Så er der afgang!
Vigga kom ikke i skole de næste par dage. Hun sagde, det var fordi, hun var halvsløj og gerne ville være helt frisk til turen. Sebastian havde dog en bange anelse om, at det var på grund af Emma og William, at hun ikke ville i skole. Han havde selv forsøgt at undgå Emma og William i frikvartererne – og de havde heller ikke sagt noget til ham. Sebastian havde sendt nogle sms’er til Vigga for at høre, om hun var okay – hun skrev tilbage, at alt var fint. Men det troede Sebastian ikke helt på. Han vidste bare ikke rigtigt, hvad han skulle skrive tilbage.
Det blev endelig fredag – dagen hvor de skulle af sted! Sebastian havde pakket i god tid og fået købt de ting, han skulle have med: Et par seje shorts, T-shirts, en solhat, et par solbriller, solcreme og et par nye gummisko. Og så havde hans mor insisteret på, at han fik et par lyse lærredsbukser og en hvid skjorte, han kunne have på til brylluppet dernede. De havde været i tre forskellige butikker, og han havde prøvet tre par bukser og fire skjorter, inden de fandt noget, Sarah syntes var i orden. Men værst af alt: Det lignede fuldstændigt noget, hans far kunne finde på at gå i! Sebastian gjorde sig derfor umage for at glemme at komme begge dele i kufferten.
- Har vi nu det hele? sagde Sarah og betragtede sine stopfyldte kufferter.
- Det håber jeg da så sandelig! kommenterede Poul og begyndte at bære kufferterne ud i bilen.
- Jeg kan simpelthen ikke bære den – jeg bliver så forpustet for tiden. Pyh ... Jeg sætter mig lige lidt ned, prustede Sarah.
- Gi’r du ikke en hånd? spurgte Poul og så på Sebastian.
De begyndte at bære ud. Den ene taske var tungere end den anden. Sådan var det som regel: Selv når de skulle ud på en lille tur, så tog Sarah næsten hele sin garderobe med.
- Jeg kan simpelthen ikke beslutte mig for, hvilket tøj, jeg skal have på! sagde hun og valgte derfor at tage det hele med.
Da de omsider havde fået det hele slæbt ind i bilen, klappede Poul et par gange og sagde med en resolut stemme: Godt, hop ind. Så er der afgang!
Det summede af liv i lufthavnen – folk gik på kryds og tværs mod hver deres destination. Nogle skulle nå et fly. Andre var lige ankommet og skulle videre med bus, tog eller bil. Alle passagerer, der landede i lufthavnen, gik ud ad en stor ankomstdør. Foran døren stod der folk med flag i hånden og store smil – de ventede på deres familie eller gode venner.
Vigga og hendes forældre var allerede kommet. De stod på det aftalte sted og viftede med deres billetter. Det var godt at se Vigga. Hendes øjne strålede på den der helt særlige måde – og så vidste Sebastian, at Vigga var glad.
- Hej Sebastian! Hvor er det godt at se dig! Sally, Viggas mor, gav ham et stort knus. Hun lignede Vigga ret meget. Samme smilende øjne og stort krøllet hår. Han lagde mærke til, at Sally havde et armbånd, der var skåret ud med små elefanter på. Michael, Viggas far, gav også et kram. Han var høj, slank og havde en pjusket frisure. Sebastian syntes, Michael altid var så venlig og rar – og han havde også følelsen af, at Michael kunne lide ham.
- Jamen, så er vi alle samlet, sagde Poul og rømmede sig. Altså bortset fra Ketty og Adam, de skal jo åbenbart komme for sent, fuldstændig som de plejer
- Typisk! tilføjede Sarah.
- Er det ikke dem, der kommer derhenne? Michael pegede hen mod en svingdør.
- Det er jeg bange for, sukkede Sarah og kiggede opgivende på Poul.
