Welcome my friends

Flyet mellemlandede i Amsterdam – der var der en times ventetid, inden de skulle videre med et andet fly til Kenya. Sebastian og Vigga brugte tiden til at logge på klassens blog.

Nu er vi på vej. Vi fik club-sandwich med dinosaurus på det første fly Kenya ligger ret langt væk, så vi skal med to fly. Først mellemlander vi her i Amsterdam, og så tager vi videre til Nairobi. Vi glæder os til at komme ned at se, hvor vi alle kommer fra.

/Vigga & Sebastian

På flyturen kunne de vælge at se en film på en skærm, der sad i sædet foran eller høre musik, men efter et par timer blev lyset i hele flyet slukket, og de fleste lagde sig til at sove. Flyet landede i Nairobi, hovedstaden i Kenya, næste morgen.

- Nu skal vi huske alle vores ting, sagde Poul højt og forsøgte at mase sig ud på gangen, da flyet var landet, og personalet gjorde tegn til, at passagererne godt måtte rejse sig og gå ud.

- Hvor bor din bedstefar henne? spurgte Sebastian.

- Vistnok et stykke væk, svarede Vigga.

- Vi skal køre med bus nordpå, forklarede Sally. Det tager nogle timer – her i Kenya er vejene ikke særlig gode. Der er masser af huller, og trafikken kan også være slem.

Da de trådte ud af lufthavnen, blev Sebastian mødt med en så varm luft og så skarpt et sollys, at det næsten slog ham omkuld.

- Wow! Her er godt nok varmt, sagde han overrasket.

- Det er Afrika! Så selvfølgelig er her varmt! sagde Michael og grinede.

Ketty tog et par dybe indåndinger.

- Og mærk lige osen fra alle bilerne! sagde Vigga og hostede.

De fandt den bus, der kørte dem til bedstefar Katos landsby. Det var en gammel bus med slidte lædersæder med huller, og en sær lugt hang i luften. Den stammede måske fra noget af alt det affald, der lå rundt omkring på gulvet: Bananskræller, afgnavede majs og åbne dåser.

- Altså! stønnede Sarah. - De kunne i det mindste da godt rydde lidt op herinde.

Der var mange, der skulle med bussen, og der var mange af dem, der havde masser af bagage med. Alle store kufferter skulle enten op og ligge på taget og spændes fast med et reb, eller også skulle de proppes ind i et bagagerum midt i den ene side af bussen. Poul så nervøst til, mens både kufferter, tøjbylte, fyldte sække, poser og papkasser blev stablet op lige foran ham.

- Bare de nu ikke … åh nej! sagde han.

- Hvad nu? spurgte Sarah.

- Chaufføren tog min kuffert med ud – nu putter han den op på taget! Og det er min dyre rejsetaske fra London. Ægte læder endda! Poul svedte pludselig endnu mere.

- No! sagde Poul, da chaufføren kom ind og ville hente Sarahs kuffert, der åbenbart også skulle op på taget. Han tog kufferten op på sit skød og dækkede over den med armene.

- No problem, sagde chaufføren og smilede, mens Poul blev mere og mere hvid i ansigtet.

Bussens vinduer fungerede som et drivhus, og det skabte en voldsom hede. De måtte bruge en avis som vifte, så de fik fornemmelsen af frisk luft.

Endelig startede bussen. Den larmede og skramlede, når den kørte, men lige så snart de kom ud på den store vej og fik farten op, kom der i det mindste lidt frisk luft ind gennem de øverste vinduer.

- Av! udbrød Sarah højt, da bussen kørte ned i et stort hul i vejen, som fik hele bussen til at ryste. - Jamen, det er jo komplet umuligt at holde frisuren under de her omstændigheder! brokkede hun sig.

Sebastian kunne ikke lade være med at smile, da Sarah forgæves forsøgte at få styr på sine røde lokker.

- Det sidder jo helt forfærdeligt, mumlede hun. Noget af det værste, hun vidste, var, når hendes frisure ikke sad præcis, som den skulle.

De kørte forbi et område, hvor der lå en masse skrald i vejkanten. Poul holdt sig for næsen.

- Sikke en stank, sagde han. Det lød ret fjollet, for hans stemme blev helt forvrænget. - Hvorfor ligger der så meget skrald i gaderne?

- Der er mange fattige mennesker her, og de lever på en anden måde, end vi er vant til. Der er mange, der lever af at finde mad og ting i skraldet, forklarede Michael.

