22

Sara sad på gulvet over for Lacey Patterson i det bagerste rum på børneklinikken. For blot et par dage siden var Lacey kommet for at søge hjælp. Nu var hun tilbage og havde været igennem det unævnelige, og det eneste, Sara kunne gøre, var at vente på, at pigen talte.

”Dottie efterlod dig bare i Waynes hus?” spurgte Sara.

”Ja,” sagde Lacey og kiggede ned på sine sko. Hun havde af en eller anden grund bedt om at sidde på gulvet, og Sara havde indvilliget og ønsket at få pigen til at føle sig så godt tilpas som muligt. Hun ville ikke have, at Sara var tæt på, så de havde besluttet, at Sara skulle sidde en tredive centimeter væk fra hende med ryggen op mod den lukkede dør. Lacey sad midt i rummet.

”Pillerne gjorde mig søvnig,” sagde hun.

”Og du husker ikke noget om, hvad der skete, før du vågnede op på hospitalet?”

Hun rystede på hovedet og begyndte så at bide i sine fingernegle. Tiden gik, og den lille pige var nede ved neglebåndet på sin tommelfinger og arbejdede på sin lillefinger, da Sara rakte ud og standsede hende.

”Du skader dig selv,” sagde Sara og opdagede så ud fra Laceys ansigtsudtryk, hvor fjollet advarslen var.

Lacey tyggede på sit neglebånd og spurgte: ”Bliver Mark okay igen?”

”Jeg ved det ikke, søde.”

Lacey fik tårer i øjnene, men hun græd ikke. ”Jeg ville ikke gøre ham fortræd,” sagde hun.

”Hvordan gjorde du ham fortræd?”

”Han kom efter mig igen, og jeg greb bare fat i kniven.”

”Det var dig, der skar ham?”

Hun nikkede og tyggede på endnu en negl. ”De var hjemme hos Dottie og flyttede ting ud af huset og malede. Jeg gemte mig, men Mark fandt mig. Jeg sparkede ham i hovedet med min fod.” Hun tog fingrene ud af munden. ”Mark ville ikke have, at jeg tog herhen til dig. Jeg ville sige farvel, og så var jeg så bange, at jeg blev syg. Jeg er ked af det.”

”Det er helt i orden,” forsikrede Sara hende. ”Du kom herhen, og så dukkede Mark op? Og så løb du, og Dottie kom og tog dig med i den sorte bil?”

Lacey nikkede, men hun ville stadig ikke sige, hvem der havde kørt bilen. ”Du tror ikke, det var derfor, han prøvede at slå sig selv ihjel, vel? Fordi jeg ramte ham?”

”Nej,” forsikrede Sara hende. ”Jeg tror, at Mark havde en masse andre problemer, som fik ham til at tænke, at det var hans eneste udvej.”

”Må jeg besøge ham?” spurgte hun med en lille stemme.

”Hvis du vil.”

”Det vil jeg gerne.”

Sara lænede sig bagud og kiggede på pigen, der tyggede på sine fingre. Laceys hår var næsten blevet kronraget. Dottie havde sikkert planlagt at forklæde hende som dreng, indtil hun kunne sælge hende til højestbydende.

”Kommer min far snart tilbage?” spurgte Lacey.

”Vil du gerne se ham?”

”Han vidste det ikke,” sagde hun, som om hun kunne læse Saras tanker. ”Jeg vidste godt det med Mark og mor, men far vidste det ikke.”

”Er du sikker?”

Hun nikkede. ”Han ville have slået Mark ihjel, hvis han fandt ud af det.”

”Hvad med dig, søde skat?” spurgte Sara. ”Rørte Mark nogensinde ved dig?”

Hun kiggede væk.

”Lacey?”

Hun rystede voldsomt på hovedet, men Sara troede ikke på hende. Hun var stadig splittet i spørgsmålet om Mark Patterson. På den ene side havde han været offer, og på den anden side havde han tydeligvis været en misbruger.

”Mark var sød mod mig,” sagde Lacey.

Sara sagde ikke noget til det. ”Fik Dottie dig nogensinde til at posere på billederne?”

”Nej,” sagde hun. ”Men Mark og Jenny gjorde. De fik taget billeder, og nogle gange var de med i filmene. Jeg så dem gøre det.”

”Men du gjorde det aldrig?”

