun været hele raden rundt mere end en enkelt gang.”
Jeffrey prøvede at ryste kommentaren af sig, men Nicks karakteristik af hende var en smule hård selv for ham. Politifolk havde en tendens til at sætte en facade op, så godt de kunne, når det kom til den her slags ting, og Jeffrey var ingen undtagelse. Hvis det ikke var, fordi han havde dræbt den pågældende unge pige, ville han måske have grinet. Som det var nu, var det eneste, han kunne sige: ”Jeg har et navn, som jeg gerne vil have, du kører gennem computeren.”
”Fyr løs,” sagde Nick.
”Arthur Prynne,” sagde Jeffrey og stavede så navnet på den mand, som han næsten havde slået til plukfisk den morgen bag Possums butik.
Nick mumlede et eller andet og skrev øjensynlig navnet ned. ”Hvad er det, polsk eller sådan noget?”
”Jeg aner det ikke,” sagde Jeffrey. ”Han har en tatovering magen til den, jeg sendte dig.”
”Hvad er det, jeg leder efter?”
”Han ledte efter sexpartnere et offentligt sted uden for en daginstitution, da jeg tilfældigvis faldt over ham.”
”Ikke lige netop nok til at anholde ham,” sagde Nick, selv om de begge vidste, at det var sådan, det var.
”Han har en computer derhjemme. Kommer sikkert i forbindelse med andre pædofile på den måde,” sagde Jeffrey. ”Sagde han var pigeelsker.”
”For fanden, hvor jeg hader den sætning,” sukkede Nick.
”Vi kunne godt køre en søgning her på stationen, men hvis jeg skal være ærlig, Nick, så tror jeg ikke, at der er nogen af os, der ved, hvordan man finder ud af noget om den slags ting.”
”Forbundspolitiet har sat et helt hold på det. Det får højere prioritet, når der er et navn. Måske kan de presse ham her fyren og få ham til at sige noget?”
”Højst sandsynligt,” sagde Jeffrey. ”Han havde ikke meget rygrad, da jeg forhørte ham. Jeg kan sagtens se ham afsløre nogle af sine venner for at redde sig selv.”
”Forhørte ham, siger du?” smålo Nick. ”Og på det tidspunkt vidste han godt, at du var politimand?”
Jeffrey smilede. Man kunne sige meget om Nick, men dum var han ikke. ”Lad os bare sige, at vi førte en samtale og lade det være ved det.”
Nick grinede igen. ”Hvor hurtig vil du have, jeg skal være?”
”Meget hurtig,” sagde Jeffrey, der ikke ville tage ansvaret, hvis Prynne viste sig at være mindre uskyldig, end han havde givet udtryk for.
”Jeg smider det over til Alabama-drengene, pronto,” sagde Nick og fortsatte. ”Vi har lige fanget noget ovre i Augusta, som måske interesserer dig.”
”Hvad er det?”
”Politiet i Augusta knaldede den her fyr for at deale coke på sit hotel. Og de ligesom bare faldt over en bunke magasiner, som ikke just var lovlige.”
”Pornografi?” gættede Jeffrey.
”Børneporno,” bekræftede Nick. ”Det var skræmmende.”
”I Augusta?” spurgte Jeffrey, overrasket over at han ikke kendte til det.
Augusta lå rimelig tæt på Grant, og de plejede at udveksle oplysninger med politiet derovre for at holde alle inde i loopet.
”Vi har styr på det,” sagde Nick. “Vi prøver at lægge de store fyre ned.”
“Og forbryderne optræder som kronvidner?” sagde Jeffrey.
“De var hurtigere end en to-dollars luder,” sagde Nick til ham. “Og, inden du spørger, så ved han ikke noget om en sort Thunderbird eller en lille savnet pige.”
”Er du sikker?”
”Så sikker som to næver kan blive.”
Jeffrey rynkede panden, selv om han næppe befandt sig i en position, hvor han kunne føle sig overlegen. ”Tak, fordi du tjekkede.”
”Det er ikke for det, Boss, men du må hellere håbe, at hun ikke er sammen med en af de fyre. De bytter børn, som du og jeg byttede baseballkort.”
”Det ved jeg godt,” sagde Jeffrey, men sandheden var, at han ikke ønskede at vide det. Han blev dårlig ved tanken om, at Lacey Patterson var fanget med nogen som Prynne.
”Okay,” sukkede Nick, ”der skulle efter sigende komme en leverance i aften eller i morgen. Augusta er tilsyneladende distribueringsstedet for det sydøstlige USA.”
”Jeg forstår ikke, at de stadig trykker det lort, når man kan få det gratis på nettet.”
”Man kan spore det på nettet, hvis man ved, hvad man skal gøre,” mindede Nick ham om. ”Skal jeg give lyd fra mig, når de går i gang?”
”Du har mit mobilnummer, ikke?”
”Jeps,” sagde Nick. ”Tror du, ham der Prynne-freaken er aktiv?”
”Nej,” sagde Jeffrey, fordi det havde været hans indtryk, at Arthur Prynne hørte til den slags pædofile, der var tilfredse med at se på billeder og ikke handle ud fra deres fantasier. ”Men jeg ved jo ikke, hvor længe det varer ved.”
”Men han kan forvente sig et besøg?”