- Finde mad i skraldet? sagde Sarah forbløffet. Det kan man da ikke spise! Det er da beskidt og ulækkert.

- De har ikke så mange andre muligheder. Når man ikke har nogen penge, så må man finde alternative måder at overleve på, sagde Michael og så med en bekymret mine ud gennem ruden, hvor nogle lokale i snavset og slidt tøj rodede i store bunker af skrald.

- Men sig mig lige engang, sagde Sarah, der nu havde fået lidt mere styr på sit hår ved hjælp af nogle hårspænder. - Der hvor vi skal hen, der lever de vel ikke af skrald? spurgte hun nervøst.

- Nej, bare rolig, sagde Sally. Kato er jo høvding, så det er nogle andre levevilkår. Det er jo ikke alle i Kenya, der er fattige.

- Men hvad laver sådan en høvding egentlig, og er det et fuldtidsjob? spurgte Sarah.

- Tja, det kan man vel godt sige. En høvding er én, der bestemmer i familien. Altså et slags overhoved for familien, der sørger for, at alt fungerer, og at familien har det godt.

- Nå, på den måde, sagde Poul.

- Jeg ved godt, det lyder lidt underligt, at han er høvding, svarede Sally. Men når han ikke er høvding for landsbyen, så er han direktør.

-   Direktør? afbrød Poul med overraskelse i stemmen.

- Så er sagen jo en ganske anden, tilføjede Sarah og rettede sig med besvær op i sædet og glattede sin nederdel ud. Sebastian forstod ikke lige, hvorfor sagen så var en anden.

- Han er direktør i et mobiltelefonselskab, fortalte Sally.

- Han arbejder faktisk i Nairobi til daglig, i en af de der høje kontorbygninger man kan se derude, sagde Michael og pegede på byens skyline. I horisonten var der et hav af store bygninger, der stak op.

Sebastian så ud ad vinduet: Det var en blanding af store moderne bygninger, små huse med bliktag, skilte med reklamer, folk i jakkesæt med computertasker, arbejdsmænd med slidt tøj og bare fødder, tiggere i vejkanten og børn, der løb rundt i skoleuniformer. På vej ud af byen kørte de forbi en masse træhytter med bliktage. Her var der små boder i vejkanten, og folk så fattigere ud. Bussen stoppede pludselig brat op og dyttede – chaufføren råbte højt og fægtede med armene. Der gik en mand med to geder tværs over vejen i et adstadigt tempo og spærrede det hele.

- Trafikken er lidt anderledes end derhjemme, grinede Michael.

- Jeg ville aldrig køre her! sagde Poul bestemt. - Her er alt for mange biler, de kører for tæt på hinanden, og risikoen for at få ridser og buler i bilen er jo tårnhøj. Og alle de huller i vejene er dårlige for bilens støddæmpere – og for hjulene selvfølgelig.

- Kan du egentlig tale swahili? afbrød Sebastian og så på Sally. Hvis Poul først kom i gang med at tale om biler, kunne han fortsætte i evigheder, og det gad Sebastian ikke høre på.

- En smule. Når man ikke bruger det så tit, så glemmer man det hurtigt, men lidt kan jeg.

- Ved du, hvordan man siger »liv«? Ketty lænede sig frem fra sædet bag dem.

- Maisha. Det betyder liv på swahili.

- Maisha, mumlede Sebastian. Han syntes, det var ret sejt, at Viggas mor kunne tale swahili.

Bussen stoppede brat ved et stoppested. Der steg endnu flere ombord på bussen.

- Hvor skal alle de mennesker dog være? stønnede Sarah.

- Prøv lige at se ham derhenne, Adam prikkede Sebastian på skulderen og pegede hen på en høj, tynd mand, der steg ind i bussen. Han var klædt i en slags kjole i klare blå og røde farver. Håret var bundet og flettet i sirlige, flotte mønstre, han havde en massiv kæde om halsen og bronze-ringe i ørerne.

- Se! Han har en dolk med! hviskede Sebastian.

Langs siden i en læderrem bar han en dolk. I hænderne havde han, og det skilte sig noget ud fra alt det andet, en ganske almindelig sportstaske.

- Det er en masai, fortalte Adam. - Det er et berømt stammefolk, som lever her i området, de er kendt for deres traditionelle og farverige påklædning og ikke mindst deres fysik; det er et højt og slankt folkefærd. Stammen er et nomade-folk, det vil sige, de fytter hele tiden rundt, alt efter hvor der er mad til de dyr, de ejer.