Lacey lagde hånden tilbage over munden. ”Mark sagde, at hvis han nogensinde fangede mig i at gøre noget af den slags, ville han sige det til far.”

”Mark ville ikke have, at du gjorde det?”

”Jeg ville gerne,” svarede hun med en vranten barnestemme. ”Jenny gjorde det, og hun tog til en fest og gjorde det med en masse drenge.”

”Tror du, Jenny nød at gøre det?”

”Jeg prøvede det én gang, og Mark fandt ud af det.” Hun lod sin hånd falde ned i skødet. ”Det var dengang, han slog mig.”

Sara prøvede at forstå det. Hun havde aldrig drømt om, at Mark forsøgte at beskytte sin søster.

”Det var dengang, Mark blev anholdt, ikke?”

Lacey virkede overrasket over, at Sara vidste det. ”Ja.”

”Men han fortalte det ikke til din far?”

”Jeg sagde til ham, at jeg ville fortælle om ham og mor, hvis han gjorde det.”

Hun sagde ”ham og mor” på en messende måde, som om sætningen var blevet øvet igen og igen. Sara forestillede sig, at Lacey havde brugt det som trussel ved mere end en lejlighed. Hun var stadig et barn inderst inde, og de fleste børn vil gøre hvad som helst for at få deres vilje.

”Jeg kunne alligevel ikke lide det,” sagde Lacey. ”Jeg sagde til ham, at jeg ikke ville gøre det mere. Jeg kunne ikke lide det.” Hun rynkede panden. ”Dottie var ond, når hun var sådan. Ikke som hun var, når vi legede.”

”Du legede med hende?”

”Hun passede os nogle gange,” smilede Lacey. ”Hun havde den her leg, vi legede, hvor vi alle sammen skulle klæde os ud, og hun tog os med i biografen, mens vi havde fint tøj på.”

”Det lyder rart.”

”Men sådan var hun ikke hele tiden.” Lacey begyndte at pille i et sår på sit ben. ”Nogle gange var hun ond. Så kunne jeg ikke lide hende.”

”Jeg bebrejder ikke dig,” sagde Sara til hende. ”Var det hende, der talte om renhed?”

Laceys hoved røg op. ”Hvor hørte du om det?”

Sara besluttede sig for at lyve. ”Mark fortalte mig om det.”

Lacey rystede på hovedet. ”Det ville han ikke have fortalt dig.”

”Er du sikker?”

Hun trak på skuldrene, men Sara kunne se, at hun ikke var det.

”Dottie blev gal på Jenny, fordi hun sagde, at hun var besat af det.”

”Besat af hvad?”

”Det de gør med små piger derovre,” mumlede hun. ”Jenny lavede den her opgave i skolen sidste år om Afrika og forskellige stammer. Hun sagde, at kvinderne var heldige, fordi de tilhørte nogen. Deres fædre eller deres mænd, og så længe de opførte sig ordentligt, så var de i sikkerhed.”

”Tror du på det, Lacey?”

Hun ignorerede Saras spørgsmål. ”Dottie var vanvittig. Jenny kunne ikke slippe det. Heller ikke, da mor kom derover og sagde, at hun skulle holde op.” Hun vendte siden til. ”Mor kan som regel få folk til at gøre ting, som de måske ellers ikke ville gøre. Det er hun god til.”

Sara tog en dyb indånding og prøvede at forstå, hvad det var, barnet afslørede. ”Så din mor og Dottie sagde til Jenny, at hun skulle holde op med at tale om omskæringen?”

”De var bange for, at hun ville få problemer i skolen. De blev nødt til at flytte på grund af det. De fik besøg af en særlig vejleder. Dottie sagde, at han ville ringe til politiet på grund af det, Jenny fortalte.”

”Om piger, der blev skåret på den måde?” spurgte Sara og undrede sig over en pige, der var besat af selvlemlæstelse.

”Jenny sagde, at kvinderne derovre ikke behøvede at bekymre sig om ting …” Hun tav og sagde så: ”Som sex og den slags. Og den slags som Dottie lavede. De har ikke den slags derovre, fordi børn er hellige. Piger er beskyttet.”

”Hvorfor ville Dottie skære i hende, Lacey?”

”Det ville hun heller ikke,” sagde Lacey. ”Efter juleturen besluttede Jenny sig for at gøre det mod sig selv.”

Sara rystede på hovedet og ville ikke acceptere det. ”Hun kunne på ingen måde have gjort det mod sig selv, søde.”

