Charles D.

De hoppede ind i bussen og drønede hjemad. De havde en lang køretur forude. Ketty sendte frugt og nødder rundt.

- Hvor er det vildt sejt, at vi nu har et kranium fra vores forfædre! Sebastian kunne ikke få sine øjne fra gummikraniet.

- Vi skal næsten give den et navn, sagde Vigga.

- Nå ja, har I nogle forslag? sagde Sebastian og kiggede Ketty og Adam.

- Hvad med ... Charles – opkaldt efter Charles Darwin? sagde Ketty.

- Charles D., sagde Vigga. De andre grinede.

- Vi ligner jo hinanden ret meget. Altså Charles D. og os, funderede Sebastian.

- Vi er vel på en eller anden måde også ret ens, sagde Vigga lidt spørgende. Hun tømte halvdelen af sin vandflaske i en slurk og tørrede sin mund med bagsiden af hånden.

- Livet er hele tiden i forandring, vi forandrer os løbende, og det liv, der ikke er stærkt nok, uddør. Er det ikke rigtig forstået? Ketty havde munden fuld af banan, så de kunne næsten ikke høre, hvad hun sagde.

- Sådan kan man godt sige det. Det, Darwin sagde, var, at det er de mest egnede, der overlever. Og han har lært os, at planter, dyr og mennesker ikke bare er skabt og så forbliver på samme måde for evigt. Inden for enhver art er der nogle, som klarer sig lidt bedre end andre. De klarer sig bedre, fordi de passer bedre ind i omgivelserne. Og fordi de klarer sig bedre, er det deres unger, der overlever, og dermed er det deres DNA, der bliver ført videre. Når der så er gået en hel masse generationer, hvor en bestemt egenskab har været en overlevelsesfordel, så har hele arten ændret sig.

- Det var det, Louise forklarede med rævene! indskød Vigga.

- Med hvad for nogle ræve? spurgte Adam.

- De ræve, som var de mest tamme, svarede Sebastian. Der var nogle videnskabsfolk, som ville se, om man kunne få tamme ræve, så de tog de tammeste ræve og parrede med de tammeste ræve, og af deres unger tog de tammeste og parrede med de tammeste, og efter – hvor mange var det; syv generationer? Efter syv generationer, så havde de skabt tamme ræve.

- Så der var videnskabsfolkene rævenes omgivelser? sagde Ketty.

- Det kan man godt sige, svarede Adam. Men ude i naturen, der er det ikke videnskabsfolk, der bestemmer, hvem der overlever. Det gør vejret, jordskælv, tørke, sygdomme, rovdyr, meteornedslag og i det hele taget alle omgivelserne og konkurrencen om mad og overlevelse. Alt levende er i en konstant kamp for at overleve – og kun de arter, der formår at tilpasse sig de naturlige omgivelser, vil klare sig, forklarede Adam.

- Jeg synes stadig, det er svært at forstå. Det var Ketty, der sagde lige præcis det, Sebastian tænkte.

- Se! Der er giraffer igen! sagde Vigga og pegede ud mod horisonten.

- Cool! Sebastian fumlede med sin mobil for at tage et billede.

- Det er måske meget lettere at forstå, svarede Adam, mens han kløede sig i skægget, hvis vi tager et konkret eksempel: Er vi enige om, at DNA’et bygger for eksempel girafferne derude?

- Ja! nikkede Vigga og Sebastian, mens de kørte forbi dem.

- Engang havde girafferne en meget kortere hals, begyndte Adam.

- Men så var de jo ikke giraffer! indvendte Sebastian.

- Præcis. Men fordi deres halse voksede, så blev de til de dyr, som vi så kalder giraffer! Dengang de havde kortere halse, da spiste de alt det, der var nederst på træerne. Men dem med de længste halse, som kunne nå flere blade end de andre, de fik mest at spise!

