Great grandfætter
Da de kom tilbage var festen i fuld gang. Dunkende rytmer fra afrikansk musik buldrede ud gennem højtalerne.
- Now, it is time to dance! råbte Kato til hele forsamlingen. Nogle af kvinderne begyndte at udstøde nogle høje lyde – en slags mellemting mellem fløjtelyde og hvin.
- Kato hev fat i Sarah og trak hende med ud på dansegulvet. Hun rystede først forlegent på hovedet og ville ikke, men Kato insisterede og nærmest trak hende af sted.
- Do like this, sagde Kato og begyndte at danse. Han vrikkede skulderne og hofterne i et højt tempo, mens han klappede i takt med musikken.
Sarah fik snart følgeskab af Poul – Sebastian havde aldrig set de to danse sammen. Inden længe var det meste af selskabet ude på gulvet, selv Adam, der dog startede med at tabe sine briller og bøjede sig ned for at lede efter dem.
- Your glasses my friend, Joseph kom styrtende hen og samlende Adams briller op fra gulvet. Adam takkede mange gange og forsøgte at komme med ind i kædedansen.
Vigga sad på en stol og hvilede sin fod på en skammel. Da Sebastian var kommet slæbende med Vigga på ryggen, var nærmest alle gæsterne henne for at se på Viggas ankel. Flere af dem ville hjælpe; nogle arrangerede en stol med puder og mad til hende i festlokalet, andre begyndte at lave en speciel drik med urter og krydderier, som de hævdede ville hjælpe på hendes smerter. Og Joseph var der selvfølgelig også; da han havde set Vigga komme humpende ind i lokalet, var han straks efter kommet med en ispose til hendes ankel.
- Does it hurt? spurgte han bekymret.
Vigga nikkede lidt. Selvom hun lige havde fortalt Sebastian, at det faktisk ikke var så slemt mere med foden – den var lidt hævet, men hun kunne godt støtte på den.
- Don’t worry, sagde Joseph og lagde omhyggeligt isposen på Viggas ankel.
Sebastian vidste ikke, hvad han skulle sige. På den ene side var ham Joseph da flink til at hjælpe, men på den anden side syntes Sebastian, at Vigga var blevet lige lovlig glad for ham. Mens Sebastian stod der og tænkte, rejste Joseph sig op for at hente en tallerken med mad til Vigga. - Hvorfor tænkte jeg ikke på det? Se nu, hvor glad hun blev! tænkte Sebastian.
- Oh, thank you, sagde hun smigret.
Ketty kom valsende over mod Sebastian med en drink i hånden.
- God fest, ikke? smilede hun og pegede ud på dansegulvet.
- Tja ... sagde Sebastian og skævede over til Vigga.
Han fik øje på sine forældre, der forsøgte at falde ind i de afrikanske rytmer.
- De gør det da egentlig meget godt, sagde Ketty.
- Ikke i forhold til Viggas forældre, Sebastian studerede, hvordan Michael og Sally vrikkede med hofterne og svingede med overkroppen i takt med musikken og med de andre på gulvet. Ja, altså bortset fra Poul og Sarah, der var helt ude af takt; hver gang de rykkede til højre, rykkede alle de andre til venstre. Men det så ikke ud til, at der var nogen, der bemærkede det – alle var glade og levede sig ind i dansen.
- Det ser ud til, at Vigga har fået sig en beundrer, Ketty pegede over på Vigga, der mageligt sad med benet på en skammel, og Joseph siddende på hug ved siden af sig. Han havde lavet en tallerken med frugter til hende, som han havde skåret ud i små stykker. Sebastian var lige ved at få sin sodavand galt i halsen.
- Jeg tror, hun spiller lidt på det med foden. Det gør garanteret ikke særlig ondt, surmulede han.
- Adam fortalte, at Joseph er sådan en klog og rar dreng. Han er 14 år og taler glimrende engelsk – og er meget nysgerrig, sagde Ketty, som vist ikke havde hørt, hvad Sebastian havde sagt.
- Jeg kunne da også have hentet sådan en tallerken, fortsatte Sebastian i et toneleje, man næsten ikke kunne høre.
- Det er vist det, man kalder for en great grandfætter, sagde Ketty og grinede af sin egen joke.
Sebastian synes på ingen måder, det var sjovt.
De blev afbrudt af Poul og Sarah, der kom pustende hen til dem.
- Jeg kan godt fortælle jer, at det der danseri er hårdt! sagde Poul og rettede på sin skjorte. - Og Sarah har endda en ekstra person i maven at danse rundt med!
- Jeg forstår slet ikke, hvordan Viggas forældre kan blive ved, grinede Sarah.
Pludselig stod Adam foran dem.
- Må jeg have æren af næste dans, sagde han høfligt og bukkede for Ketty.
- Jamen dog, ja ... vi tales ved senere, sagde Ketty til Sebastian og gik med Adam ud på dansegulvet.
- Vi skal da også ud igen, ikke? spurgte Sarah og tog fat i Pouls arm.
- Det skal vi vel, grinede han.
Og så stod Sebastian helt alene og kiggede. Men ikke ret længe for en af Viggas kusiner fra landsbyen kom hen til ham. De var i lige så fine kjoler og sandaler som Vigga, og der stod han i sine shorts og løbesko.
- Why do you not dance? spurgte hun. Hun lignede faktisk Vigga ret meget, var ca. på samme alder, samme højde og havde samme ansigtsudtryk. Sebastian trak på skulderne.