”Men det gjorde hun,” insisterede Lacey. ”Hun brugte et barberblad, men så begyndte hun at skrige, og Dottie løb ovenpå og begyndte også at skrige.”

”Du var i huset?”

”Jeg var nedenunder sammen med mor, fordi det var lønningsdag.”

Sara vidste godt, at hun ikke burde være overrasket over, at de her kvinder havde en almindelig lønningsdag, men det gav god mening, at de kørte deres syge lille udgivelse som en forretning. De havde gjort det her i mindst tretten år og vidste, hvad de foretog sig.

”Jenny råbte så højt, som om hun var ved at dø,” sagde Lacey. ”Og så kom mor ned igen og fortalte mig, at Jenny havde gjort det selv.”

Sara nikkede for at få hende til at fortsætte, fordi det var det eneste, hun kunne gøre.

”De kunne ikke tage hende hen på hospitalet, så mor sagde, at det bedste, de kunne gøre, var at afslutte det, hun var begyndt på …” Lacey holdt en pause. ”Så det gjorde de.”

”Bedøvede de hende?” spurgte Sara.

”Mor gav hende nogle af sine piller, så hun ikke ville få infektion i det.”

”Det var ikke det, jeg mente,” sagde Sara til hende. ”Fik de gjort hende bevidstløs, inden de begyndte at skære i hende? Eller fik hende til at sove, så hun ikke kunne mærke det?”

”Jeg tror, hun faldt i søvn af sig selv, da de begyndte,” fortalte Lacey. ”I det mindste holdt hun op med at skrige efter et stykke tid.”

Sara tyggede på sin underlæbe og prøvede at komme frem til et svar. ”Hvad fik Jenny til at gøre det mod sig selv?” spurgte hun.

”Carson og Rory gjorde grin med hende, da vi var på ski, som om hun ville gå med dem, og det ville hun ikke.”

”Gå med dem i betydningen ‘have sex’?”

Hun nikkede. ”Hun sagde, at hun ikke ville, at de ikke var rene, og de blev vrede på hende og kaldte hende en luder, og hun vidste ikke hvorfor, men så fortalte Cooper hende, at hun havde gjort det, den gang hun tog over til deres hus sammen med Mark.” Hun trak på skuldrene. ”Mark kom noget i hendes drink for at få hende til at opføre sig mærkeligt og glemme.”

”Ved du, hvad det var?”

”Noget, der får dig til at have det virkelig skidt dagen efter,” svarede Lacey. ”Hun havde virkelig meget kvalme og blev nødt til at blive hjemme fra skole i to dage, og Dottie sagde, at hun havde influenza.”

Rohypnol, tænkte Sara. Det man brugte til drug-rape.

”Hun gjorde, hvad hun gjorde, ved du nok,” fortsatte Lacey. ”Mark siger, at stoffer bare får dig til at gøre det, du alligevel gerne vil gøre.”

”Det passer ikke,” sagde Sara til hende. ”Især ikke med det stof, som han efter al sandsynlighed gav hende.”

Lacey trak på skuldrene, som om det ikke betød noget. ”Hun kunne alligevel godt lide Cooper Barrett.”

”Var han med på skituren?” spurgte Sara.

”Ham og Rory og Carson,” sagde hun. ”De stak sedler ind under døren på hotellet, og da vi stod op en morgen, var der et skilt over værelsesnummeret, hvor der stod nogle modbydelige ting.” Hun kiggede op på Sara. ”Jeg tænker, at det var dem, der stjal ting fra hendes skab i skolen.”

”Hvilke slags ting?”

”Billeder og den slags. De rev dem i stykker, så hun blev nødt til at holde op med at have ting i sit skab bortset fra bøger.”

”Jeg går ud fra, at det gjorde hende oprevet?”

Lacey trak på skuldrene, men Sara kunne mærke, at det havde gået hende på.

”Hvorfor tror du, Mark gjorde det mod hende?” spurgte Sara. ”Bad Dottie ham om at tage hende med til festen?”

Lacey nikkede, og Sara lagde en hånd på maven og tænkte på Mark, der legede alfons for Jenny for at rekruttere flere børn til Dottie.

”Jenny var træt af, at de generede hende,” sagde Lacey. “Og Dottie sagde til Jenny, at hun bare skulle gå med dem igen, og at det ville få dem til at stoppe, men det ville Jenny ikke. Hun sagde, at hun ville være ren.”