”Det tror jeg, han har lagt op til hele sit liv,” sagde Jeffrey, der kiggede op og så Lena stå i døren. ”Jeg bliver nødt til at smutte, Nick. Ring til mig, når du har noget på razziaen, okay?”
”Selvfølgelig, Boss.”
De lagde på, og Jeffrey gjorde tegn til Lena om, at hun skulle komme ind. Han blev overrasket over, hvordan hun så ud. Hendes øjne var blodskudte, som hos folk der har grædt lang tid i træk. Hendes næse var rød, og der var sorte rande under hendes øjne.
”Vil du snakke om det?” spurgte Jeffrey og pegede på en af stolene på den anden side af skrivebordet.
Hun sendte ham et forvirret blik, som om hun ikke forstod, hvad han mente. ”Noget nyt om Lacey?” spurgte hun.
”Ingenting,” sagde han. ”Har du lavet den aftale, vi snakkede om?”
Lena bed sig i underlæben. ”Jeg har ikke haft tid.”
”Så tag dig tid,” sagde han til hende.
”Ja, Boss.”
Jeffrey lænede sig tilbage i stolen og stirrede på hende et kort øjeblik. ”Fortæl mig, hvad der skete, da du fangede Mark,” sagde han. ”Fortalte han noget?”
”Han er lige pludselig blevet meget umeddelsom,” sagde hun til ham. ”Han vil ikke fortælle noget.”
”Har han en advokat?”
”Buddy Conford,” sagde Lena til ham. ”Er der ikke en interessekonflikt der?”
Jeffrey overvejede det. Buddy var den advokat, der repræsenterede county’et, når og hvis Dottie Weaver anlagde sag mod Jeffrey. ”Ved Buddy godt, at der er en forbindelse mellem Mark og det, der skete med Jenny Weaver?” spurgte han.
”Han ved, at det var Mark, Jenny ville skyde. Det ved alle.”
”Jeg mener,” sagde Jeffrey, ”ved han, at vi mistænker Mark for at være faderen til barnet?”
Lenas øjenbryn røg i vejret. ”Gør vi det?”
”Fortæl mig, hvorfor han ikke skulle være det?”
”Det kunne være en anden dreng,” foreslog hun.
”Med moderen i nærheden?”
”Hun har været meget syg,” sagde Lena og trak på skuldrene. ”Jeg har en eller anden fornemmelse med faderen. Han kan godt lide at køre rundt med folk.”
”Det giver jeg dig ret i,” sagde Jeffrey, fordi Patterson den anden dag i mobilhomet havde gjort det til en sport at teste Lenas grænser. Jeffrey havde været splittet mellem at skride ind og mellem at se, om Lena kunne tage vare på sig selv.
”Måske forulempede han Mark, og så forulempede Mark sin søster?” sagde Lena. ”En eller anden slags årsag og virkning.”
”Det er ikke sådan, pædofile gør,” sagde Jeffrey.
”Jeg er ikke med.”
”Ikke alle pædofile blev misbrugt som små. Det kan man ikke bare sådan gå ud fra.”
”Og her taler vi kun i teorien, ikke?” spurgte Lena. ”Jeg mener, det kunne godt være sket på den måde. Jeg kan bare ikke forestille mig, at Patterson er til drenge.”
”Den der fornemmelse igen?”
”Ja,” nikkede Lena. ”Jeg har ikke den der fornemmelse.”
”Hvad med Mark?” spurgte Jeffrey og huskede, hvordan Lena havde opført sig, da de første gang afhørte Mark. ”Hvad for en fornemmelse har du med ham?”
Lena havde pli nok til at kigge ned. ”Tja,” sagde hun, ”han er hyperseksuel.”
”Fortsæt.”
”Det er, som om han i den grad arbejder med sin fremtoning, sin seksualitet.” Hun kiggede op igen. ”Jeg tror faktisk ikke, han kan kommunikere på andre måder.”
”Den der tatovering,” begyndte Jeffrey. ”Jeg fandt en fyr i Alabama, der havde den samme.”
”Hjerterne?”
”Han stod og kiggede på en daginstitution,” sagde Jeffrey og følte den samme foragt, som han havde følt i Possums butik. ”Kiggede på de børn, der var der.”
”Små børn?” spurgte Lena. ”Var han børnemisbruger?”
”Sikkert snarere pædofil,” rettede Jeffrey hende. Sara havde givet ham en lektion i forskellen på de to ting for længe siden i forbindelse med en anden sag, og nu fortalte han Lena om det. ”Børnemisbrugere hader typisk børn og ønsker ikke at være i nærheden af dem, bortset fra når de skal misbruge dem. Pædofile tror, at de gør noget godt for børnene. De tror, de elsker dem.”
”Okay,” sagde Lena skeptisk.
”Pædofili bliver betragtet som en psykisk sygdom.”
”Det gjorde homoseksualitet også indtil først i tresserne. Jeg kan stadig ikke få øje på forskellen.”
Jeffrey vidste, at Lenas søster havde været homoseksuel, så han var overrasket over at høre hende sige det. ”Jeg går ud fra, at den store forskel kunne være, at en voksen-voksen seksuel kontakt er sund og naturlig. Børn er ikke forberedt på den slags ting.” Hun svarede ikke, så han fortsatte. ”I et barn-voksen forhold er balancen i magtforholdet altid på den voksnes side. Det er ikke et fair game. Den voksne vil altid være den, der har kontrol over barnet.”