- Så hvis bare der var en, hvis hals var en centimeter længere end de andres halse, så fik den lidt mere at spise end de andre, og så kunne den meget bedre overleve og få unger og føre sit DNA videre end dem med lidt kortere halse? Sebastian havde lige pludselig forstået det!

- Og nogle generationer senere var der en af dens efterkommere, som havde en hals, der var endnu en millimeter længere, og sådan blev det ved? Indtil halsen var blevet to meter længere, end den havde været til at begynde med, og pludselig havde man en giraf! spurgte Vigga. - Eller »pludselig« var det jo ikke, for det havde jo taget vildt lang tid. Millioner af år?

- Lige netop! Adam tog sine små, runde briller af og tørrede dem i sin jakke. Hans øjne var næsten klemt helt inde mellem de buskede øjenbryn. Han tog brillerne på igen og så helt overrasket ud – nu kunne han vist meget bedre se.

Bussen kørte med høj fart på de dårlige veje, og den slingrede, samtidig med at der indimellem var nogle kraftige bump. Det var nemt at blive køresyg.

- Prøv at se de kvinder der, sagde Ketty og pegede på en flok kvinder, der kom gående i vejkanten med nogle store sække på hovedet. - Er det ikke utroligt, at de kan det? Altså holde balancen?

- Når nu vi går på to ben, sagde Vigga og så, hvordan kvinderne langsomt forsvandt bag dem, er det så, fordi vi har gjort ligesom girafferne? Altså, at engang var vi aber, der gik på alle fre eller klatrede i træerne, men så lidt efter lidt begyndte vi at gå kun på bagbenene? Altså, at det var en fordel at kunne gå sådan rigtigt? spurgte Vigga.

Adam nikkede kraftigt. - Ja, og når man har sådan en fordel, så arver ens unger den også, og man er bedre til at beskytte sine unger og passe på dem. Dem, der fortsat kun kunne bevæge sig rundt på alle fire, blev lettere spist af rovdyr, og det gjorde deres unger også, forklarede Adam.

Vigga gabte og lagde forsigtigt sit hoved på Sebastians skulder. Hendes hår duftede sødt af karamel. Hendes øjenlåg gled langsomt i, og hun faldt i søvn. Sebastian var også træt – han lukkede sine øjne et kort øjeblik. Han forestillede sig, at han stod foran et gigantisk træ. Han gik hen til det, og blev pludselig opslugt i et hul ved træets fod – han faldt ned i et sort univers, mens han drejede rundt om sig selv. Først så han et billede af sine forældre. Så var der hans bedsteforældre – og så hans oldeforældre. Sådan blev det ved, hurtigere og hurtigere drønede en masse ansigter forbi ham. Han blev ført tilbage i tiden gennem hans slægt. Til sidst gik det langsomt igen; nu kom der billeder frem af mennesker, de var mørke i huden – nogle havde meget hår på kroppen. Et skilt, hvor der stod »Australopithecus”, dukkede op. Pludselig dukkede der nogle store aber op, de blev afløst af nogle mindre aber, der hoppede rundt. Det blev sort igen – et marsvin drejede rundt om Sebastian. En slange og en krokodille kiggede frem, de omformede sig til vand, hvor der først svømmede en masse fisk rundt, de forvandlede sig til en masse små celler. De blev langsomt forstørret og forvandlede sig pludselig til lange, lange DNA-molekyler, der snoede sig rundt om Sebastian. Molekylet faldt fra hinanden, og til sidst var der et enkelt lille stykke DNA tilbage. Han blev ført op gennem hullet ved træet igen, og stod foran en kæmpe vulkan, og det flød med lava omkring ham.

- Går vi langt nok tilbage i tiden, kommer vi tilbage til det allerførste lillebitte stykke DNA, som vi alle sammen og alt liv stammer fra, mumlede Sebastian. Han åbnede forsigtigt øjnene, og det gik op for ham, at tidsrejsen havde været en drøm.

Han så forvirret ud ad vinduet og genkendte omgivelserne; nu var de snart tilbage i landsbyen.