”Så det var altså det, der fik hende til at skære sig selv mellem benene?” spurgte Sara.

”Hun begyndte på det, men Dottie blev nødt til at gøre det færdigt,” sagde Lacey.

Lacey vendte tilbage til såret, og Sara betragtede hende, mens hun pillede i det, indtil det begyndte at bløde.

Sara tog et papirlommetørklæde op af lommen og duppede blodet af pigens ben. ”Så du nogensinde, hvad Dottie gjorde mod Jenny den aften?”

Hun rystede igen på hovedet. ”Jeg fik ikke lov til at tale med hende igen.”

”Hvorfor?”

”Fordi mor sagde, at jeg ikke måtte,” sagde hun og kiggede igen ned på såret, mens hun pillede i det. ”Mor fortalte mig, at hun ville lade Dottie gøre det samme mod mig, hvis jeg talte med Jenny.” Hun pegede ned i skødet. ”Dernede.”

”Var din mor også gal på Jenny?”

Laceys stemme var sløret, fordi hun havde hovedet vendt nedad. Sara måtte anstrenge sig for at høre hende sige: ”Mor sagde, at Mark havde været sammen med Jenny, og det var ikke rigtigt. Det gjorde Jenny gal, og det var derfor, hun gjorde det mod sig selv.” Hun holdt en pause. ”Børn skulle kun være sammen med voksne, fordi voksne ved, hvad de gør, og det gør børn ikke.”

”Er du sikker på, at din far ikke vidste noget om det her?”

Hun rystede igen på hovedet med læberne presset sammen til en lige streg. ”Han ville have slået Mark ihjel.”

”Tror du ikke også, han ville have været gal på din mor?” Sara besluttede sig for at presse hende lidt mere. ”Tror du ikke, han ville have været vred over, at din mor var gravid?”

Laceys hoved røg op. ”Hvordan vidste du det?”

”Jeg ved en masse ting,” sagde Sara til pigen.

”Det var Marks skyld, at hun blev gravid,” sagde Lacey, og igen var Sara slået af den erfarne tone. Det var tydeligvis noget, som nogen havde instrueret hende i. ”Mor fortalte far, at hun ikke kunne være sammen med ham, da hun blev syg igen. Det var derfor, hun vidste, at det var Marks.”

Sara tog igen en dyb indånding. Hun tvivlede seriøst på, om de nogensinde ville finde ud af, hvem den rigtige far til den baby var.

”Sidste lørdag,” begyndte Sara. ”Hvad skete der?”

”Mor tog op til Skatie’s for at finde Mark, og hun blev syg.”

”Hvordan syg?” spurgte Sara.

Lacey kiggede ned på sit ben igen. ”Hun kørte os derop for at lede efter Mark, og så blev hun virkelig syg og blev nødt til at gå på toilettet.”

Sara prøvede at huske, hvor høj Grace Patterson var. Hun var en lille kvinde, og Tessa kunne nemt have troet, at hun var teenager.

”Gik du med hende ud på toilettet?” spurgte Sara.

Lacey nikkede.

”Og så kom Jenny?”

”Hun så os gå derind.”

”Hvad skete der så?”

Lacey sukkede længe. ”Babyen kom ud mellem hendes ben, og der var en masse blod …” Hun holdt en pause og kiggede stadig ikke op på Sara. ”Mor sagde, at babyen var syg på grund af den kræftmedicin, hun tog, og at de blev nødt til at tage sig af den.”

Sara sank en klump.

”Hun sagde til mig, at jeg skulle vente i bilen, mens hun og Jenny tog sig af den.”

”Hvorfor fik hun Jenny til at blive?”

”For at straffe hende. Det var Jennys skyld, at alt det her skete. Hvis hun ikke havde været sammen med Mark til at begynde med, så ville mor ikke have været nødt til at gøre det, hun gjorde.”

Sara lænede sit hoved op mod døren og prøvede at komme på noget at sige. Hun var forbløffet over den magt, Grace Patterson og Dottie Weaver havde over de her børn. At Sara havde været i nærheden af dem og ikke lagt mærke til, hvor forfærdelige de var, var noget, som hun aldrig ville tilgive sig selv.

Lacey sikrede sig, at hun havde Saras opmærksomhed og sagde så: ”Mor fortalte Jenny, at hun ville fortælle dig, hvad Jenny havde gjort, hvis ikke hun blev og hjalp.”