Lena sendte ham et vantro blik. ”Det lyder, som om du retfærdiggør det.”
”Det gør jeg overhovedet ikke,” sagde Jeffrey og følte sig som et dumt svin ved hendes anklage. ”Jeg fortæller dig bare, hvad tankegangen er.”
”Og den er fuldstændig perverteret.”
”Det er jeg enig med dig i,” sagde Jeffrey til hende. ”Men det duer ikke, at du lader din afsky farve din tilgang til det her, Lena. Hvis Mark har den tatovering, fordi han er pædofil eller børnemisbruger, så må du ikke lade dig mærke med, at du misbilliger det. Så åbner han sig aldrig over for dig.” Og så tilføjede han, fordi han havde lært hende det for længe siden: ”Det ved du godt.”
”Okay,” sagde Lena. ”Hvilken slags tror du, han er? Han er ikke meget ældre end Lacey.”
”Mindst tre år.”
”Det er ikke nogen stor forskel.”
”Måske ikke, hvis det er fra tredive til treogtredive, men med børn er det et ret stort spring, når man tænker over det. Det er forskellen mellem at være et barn og en ung voksen.”
Hun var stille og tænkte det tydeligvis igennem.
”Prøv at se på det på den her måde: En pædofil føler sig bedre tilpas i selskab med børn, fordi han er bange for voksne relationer. Voksne skræmmer ham,” sagde Jeffrey.
”Hvad med Jenny? Hvordan gik det til, at hun blev syet sammen på den måde? Hvad er historien bag det?”
”Det ved jeg ikke,” sagde Jeffrey. ”Måske kan Mark fortælle det.”
”Han siger ikke noget,” sagde Lena til ham. ”Frank var sammen med ham, og han stirrer bare direkte ud i luften.”
”Er han høj?”
Hun rystede på hovedet. ”Det var han, men ikke mere.”
”Trænger han til et fix?”
”Han virker okay,” sagde hun. ”Han ryster ikke, hvis det er det, du spørger til.”
”Hvad med hans fysiske tilstand? Sara sagde, at han lignede en, der havde fået en overhaling.”
”Ja,” sagde Lena. Hun tog nogle polaroider op af sin brystlomme. ”Vi tog nogle billeder for at dokumentere det. Dr. Linton sagde, at såret på hans mave ligner noget, der var blevet lavet med en skarp kniv. Men det var ikke så dybt, at det skulle sys. Han er ved at få et blåt mærke ved øjet.”
Jeffrey kiggede på billederne et efter et. Mark stirrede ind i kameraet med et dødt udtryk i øjnene. Der var et billede, hvor han havde taget sin trøje af, og der var græspletter i taljen på hans jeans og overfladiske skrammer nederst på hans mave.
”Og det er ikke os, der har lavet noget af det her?” spurgte Jeffrey blot for at være sikker.
”Selvfølgelig ikke,” sagde Lena, hvilket var mærkeligt, fordi han havde stillet hende spørgsmål om andre ting og fået et ligefremt svar uden den her attitude. Som for at ramme ham sagde hun: ”Spørg din kæreste. Hun så ham, inden jeg gjorde.”
”Var der nogen efter ham?” spurgte Jeffrey og fortsatte. ”Eller var han efter nogen?”
”Enten det ene eller det andet,” sagde hun. ”Han havde også sår på armene efter at have forsvaret sig.”
Jeffrey tænkte på Arthur Prynne og på, hvordan han havde dækket sig selv med armene for at forhindre Jeffrey i at slå ham i ansigtet.
”Vi har forseglet hans tøj. Jeg tror, dr. Linton vil bruge blodet på hans T-shirt til at køre en DNA-match,” sagde Lena.
”Spurgte du ham om hans søster?”
”Hvis han bekymrer sig for hende, så viser han det ikke. Som sagt siger han overhovedet ikke noget.”
Jeffreys telefon bippede, og han trykkede på en knap på samtaleanlægget.
”Pastor Fine er her for at tale med Mark,” sagde Marla.
Jeffrey og Lena udvekslede blikke. ”I hvilken egenskab?”
”Han siger, at forældrene har bedt ham om at fungere som stedfortræder under jeres afhøring.” Marla sænkede stemmen. ”Buddy Conford er her sammen med ham.”
”Tak,” sagde Jeffrey og trykkede igen på knappen. Han lænede sig tilbage i stolen og stirrede på Lena.
”Hvad?” sagde hun til sidst.
”Du har den her forbindelse til Mark. Jeg ved ikke, hvad det er, men du bliver nødt til at være forsigtig derinde.”
”Jeg har ikke nogen forbindelse til Mark,” sagde Lena, der øjensynlig følte sig ubehageligt tilpas ved tanken.
”Måske overfører han nogle følelser til dig, fordi hans mor er syg.”
Lena trak på skuldrene. ”Det kan være,” sagde hun. ”Skal vi ikke bare få det overstået?”