Det var egentlig de fleste ting ved Ketty, som Sarah og Poul var irriterede over. Fx at hun ikke boede i et almindeligt hus. Ketty boede i stedet i et gammelt, faldefærdigt hus med masser af bøger, støv og ting og sager. Og hendes tøj var ikke altid rent og pænt, som Poul og Sarahs. De sørgede altid for, at deres tøj var pletfrit, nyvasket og ikke mindst: strøget! Til gengæld brugte Ketty tid på at male og tænke over livet – altså at filosofere. Hendes gode ven Adam boede i et gammelt vandtårn, han elskede at kigge på stjerner og opfinde nye dimser og apparater.
- Hvor er det skønt at se jer! Ketty styrtede rundt og hilste på dem alle. Hun havde en løstsiddende lilla skjorte på, hendes små læsebriller hang om halsen på hende. På hovedet havde hun en lille, strikket tophue med en kvast. Den havde hun stort set altid på – både sommer og vinter. Ansigtet var fyldt af rynker, mest ved øjnene og omkring munden. Sebastian vidste egentlig ikke, hvor gammel hun var. Men hendes øjne så på en eller anden måde unge ud.
Michael og Sally så ud til at være glade for at se Ketty – Poul og Sarah var mere forbeholdne og havde mere fokus på, hvornår de skulle med flyet.
- Det er godt at se jer – jeg glæder mig sådan til at komme til Kenya! sagde Adam og gav Sebastian og Vigga et venligt tjat på skulderen. Adam var ikke ret høj, cirka samme højde som Ketty, han var skaldet og havde nogle små, runde briller på. Sebastian havde altid syntes, at Adam lignede en rigtig opfinder. Eller en professor. Sebastian elskede at besøge Adam i hans vandtårn, hvor det flød med papirer, skruer og møtrikker, fjedre og ledninger.
- Nok snakkeri, vi må hellere se at komme ud til det rigtige fly, Poul skar igennem og forsøgte at dæmpe Ketty og Adam, der allerede var faldet i snak med Viggas forældre.
- Ja, lad os komme af sted, sagde Sarah med en bestemt tone. Man kunne godt høre, at de var vant til at bestemme meget.
De tjekkede deres bagage ind, viste deres pas og blev undersøgt i sikkerhedskontrollen, og så gik de ud i afgangshallen med alle de toldfrie butikker. Det havde kun været der i fem minutter, så stod Sarah pludselig og viftede med et lille glas i hånden.
- Kan I gætte, hvad det her er? spurgte hun med et stort smil.
- Næh ... Poul rystede på hovedet.
- Asier? foreslog Sebastian.
- Det er simpelthen små peberfrugter fyldt med chili, kapers og ansjoser! Sarah åbnede låget med et snuptag og proppede en lille, mørkerød peberfrugt i munden og lukkede øjnene som om, hun nød det i fulde drag.
- Hvad i alverden er en ansjos? spurgte Vigga.
- Det er en lille fisk. Det smager ret saltet – man bruger dem også nogle gange på pizzaer, fortalte Poul.
- Fisk på pizzaer! Sebastian stak tungen ud af munden og skar ansigt.
- Det der er et stort glas! Øh, kan du huske, hvad du betalte for det? spurgte Poul.
- Slet ikke. Men de smager vidunderligt! Vil I smage?
- Det er okay. Jeg tror ... jeg finder noget andet, svarede Vigga venligt.
- Først asier, så underlige salte fisk. Hvad bliver det næste? mumlede Sebastian og rystede på hovedet.
Det gav et sug i hele kroppen, da flyet lettede. Langsomt, men sikkert, ændrede flyets vinkel sig, og hjulene slap landingsbanen. De mærkede et let tryk i ørerne.
- Se! København er dernede, sagde Sebastian og pegede ned på en masse lysende bygninger. Det lignede en legetøjsby – en model og ikke en rigtig by. Sebastian og Vigga sad ved siden af hinanden.
- Det bliver godt, det her, sagde han.
Hun nikkede.