- Det er da faktisk nogle meget pæne øreringe, sagde Sarah.

- Jeg skal ikke nyde noget af at spørge, om de er til salg, så længe han har den der dolk på sig, sagde Poul og så på Sarah. De begyndte at grine – det var rart at se, at de endelig var lidt afslappede.

- Hvorfor går de i kjoler – altså både mænd og kvinder? spurgte Sarah.

- Det er det mest praktiske. Masaierne lever jo af at passe dyr på savannen, og man siger faktisk, at de går i de skarpe farver, fordi det skræmmer de vilde dyr væk, forklarede Sally.

- Vilde dyr? sagde Sarah.

- Ja, løver og den slags, sagde Adam.

- Er der løver her? Sarah lænede sig over mod Poul og tog hårdt fat i hans arm.

- Du er kommet ned til den vilde natur, smilede Michael.

Bussen kørte ud på savannen: Der var kun den vej, de kørte på, og knastør ørkenjord med få planter og buske omkring dem. Engang imellem så de nogle lokale gå i vejkanten, enten med geder eller bærende på spande og krukker. Da de havde kørt i et par timer i det knastørre og solrige landskab, var de godt svedige og klistrede. Endelige kom de til den landsby, hvor Kato var høvding. Landsbyen bestod af et par handelsgader, hvor de lokale sad i deres boder og handlede med alle mulige ting: Majs, sæbe, olie, kaffe, bananer og køkkenudstyr. En lille gruppe drenge løb efter bussen, da de drejede ind på den ene af handelsgaderne – i hånden havde de en fiskesnor med en række småfisk bundet på. Vigga vinkede til dem, men rystede venligt på hovedet, da de holdt fiskene op mod vinduet, for at spørge om hun ville købe nogle af de små fisk.

Solen bagte fra en skyfri og lyseblå himmel – støvet hvirvlede op, da bussen omsider standsede foran en større lerhytte med stråtag. Det varede ikke mange sekunder, før bussen var omringet af de lokale. Forrest stod en mand med en stor guldhalskæde med bogstaverne K – A – T – O.

Sebastian havde egentlig forestillet sig en mand med et spyd i hånden og krigsmaling i ansigtet, når han nu var høvding. I stedet var det en stor, tyk mand med moderne, sorte solbriller i panden, en lyserød skjorte, flagrende bukser og et kæmpe smil, der tog imod dem.

- Welcome my friends! sagde han og klemte dem alle på skift. Den ene af hans fortænder var en guldtand, der reflekterede solens lys.

- Welcome to Kenya, sagde han og fik et par unge drenge til at bære kufferterne.

- Er det direktøren? hviskede Sarah og tydeligvis lidt skuffet over at møde en direktør, der ikke var klædt i jakkesæt.

- Det er direktøren – og høvdingen. Bare rolig, han er en stor mand hernede, og han skal nok passe på os, sagde Sally beroligende.

- Soon we will have a big party! sagde Kato og slog en høj, varm latter op. Han viste dem rundt på sin ejendom, som udover fælleshuset med køkken, spisesal og opholdsstue bestod af 10-12 mindre hytter. Der var med andre ord masser af plads: Sebastian og Vigga fik deres egen hytte – det samme gjorde Poul og Sarah, Michael og Sally samt Adam og Ketty. Nogle af hytterne var ret primitive og så ud, som om de var bygget af ler, og så havde de palmeblade på taget.

- Se, de der hytter er bygget op af komøg, sagde Viggas far og pegede.

- Komøg? Sarah kunne næsten ikke få ordet over sine læber. - Altså køernes ?

Michael nikkede.

- Kvinderne samler komøget og klasker det uden på en væg af træ – og så har man pludselig en ler-agtig mur, grinede Michael.

Kato kunne vist fornemme, at Sarah var lidt ude af den og forklarede straks, at hans gæster altid fik de mere moderne hytter, der var bygget af mursten – og her var der også elektricitet og et lille badeværelse. Og da Sarah havde set deres murstenshytte med brusebad, var hun mere end lettet.

- Så kommer jeg ikke til at røre ved det der komøg? sagde hun med et smil.

- Nej! Bestemt ikke – det skal du ikke have fingrene i, sagde Poul bestemt.

Sebastian og Vigga fik også en af de nye hytter.

- Hey! Der er trådløst netværk! sagde Sebastian, da han havde pakket ud og tjekkede sin bærbare.

- Hvad havde du regnet med? Han er jo direktør i et mobiltelefonfirma, sagde Vigga og slog smilende ud med armene.