Buddy Conford havde haft et rigtigt lorteliv. Han havde mistet sit højre ben fra knæet og ned i en bilulykke, da han var sytten. Senere havde han mistet sit venstre øje på grund af kræft og en nyre på grund af en utilfreds kunde med en pistol. Tabene syntes at have gjort Buddy stærkere i stedet for svagere. Han kunne kæmpe, til blodet sprang, hvis han besluttede sig for det. Men bortset fra det var Buddy en fornuftig mand, og modsat de fleste advokater var han i stand til at skelne rigtigt fra forkert. Han havde ved mere end en lejlighed hjulpet Jeffrey. Jeffrey nærmede sig Mark Pattersons afhøring og håbede, at det her ville være en af dem.
”Boss,” sagde Dave Fine. ”Jeg vil gerne takke dig for at lade mig være til stede under det her. Marks mor har fået det værre, og de vil gerne have, at jeg er her i deres sted.”
Jeffrey nikkede og prøvede at lade være med at pointere, at han faktisk ikke havde noget valg. Uanset hvilke forbrydelser, Mark havde begået, var han teknisk set stadig et barn. Det ville være op til domstolene at ændre det, hvis det nogensinde kom så vidt.
”Er der noget nyt om hans søster?” spurgte Fine.
”Nej,” sagde Jeffrey og stirrede på Mark og forsøgte at finde ud af, hvad der foregik med den seksten år gamle dreng. Han så skrækkelig ud, og det blå mærke ved hans øje blev mørkere og mørkere for hvert minut. Hans læbe var snittet ned i midten, og hans øjne var blodskudte ligesom Lenas. Den orange fangedragt, som de havde givet ham på, fik ham til at se endnu mere bleg ud, end han var i forvejen. Han virkede også mindre, på en eller anden måde reduceret af omgivelserne. Hans skuldre hang, og han så lille og svag ud, selv sammenlignet med Buddy Conford, der ikke just var høj.
”Mark?” spurgte Jeffrey.
Marks læber bevægede sig stille, og han blev ved med at kigge ned i bordet, som om han ikke ville kigge op og anerkende den situation, han befandt sig i. Der var et eller andet patetisk ved drengen, der fik Jeffrey til at føle noget, der mindede om medlidenhed. Sara havde ret. Uanset hvad Mark havde gjort, så var han stadig et barn.
Buddy bladrede gennem Marks papirer. ”Hvad er sigtelserne her, Boss?”
”Overfald,” sagde Jeffrey til ham, mens han stadig stirrede på Mark. ”Han slog Sara i ansigtet.”
Buddy rynkede panden og kiggede på sin klient. ”Sara Linton?” spurgte han med en overraskelse, der fik hans stemme til at gå op. Buddy var vokset op i Grant, og som de fleste indfødte betragtede han Sara som nærmest hellig på grund af det arbejde, hun lagde i klinikken.
Der lød en raslende lyd nede fra bordet. Mark havde håndjern på, og Jeffrey gik ud fra, at lyden kom fra håndjernene, der gned sig op og ned mod hans lår. Jeffrey havde hørt lyden før under adskillige afhøringer.
”Foran omkring ti vidner,” sagde Jeffrey og overdøvede larmen. ”Han truede også sin søster med fysisk vold.”
”Aha,” sagde Buddy og samlede papirerne sammen. ”Fik han de blå mærker i ansigtet før eller efter, han blev arresteret?”
”Før,” sagde Lena skarpt med et tavst, men antydet ”… idiot.”
Buddy sendte hende et køligt blik. ”Kan vidnerne bekræfte det?”
”Vi tog nogle billeder,” sagde Jeffrey og tog de polaroider, Lena havde givet ham, ud af et chartek. Han smed dem tværs over bordet til Buddy. Mark krympede sig en smule ved bevægelsen, og Jeffrey blev igen ramt af, hvor skrøbelig drengen virkede.
Buddy bladrede igennem dem og undlod at kigge på Mark, indtil han var færdig. ”Hvem gjorde det her mod ham?” spurgte han Jeffrey.
”Det må du fortælle os,” sagde Jeffrey.
Mark blev ved med at stirre ned, mens håndjernene klikkede som en metronom.
Buddy sendte billederne retur til Jeffrey. ”Det ser ikke ud til, at han vil tale.”
”Hvad sker der, Mark?” sagde Lena.
Mark kiggede op og virkede overrasket over, at Lena talte til ham. Lyden stoppede, og han virkede fuldstændig forstenet, mens han ventede på, at Lena skulle sige noget mere.
Lenas stemme var blidere, end Jeffrey nogensinde før havde hørt den, og det var, som om Lena og Mark var de eneste to mennesker i lokalet, da hun sagde: ”Fortæl mig, hvad der er i vejen, Mark.”
Han blev ved med at stirre ned, og hans vejrtrækning blev tydeligere.
”Hvem slog dig?” spurgte hun og brugte den samme bekymrede stemme. Hun rakte ud efter ham tværs over bordet, og Mark løftede sine hænder, så hun kunne røre ved ham. Et lille hulk undslap hans læber, da hendes hænder lagde sig over hans.
Buddy sendte Jeffrey et blik, og Jeffrey rystede en enkelt gang på hovedet for at få advokaten til at være stille. Dave Fine tav uden at være blevet bedt om det og stirrede på Mark og Lenas hænder.