- Do you want to dance? Hun smilte til ham og tog ham i hænderne og hev ham ud på dansegulvet. Og inden han så sig om, var han midt i en afrikansk kædedans.
Normalt kunne Sebastian drøne rundt og spille fodbold i lang tid, så han var lidt overrasket over, at han hurtigt blev forpustet.
- You are a very good dancer, sagde kusinen og gav ham et kram. Han kunne mærke, at han blev helt rød i hovedet.
- Time-out! sagde han og lavede et pause-tegn. Hun grinede og pegede over på Vigga og Joseph, hvor der var et par tomme stole.
- Du fik dig da lige en dans? spurgte Vigga.
- Ja, med en af dine kusiner, sagde Sebastian begejstret og tørrede lidt sved af panden.
- Here sit down, take some water, Joseph arrangerede to glas vand til dem, og stillede det på bordet.
- Hvad laver I? spurgte Sebastian og så en masse muslingeskaller ligge på bordet.
- Joseph er ved at lave nogle armbånd til mig. Sådan nogle rigtige kenyanske armbånd – de er vildt flotte, prøv lige at se her! Vigga tog sin arm frem og viste et armbånd, der var flettet af grøn, rød og sort tråd og med en musling i midten.
- Ja. Det var faktisk nogle rigtig flotte armbånd, syntes Sebastian, men han ville ikke virke for entusiastisk.
- Do you like? I will make one for you too, sagde Joseph spørgende.
- Okay. Thank you, sagde Sebastian. Han var jo faktisk ret flink. Joseph gik straks i gang med at flette et arbånd til Sebastian.
- What kind of mobile do you have? Kusinen tog en telefon frem, og viste den til Vigga og Sebastian.
- Cool! sagde Sebastian og pegede på en applikation, som han også havde på sin telefon. Kusinen begyndte at vise de andre applikationer – hun havde masser, også mange, Sebastian ikke kendte.
- Do you use internet in the school? spurgte Sebastian.
Kusinen og Joseph begyndte at grine højt. Og Vigga fulgte trop.
- Of course we do! All the time, svarede Joseph, og Sebastian følte sig godt dum, men han forsøgte at redde den ved at sige, at han havde en hjemmeside, der hedder metafysiskinstitut.dk. Og at det var en gave, han havde fået af Vigga.
- Hvordan er det nu, man siger »fødselsdagsgave«, hviskede han til Vigga.
- Birthday present.
- I got the website as a birthday present, forklarede Sebastian.
- You have your own website? That is so cool, sagde Joseph og ville vide mere om siden – og så forsøgte Sebastian at forklare, at det var en filosofiside, hvor man kunne diskutere alle mulige filosofiske spørgsmål. Imens Sebastian forklarede, begyndte kusinen at lave en fletning af Viggas hår. Jospeh fortalte bagefter, at han og kusinen boede i hovedstaden, Nairobi, og at de besøgte Katos landsby et par gange om året. De fortalte også, at deres yndlingsfilm var Harry Potter.
- Det er også min yndlingsfilm! sagde Vigga ivrigt. De begyndte at diskutere, hvilken af figurerne fra filmen, de bedste kunne lide.
Pludselig rejse Joseph sig op.
- I’m sorry. I have to go now. I have to go back to Nairobi with my parents, sagde Joseph.
- Øv, skal du hjem? fløj det ud af Vigga, som vist havde glemt, at han ikke forstod dansk.
- Very nice to meet you, han gav Sebastian hånden, og Sebastian smilede og nikkede. En rar, boblende følelse strømmede igennem ham; nu kunne Joseph ikke længere imponere Vigga. Hun rejste sig op, hendes fod var åbenbart ikke dårlig længere, og gav Joseph et stort kram.
- Maybe I will travel to Denmark one day, sagde han, og Vigga nikkede kraftigt. De sagde også farvel til kusinen og takkede mange gange for både armbånd og fletning.
Festen begyndte så småt at ebbe ud, og Vigga og Sebastian sad og hang. Ketty og Adam gik forbi dem og spurgte, om de ikke skulle følge dem over til deres hytte.
- God idé, jeg er ret træt, sagde Sebastian.
- Måske var det al den dans, kommenterede Vigga.
- Og hun var da egentlig ret flot, din dansemakker.
- Det var i hvert fald sjovt, Sebastian vidste ikke, hvad han skulle sige.
- Det er under alle omstændigheder meget smart, at evolutionen har gjort, at vi kan danse, grinede Ketty og åbnede døren for de andre, så de kunne træde ud i den mørke afrikanske nat. De kunne høre en masse insekter summe rundt i luften.
- Hvor er her fuldt af liv! sagde Adam og tog en dyb indånding.
Sebastian så på stjernerne på himlen, som stod lysende klart over ham.
- Mon vores forfædre også har stået her og kigget op på dem? sagde Sebastian.
- De har helt sikkert stået her og tænkt på de nogle af de samme spørgsmål, som vi tænker over, svarede Adam.
- De har sikkert tæt på, hvad der er derude i rummet. Og hvorfor vi i det hele taget er havnet på denne jord, Sebastian så et lysglimt på himlen.
- Så du det? spurgte Adam. - Når man ser et stjerneskud, må man lave et ønske. Men man skal holde det hemmeligt for andre.
- Det ved jeg, og jeg har allerede ønsket noget, smilede Sebastian.
- Vores forfædre har måske også tænkt på, hvor vi egentlig kommer fra, sagde Adam.
- Hm, og det er vi jo blevet meget klogere på nu, sagde Sebastian stille og vendte sig om og gik ind i sin hytte.