”Mig?” sagde Sara ude af stand til at skjule sit chok.

”Jenny ville være børnelæge, ligesom du er,” sagde pigen. ”Hun troede ikke, du ville hjælpe hende, hvis du vidste, at hun havde sex med alle de her mennesker.” Den erfarne tone vendte tilbage til hendes stemme, da hun sagde: ”Hvis du ikke gør det, fortæller jeg dr. Linton, hvad for en luder, du er.”

Sara var forfærdet over, at hendes navn var blevet brugt til at true et barn. ”Det er ikke rigtigt,” sagde Sara indædt til hende. ”Det er overhovedet ikke rigtigt.”

Lacey trak på skuldrene, som om det var lige meget.

Sara havde lyst til at ruske i hende. ”Jeg ville have gjort alt, hvad jeg kunne, for at hjælpe hende, Lacey. Ligesom jeg vil gøre alt, hvad jeg kan, for at hjælpe dig.”

”Jeg har ikke brug for hjælp nu,” sagde Lacey med en stemme, der indikerede, at det var for sent.

Sara var så vred, at tårerne væltede op i hendes øjne. Hun havde foretaget obduktionen på babyen. Hun vidste præcis, hvad Grace og Jenny havde gjort ved det stakkels væsen. At tænke på Jenny, der gik med til en lemlæstelse af frygt for at blive udstillet over for Sara, fik galden til at stige op i hendes hals.

”Mor sagde det tit,” sagde Lacey til hende. ”Jenny ville gerne have, at du tænkte, hun var et godt menneske.”

Sara lagde sin hånd på halsen. ”Hun var et godt menneske.”

Lacey kiggede ned i gulvet. ”Klart.”

”Det, der skete med Jenny, var skrækkeligt. Det var ikke hendes skyld.”

Lacey trak igen på skuldrene.

”Min søde ven,” sagde Sara og prøvede at lyde beroligende. Hun rakte ud efter Laceys hånd, men hun trak sig væk.

Sara lod et minut gå, inden hun spurgte: ”Hvorfor tror du, Jenny truede med at slå Mark ihjel?”

Lacey trak på skuldrene, men Sara kunne godt mærke, at hun kendte svaret.

”Tror du, hun ville have det til at holde op?”

Hun trak på skuldrene.

”Tror du, at det var den eneste måde, hun tænkte, hun kunne stoppe det, ved at rette den pistol mod Mark? Ved at ende i en …” Sara standsede og mærkede en trykken for brystet. Jenny havde vidst, at hun ville ende på et bord i lighuset. At få Jeffrey til at trykke på aftrækkeren var hendes måde at tvinge Sara til at se, hvad der var sket med hende.

Lacey kiggede op med et ansigt, der var fuldstændig blottet for følelser. ”Jenny vidste bedre end det,” sagde hun. ”Hun vidste, at det aldrig ville kunne stoppes.”

Sara søgte efter et svar, men var først og fremmest bange for, at det, Lacey sagde, var rigtigt. ”Vi fanger Dottie, inden hun gør det her igen, Lacey. Jeg lover, at vi gør alt, hvad vi kan for at stoppe hende.”

”Ja, okay …” Hun trak på skuldrene, som om Sara lige havde indviet hende i en umulig fantasi. ”Kommer min far snart?” spurgte hun. ”Jeg vil gerne hjem.”

”Lacey,” begyndte Sara uden at vide, hvad hun ellers skulle sige.

Pigen kiggede op med tårer i øjnene. De sidste par dage havde ældet hende. Hun lignede ikke længere en lille ubekymret pige, der ikke havde andet at tænke på, end om hun ville blive optaget på cheerleaderholdet. De folk, der havde misbrugt hende, var væk, men hun ville altid bære rundt på det, som de havde gjort mod hende, i sit hjerte. Sara kiggede på hende og havde aldrig i sit liv følt sig så hjælpeløs. Hun ville gerne gøre noget for at hjælpe, men hun vidste, at det var alt for sent. Hun vidste også, at der var flere børn som Lacey derude, flere børn, der var blevet ofre for Dottie Weaver – og mange flere, der stadig kunne blive det.

Lacey tørrede sin næse med bagsiden af hånden og snøftede højlydt. Det lykkedes hende at smile til Sara og gentage: ”Kommer min far snart? Jeg vil gerne hjem.”