Lena brugte sin tommelfinger til at ae Marks tatovering. Jeffrey behøvede ikke at kigge på de andre mænd i lokalet for at vide, at de var en smule ubehageligt til mode. Luften var ladet med et eller andet ubeskriveligt.
”Hvad sker der, Mark? Fortæl mig det.”
Han fik tårer i øjnene. ”Du bliver nødt til at finde Lacey.”
”Det skal vi nok,” sagde Lena til ham.
”Du bliver nødt til at finde hende, inden der sker noget med hende.”
”Hvad sker der med hende, Mark?”
Han rystede på hovedet og hulkede. ”Det er for sent. Der er ingen, der kan hjælpe hende nu.”
”Ved du, hvem der kan have taget hende? Genkendte du bilen?”
Han rystede igen på hovedet. ”Jeg vil gerne besøge min mor.”
Lena sank en tydelig klump, og Jeffrey kunne se, at Marks skrøbelighed også gjorde indtryk på hende.
”Jeg vil bare gerne besøge min mor,” gentog Mark med spag stemme.
Dave Fine rakte ud efter drengen, og Mark trak sig væk så voldsomt, at Buddy måtte holde fast i hans stol for at forhindre ham i at vælte.
”Du skal ikke røre ved mig!” råbte Mark og rejste sig op.
Lena rejste sig også op og halvvejs løb over til den anden side af bordet. Hun forsøgte at røre ved Marks arm, men han sprang væk og var lige ved at ramme væggen. Han gik baglæns ind i et hjørne af lokalet og placerede sit hoved helt derinde, hvor væggene mødte hinanden. Lena lagde sin hånd på hans skulder og hviskede noget til ham.
”Mark,” sagde Dave Fine og holdt sine hænder frem. ”Tag det roligt, min søn.”
”Hvorfor er du ikke sammen med min mor?” spurgte Mark. ”Hvor er din forbandede Gud, når min mor skal dø?”
”Jeg besøger hende senere i aften,” sagde Fine med rystende stemme. ”Hun ville gerne have, at jeg var her for dig.”
”Hvem var der for Lacey?” spurgte Mark. ”Hvem var der, da en eller anden freak snuppede hende på gaden?”
Fine kiggede ned, og Jeffrey gættede på, at manden følte den samme skyld, som de alle gjorde, når det gjaldt Lacey Patterson.
”Jeg har ikke brug for dig,” råbte Mark. ”Det har mor. Hun har brug for dig, og så er du her, sammen med mig, som om du kan gøre noget.”
”Mark …”
”Tag hen og hjælp min mor!” råbte Mark.
Fine åbnede munden for at sige noget, men skiftede så mening.
Mark rystede på hovedet og kiggede væk. Lena lagde sine hænder på hans skuldre og førte ham tilbage til hans stol.
Buddy bankede med sine knoer på bordet for at få Jeffreys opmærksomhed og pegede så hen mod døren.
Jeffrey rejste sig op og gjorde tegn til, at Fine skulle gøre det samme. Præsten tøvede og gjorde så, som han blev bedt om og fulgte efter Buddy ud i gangen.
”For fanden da,” sagde Buddy og undskyldte så. ”Undskyld, pastor.”
Fine nikkede og stak hænderne ned i sine lommer. Han kiggede gennem det lille vindue og så Lena tale med Mark. ”Jeg vil bede for hans sjæl,” mumlede han.
Buddy lænede sig tungt ned over sin krykke og spurgte Jeffrey: ”Hvad fanden sker der derinde, Boss?”
Jeffrey vidste ikke, hvad han skulle svare. ”Dave, kan du på nogen måde få det her til at give mening?” spurgte han.
”Mig?” spurgte Fine overrasket. ”Jeg aner det ikke. Sidst jeg så Mark, virkede han til at være okay. Oprevet over det med sin mor, men okay.”
”Hvornår var det?” spurgte Jeffrey.
”Forleden aften på hospitalet. Jeg bad sammen med Grace.”
”Hvad foregik der mellem dig og Jenny Weaver?” sagde Jeffrey.
”Jenny Weaver?” spurgte Fine, oprigtigt forvirret.
”Du sagde, at du kom forbi et par gange for at besøge hende ved juletid,” mindede Jeffrey ham om.
”Nå ja.” Fine gav ham ret. ”Brad bad mig om at besøge hende. Hun var holdt op med at komme i kirken, og han var bange for, at der var noget i vejen.”
”Var der det?”
”Ja. Eller det tror jeg i det mindste,” svarede Fine og rynkede panden. ”Hun ville ikke tale med mig. Der var ingen af dem, der ville tale med mig om noget som helst.”
”Hvem?” spurgte Jeffrey.
Fine pegede hen på døren. ”Mark og Lacey. Jeg talte med Grace om det, men hun kunne ikke stille noget op med dem på det tidspunkt. Hun slog det hen som teenageoprør, tror jeg.” Han rystede trist på hovedet. ”Der er mange børn, der forlader kirken i den alder, men de kommer som regel tilbage, når de bliver ældre. Men Grace var bekymret, så jeg talte med ham.”
”Hvad sagde han?” spurgte Jeffrey.
Fine rødmede. ”Lad os bare sige, at han brugte nogle ord, som jeg ikke ville have, at hans mor hørte. Og lad os så ikke tale mere om den sag.”
Jeffrey nikkede og lod det fare. Han havde hørt på Mark tilstrækkelig mange gange til at vide, hvad han var i stand til. ”Hvad med Grace?” spurgte han. ”Hvordan går det med hende?”
”Hun er meget syg. Jeg tror ikke, at hun klarer den weekenden over.”
Jeffrey tænkte på Mark, der gerne ville besøge sin mor. ”Er det så slemt?” spurgte han.
”Ja,” svarede Fine. ”Her og nu er der ikke mere, de kan gøre for hende, bortset fra at prøve at få hende til at have det tåleligt.” Han kiggede tilbage gennem vinduet. ”Jeg ved ikke, hvad den her familie skal gøre uden hende. Det kommer til at ødelægge dem.”
”Du var ikke med på lejren ved juletid, vel?”
Fine rystede på hovedet. ”Jeg blev her. Jeg er ikke for alvor involveret i lejrturene; det er mere ungdomspræstens arbejde. Brad Stephens.”
”Ham har jeg allerede talt med.”
”Han er en god, ung mand,” sagde Fine til dem. ”Jeg håbede, at han ville tjene som et godt eksempel for nogle af drengene.”
”Du har vejledt Mark, ikke?” sagde Jeffrey.
”En smule,” svarede Fine. ”Han åbnede aldrig for alvor op. Jeg kan kigge i mine noter og fortælle dig, hvis der dukker noget op.”
”Det må du gerne,” sagde Jeffrey til præsten. ”Hvor er du i morgen tidlig?”
”På hospitalet, regner jeg med,” sagde Fine til ham og kastede et blik på sit ur. ”Faktisk vil jeg gerne tilbage dertil i aften, med mindre du har flere spørgsmål til mig.”
”Du må gerne gå,” sagde Jeffrey. ”Jeg er på hospitalet i morgen omkring klokken ti. Tag dine noter med.”
”Jeg er ked af, at jeg ikke har været til mere hjælp,” undskyldte Fine. Han trykkede Jeffreys hånd og så Buddys, inden han gik.
Buddy kiggede på præsten, og vendte sig så om mod Jeffrey. ”Jeg bryder mig ikke særlig meget om det, der sker mellem din kriminalassistent og min klient.”
Jeffrey overvejede at lade, som om han ikke havde lagt mærke til det, men besluttede, at de var forbi det punkt. ”Jeg sætter en selvmordsvagt på ham i nat.”
Buddy købte den ikke. ”Du har stadig ikke kommenteret min bekymring.”
Jeffrey kiggede ind i lokalet igen. Det var lykkedes Lena at få Mark til at sidde ned, og hun aede hans ryg, mens han græd.
”Det har på en eller anden måde forbindelse til Weaver-skyderiet,” sagde Jeffrey.
”Åh, pis,” bandede Buddy og stampede i gulvet med sin krykke. ”Mange tak for den oplysning, Boss.”
”Jeg var usikker på det,” løj Jeffrey. ”Du ved godt, at han var den dreng, Weaver ville skyde.”
”Det lignede et helt almindeligt overfald.”
”Det er det,” sagde Jeffrey. ”Jeg mener, det var det.”
”Gider du ikke tale, så jeg kan forstå det?”
Jeffrey kiggede ind i lokalet igen. Lena havde stadig sin hånd på Marks ryg, mens hun trøstede ham.
”Helt ærligt, Buddy, jeg har ingen anelse om, hvad der foregår.”
”Begynd med begyndelsen.”
Jeffrey stak sine hænder ned i sine lommer. ”Den baby, som vi fandt på rulleskøjtebanen,” sagde han, og Buddy nikkede. ”Vi tror, at Mark er faderen.”
Buddy blev ved med at nikke. ”Det giver mening.”
”Vi tror, at hans søster kan være moderen.”
”Hende, der er blevet bortført?”
Jeffrey nikkede. Hans mave vendte sig, da han tænkte på Lacey Patterson og på, hvad der kunne være sket med hende.
”Jeg troede, Weaver var moderen,” sagde Buddy.
”Nej,” sagde Jeffrey. ”Sara foretog obduktionen. Jenny var ikke moderen.” Han udelod resten af det, Sara havde fundet.
”Jeg har stadig ikke hørt fra Dottie Weaver,” sagde Buddy til ham. ”Og borgmesteren sveder som en luder i kirken.”
”Hun venter sikkert, til begravelsen er overstået,” sagde Jeffrey og spekulerede på, hvornår begravelsen ville finde sted. Han tvivlede alvorligt på, at Sara ville blive inviteret, men hun havde ikke nævnt noget om det.
”Jeg har brug for dit beedigede skriftlige vidneudsagn i løbet af en dags tid, uanset hvad,” forlangte Buddy. ”Vi har brug for at få det ned på papir, mens det stadig er frisk i erindring.”
”Jeg tror aldrig, at det holder op med at være frisk i min erindring, Buddy,” sagde Jeffrey og tænkte, at han ville komme til at bære rundt på Jenny Weavers død resten af sit liv.
”Hvad sker der ellers her?” spurgte Buddy. ”Du skal ikke skjule noget for mig.”
Jeffrey stak sine hænder ned i lommerne. ”Mark har den her tatovering på sin hånd.”
”Den der hjerteting?” spurgte Buddy.
”Ja,” sagde Jeffrey bekræftende. ”Det er et symbol på et eller andet.”
”Børneporno,” tilføjede Buddy til Jeffreys overraskelse.
“Hvor ved du det fra?”
”Jeg har en anden klient, der har den samme tatovering,” sagde Buddy. ”En eller anden fyr for et par uger siden ovre i Augusta. Jeg tog sagen for at gøre en ven en tjeneste.”
”Hvad handlede sagen om?”
Buddy kiggede sig hurtigt omkring og diskuterede tydeligvis med sig selv, hvorvidt han skulle svare på spørgsmålet eller ej.
”Jeg har været mere end imødekommende, Buddy,” pointerede Jeffrey.
Buddy gav ham ret. ”Så okay da,” sagde han. ”Han blev nakket for kokain. Ikke meget, men nok. Han havde tilstrækkeligt med oplysninger til at få anklagerne til at forsvinde.”
”Det har jeg allerede hørt,” sagde Jeffrey. ”Han er dealer, ikke? Af porno?”
Buddy nikkede.
”Og så optræder han som kronvidne for at holde sin røv ude af fængsel?”
”Bingo,” sagde Buddy. ”Hvor har du hørt om det?”
”Det sædvanlige sted,” sagde Jeffrey, der ikke ville af med flere oplysninger.
”Det sædvanlige sted?” spurgte Buddy.
Jeffrey prøvede at aflede ham. ”Hvor er dit ben?” sagde han og pegede på den tomme plads neden for Buddys højre knæ.
”Pis,” sukkede Buddy. ”Min kæreste tog det. Nægtede at give det tilbage.”
”Hvad gjorde du?”
”Sådan er politiet,” sagde Buddy og støttede sig op ad sin krykke. ”Bebrejder altid ofret.”
Jeffrey grinede. ”Vil du have, at jeg skal snakke med hende?”
Buddy rynkede øjenbrynene. ”Jeg tager mig af det,” sagde han. ”Vil du svare på mit spørgsmål om, hvor du ved det fra?”
”Niks,” sagde Jeffrey. Han kiggede ind i lokalet igen. Mark havde lagt sit hoved på bordet, og Lena sad ved siden af ham og holdt ham i hånden.
Jeffrey åbnede døren. ”Lena,” sagde han og gjorde tegn til, at hun skulle komme ud på gangen.
Lena åbnede munden, sikkert for at bede ham lade hende blive, men lod til at komme på bedre tanker. Hun rejste sig op, uden at kigge på Mark, uden at røre ved ham, og gik ud af lokalet.
”Hvad sagde han?” spurgte Jeffrey hende.
”Ikke noget,” svarede Lena. ”Han vil gerne hen på hospitalet og se til sin mor.”
”Tag hjem,” sagde Jeffrey til hende og uden at vente på, at hun skulle svare ham, gik han ind i lokalet igen med Buddy lige i hælene.
”Mark,” begyndte Jeffrey og satte sig i den stol, Lena havde forladt. ”Vi kender til tatoveringen.”
Mark blev ved med at holde hovedet bøjet. Bordet rystede, da han græd.
”Vi ved, hvad den betyder.”
Buddy lænede sig ind mod bordet på den anden side af Mark. ”Min gode ven, det er i din egen bedste interesse at fortælle os, hvad der foregår.”
”Mark, har du nogen anelse om, hvem der har taget din søster?” sagde Jeffrey. Da der ikke kom noget svar, prøvede han igen: ”Mark, vi tror, at det er nogle onde mennesker, der har hende. Nogle mennesker, der måske vil gøre hende ondt. Du bliver nødt til at hjælpe os.”
Han svarede stadig ikke.
”Mark,” forsøgte Jeffrey igen. ”Dr. Linton sagde, at Lacey virkede syg, da hun så hende.”
Mark rettede sig op og tørrede sine øjne med hænderne. Han stirrede direkte ind i væggen foran sig, og hans krop rokkede frem og tilbage.
”Var Lacey gravid?” spurgte Jeffrey. ”Var det babyen i rulleskøjtehallen?”
Mark blev ved med at rokke frem og tilbage, næsten som om han blev hypnotiseret af væggen.
”Var du far til babyen, Mark?” spurgte Jeffrey.
Mark fortsatte med at stirre frem for sig. Jeffrey viftede med sin hånd foran drengens øjne, men Mark bevægede sig ikke.
”Mark?” spurgte Jeffrey og så højere endnu. ”Mark?”
Mark reagerede ikke.
”Mark?” gentog Jeffrey og knipsede med fingrene.
Buddy lagde sin hånd på Marks skulder, men drengen lagde ikke mærke til ham. ”Jeg tror, vi skal have fat i en læge,” sagde Buddy.
”Sara kan …”
”Nej,” afbrød Buddy. ”Jeg tror, han har set nok til Sara for i dag.”
Klokken var ti, da Jeffrey forlod stationen. Han havde næsten brugt to timer på at ringe rundt i hele staten for at sikre sig, at de andre politistationer havde fået plakaten med Lacey og var klar over, at de skulle holde udkig efter en sort Thunderbird. Mange af de betjente, han talte med, ville gerne give ham alle detaljerne i de åbne sager, de arbejdede på. Jeffrey troede ikke, at han kunne hjælpe nogen af dem, men han sagde alle de rigtige ting og håbede, at betjentene i den anden ende ikke følte, at han gav dem tomme løfter. Det var mere sandsynligt, at en eller anden patruljevogn i Griffin ville støde ind i en sort Thunderbird, end det var, at Jeffrey ville finde en savnet fladskærm, der var blevet stjålet fra en politibetjents mors hus, men han skrev det alligevel ned og gentog serienummeret.
Til trods for, hvad Jeffrey havde fortalt Nick, ville han se, hvad han selv kunne finde på internettet. Med Brads hjælp havde de fundet tusindvis af sider under en overordnet søgning på ’pige-elskere’. Brad var blevet fuldstændig hvid i hovedet, da de havde besøgt den tredje side, og Jeffrey havde ladet den unge patruljebetjent slippe og forsøgt at navigere på internettet alene.
Selv med Jeffreys begrænsede viden om internettet, lykkedes det ham at finde links til side efter side, der indeholdt billeder af børn, der poserede i forskellige kompromitterende stillinger. Da han loggede af, havde han det, som om han blev nødt til at tage et bad for bare at rense nogle af billederne væk fra sin hjerne. Sara havde ret. Måske ville en smule afstand til sagen give ham et perspektiv. Som det var lige nu anede han ikke, hvor han skulle ende og begynde.
Jeffrey prøvede at lade være med at tænke på, hvad han havde set på computeren, da han kørte hen til Sara. Han havde ringet til hende, inden han var taget fra stationen for at fortælle hende, at der stadig ikke var noget nyt om Lacey, og at han var på vej, hvis hun stadig ville have besøg af ham. Det ville hun heldigvis. Han kørte ind i indkørslen og lagde mærke til, at hun havde ladet lyset brænde for ham. Da han stod ud af bilen, kunne han høre en blød, jazzet sang, der spillede i huset. Sara måtte have holdt øje med ham, for hun åbnede døren, inden han havde fået en chance for at banke på. Alt det, der havde bekymret ham de sidste par dage, forsvandt, da han så hende stå der.
”Hej,” sagde Sara med et underfundigt smil på læberne.
Jeffrey var målløs, og han kunne ikke andet end bare kigge på hende. Saras hår var slået ud og faldt ned over hendes skuldre, og krøllerne var blødere, end de plejede. Hun havde en silkeagtig sort kjole på, som smøg sig om hendes krop og viste hendes kurver fra deres bedste side. En lang slids i den ene side viste en lille smule ben. Hun havde høje hæle på, og de fik hendes lægge til at bevæge sig på en måde, der gjorde, at han fik lyst til at slikke dem.
Hun tog hans hånd og førte ham indenfor. Jeffrey standsede hende i gangen og trak hende ind til sig. De høje hæle lagde omkring ti centimeter til hendes højde, og Sara støttede sin hånd på hans skulder, mens hun tog skoene af, så hun var tilbage i øjenhøjde.
”Bedre?” spurgte hun. Da han ikke svarede, lænede hun sig frem og lod sine læber strejfe hans. Han lod sine øjne være åbne, så længe han kunne, og betragtede hende, mens hun kyssede ham. Hendes mund var sød, og han smagte vin og et strejf af chokolade på hendes tunge.
Jeffrey lukkede døren bag sig, mens han stadig betragtede hende. Han kunne ikke huske, at hun nogensinde havde set smukkere ud end nu, selv med plastret på panden.
”Jeg vil ikke snakke om min dag, eller din dag, eller om hvad der sker,” sagde hun.
Han kunne ikke andet end at nikke.
Sara støttede sig med armen op ad væggen og sendte ham et undrende blik. ”Har du mistet mælet?”
Jeffrey lagde en hånd på sit bryst og forsøgte at udtrykke, hvad han følte. ”Nogle gange,” begyndte han, ”glemmer jeg, hvor smuk du er, og så, når jeg ser dig …” Hans stemme forsvandt, og han prøvede at finde de rigtige ord. ”Det er bare helt fuldstændig overvældende.”
Hun hævede det ene øjenbryn som for at spørge, om han var ved at binde hende noget på ærmet.
”Jeg elsker dig, Sara,” sagde han og gik et skridt tættere på hende. ”Jeg elsker dig så højt.”
Det var, som om hun kæmpede med et smil, og han elskede hende endnu mere for det. I al den tid, Jeffrey havde kendt Sara, havde hun aldrig været i stand til at tage imod et kompliment.
”Jeg tænker, det betyder, at du godt kan lide kjolen,” sagde hun.
”Jeg ville kunne lide den endnu bedre, hvis den lå på gulvet.” Hun gik væk fra væggen, og han betragtede hende, mens hun tog hænderne om bag ryggen og gjorde et eller andet med dem. Hun havde ikke noget på inden under kjolen, så da den faldt ned på gulvet, stod hun fuldstændig nøgen foran ham.
Jeffrey slugte hende, begærede hende på en måde, som skræmte ham. Han gik ned på knæ og kyssede hende, indtil hun ikke længere kunne stå oprejst.